Ulla var uledsaget flygtningebarn: Flugten uden mine forældre har præget hele mit liv

Som 91-årig husker Ulla Jessing tydeligt den 21. maj 1939. Den dag forlod hun sine forældre i Berlin for at tage med en børnetransport til England. "Jeg græd og ænsede ikke de andre børn i toget, men jeg håbede også, at jeg senere kunne få mine forældre til England,” fortæller Ulla Jessing. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Jeg ville ikke rejse uden mine forældre, men de overtalte mig. De mente, at jeg kunne forsøge at skaffe familiesammenføring med dem, efter at jeg var kommet til England
Ulla Jessing

Jødiske Ulla Jessing blev reddet ud af Tyskland i 1939, mens hendes forældre omkom i Auschwitz. Savnet af forældrene har fyldt meget i hendes liv, men det var også som uledsaget flygtningebarn i London under krigen, at hun blev kommunist og fandt et fællesskab, der gav ny mening i tilværelsen

På sofabordet i stuen ligger et udklip af et læserbrev bragt i Politiken dagen forinden. Det er skrevet af 91-årige Ulla Jessing, og en passage lyder:

Dengang jeg måtte flygte fra Tyskland i 1939 for at overleve og var på vej med en børnetransport til England, blev vi kontrolleret af tyske toldere ved grænsen. Han så, at jeg havde et nyt armbåndsur, den sidste gave fra mine forældre. Tolderen tog det fra mig med den bemærkning, at en jødisk pige ikke havde ret til at tage uret med til udlandet. Det må jeg tænke på, når nu Inger Støjberg vil bestemme, hvilke smykker flygtninge må beholde.

Ulla Jessing sidder i sofaen i sin lejlighed på 9. sal i Sorgenfri nord for København og viser udklippet, der er hendes kommentar til den seneste tids debat om konfiskering af asylsøgeres smykker. Den lille kvinde er gangbesværet og kan ikke længere gå til møder og demonstrationer. Men hun har sin computer, og hun følger med i politik ved at læse to aviser, se BBC og tyske nyhedskanaler. Fra lejligheden med en storslået udsigt over Lyngby Sø og vægge tæt besat med kunstplakater og politiske litografier har den tidligere kommunist de seneste 25 år skrevet hundredvis af læserbreve. Samtidig er hun fast blogger på venstrefløjsportalen Modkraft.

I disse måneder ankommer tusindvis af uledsagede flygtningebørn til Europa. Selvom holocaust ikke kan sammenlignes med krigen i Syrien og Afghanistan, så minder de mange børn på flugt Ulla Jessing om dengang, hun som 14-årig blev tvunget til at forlade sine forældre.

Ulla Jessing kom til verden i Weimarrepublikkens Tyskland i 1924 som datter af en velhavende jødisk tekstilfabrikant. Hun har oplevet Hitlers magtovertagelse, Krystalnatten og tyskernes blitzangreb på London. Hun var også et uledsaget flygtningebarn, der rejste sig og fandt en ny mening i tilværelsen, efter at hendes forældre omkom i Auschwitz.

”Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 sagde min far, at Hitler ikke kunne holde i længden i et land med så mange humane traditioner. Det var desværre naivt. Efter Krystalnatten den 9. november 1938, hvor tusindvis af jødiske butikker blev ødelagt, indså mine forældre, at de ikke kunne overleve i Nazityskland. Men på det tidspunkt var det for sent. Grænserne var lukkede,” fortæller Ulla Jessing.

Det var også Krystalnatten, der i 1938 fik en række britiske hjælpeorganisationer til at organisere en redningsaktion for jødiske børn i Tyskland. Fra december 1938, til transporterne ophørte ved udbruddet af Anden Verdenskrig i september 1939, blev 10.000 jødiske børn reddet ud af Tyskland og Østrig.

Efter Krystalnatten hørte Ulla Jessings stadig mere desperate forældre om den engelske hjælpeaktion, og de henvendte sig til den jødiske menighed i Berlin for at høre, om deres datter kunne komme med.

”Jeg ville ikke rejse uden mine forældre, men de overtalte mig. De mente, at jeg kunne forsøge at skaffe familiesammenføring med dem, efter at jeg var kommet til England. Mine forældre var selvfølgelig også kede af at sende mig af sted. Jeg havde en lang samtale med min mor inden afrejsen. Hun gav mig en dagbog, som jeg kunne skrive i, og skrev de ord, som Leonardo da Vinci sagde: ”Man kan alt, hvis man bare vil. Og lad dig ikke kue, når du er alene.”

