Jeg har været utrolig meget i kirke som barn. Min mor er swedenborgianer og tog mig med i deres lille kirke ”Den Nye Kirke”, hvor min onkel var præst.
Også dengang var der yderst få swedenborgianere i Danmark, men i USA er de en hel del (swedenborgianismen er grundlagt af svenskeren Emanuel Swedenborg 1688-1772. Kirken adskiller sig fra klassisk kristendom ved blandt andet ikke at anerkende et treenigt gudsbillede, red.).
Min far var lutheraner og holdt af at komme i den norske kirke i København, og jeg fulgtes med ham og gik i søndagsskole i den norske kirke.
Jeg er døbt i ”Den Nye Kirke”, men de teologiske spidsfindigheder gik jeg ikke så meget op i. Jeg husker, at min mor ret tidligt fortalte mig om sin tro på himlen, og det fandt jeg ret sympatisk. Hun forklarede, at man ikke behøvede at tro for at komme i himlen.
Alle gode mennesker ville komme i himlen, uanset om de troede eller ej, for ellers ville det være uretfærdigt for de mange gode mennesker, som ikke havde hørt om kristendommen.
Jeg spurgte meget til det onde, og jeg ville vide, om de onde brændte op. Min mor forklarede mig, at de onde kom derhen, hvor de helst ville være: Sammen med andre som var onde, og hun forklarede, at dette sted muligvis var præget af strid og konflikt, men de onde ville kunne lide det på den måde. Det var på sin vis et trygt billede for et barn.
Mine forældre blev separeret, da jeg gik i 1. eller 2. klasse, og jeg husker kun svagt, at vi boede sammen. Efter skilsmissen flyttede min lillebror og jeg med min mor til Urbanplanen på Amager, og så havde vi samvær med min far. Min far var jurist og embedsmand, og min mor læste medicin. Da hun var blevet læge, flyttede vi til Dianalund på Vestsjælland, hvor hun arbejdede på Epilepsihospitalet på Kolonien Filadelfia, og jeg kom til at gå på den lokale folkeskole.
Da vi var flyttet til Dianalund, var der ikke tid til at tage til København og gå i kirke. Hun bad aftenbøn for os ved sengetid, og det var naturligt for hende at dele de tanker og normer, som udsprang af hendes tro. Min mor var en omsorgsfuld mor og samtidig en ambitiøs videnskabskvinde. Hun var hårdtarbejdende, og i en periode klarede hun to lægejobs, samtidig med at hun var alene med os to.
Da jeg var 15 år flyttede jeg hjemmefra. Min mor skulle videre til en stilling i Odense, og jeg valgte at komme på Høng Gymnasium, hvor der var en kostafdeling. De år står som nogle af de bedste i mit liv. Jeg engagerede mig i elevrådet, som jeg blev formand for.
Der var flere på gymnasiet, som syntes, jeg var skrækkelig alvorlig. Sådan oplevede jeg det ikke selv, men jeg var disciplineret, jeg læste lektier, lå ikke i druk, og jeg havde også et job, hvor jeg var tilknyttet Sjællands Tidendes ungdomsredaktion, og jeg var på Høng Lokalradio.
I gymnasiet oplevede jeg for første gang, at det faldt mig naturligt at blande mig og tage stilling. Der var egentlig ikke noget i min opvækst, som lagde op til, at jeg skulle engagere mig. Jeg var opdraget til at blive en god mor, som kunne tage sig af sine børn. Jeg havde ikke forestillinger om, hvordan livet skulle forme sig. Jeg tror, det skyldes mine forældres skilsmisse, som vi børn oplevede som dramatisk.
Og samtidig var det heller ikke en tid, hvor man gik rundt og sagde, at man gerne ville giftes og have børn. Jeg har altid været glad for børn og har i en periode tjent lidt lommepenge som babysitter i Dianalund, men jeg har ikke haft mange tanker om et liv som mor.
Efter gymnasiet tog min mor mig med til USA, hvor vi besøgte swedenborgianere. Hun var selv på college i USA, og det var nok en skuffelse for hende, at jeg ikke kunne se en fremtid for mig på college i USA og som ægtefælle i det swedenborgianske miljø.
Jeg er døbt i den swedenborgianske kirke, men i dag er jeg medlem af folkekirken, hvor jeg også blev gift, og vores tre børn er døbt, og de to ældste er konfirmerede. Jeg kan ikke huske en tid, hvor jeg ikke har været troende. Troen på, at lyset vinder over mørket, har fulgt mig, så længe jeg husker.
Nogle vil måske sige, at jeg er troende, fordi jeg har haft brug for at tro på, at der var noget godt. Selv er jeg tilbøjelig til at sige med Løgstrup, at som barn af troende forældre har det været min forforståelse, som jeg aldrig har modsagt eller rationaliseret bort.
Når nogen spørger, om jeg er kristen og tror på Gud, så svarer jeg ja. Men jeg holder mig gerne fra at forklare og forsvare, for man kommer så let til at banalisere troen, som er svært at sige noget fornuftigt om, fordi det ikke er rationelt. Men for mig står kristendommen som det mest overlegne trossystem, jeg har mødt.
