14-årige Mia: Her er mine 10 ønsker for fremtiden

Fremover vil jeg se, om jeg kan prøve at rumme travlheden - både hverdagens og livets - lidt bedre ved at træde et skridt tilbage, når jeg har brug for det, og inspirere min omgangskreds til at gøre det samme, skriver 14-årige Mia Dellvik Foto: Privatfoto

Lige præcis det at vælge forkert, kunne der være mere fokus på, så det ikke blev så stressladet og noget man måske uden grund frygtede som ung.
Mia Dellvik, skoleelev

Jeg kan blive bange for ikke at nå det hele. Men fremover vil jeg se, om jeg kan prøve at rumme travlheden - både hverdagens og livets, skriver vores erhvervspraktikant Mia Dellvik. Her på kanten til ungdoms- og voksenlivet reflekterer hun også over ni andre ønsker for fremtiden, som du kan læse her

1. At færre kører i bil  
Jeg kan godt blive bekymret for fremtidens klimasituation og ønske at gøre en forskel på det område. Jeg er selv vokset op i en familie uden bil, og jeg kan forestille mig, at jeg som voksen, med eller uden egen familie, vil undvære bilen. Som barn har det været meget oplevelsesrigt - på godt og ondt (men mest godt!) - at rejse på forskellige måder:

Min familie har for eksempel for et par år siden rejst ned gennem Europa med tog og bus. Det var sjovt, at vi aldrig helt vidste, hvor vi ville ende næste gang. Samtidig har det for mig betydet, at jeg hurtigt er blevet meget selvstændig og ikke er afhængig af mine forældres mulighed for at hente og aflevere mig i bil.

Et andet stort plus er selvfølgelig, at man skærer ned på CO2-udslippet ved at benytte andre transportformer end bil.

Så hvis flere ville droppe bilen, ville fremtiden for kloden se bedre ud, tror jeg.

2. At vi spiser mindre kød
Jeg tror, at hvis vi alle spiste en bøf mindre om måneden eller lavede sovs med bønner hver anden gang, vi lavede pasta bolognese, ville det betyde meget. Ikke bare i forhold til CO2, men også i forhold til den måde, vi behandler dyrene på.
 
I min familie har vi talt om muligheden for kun at spise kød to eller tre gange om ugen. Selvom det kan virke svært, tror jeg faktisk, vi kunne lære en masse nye, spændende madretter at kende.

Jeg synes, det er synd, hvis dyr skal lide under menneskers behov for en madvare, der sagtens kan erstattes. Hvor slagtning af dyr er en naturlig ting, mener jeg, at massefabrikering af animalske produkter er det modsatte.

3. At vi smider mindre ud  
Jeg synes, at det er rigtig ærgerligt, at vi smider så mange ting ud. Både mad, tøj, plastik og andet affald. Specielt synes jeg, det gør ondt i hjertet at smide mad ud, som andre mennesker kunne have så utroligt meget brug for.

For eksempel de hjemløse, folk på flugt og sultende i fattige lande. Det er synd, at vi køber så mange ting for bagefter at smide det ud.

Når jeg bliver voksen, vil jeg i hvert fald prøve at få spist størstedelen af madvarerne i mit køleskab og købe flere genbrugsting. Det kunne gøre en ret stor forskel.

4. At vi tør give dygtige børn ekstra udfordringer  
Jeg kommer selv fra et tresproget hjem, og jeg har altid haft let ved de boglige fag og især ved at lære nye sprog. Men på trods af det har min undervisning aldrig været anderledes end mine klassekammeraters, hvilket jeg synes er ærgerligt – især mens jeg gik i de små klasser. Det har betydet, at jeg indimellem har kedet mig og ikke lærte så meget, som jeg måske kunne have gjort.

Det er rigtigt godt, at elever, der har det svært i skolen, får ekstra hjælp. For sådan skal det selvfølgelig være. Men vi skal også turde at tage særlig hensyn til de elever, som af forskellige grunde ikke udfordres nok ved den undervisning, deres klassekammerater får.

