Tænk at ønske sig et barn så meget, at man slår det ene ihjel for at redde det andet

Jeg kæmpede med tanker om, at jeg havde været for grådig over for livet, siger Anne Ravn, der mistede sine to drenge. Modelfoto. Iris

“Jeg tænker, at janteloven også spillede ind i forhold til min oplevelse af skyld. Jeg kæmpede med ...

Jeg tænker, at janteloven også spillede ind i forhold til min oplevelse af skyld, siger Anne Ravn, der mistede sine to drenge. Foto: Leif Tuxen

Da vi havde mistet tvillingerne, var jeg lige ved at give op, og jeg overvejede ikke at være her mere, for jeg havde ikke flere kræfter, og livet syntes uden mening.
Anne Ravn

Anne Ravn følte en enorm skyld, da hun mistede begge sine drenge: Jeg overvejede ikke at være her mere, for jeg havde ikke flere kræfter, fortæller hun

I mange år var jeg veninden, som aldrig havde noget godt at fortælle, men som kæmpede en del, først med mit helbred og siden med tab.

Mine første klare minder er fra Søllerød nord for København, men da jeg skulle i 2. klasse, flyttede vi til Randers, hvor min far købte et revisionsfirma.

Jeg voksede op i et stort, gammelt hus med 24 værelser lige ved sygehuset i Randers. Det var så stort, at min bror, søster og jeg fik lov at køre på løbehjul inden døre.

Jeg gik på Hobrovejens Skole og var et barn, som var optaget af at tegne. Og så spillede jeg tværfløjte og mødtes jævnligt med en ældre herre, som spillede violin. Sammen spillede vi kammermusik.

En gang om ugen tog jeg ud til min farmor og farfar, som også boede i Randers.

Og når det var sommerferie, så var jeg nogle gange hos min mormor og morfar, som var præstepar i Gosmer og Halling ved Odder.

Min mor kunne det meste.

Hun var bibliotekar og meget optaget af litteratur, men hun var også en mor, som cyklede 100 kilometer, kittede ruderne i det store hus og altid kunne lave et godt måltid, selvom køleskabet måske ikke just bugnede.

Da jeg blev ældre, arbejdede jeg nogle eftermiddage som bogopsætter på biblioteket, hvor min mor arbejdede, og jeg var også bud i min fars firma.

Jeg kom på Randers Statsskole uden helt at vide, hvad jeg ville bruge min studentereksamen til, men jeg vidste, at jeg også gerne ville have min egen familie. Jeg drømte om en stor børneflok.

I 3. g. blev jeg syg. Sammen med gymnasiet havde jeg været i Sovjetunionen, og først tænkte vi, at jeg havde fået noget mad derovre, som jeg ikke tålte.

Jeg blev dårligere og blev indlagt. Det viste sig, at jeg led af tarmsygdommen colitis ulcerosa (kronisk tyktarmsbetændelse), og jeg var fraværende i mange måneder af 3. g.

Der gik syv år, hvor mit liv var præget af forskellige operationer og behandlinger. Min krop satte nogle hindringer i de år.

Midt i det hele havde jeg dog den glæde at møde en mand, som gerne ville mig , selvom jeg dengang havde stomi. Min morfar viede os, og vi drømte om at blive en børnefamilie. Men det lykkedes ikke.

Da vi gik fra hinanden efter 10 år, var det med en følelse af at have tabt en kamp og med en frustration over, at det ikke blev, som vi havde håbet.

I dag er jeg gift med Søren. Da jeg mødte ham, var han fraskilt og boede med sine to drenge her i Egå. Vi blev dybt forelskede.

Jeg kan huske, at flere i min omgangskreds undrede sig over, at jeg ville leve et forstadsliv med børn og fyldte vasketøjskurve, men et hjem med tøjvask og to børn var det, jeg drømte om.

“Jeg tænker, at janteloven også spillede ind i forhold til min oplevelse af skyld. Jeg kæmpede med ...

Jeg kan huske, at min mor ved tabet af begge drenge sagde: ”Sådan går det, når man leger Vorherre.” Hun var så ulykkelig over at se mig så forpint, men hendes ord gjorde ondt i situationen, og på sin vis havde hun jo ret, siger Anne Ravn. Foto: Leif Tuxen

Efter første reagensglasbehandling blev jeg gravid med tvillinger. Det var i 2000.

Jeg tror, alle i vores netværk var så lykkelige over, at vi skulle være forældre, men da jeg var i 19. uge, blev jeg indlagt på Skejby Sygehus, fordi jeg var ved at gå i fødsel.

Fra januar til marts lå jeg på en stille stue, uden dagslys og låst til sengen.

Graviditeten påvirkede mine tarme, og man frygtede, at vi skulle miste tvillingerne.

Vi fulgte lægernes råd, da de rådede os til at få foretaget en fosterreduktion i uge 23.

Tænk at ønske sig et barn så brændende, at man går med til, at man reducerer presset på den, som ligger nederst. Men det gjorde vi, og bagefter havde jeg skyldfølelse over, at vi havde slået den ene ihjel for at kunne beholde den anden, som jeg så alligevel ikke kunne holde på.