Når jeg har læst i Bibelen, har det ofte slået mig: Det her kunne ingen have tænkt. Her redegøres omhyggeligt for alt det, man burde gøre, og der beskrives, hvordan man er tilbøjelig til ikke at gøre det gode: ”Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”
Forleden læste jeg lignelsen om den barmhjertige samaritaner, og det gik op for mig, at det ikke handler om, at jeg skal ud at redde nogen, men at jeg ligesom den lovkyndige mand i teksten skal erkende, at jeg har behov for at blive reddet. Jesus lader nemlig forstå, at det ikke er den anden, som er næsten, men en selv. Så sidder jeg der og er fuldstændig slået over, hvor klog og indsigtsfuld Bibelen er.
I kristendommen står det klart, at mennesket rummer både godt og ondt. De fleste folk er flinkere, end man forestiller sig, og de fleste mennesker er knap så fantastiske, som man forestiller sig, og min tro vaccinerer mig mod at sætte mennesker på piedestaler.
Mange har stødt sig på Matthæus-princippet, som de finder dybt uretfærdigt: ”For den, der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.” Men for mig giver det god mening.
Jeg ser det som en opfordring til at overvinde mig selv og vende mig mod andre. Vi vil alle gerne ses. Bliver du ikke set af andre, så bliver du et dybt ulykkeligt menneske. Men på samme måde har du en forpligtelse til at se andre mennesker. Jo mere du gør det, jo mere bliver du elsket, og jo mere får du dermed givet.
I kristendommen møder du en særlig pligt til at elske din næste som dig selv. Det kan man ikke, men man skal stille sig selv i den andens sted og se det med den andens øjne. Der er folk i mit liv, som jeg ikke har kunnet fravælge, og som jeg har øvet mig i at favne.
Jeg kan se, at jeg får det meget bedre, hvis jeg ikke hele tiden skal lægge afstand. Det betyder, at jeg bekæmper min trang til at sige, at jeg har retten på min side, selv om jeg for mit indre har set mig udfolde sagen i en imaginær retssal, hvor tilhørerne var stumme over min indsigt og veltalenhed. Du bestemmer ikke selv, hvem du er knyttet til, og her er det min opgave at elske.
Jeg siger ikke, at du har en pligt til at omfavne alle. Min far var voldelig, og jeg valgte derfor, inden jeg flyttede hjemmefra, at jeg ikke ville have kontakt med ham. Det, han står for, er vold, og det vil jeg ikke frivilligt byde indenfor. Jeg er afklaret med det og har ikke noget at tilføje. Jeg har ingen sentimentale følelser omkring forholdet til min far.
Det er et grundvilkår, at vi må acceptere vores uvidenhed. Det grundlæggende i livet lærer vi aldrig at forstå. Du lærer aldrig at forstå døden. Du bliver født med et stopur i hånden, og ingen fortæller dig, hvorfor du er her, og hvad du skal. Men der er omkring 80 år, og du ved, uret tæller ned. Og så undrer man sig over, at livet er fuldt af kriser.
Kristendommen har ikke forsonet mig med døden, men min tro giver mig en forståelse for, at der er en mening, som ligger ud over det, jeg kan forstå.
Er der et liv efter døden? Det er et af de spørgsmål, jeg har forliget mig med, at jeg aldrig finder svar på. Jeg tror ikke noget om det, men spørger du mig, om jeg håber på et liv efter døden, så vil jeg svare ja. Men det er ikke en forudsætning for, at jeg vil kalde mig kristen.
Min bror begik selvmord, da han var 38 år. Det er et forfærdeligt tab, og hans død har fået mig til at overveje, hvad kærlighed er.
Jeg tror, kærlighed er, at den anden ser dig. Vi var hinandens eneste livsvidner og delte en historie som børn. Han var et af de mennesker, som så mig, og derfor gør det så ondt, at han ikke er her mere.
Han blev skizofren i gymnasiet og var syg i omkring 20 år og led utrolig meget. Han var kilde til stor smerte, mens han levede, for det var tungt at opleve, hvor skidt han havde det. I mange år vidste jeg, at han ville dø. Ja; jeg ventede kun på, at han skulle dø, og nogle gange havde jeg tilladt mig den tanke, at det kunne være bedre for ham at dø. Alligevel kom hans død som et totalt chok for mig.
Det er seks år siden, han døde, men jeg kan stadig opleve at bryde fuldstændig sammen, fordi jeg kom til at tænke på en scene med ham, som jeg havde glemt.
I tiden efter min brors død bad jeg ofte. I bønnen giver du frivilligt afkald på at være den, som ved bedst. Det er noget, som gør utrolig godt. Ved at bede erkender du, at der er noget, som er større end dig, og det er, som om der bliver løftet en byrde af skuldrene.
Når jeg beder, kan jeg opleve, at uanset hvordan tingene går, så skal det nok gå. Intet er så frygteligt, som vi gør det, for der er også en dag i morgen, og der er ikke alene noget, som er ondt. Der er også noget, som er godt, og det paradoksale er, at det gode til tider kan vokse ud af det onde.
For mig er bøn ikke noget avanceret, men et fadervor eller deltagelse i en gudstjeneste. Vi bor klos op ad Jesuskirken i Valby, og hvis jeg vil bede, kan jeg finde på at gå til gudstjeneste. At sidde i det svimlende, smukke kirkerum og synge salmer kan være en bøn.
Hvis jeg har en personlig krise eller bare har behov for at glemme mig selv, går jeg i kirke. Flere gange har jeg erfaret det forunderlige, at jeg skifter fokus og får øje på et mirakel i tilværelsen, mens jeg sidder der på bænken.