Ulla Jessing fotograferet lige inden afrejsen fra Berlin. ”Jeg ville ikke forlade mine forældre, men de overtalte mig. De håbede, at jeg kunne opnå familiesammenføring med dem, hvis jeg nåede til London.” Fotografierne fik Ulla Jessings afdøde farbroder, der kom til Danmark som jødisk flygtning og overlevede krigen. Hans datter var gift med den kendte modstandsmand Frode Jakobsen. - Privatfoto

Ulla Jessing husker tydeligt afskeden den 21. maj 1939.

”Min mor fik et anfald galdesten, og kun min far fulgte mig til banegården. Han tog en taxa fra station til station i Berlin for endnu en gang at sige farvel. En anden far kørte også fra station til station. Han var så fortvivlet over udsigten til adskillelse, at han til sidst hev sine børn ud af toget. Jeg var så optaget af afskeden med mine forældre, at jeg slet ikke bemærkede de andre børn i toget,” fortæller Ulla Jessing.

Frem til Hitlers magtovertagelse i 1933 havde Ulla Jessing en lykkelig barndom i den lille by Holzminden i Niedersachsen. Men familiens sorgløse tilværelse blev ødelagt i takt med det tyske samfunds gradvise udrensning af jøderne. I skolen blev der indført raceundervisning, og Ulla Jessings nazistiske lærer tilkaldte et tæskehold af store gymnasieelever, der truede de jødiske børn med bank, hvis ikke de forlod skolen. Den niårige Ulla Jessing turde ikke gå i skole, og hendes forældre indskrev hende på en katolsk klosterskole.

I 1933 blev Ulla Jessings far kortvarigt arresteret, og kort efter blev familien tvunget til at sælge alt, hvad de ejede, for næsten ingenting. Pengene blev sat ind på en spærret konto, hvorfra hendes forældre kunne hæve et begrænset beløb hver måned. Det lykkedes Ulla Jessings fire år ældre søster at rejse til Italien, hvor hun uddannede sig til pædagog.

Ulla Jessing med lister fra Gestapo over omkomne jøder. Hendes forældre, Willi og Ilse Friedländer, står begge på listen. Foto: Petra Theibel Jacobsen

I 1936 flyttede familien til Berlin, fordi de der følte sig mere anonyme. Ulla Jessing blev elev i en jødisk privatskole, der underviste i både tysk og engelsk.

Ulla Jessing ankom til England den 22. maj 1939. Hun husker tydeligt datoen, for det var hendes storesøsters fødselsdag. De nyankomne jødiske børn blev samlet i en stor bygning i London, hvor de blev afhentet af de familier, der skulle huse dem.

Ullas storesøster var i mellemtiden kommet til London fra Italien, og hun dukkede også op.

”Vi havde ikke set hinanden siden 1936 og ville gerne have lidt tid sammen. Men det blev kun til en halv time, for familien, der tog imod mig, havde travlt og ville hjem,” fortæller Ulla Jessing.

Opholdet hos værtsfamilien blev kort.

”De havde to børn og tænkte, at de kunne få en billig hushjælp, men jeg ville have en uddannelse. Jeg savnede mine forældre helt forfærdeligt og følte mig som en fremmed i deres hjem,” fortæller Ulla Jessing.

14 dage efter ankomsten til England pakkede hun sin lille rygsæk og tog ind til den flygtningeorganisation i London, der var ansvarlig for hendes ophold.

Ulla Jessing fotograferet med sine forældre i 1935. Ulla Jessings far troede i begyndelsen ikke på, at Hitler kunne holde sig ved magten. Først efter Krystalnatten den 9. november erkendte han, at det var nødvendigt at forlade Tyskland. Men på det tidspunkt var det for sent. - Privatfoto.

De ansatte var chokerede over, at hun havde forladt sin værtsfamilie, men indvilgede i at hjælpe. Ulla Jessing fik mulighed for at fortsætte sin skolegang og blev senere indkvarteret på et religiøst, jødisk børnehjem. Sammen med de andre børn og unge måtte hun ofte søge ly i børnehjemmets kælder under de voldsomme tyske bombardementer i 1940 og 1941.

Hun lærte en ung venstreorienteret østrigsk jøde, Erich Fried, at kende, der efter krigen blev en kendt digter.