Blev vi bedre til det, tror jeg, at lidt negative ord som nørd, stræber og12-tals-pige også ville kunne få en lidt mere positiv klang. Så ville det måske blive mere anerkendt at klare sig ekstra godt i skolen. Og ikke være noget der pegede på, at man prioriterede skole over at være social, som jeg selv har fornemmet, at undertonen nogle gange har været i snakken om særligt dygtige elever.

Dette kunne betyde, at flere måske fik lyst til at gøre sig umage i skolen og fandt mere glæde i det.

5. At folkeskoleelever fik mere lektiecafé  
Selvom jeg gør mig umage og bruger lang tid på mine lektier, så oplever jeg tit, at jeg ikke kan nå det hele i løbet af de to ugentlige lektioner, vi har i min klasse hver uge.
 
Selvom det var et mål, at skolereformen skulle gøre fritiden lektiefri, synes jeg ikke selv, at det er blevet sådan. Det er naturligvis ikke muligt at undgå lektier 100 procent derhjemme. Men jeg kunne godt ønske mig, at vi brugte for eksempel den sidste time af skoledagen på at få overblik over, hvilke lektier man skal lave, mens man er i skolen, og hvad man skal lave, når man kommer hjem om eftermiddagen.
 
Når vi har mange lektier med hjem, kan det let bliver uoverskueligt at holde styr på dem. Og tit har en forholdsvis lang skoledag udmattet en så meget, at jeg selv i hvert fald let kan tabe overblikket og simpelthen ikke få tingene gjort. Det er problematisk, for så kommer jeg alt for let til at stresse over følelsen af at være et skridt bagud.

6. At presset på unge blev mindre
Når jeg kigger mig rundt i min klasse, kan jeg se, at der er to tilgange til det at vælge uddannelsesvej efter folkeskolen. Nogle har en helt klar idé om, hvad de vil, mens andre udskyder tanken om det endelige valg om fx studieretning eller gymnasie, fordi de ikke føler sig klar til at træffe det. Selv tilhører jeg til sidstnævnte kategori, og det er tit her, at der er det største pres. Presset på at være bærende generation i fremtiden og dermed have fundet sit eget kompetenceområde og være dygtig til det.

Problemet er, at jeg og mange andre unge ikke ved, hvor i uddannelsessystemet der er plads til lige præcis vores ideer og de kompetencer, vi selv synes, vi har. Man kan let blive bange for at vælge forkert.

Lige præcis det at vælge forkert, kunne der være mere fokus på, så det ikke blev så stressladet og noget, man måske uden grund frygtede som ung. Presset kommer for mit vedkommende først og fremmest fra mig selv, men også fra de af samfundets voksne, der inderligt ønsker os unge en uddannelse og derefter en plads på arbejdsmarkedet. Selvom det kan virke langt væk, tager jeg allerede de første skridt om et år og er så inde i uddannelsessystemet.

Mine forældres råd har altid været, at jeg skulle gøre det, jeg havde lyst til, og at det var okay ikke at have en klar fremtidsvision. Jeg tror selv, at det er den rette indstilling, og så må man selvfølgelig altid prøve at have fornuften i baghovedet.

7. At ting som terrorangreb ikke blev fortiet over for børn og unge i skolen
Jeg oplever, at voksne nogle gange glemmer at tale med os børn og unge om, hvad der sker, når vi herhjemme for eksempel bliver ramt af et terrorangreb. Jeg tror, det kunne være godt at skolen var ramme for en god dialog omkring nutidens udfordringer. Både fra lærer til elev og fra elev til elev.

Selv blev jeg efter angrebene i Paris i november forvirret over nogle af de ting, jeg læste i medierne, og for yngre børn må det være meget skræmmende ikke at forstå den krig og konflikt, der er omkring dem.

Derfor kunne specielt voksne med viden inden for det område være med til at mane nogle unødvendige bekymringer i jorden og generelt bare fortælle om, hvad der er sket. Så kunne vi i fremtiden måske være med til at træffe de rigtige valg for at prøve at forhindre for eksempel terrorangreb. For terror er virkelig en frygtelig ting, som jeg håber, vi vil få mindre af i 2016.

