Vi kan være noget godt for hinanden

Borussia Dortmund har ført den tyske Bundesliga stort set hele sæsonen, og lørdag kunne træner Jürgen ...

Mens Inge Norling levede som hjemløs, fik hun visionen om at lave et fællesskab for hjemløse og misbrugere. Det skulle være et sted med jord og plads til dyr. Mennesker heles, når de kan få dyr og planter til at trives, lyder hendes filosofi. I haven i Arnborg giver alle beboere en hånd med i haven. Her er det Mack Larsen (til venstre) og Poul Møller, der sår. – Foto: Leif Tuxen.

Flere end 2000 socialt udsatte har boet i Inge Norlings bofællesskaber. Hun fylder snart 80 år og har flere nye projekter på vej

Norling kalder de hende, og der er mange, som kalder. Inge Norling, som til oktober fylder 80 år, leder bofællesskabet Fred og forsoning i landsbyen Arnborg mellem Herning og Brande. Kan man ikke finde hende inde i dagligstuen, er hun nok fordybet i et projekt i haven eller sidder bag en lukket dør i samtale med en af beboerne.

For snart 12 år siden flyttede bofællesskabet ind i den langstrakte gule bygning på Skjernvej, som tidligere har været hotel. De seneste 12 år har hundreder af misbrugere og hjemløse været en del af fællesskabet for en kortere eller længere tid.

I øjeblikket bor her otte mænd og to kvinder, som betaler godt 4000 kroner om måneden for at have alt, hvad der hører til et hjem. En forslået kvinde på flugt fra en voldelig kæreste i Aarhus er en af de nyest ankomne. En socialrådgiver i Aarhus Kommune opfordrede hende til at prøve fællesskabet i Arnborg, hvor dagene er som i et kloster med tidebøn morgen, middag og aften og bibelstudie. For Inge Norling er fokusset i rehabiliteringen en indre åndelig vej.

Gennem Guds ord og bøn kan man langsomt komme frem til et nyt liv. Det er en stor glæde at se mennesker bliver langsomt levende igen, siger hun.

Inge Norlings egen livsfortælling er en beretning om, hvordan mødet med kristendommen har givet hende, hvad hun beskriver som et nyt liv. Hun voksede op under fattige kår på Lolland. Dialekttræk fra egnen er stadig tydelige, når hun taler sit syngende dansk. Hendes far var røgter, og hendes mor malkekone på Knuthenlund Gods. Efter syv års skolegang forlod Inge Norling skolen. Hun blev gift med en gartner, og kort før hun fyldte 20 år, blev hun mor til en søn. De købte en lille blomsterbutik i Bandholm, og hun husker den tid som lykkelig. Desværre var økonomien dårlig, og de måtte gå fra butikken. Hun slog sig ned i Aarhus med sønnen, mens manden tog til Grønland for at arbejde gælden af. Ægteskabet lykkedes ikke, og efter en lang separation blev de skilt.

I 1966 blev Inge Norling mor til en datter. Hun ønskede ikke et forhold til datterens far og beskriver en hård tid, hvor hun var enlig mor til to børn. Hun fik et job på Aarhus Universitet som arkiv-assistent og supplerede indtægten med et fritidsjob som sælger.

Siden fik jeg heltidsjob som sælger og flyttede til Nordsjælland. En dag læste jeg i Morgenavisen Jyllands-Posten, at de folk, som tjente mange penge, enten var i forsikringsbranchen eller reklamebranchen. Det var grunden til, at jeg søgte ind i forsikringsbranchen og fik eksamen fra det, der i dag hedder Forsikringsakademiet Jeg ville tjene penge, så jeg i det mindste kunne give mine børn økonomisk tryghed, jeg ville ikke være fattig, siger Inge Norling.

Drevet af en indre uro flyttede hun i 1976 til Skotland med datteren, hvor hun boede i otte år. I en forstad til Glasgow opbyggede hun en god forretning som forsikringsmægler.

Uden at jeg gjorde mig det bevidst, så blev det at tjene og bruge penge min Gud. Jeg mærkede en hulhed inde i mig selv, som jeg hele tiden forsøgte at komme væk fra, siger hun.

Hendes datter ville hjem til Danmark og flyttede på kostgymnasium i Tarm for at få studentereksamen. Inge Norling havde mødt en skotsk enkemand, der var shippingdirektør, og de blev gift.

Men da datteren havde forladt Skotland, begyndte Inge at længes hjem. Hun beholdt sin virksomhed i Skotland, men flyttede sammen med sin skotske mand til Danmark. De byggede et stort hus i Skærbæk ved Kolding Fjord. Havde man set gennem vinduerne, kunne man ikke se, at den succesrige 49-årige kvinde i villaen havde sat udløbsdato på sit liv.