Hun kom også i kontakt med den tyske kommunistiske ungdomsorganisation FDJ, Freie Deutsche Jugend, og flyttede ind i en slags kollektiv med en gruppe lidt ældre kommunister i et område af London, hvor der boede mange flygtninge.

”I dag snakker man kun negativt om ghettoer. Men de er også udtryk for, at flygtninge og indvandrere flytter sammen og hjælper hinanden. Vi søgte andre, der var i samme situation, og i kollektivet havde vi mange politiske diskussioner. Kollektivet blev en slags erstatning for mine forældre og gav mig et nyt indhold i tilværelsen.”

Ulla Jessing under krigen sammen med en gruppe kvindelige arbejdere på Roll-Royce-fabrikkerne i Glasgow. Det er Ulla Jessing i nederste række yderst til venstre. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Ulla Jessing og hendes forældre sendte breve til hinanden via Røde Kors. De kunne skrive en gang om måneden, og hvert brev måtte indeholde 25 ord. I 1943 fik hun det sidste brev, hvor de skrev, at de nu skulle ud på en lang rejse. Det var på det tidspunkt, de blev sendt til Auschwitz. Ulla Jessing frygtede det værste.

Det politiske fællesskab blev i høj grad hendes redning. Efter at hun havde taget studentereksamen i 1943, meldte hun sig til at arbejde i den britiske krigsindustri. Hun blev ansat på Rolls-Royce-fabrikkerne i Glasgow, der producerede motorer til flyvemaskiner.

”Jeg flyttede ind i et internationalt politisk kollektiv med flygtninge og en ung amerikansk læge, der arbejdede i slumkvartererne. Min bedste veninde kørte som mælkemand. Når jeg kom fra natteskiftet på fabrikken, spiste vi morgenmad sammen, før jeg gik i seng. Vi havde et fantastisk fællesskab,” fortæller Ulla Jessing.

Da krigen sluttede i 1945, fik Ulla Jessing sandheden om udryddelseslejrene. Men det voldsomme tab af hendes forældre var ikke noget, der blev talt meget om. Livet skulle gå videre, og Ulla Jessing fokuserede som så mange andre holocaustoverlevere på fremtiden. Først mange år senere fik hun den egentlige dokumentation for, hvad der var sket med hendes forældre, da en udstilling i København i 1990'erne viste Gestapo-lister over dræbte jøder. Hun fandt sine forældres navne på en af listerne.

Ulla Jessing tog tilbage til Tyskland i 1947. Hun var fast besluttet på at være med til at skabe et nyt og kommunistisk Tyskland. I første omgang havde hun tænkt sig at slå sig ned i sin fødeby, Holzminden, der var besat af briterne. Men de ville ikke modtage hende, fordi hun var kommunist. Hun rejste derfor videre til Østtyskland.

I 1948 begyndte hun at studere samfundsfag og økonomi på universitetet i Leipzig, og i 1951 mødte hun sin danske mand på en østtysk studenterfestival. De blev gift året efter og flyttede til Danmark. Hun var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti i mange år og arbejdede som journalist for det østtyske nyhedsbureau ARD til et par år efter Murens fald.

Da krigen sluttede i 1945, fik Ulla Jessing sandheden om udryddelseslejrene. Men det voldsomme tab af hendes forældre var ikke noget, der blev talt meget om. Livet skulle gå videre. Foto: Petra Theibel Jacobsen

I dag beklager hun ikke sit engagement i kommunismen, men hun understreger, at hun i mange år var kritisk over for udviklingen i Sovjetunionen og DDR, selvom hun arbejdede som østtysk journalist.

”Jeg var overbevist kommunist i mange år, fordi jeg troede på, at der skulle skabes en verden med større lighed. Under krigen kom jeg op at skændes med Erich Fried. Han mente allerede dengang, at Stalin var en forbryder. Det ville jeg ikke tro på dengang. Men jeg blev efterhånden også kritisk over for kommunismen. I dag ved jeg ikke, hvordan vi erstatter kapitalismen, men jeg kan se, at uligheden i verden vokser,” lyder det fra Ulla Jessing.

Ulla Jessing har to døtre, fem børnebørn og syv oldebørn. Hun mistede sin mand tidligt. Han døde af kræft, da de to døtre var teenagere. Som 91-årig føler Ulla Jessing sig heldig, fordi hun stadig kan følge med i nyhederne og deltage i politiske diskussioner på internettet.

”Mange af mine jævnaldrende bliver demente, men jeg kan stadig læse og skrive politiske indlæg. Det er med til at give mit liv en mening.”