Træning til triatlon er en kamp mod tiden

Maleriet "Les Esprits de la Tempête" forestiller ånder.

Ved DM i triatlon (i en af de kortere distancer) i sidste weekend var hele 201 af de 568 tilmeldte mænd i aldersgruppen 40-49 år.

Så er det atter sæson for de store løbe- og triatlonstævner, og tilslutningen er endnu en gang enorm

En ting er, at de store løbestævner halve og hele maraton vokser støt år for år. Endnu mere markant er det, at de store triatlonstævner kan trække tusinder af tilmeldte og ofte melder udsolgt.

Udviklingen kan til dels forklares som et egentligt modefænomen, men der er en pudsig skævhed i deltagerskaren. Ved DM i triatlon (i en af de kortere distancer) i sidste weekend var hele 201 af de 568 tilmeldte mænd i aldersgruppen 40-49 år.

LÆS OGSÅ: Motion med høj intensitet batter mest

Det er et ret markant tal, når der både er juniorgrupper, elitegrupper og så et stort antal forskellige aldersgrupper. Hvad kan det skyldes?

Jeg tror, der er adskillige grunde. Den vigtigste kommer til sidst:

For det første er triatlon enormt sjovt, og selv den mest alvorlige, målrettede og karrierebevidste mand har brug for at lege. Man kan dyrke én sportsgren, men hvorfor ikke forene hele tre sportsgrene i en?

Denne trang til mere er et udtryk for moderne grådighed på godt og ondt, men dækker også over, at man kan dygtiggøre sig og lege med hele tre sportsgrene. Dertil kommer, at man kan bruge masser af både tid og penge på grej og udstyr. Det er begrænset, hvor mange par løbetrøjer og løbesko man kan købe, men det er ubegrænset, når der også skal investeres i våddragt og ikke mindst en cykel, der kan forbedres i det uendelige. Kun pengepungen sætter grænsen.

Endelig skal det nævnes, at mange mænd på min alder træner triatlon, fordi de har været plaget af løbeskader. Når man træner cykling og svømning ved siden af løb, så kan man træne rigtig meget uden at belaste kroppen, som man gør ved kun at løbe.

Når alt dette så er sagt til forsvar for de (vi) midaldrende mænds nye træningspassion/besættelse, så tror jeg også, det handler om noget mere alvorligt. Ved at træne meget og præstere meget og ved at overskride grænser for, hvad man tidligere har kunnet, prøver man bevidst eller ubevidst at fastholde en mandighed og en ungdom, der ellers truer med at forsvinde. Der er meget, der går ned ad bakke, når en mand passerer de 40, men her er der nyt, mandigt land, der kan tages i besiddelse. Her venter nye sejre og anerkendelse.

Det er sundt at træne, hvis det sker med måde. Men hvis jeg har ret i, at der gemmer sig en hel del aldringstrods og dødsangst bag de mange træningstimer og de store stævner, hvis det er rigtigt, at det handler om kampen mod tiden på mere end én måde, og hvis det kun handler om at forbedre sig og præstere bedre, end da man var ung så er udgangspunktet forkert.

Det er fint at være målrettet og optaget af ting. Men hvis der ubevidst er en hel masse andet på færde, så risikerer man, at sporten tager magten over en og bliver til en besættelse. Det er aldrig godt.