17-årig: Vi unge jager hele tiden noget bedre

Marie

Marie Josiasen er 17 år og går på Vestfyns Gymnasium Foto: Privatfoto

Gør det mig virkelig lykkeligere at gå fra moster Odas fødselsdag lige midt i kaffen, fordi en veninde har spurgt, om jeg ikke skal med videre til fest? Eller er jeg blot for rastløs og har for travlt med at komme videre?
- Marie Josiasen, 17-årig gymnasieelev

Min generation skynder os altid videre og har hele tiden travlt med det næste. Vores liv er så fyldt med muligheder, at det bliver en kunst at vælge til og fra. I vores konstante jagt efter det, der lige er dét bedre, risikerer vi at komme til at træde hinanden over tæerne, skriver 17-årig gymnasieelev

Jeg kender det selv. Den konstante hungren efter det bedste jeg kan få. Hvorfor nøjes med det næstbedste, hvis det bedste er inden for rækkevidde? Det konstante behov for at bevæge mig fra det ene punkt til det andet. Jeg vil være over det hele på én gang. Nå det hele, se det hele, opleve det hele. Ikke gå glip af det mindste.

Så hvis muligheden byder sig, og tilbuddet om noget bedre er der, så tager jeg chancen. Bryder med det, jeg er i, for at prøve noget nyt. Tænk, hvis det var noget vigtigt jeg gik glip af? Denne adfærd optræder overalt. Som en kollektiv følelse af rastløshed.

Verden er uendelig, og ligeså er mulighederne. Der er ikke grænser for, hvad vi kan opleve og udrette, hvis blot vi tager chancen. Det er i hvert fald hvad vi får tudet ørene fulde af. Jeg kan blive læge eller advokat. Pædagog eller skolelærer. Mekaniker eller frisør. Jeg kan tage en erhvervsuddannelse eller en gymnasialuddannelse. Læse videre på universitetet, eller måske tage ud og rejse? Tage et sabbatår, arbejde eller bare fortsætte direkte på en videregående uddannelse. Muligheder, valg og fravalg, beslutninger.

”Lyt til dig selv”, er det bedste råd, jeg får. Men hvad så, hvis jeg bare bliver mere forvirret af at lytte til mig selv? Alle de muligheder skaber et forvirrende sammensurium af overvældende ”jeg-kan-overvinde-verden”-tanker, men lader mig også tilbage med en negativt ladet følelse af at være enormt egocentreret, når jeg jagter mine drømme. Jeg får netop følelsen af at være én af dem, der ”tager videre”, så snart muligheden byder sig. En følelse af rodløshed og rastløshed.

Hvis jeg kan og må det hele, hvordan skal jeg så vurdere, hvad det er, jeg skal satse på? Hvis jeg, helt uden forbehold og uden at tænke synderligt over konsekvenserne, kan træffe mine egne beslutninger, risikerer jeg så ikke at blive fanget i et uendeligt ræs i jagten på lykken? Min lykke. Et ræs, der ikke har nogen defineret mållinje.
 
Jeg kan gå fra den ene pol til den anden i de fleste af livets sammenhænge. Så længe jeg brænder for det og vokser en lille smule som menneske hver gang, er det helt i orden. Det er i hvert fald opfattelsen, jeg har fået af, hvad der er accepteret i samfundet.

Jeg forstår pointen. Jeg kan, hvad jeg vil. Og jeg er skam ganske enig i den konstatering. Vi lever i et samfund, der flyder over af muligheder, og aldrig før har individualitet og selvrealisering været så højt prioriteret, som det er i vores århundrede. Vores muligheder for at opnå lykke er store og ambitionerne skyhøje.

Men på et tidspunkt er der vel også nogen, der skal forholde sig til hvor grænsen for lykke-jagt går. Hvis den også breder sig ud over sociale sammenhæng, er det måske gået for vidt. Hvis vi ikke længere blot har travlt i vores professionelle uddannelses- og arbejdsliv, men nu også på hjemmefronten og til sociale arrangementer, har vi måske passeret en usynlig grænse for, hvor meget selvrealiseringen skal brede sig ud over. Familie og venner, socialt liv generelt, er jo netop det modsatte af individualitet. Her skal fællesskabet være fokuspunkt.

Jeg tror ikke, at en udefrakommende instans vil kunne gøre noget i lige netop dette dilemma, men i stedet er det en ændring, der skal ske i os selv og den måde, vi lever vores liv på. Med alle dets aspekter. Vi skal selv stoppe op og tænke over vores handlinger. Gør det mig virkelig lykkeligere at gå fra moster Odas fødselsdag lige midt i kaffen, fordi en veninde har spurgt, om jeg ikke skal med videre til fest? Eller er jeg blot for rastløs og har for travlt med at komme videre, så jeg glemmer at nyde det, jeg står i netop nu?

I en familie, eller hvilken som helst anden gruppe, tager man hensyn til gruppen som helhed. Her er samvær, omsorg, ansvar og tillid i højsæde. Og selvom familie nu er et vidt begreb, der omfavner både gener og pap i en herlig blanding, og giver mulighed for nyfortolkninger og personlige sammensætninger, synes jeg, at det er vigtigt, at vi stadig husker på nogle helt basale spilleregler for hvordan vi gebærder os, når vi er samlet i store flokke.

Her er det vigtigt at tale sammen. Være sammen. Sådan rigtigt. Uden at blive afbrudt af notifikationer på Facebook og sms’er. Uden at den lyttende sidder med et fraværende udtryk, der giver os det indtryk, at personen helst ville være andetsteds. Vi har ikke så travlt som vi tror.
 
Det ville helt sikkert være sundt for os, at acceptere det, vi nu engang er i. Blive til den fødselsdag, og så finde en anden dag at tage til fest. Hvis ikke af lyst, så om end af høflighed. Det er helt sikkert ikke dén fest, der gør os til lykkeligere mennesker. Til gengæld vil forholdet til familien, eller hvilken som helst anden forsamling vi er i, blive styrket af, at vi er tilstede i nuet. Uden telefonen og - i særdeleshed - uden konstante tanker om, hvad vi kunne lave i stedet.

Hvis vi læner sig lidt tilbage, slapper af i det, vi er i, tager os tid til lange samtaler og bare nyder, at vi har alverdens muligheder, ja, så tror jeg skam, at vi er nået et godt stykke på vejen mod lykke og selvrealisering.

At opnå det bedste, er ikke altid det samme som at have travlt. At være bevidst om, at man har mulighederne, men så alligevel, og på trods af det, være i stand til at vælge, hvad der er vigtigt, tror jeg, er en enormt værdifuld evne at have, som kan bruges på mange måder. Og jeg tror, det er en evne de fleste besidder, hvis vi blot kan give lidt slip på den fortravlede, rastløse del af vores personlighed, som desværre ofte bliver fremprovokeret i vores samfund.

 Vi har så travlt, men jeg synes, vi skal øve os i at indstille jagten på det bedste. I hvert fald for en stund.

Marie Josiasen
Gymnasieelev, Vestfyns Gymnasium
Blogger på mariejosiasen.blogspot.dk