Havde jeg talt med en læge, ville han nok have sagt, at jeg havde en depression. Men jeg søgte ikke læge, men tegnede i stedet en stor livsforsikring, hvor jeg indsatte mine børn som særligt begunstigede. Et år efter den var tegnet, ville den også dække ved selvmord, så jeg kunne dø med en vished om, at de ville være hjulpet på vej økonomisk. Der havde været rod nok i mit liv, og jeg kunne ikke holde mig selv ud mere. Det var min plan at springe ud fra den gamle Lillebæltsbro, siger hun.

Hendes datter flyttede til Vejle og mødte på Rødkilde Gymnasium i Vejle unge med tilknytning til pinsekirken, hvor hun selv blev engageret. Den søndag i maj, som Inge Norling havde bestemt skulle være hendes sidste, var datteren på besøg og bad om et lift til kirken. Datteren nærmest halede hende ind i kirken.

Præsten sagde, at Gud elskede alle mennesker, og han sagde, at det stod i Bibelen. Det var virkelig et budskab, som rystede mig. Efter gudstjenesten gik jeg op til ham og spurgte, om det kunne passe og også gjaldt for en som mig. Præsten gentog, at det stod i Bibelen, og jeg hørte mig selv sige, at hvis det var sandt, så ville jeg også elske Gud. Jeg sagde, at jeg ville være kristen og gå hjem og læse i Bibelen. Det var, som om noget begyndte at boble inde i mit hoved, og det bredte sig hele vejen ud i kroppen, som om jeg havde sodavand i årerne. Jeg stod bare der og blev så glad, så glad. Tænk, at jeg var elsket af Gud. Jeg tror, at mennesker gør aldeles vanvittige ting for virkelig at være accepteret og elsket. Man tror, at man kan købe en grundlæggende accept for penge eller gennem skønhed. I mit eget liv har den jagt drevet mig ud på mange vildveje, siger Inge Norling.

Hun blev døbt og optaget i pinsekirken, men mange søndage var hun forhindret i at komme til gudstjeneste i Vejle, da hun fortsat drev forretningen i Skotland, mens hendes ægteskab var ved at gå i opløsning.

LÆS OGSÅ: Socialt udsatte får særlige sygeplejersker

Gennem en veninde i Skotland lærte hun Moder Teresas søstre at kende. Hun fattede sympati for nonnernes sociale arbejde og brugte en del af fritiden i Skotland på at hjælpe søstrene.

Jeg var fascineret af deres arbejde, men jeg brød mig ikke om, at de var katolikker, og tænkte, at jeg skulle prøve at få dem over i pinsekirken. Første gang, jeg bad med dem, var ikke med min gode vilje, men da jeg knælede ned sammen med dem, føltes det fuldstændig, som om Jesus var der i min absolutte nærhed, siger hun.

Mødet med søstrene og en inspirerende skotsk sognepræst fik hende til at fordybe sig nærmere i den katolske lære.

Vejledningen fra præsten og samværet med søstrene gjorde, at jeg besluttede mig for at blive optaget i den katolske kirke. Under megen bøn kom det til mig, at jeg skulle tage hjem til Danmark og blive optaget i den katolske kirke, siger hun.

Hun fik med besvær fat i den lokale katolske præst, Lars Messerschmidt, som dengang passede både den katolske kirke i Fredericia og Esbjerg. Hun husker turen til Esbjerg, hvor hun skulle møde Messerschmidt og skrifte.

Jeg skriftede fra klokken 14 til klokken 22. Hele mit liv. Alt blev lagt frem. Sikke en skraldespand. Så fandt han en gudmor til mig, og på Frans af Assisis dag, den 4. oktober 1986, blev jeg optaget i den katolske kirke, siger hun.

Da hun blev katolik, vidste hun, at hun ville leve et liv i fattigdom og gøre noget for samfundets svageste. I løbet af det næste år afhændede hun virksomheden i Skotland og blev skilt, mens villaen i Skærbæk gik på tvangsauktion. Hendes katolske sognepræst hjalp hende ind i et kloster i Nordsjælland, hvor hun boede tre måneder i et gæstehus, men i efteråret 1987 forlod hun trygheden i klostret for at leve som hjemløs.

