Bare et lille ord: Vi. Men det rummer en verden: Et samliv gennem 60 år.
Forfatteren Knud Sørensen kan sætte dato på denne verdens skabelse: Den 23. februar 1945. Fra den dag var det ganske vist, at det skulle være dem, Anne Marie Dybbro Jørgensen fra Sindal og Knud Sørensen fra Hjørring.
Begge var de 17 år og gik i gymnasiet. Allerede den første dag havde han haft et øje og et øje som udviklede sig til et godt øje til pigen i den sproglige parallelklasse. Og nogle gange lykkedes det ham med stort besvær at komme til at følges tilfældigt med hende på gaden. Med en lignende velberegnet tilfældighed kunne de sidde på bibliotekets læsesal med en indbyrdes afstand på mindre end en meter og hvilken sød meter! og se flittige ud.
Dengang begyndte Knud Sørensen at tænke lige så meget i vi som i jeg. Vanen er svær at aflægge. Anne Marie Sørensen døde i oktober 2005. Men stadigvæk kan han gribe sig i at sige vi og vores.
I sin bog Digterne omkring Limfjorden. En rundtur til stederne tager Knud Sørensen sig til hovedet over en kritiker, der mente, at Johannes Buchholtz med årene blev en dårligere forfatter, fordi han levede i et lykkeligt ægteskab og i det hele taget var kommet i harmoni med tilværelsen. Sørensens undsigelse af kritikerens tese har baggrund i hans egen erfaring: han har selv levet i et lykkeligt ægteskab og i harmoni med tilværelsen. Vi andre kan konstatere, at man kan blive en betydelig forfatter alligevel.
Antagelig, siger han, er det den harmoniske dagligdag, der har gjort, at jeg næsten altid har skrevet ud fra en nysgerrighed og et forsøg på indlevelse i og forståelse af omgivelserne og nu og da med sigte på at medvirke til ændringer. Jeg har ikke skrevet ud fra indre spændinger eller samlivsproblemer. Har ikke haft noget, jeg skulle skrive mig ud af eller skrive på trods af.
Knud Sørensen, der er en blufærdig mand, er som forfatter næsten tavs om sit ægteskab. Tydeligst afspejler hans og hustruens forhold sig i den digtsamling, han senest har udgivet, Dagligdagen (2001). Her skriver han om det på en måde, så en interviewer i Danmarks Radio mente, at det næsten var for godt til at være sandt.
Men det var både godt og sandt.
Et af digtene fortæller om ægteparret på glædeligt forårsarbejde i haven. Det er blevet aften, men stadig er de i gang derude. Den frække solsort, der hele dagen har hoppet rundt om deres træsko, sidder nu oppe i fjernsynsantennen, hvor den rammes af den nedgående sols allersidste stråle. Så/ stikker den næbbet i sky/ for omsider/ at fløjte vores fælles aften/ helt/ stille.
Især Anne Marie gik meget op i haven. Hun fik ting til at gro. Min opgave var mere at holde ukrudtet nede og slå græs. Jeg har ikke hendes sans for eksempel for at anlægge staudebede. Eller for hvor der skulle være roser. I haven er der 104.
De lange forhold var det naturlige for generationen, der var ung i 1940erne, påpeger Knud Sørensen.
I den usikre tid også efter krigen med angsten for atomkrig ledte man efter noget sikkert. Vi var et studenterhold på 39. Og af os var der otte, der giftede sig med hinanden. Og ingen skilsmisser.
Anne Marie og jeg flyttede efter studentereksamen til København. Vi kunne ikke bo sammen, før vi var blevet gift. Vi kendte ingen, der boede sammen uden at være gift. Dette, at vi dengang nok lå en smule under for de gængse kønsroller, bevirkede, at Anne Marie fik en kort uddannelse. Hun blev tresproglig korrespondent. Det varede to år. Jeg tog en lang uddannelse og fik eksamen som landinspektør. Vi var ikke gamle nok til at blive gift, da Anne Maria var færdig. Gift blev vi i 1950. Det var få dage efter, at Koreakrigen var brudt ud. Og dermed kom atter dette med usikkerheden. Hvis vi havde haft valget mellem at være sikre på 25 år eller at løbe riskoen, så tror jeg nok, at vi havde valgt de 25 år. Så usikker føltes situationen. Specielt i begyndelsen af Koreakrigen, da det virkede, som om det hele ville bryde sammen ret hurtigt.
