Fuld fart på – også i kalenderen – har givet status i mange år, og erhvervsledere portrætteres med en vis patos, når talen falder på deres 60 timers arbejdsuge og sparsomme fritid, som næsten er blevet en kliché.
Som en kulturel revolution mod denne fart- og arbejdsnarkomani er langsomhedsbevægelsen opstået. Filosofien er, at hurtigt ikke altid er bedre. Ikke at forstå at vi alle sammen skal bevæge os i snegletempo, men at vi skal finde ud af at gøre tingene i det rette tempo. Fordybe os og nyde det, vi gør lige nu i stedet for at haste igennem gøremålet og styrte mod det næste. Det handler om at gøre tingene så godt som muligt i stedet for så hurtigt som muligt.
Det begyndte for omkring 20 år siden i Italien, hvor slow food-bevægelsen opstod i protest mod fastfood-kæden McDonald's. Bevægelsen hylder årstidens økologiske råvarer produceret i nærområdet, og maden laves fra grunden. Bevægelsen har affødt mange sideskud som slow travel, slow design, slow schools, slow thinking og cittaslow (se boksen om Svendborg) og kan under ét betegnes som slow life.
En af dem, der for alvor har taget langsomhed til sig, er den canadiske journalist Carl Honoré, som i 2004 skrev bogen "In Praise of Slow", der udkom på dansk med titlen "Lev livet langsomt." Den er oversat til 30 sprog, og forfatteren er i en sådan grad efterspurgt som foredragsholder over hele verden, at han må gøre sit yderste for at leve op til sine egne anbefalinger og ikke havne i hamsterhjulet.
Slow-bevægelsen handler blandt andet om at genopdage glæden og nydelsen ved det, man laver lige nu. Slow-tilhængere er ikke maskinstormere. Den hurtige internetforbindelse og jetflyet er ikke fjender. Fart er berettiget i mange henseender. Men når fart bliver en livsstil, og vi overvejer at købe en bog med godnathistorier på ét minut for at få mere tid til at tjekke e-mail, så er vi ude på et skråplan, mener Carl Honoré, der selv lever langsommere ved at skære ned på tv-kiggeri og sportsaktiviteter, indføre pauser i arbejdsdagen, slukke sin mobil og e-mail, når det er muligt, og lære at sige nej til visse arbejdsopgaver.
Betyder det så, at vi er mindre effektive, når vi lever efter langsomhedsprincipperne? Nej, tværtimod, hævder tilhængerne. En langsom tilgang til tingene befordrer effektivitet. Der er ingen tvivl om, at langsomhedsbevægelsen, der begyndte som en følelsesmæssig græsrodsbevægelse, er ved at blive videnskabeliggjort, og flere og flere virksomheder har indset, at merarbejde ikke nødvendigvis afføder mere produktivitet. Det er et spørgsmål om, hvordan man arbejder – ikke hvor meget, fastslår sociolog Eva Steensig, leder af Lighthouse Cph, der forsker i forbrugeradfærd.
– De fleste af os tænker hele tiden på det næste, vi skal gøre og er derfor lidt ukoncentrerede om det, vi foretager os lige nu. Vi tillader ikke os selv at være i nuet. Men det kan læres, siger hun.
Ifølge filosof og forfatter John Engelbrecht lever det moderne menneske med to gear: et hurtigt og et langsomt. Men hvis vi kan finde et tredje gear, hvor vi kombinerer det hurtige og det langsomme, kan vi blive mennesker, der ikke er bundet af tiden.
– Hurtighed og langsomhed er ikke kun modsætninger – de er også hinandens forudsætninger. Og i det øjeblik opstår det tredje, som vi kan kalde flow. I flow?et samarbejder forstand og fornuft således, at vi både arbejder skarpt og analytisk, men også bevarer evnen til at undres og betages, siger John Engelbrecht, der sidste år var med til at arrangere en langsomhedskonference i Odense, hvor han blandt andet slog til lyd for, at man skal nyde, før man kan yde. Men de fleste af os er opdraget til det modsatte, og det er en af grundene til, at vi har fået et samfund med alt for mange børn med opmærksomhedsforstyrrelser som ADHD, mener han. I overmorgen udkommer hans bog "Livsmod og langsomhed", der gør op med det hysterisk hurtige liv, som ifølge John Engelbrecht er ved at smadre familien.
Langsomhedsbevægelsen er en naturlig forlængelse af efterspørgslen efter refugier, højskoleophold og meningsfyldt ferie som for eksempel ulandsfrivillig. Vi kigger indad, fordyber os, er til stede i nuet og passer på miljøet, mener livsstilskommentatoren Christine Feldthaus. Hun ser økologi, køkkenhaver, ferie i Danmark, gårdbutikker, cykling og det fællesskabsorienterede Svendborg som flere sider af den langsomme sag.
– Slow living er en forventelig reaktion mod forbrugerforstoppelsen. Nu skal vi tilbage til naturen, det oprindelige, det hjemmegjorte og det bæredygtige. Spelt i brødet, grød på bordet og håndstrikkeede færøske sweatere, som dem, skuespilleren Sofie Gråbøl har på i tv-serien "Forbrydelsen" er den langsomme tids statussymboler, siger Christine Feldthaus.