Jeg gjorde det, fordi jeg følte et kald til det. Jeg skulle mærke på min egen krop, hvordan livet var blandt de udstødte, og jeg mødte en verden, som jeg ikke kendte. Jeg lugtede og så ud som en hjemløs, men jeg mødtes regelmæssigt med min præst og gik til skrifte, og jeg havde altid en rosenkrans i min lomme og var båret af bøn. Alligevel var det utrolig hårdt at mærke de ydmygelser, man møder som hjemløs, hvor ens værdighed bliver udfordret, siger hun.

Efter 10 måneder som hjemløs blev hun optaget på Sognediakonien på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg. Her fik hun tag over hovedet og en uddannelse som sognemedhjælper.

Med tiden på gaden og den diakonale uddannelse følte hun sig rustet til at lave et kristent bofællesskab for marginaliserede. Et sted, hvor mennesker kunne genvinde deres værdighed. Hun talte med sin præst om visionen om at leje en nedlagt gård med lidt jord, så de kunne dyrke egne grøntsager, plads til dyr og gerne med adgang til lidt skov.

Han opfordrede hende til at bede Gud om sådan en gård, og det gjorde hun. Hun kontaktede uden held nogle katolske kirker for at høre, om nogen ville støtte projektet. I marts 1990 flyttede hun alene ind i det store stuehus på Fasterholdtgård ved Brande. Huset havde været ubeboet længe, og køkkenet og vandværket var stjålet. Derfor fik hun i starten lov at bo der uden at betale indskud og husleje.

Mus og myrer trivedes, da hun rykkede ind. I maj 1990 kom de første beboere, og i 1991 fik mange blik for hendes virke, da TV Midtvest lavede en film om bofællesskabet.

Alt var smukt og fredfyldt, men nu blev vi kendt, og i slutningen af det år flyttede volden ind. Det blev vildt og voldsomt, og jeg måtte ofte ringe efter politiet. Jeg blev også selv slået og udsat for kvælningsforsøg. Alligevel tænkte jeg aldrig på at give op. Politiet bad mig gentagne gange om at lukke, fordi de ikke kunne blive ved med at rykke ud og passe stedet for mig. Jeg bad til Gud og fik det svar, at jeg skulle tage beboerne med mig ind i kirkerummet hver dag og bede sammen med dem. Jeg tænkte, at det var håbløst at bede dem om det, siger hun.

Hun fortæller, hvordan hun en dag i 1994 ved morgenbordet orienterede beboerne om, at de fremover skulle indlede dagen med andagt i kirken. Ville man ikke være med til det, havde man to måneder til at rejse.

Til min store undren ville alle være med, og det ændrede hele adfærden. Volden ophørte, og der gik to år, inden vi igen måtte ringe efter politiet. I dag er det meget sjældent, at vi har brug for deres hjælp, selvom vi ofte har svært belastede beboere, siger hun.

For syv år siden blev Fasterholtgård solgt, og bostedet måtte flytte. Siden har hun koncentreret sig om arbejdet på det tidligere Hotel Inge Marie. Ys Men har ydet en solid økonomisk støtte til hendes arbejde, som gjorde det muligt at købe hotellet i Arnborg for 1,5 millioner kroner i 2002. Hvert år modtager stedet desuden et tilskud på 170.000 kroner fra Herning Kommune på grund af det sociale arbejde, hun udfører.

Mens Inge Norling de første år stod alene med arbejdet, er der oprettet en fond, som ejer hotellet, og der er etableret en bestyrelse, således at arbejdet her kan fortsætte uændret efter Inge Norlings død. En håndfuld folk fra egnen hjælper til som frivillige. En tidligere beboer, Mack, er blevet hendes medleder og klarer meget af det praktiske slid og hjælper med organiseringen.

Der er himmelvid forskel på mig i dag og den person, som startede det her sted for 23 år siden. Jeg kan kun være taknemmelig for de mennesker, som har boet her, og som har slebet mig til og skrællet alt det falske af mig, siger hun.

Skønt Inge Norling fylder 80 år i oktober, har hun masser af idéer, som hun gerne vil føre ud i livet. Som noget nyt kan man leje sig ind som retrætegæst på hotellet i Arnborg og tage del i arbejdet og det åndelige liv for en tid. For nylig fik hun 40.000 kroner af Herning Kommune til et haveprojekt til aktivering for kontanthjælpsmodtagere, som hun i samarbejde med Møltrups beboerforening håber at etablere ved Gullestrup lidt nord for Herning. Hun har fundet jord og talt med beboerrådet om projektet.

Min tanke er at vise, at selvom man er hjemløs, så er man ikke hjælpeløs eller værdiløs. Vi kan noget godt for hinanden, hvis vi får chancen.