Vi havde stort set samme indstilling til de fleste ting. Ikke 100 procent selvfølgelig. Men med hensyn til samfundsudviklingen og truslerne i tiden var vi enige. Vi arbejdede begge for organisationen Een Verden, som var den danske afdeling af World Movement for World Federal Government. Det var drømmen om en verdensregering. Dér, hvor vi ikke var 100 procent enige, var med hensyn til partipolitik. Jeg havde som 18-årig meldt mig ind i Dansk Samling, et parti, som Anne Marie var lidt skeptisk over for. Hun stod nok nærmere de radikale.
Holdt jeres enighed gennem årene?
Det gjorde den bestemt. Vi har altid stemt i hvert fald til den samme side. Men det er muligt, at den ene af os et år stemte på Socialdemokratiet og den anden på SF. Vi talte aldrig om det. Det var der ingen grund til. Vi vidste jo alt om hinanden og tænkte ikke i jeg, men i vi. Hvis jeg havde på fornemmelsen, at Anne Marie blandt de partier, vi vaklede imellem, ville stemme på et andet end jeg, ville jeg ikke påvirke hende. Jeg tror, vi var enige om ikke at påvirke hinanden.
Hvis ikke Anne Marie havde taget særlige hensyn med hensyn til valg af en lang eller kort uddannelse, ville hun nok fra starten have læst til cand.mag. Frigørelsen i 1970erne kom til at betyde meget for os. Nu så man helt anderledes på tingene. De kunne ændres. Og nogenlunde samtidig med at jeg begyndte at forberede nedtrapningen af landmålingen, begyndte Anne Marie at læse engelsk og tysk ved Aarhus Universitet. De første år havde hun stadig en halvtidsstilling som kor-respondent ved et firma her i Nykøbing og var så i Århus to dage om ugen. Hun blev cand.mag. og kom til at undervise på VUC. Jeg tænkte sommetider, at det var synd, hun ikke havde læst til cand.mag. med det samme. Men Anne Marie mente selv, at hun på baggrund af sine erfaring fik mere ud af studierne, end hun ellers ville have fået.
Litteraturen var er vigtig del af Anne Marie og Knud Sørensens fællesskab.
En liste over de bøger, vi satte pris på, ville ikke blive ens. Men der ville være gengangere. Jeg har altid været meget glad for Henrik Pontoppidan. Anne Marie var mere til Herman Bang. Så der var forskelle. I de sidste par årtier var hun mest optaget af engelsk og amerikansk litteratur og læste nok mere på engelsk end på dansk. Hun skrev speciale om Bob Dylan.
Talte I om de bøger, du arbejdede på?
Hun læste ikke noget, før det var færdigt. Regelen var, at først når den sidste rettelse var lavet, så hun manuskriptet. Så kunne hun komme med kommentarer. Hun mente nok, at gjorde hun det undervejs, kunne hun påvirke det følgende. Og det ville hun ikke.
Kom hun med kritik?
Ja, ja.
Rettede du dig efter den?
Det skete. Hun var en god læser. Hendes speciale om Bob Dylan rummer fine fortolkninger.
Så blev Anne Marie Sørensen syg.
Hvornår blev I klar over, hvor det bar hen?
Omkring ni måneder før Anne Marie døde. Hun havde gået med noget i ryggen, som alle troede var slidgigt. Men i januar 2005 blev det konstateret, at hun havde en kræftknude. Det viste sig, at den ikke kunne opereres. Og samtidig fik vi at vide, at hverken kemoterapi eller strålebehandling ville virke. Da Anne Marie blev udskrevet fra sygehuset, var vi fuldstændig på det rene med, at hun kun havde en meget begrænset tid tilbage at leve i. Jeg kan huske, hun spurgte, om det drejede sig om 14 dage eller en måned. Men hun levede indtil begyndelsen af oktober.