8. At vi ikke pådutter danske unge med mellemøstlig baggrund at udfylde rollen som troende muslimer
Min oplevelse er, at lærere nogle gange stiller børn med mellemøstlig baggrund spørgsmål omkring islam i for eksempel religionsundervisningen, som danske skolebørn højst sandsynligt ikke ville kunne svare på. Og at de henvender sig særligt til disse børn, når religionsundervisningen handler om Islam.
 
Det virker lidt som unødvendig forskelsbehandling. Jeg synes ikke, det er rimeligt, at der stilles så få krav til kristne konfirmander, men at det samtidig forventes at unge fra mellemøstlige hjem skal leve op til den bås, de er sat i - at de skal være troende og traditionelle muslimer lige fra de er børn.

De kommer til at føle sig meget anderledes end os andre, og de skal stå på mål for fordomme om muslimer. Jeg synes ikke det er helt i orden, at de skal forsvare sig selv og islam, bare fordi deres forældre kommer fra et andet land.

9. At vi tog os bedre af de mennesker, der flygter fra deres land
Jeg synes godt, at vi kunne tage bedre imod flygtninge. Det er fedt, at der er initiativer og organisationer som Venligboerne og Dansk Flygtningehjælp, der både giver materiel og økonomisk støtte, men også gode råd og godt selskab med på vejen til et liv i Danmark. Men jeg synes, det er ærgerligt, at de fra statens side får så små økonomiske ydelser.

Jeg kunne forestille mig, at det må være ekstra svært som barn og ung i en flygtningefamilie på grund økonomien. Oveni at de skal lære sproget for at kunne gå i skole og få venner, skal de også leve i en familie, der ofte har svært ved at få økonomien til at hænge sammen på grund af de lave ydelser.

Det virker som om, at mange danskeres frygt er, at flere flygtninge til Danmark vil betyde mere kriminalitet. Jeg tror, at man ved at skære i flygtninges økonomiske ressourcer, skubber dem i lige præcis den retning og automatisk placerer dem i bunden af samfundet.

Herfra er der en lang kamp opad, hvis de vil anerkendes som de individer, de er. Selvfølgelig er fattigdom ikke automatisk lig med kriminalitet, men det kan ikke benægtes, at der er en sammenhæng.

10. At vi blev gode til at stoppe op midt i al travlheden
I dag lever vi i en rigtigt travl verden. Jeg oplever selv, at mine forældres travlhed kan smitte af på stemningen i familien og skabe en følelse af ikke at kunne følge med i livets høje tempo.

Eller også har jeg selv perioder med mange lektier, hvor jeg næsten ikke får givet mig selv tid til at være sammen med min familie. Her ville det måske være godt at tage en pause fra det hele – bare i et kort stykke tid. For i virkeligheden kunne det måske være meget godt at stoppe op og betragte livet omkring os.

Jeg er pludselig blevet forundret over, hvor hurtigt tiden er gået. Det føles som i går, at jeg gik i 5. klasse, og at der var meget langt til det sted i livet, hvor jeg er nu.

Livet går så stærkt! Det er en kendsgerning, som jeg selv kan glemme engang i mellem.

Jeg kan blive bange for ikke at nå det hele, bange for ikke at være god nok eller for at tage skridtet ud i voksenverdenen, når den tid kommer. Og jeg kan blive bange for at lægge barndommen bag mig. Men fremover vil jeg se, om jeg kan prøve at rumme travlheden - både hverdagens og livets - lidt bedre ved at træde et skridt tilbage, når jeg har brug for det, og inspirere min omgangskreds til at gøre det samme.

Det kunne være små ting, som at bruge mere tid med familie og venner, gå en tur i naturen, sige nej til de ting, der kun forstærker travlheden eller sætte mig med fotoalbummet i skødet og betragte alle de minder, jeg ikke selv kan huske længere.

Så tror jeg, at vi ville få lidt mere ud af hver dag.