Man skal ikke have været præst i mange minutter, før man hører denne sætning: ”Kirken - der kommer da kun gamle damer!”.
”Kun gamle damer!”. Hvad betyder det der ”kun” egentlig?
Ja, min klare fornemmelse er, at det ikke betyder noget pænt; at man med udtrykket ikke blot mener, at folkekirkens gudstjenester hovedsageligt har deltagelse af fortrinsvis ældre medborgere af hunkøn.
Nej, ”kun” betyder, at det ikke rigtigt kan blive ringere. En ting er, at der ikke kommer nogen til folkekirkens gudstjenester, som det ofte hævdes, som regel af mennesker, der ikke har tjekket ved selvsyn for nylig.
Noget andet og værre er: De få, der kommer, er til gengæld noget så ubetydeligt som ældre kvinder. Det kan åbenbart ikke blive ringere!
Kvinder og ældre! Det var åbenbart bedre, hvis det var mænd, gerne i den arbejdsduelige alder.
For ikke at tale om yngre kvinder. Eller børn. Eller endnu bedre: De unge. Så er der ligesom tale om mennesker, vi regner med.
Desværre synger vi som præster ofte med på dette omkvæd. For et par år siden læste jeg om en præst, der havde svært ved at holde modet oppe, når der til hans gudstjenester kun sad ”to ældre damer”, som han udtrykte det.
Mon ikke også de ”to ældre damer” har haft svært ved at holde modet oppe med ham som præst!
Som præster er vi imidlertid ofte særligt forhippet på at få især de unge i kirke - og det er da også vældig rigtigt, selvom det af og til lyder, som om de unge er sådan en særlig fin gruppe mennesker; en slags kirkegængernes VIP, som det bare gælder om at få lokket ind i kirken, for så er der ”liv og vækst” og ”det sprudler af liv”, som det ofte hedder, når nogle unge har forvildet sig ind i kirken.
Sådan taler vi sjældent, når der har været mange ældre kvinder tilstede:
”Det var så fed en gudstjeneste; der kom faktisk kun gamle damer. Det sprudlede af liv!”. Der er ligesom ikke så meget kirkelig prestige i ældre kvinder.
I øvrigt kommer der i mange kirker mange forskellige slags mennesker af begge køn og i alle aldre. Af mange forskellige grunde formentlig - grunde, som vi i folkekirken har en udmærket tradition for ikke at snage i.
Men det kan såmænd godt ske, at der er en overvægt af kvinder i den mere modne alder. Men gør det noget? Og gør det gudstjenesten mindre værd?
Ja, måske vender det ligefrem sådan, at det er en ære med mange ældre kvinder i kirken. Ikke alene fordi kvinder generelt har et åndsliv, hvad mange mænd ikke har. Men også fordi de ældre kvinder i kirken ikke alene er de ældste, men også de klogeste!
Og mon ikke hende den fjollede teenagepige også sidder i kirken, når hun er blevet gammel og eftertænksom og har fundet ud af, at man ikke behøver at være og bære alting selv.
Man burde faktisk hylde de gamle damer - intet mindre!
De holder ikke blot familierne sammen, men også store dele af vores kultur. For når de ældre kvinder går hjem fra kirken, går de ofte hjem og laver frokost til hele familien, som de samler.
Og om mandagen passer de syge børnebørn, så børnenes forældre kan passe deres arbejde.
Onsdag aften går de til foredrag, torsdag til litteratur-studiekreds, og fredag er de til bedsteforældredag i børnehaven - og har bagværk med.
Derfor skulle man som præst i virkeligheden drømme sig til den søndag, hvor der kun er ældre kvinder i kirken. Ingen larmende småbørn, ingen fnisende konfirmander eller midaldrende mænd, der står op og fotograferer, mens alle andre sidder ned.
Kun gamle damer - det bliver en festgudstjeneste!