For os gjaldt det om at have en så normal dagligdag som muligt. Det fik vi også. Vi deltog i, hvad vi ellers ville have deltaget i. For eksempel var vi i august med til den årlige litteraturdag i Tolne i Vendsyssel. Jeg var betænkelig. Men Anne Marie holdt ud i seks timer.
Da hun havde svært ved at stå stille, var det mig, der begyndte at lave mad. Det havde jeg aldrig gjort før. Jeg tilhører den generation af mænd, for hvem køkkenarbejde var at skrælle kartofler og tørre af.
Talte I om, hvad der forestod?
Det gjorde vi faktisk ikke. Det var igen dette med, at vi vidste, at vi vidste ...
Men Anne Marie lavede manualer til mig om, hvordan jeg skulle sortere tøjet til maskinvask, og hvilke programmer der skulle bruges til den og den vask. Og hun lavede en tegning over bedene i haven med angivelse af, hvor de enkelte roser stod, hvad de hed, hvordan de skulle behandles og gødes og sådan noget. Jeg reagerede selv på samme måde i 1997, da jeg troede, at jeg var alvorligt syg. Jeg lavede lister, der skulle ligge klar. Lister om pengesager. Det var mig, der ordnede alt med regnskab og betalinger. Og der var mange ting, jeg syntes, Anne Marie burde vide.
Anne Marie døde herhjemme. Hun var en halv snes dage på den palliative afdeling i Thisted. Men både hun og jeg ville gerne, at hun kom hjem. Her blev så indrettet sygestue. Og de sidste 14 dage kom der hjemmesygeplejerske hver tredje time.
Tilsyneladende er Knud Sørensen som før. Den samme harmoni og rodfæstethed, det samme engagement og lune. Trods sine 80 år virker han ikke gammel.
Hans stemme er, som den altid har været. Og stadig er han en mand, der skaber tryghed omkring sig. Og ikke mindst: han arbejder fortsat.
Men tiden er blevet en anden.
Jeg bliver nu og da ramt af et strejf af skyldfølelse. Dels nok over at det var mig, der fik vores overtid, dels over at jeg ikke udnytter den tid. På en måde gør jeg det naturligvis. Men mange ting, som vi ellers gjorde, rejse for eksempel, har jeg mistet lysten til. Måske er det årsagen til, at jeg let bliver angrebet af rastløshed, når jeg for eksempel bare sidder og læser i en bog. Sjovt nok går det bedre, når jeg genlæser, end når jeg nylæser.
Efter bisættelsen kunne jeg ikke holde ud at være her i huset. Det var for stort. Og jeg emigrerede til vores sommerhus i Vorupør og traskede rundt derovre. Efterhånden indså jeg, at sådan kunne det ikke fortsætte. Jeg måtte hjem. Det gik også op for mig, at jeg ikke klarede det, hvis ikke jeg sørgede for at have et stramt dagskema. Sørgede for at have travlt. Det er lykkedes. Jeg står op på nogenlunde det samme tidspunkt hver dag, spiser morgenmad til nyhederne i radioen klokken otte, læser avis og sidder ved computeren på et tidspunkt fra mellem halv ni og ni. Klokken 11 køber jeg ind. Og klokken 12 præcis spiser jeg frokost. Eftermiddagens forløb afhænger af forskelligt. Måske skal jeg i haven. Måske fortsætter jeg ved computeren.
Det betyder uendelig meget for mig, at jeg stadig er en del af en familie. Skønt den er geografisk spredt, har vi tæt kontakt. Det er også med til at give mig en tilfredsstillende dagligdag, at jeg har gode venner inden for gåafstand.
Hvor er Anne Marie i din dagligdag?
Jeg ved i enhver situation, hvordan hun ville have reageret. Så på den måde er hun med.