Han blev født i uge 27 og overlevede ikke.

Jeg kan huske, at min mor ved tabet af begge drenge sagde: ”Sådan går det, når man leger Vorherre.”

Hun var så ulykkelig over at se mig så forpint, men hendes ord gjorde ondt i situationen, og på sin vis havde hun jo ret.

En dag spurgte jeg, om jeg ikke måtte tale med en præst. Jeg kan stadig huske, hvordan der blevet studset over mit ønske, men hospitalspræst Helle Rørbæk Hørby kom, og jeg kunne dele mine tanker med hende.

Jeg følte så meget skyld: Hvorfor havde jeg ikke affundet mig med det gode liv, vi havde?

Hvorfor havde vi valgt kunstig befrugtning?

Vi havde haft to levende drenge, og nu lå jeg der med en død dreng under mine ribben.

Hun spurgte, om vi skulle bede sammen. Jeg havde ikke turdet bede, men vi bad sammen, og det var forløsende. Det var også Helle Rørbæk Hørby, som holdt begravelsen for Peter og Jakob.

Da vi havde mistet tvillingerne, var jeg lige ved at give op, og jeg overvejede ikke at være her mere, for jeg havde ikke flere kræfter, og livet syntes uden mening.

Jeg følte mig begærlig og grådig, tænkte, at jeg havde påført en masse mennesker smerte, og jeg var lige ved at give op, men min trofaste mand ændrede det.

En dag sagde han meget insisterende, at jeg skulle stå ud af sengen og bage nogle boller og være noget for Anders, som var ni år og havde glædet sig til at blive storebror og set frem til at spille fodbold med tvillingerne.

Min mands insisteren på, at Anders havde brug for mig, fik mig tilbage til hverdagen, og jeg kunne atter begynde at arbejde.

Ikke længe efter blev jeg gravid igen, hvilket slet ikke skulle have været muligt. En læge besluttede, at jeg skulle ligge ned under hele graviditeten.

Jeg lå der på sofaen og ventede på, at vi skulle sætte endnu en gravsten på kirkegården. Stereotypen om den søde ventetid holdt ikke i mit tilfælde.

Det var som at ligge i brun sæbe. Jeg følte, at jeg hele tiden var ved at ryge ned.

Jeg var sorgfuld på forhånd og frygtede, at jeg endnu en gang skulle komme til at gøre andre mennesker kede af det, og tabet af tvillingerne var samtidig så tæt på for os alle.

Jeg er fra et hjem, hvor kirkegang hørte sig til. Når vi besøgte min mormor og morfar ved Odder, gik vi i kirke i Gosmer eller Halling, men ellers kom vi i Sct. Mortens Kirke i Randers.

Jeg har også været vant til at høre min far og morfar drøfte teologiske spørgsmål, men da jeg lå der på sofaen, blev troen noget, jeg gjorde.

Morgenandagten på P1 blev mit anker.

Jeg slugte hvert sekund af de 20 minutter, og andagten blev en trædesten til dagen.

Jeg mærkede, at andagten hjalp mig til at holde fast i håbet, og det var, som om præsten hjalp mig med at bede også på de dage, hvor jeg ikke syntes, det var i orden at bede til Gud.

Jeg har tænkt en del over min oplevelse af skyld, og hvorfor jeg ikke følte mig værdig til at bede. Jeg tænker, at janteloven også spillede ind i forhold til min oplevelse af skyld.

Jeg kæmpede med tanker om, at jeg havde været for grådig over for livet:

Skulle jeg ikke bare have ladet mig nøje og fulgt den faglige sti, hvor jeg havde oplevet, at det faglige havde været nemt for mig?

Da Ida Marie var blevet født, takkede jeg Gud og tog jævnligt Ida Marie med i kirke.

Som barn forbandt jeg ikke kirkegang med glæde. Søndagene i de kølige kirkerum var snarere noget, som var forbundet med pligt.

Da jeg efter de mange måneder på sofaen med morgenandagten som dagligt ankerpunkt begyndte at gå til højmesse her i Egå, mødte jeg et rum, som forløste mig.

Jeg følte mig modtaget, og med tiden erfarede jeg, at fællesskabet med de andre i kirken gav mig en ekstra oplevelse af at høre til i det lokale samfund, hvor vi bor.

Jeg føler mig modtaget og har oplevet, hvordan jeg i nadveren kan kaste alle mine bekymringer og min uformåen fra mig. At gå i kirke er som at tage et bad efter at være kommet beskidt hjem fra en lang cykeltur.

Den mest intense lykkefølelse, jeg nogensinde har oplevet, var at sidde med Ida Marie i Guds hus og føle, at det var, som om vi kom hjem, hun og jeg.

Jeg bliver nemt berørt, når jeg hører orglet, og jeg husker en søndag, hvor Ida Marie var omkring to år, hvor hun også fik tårer i øjnene, mens organist Lars Fløe spillede præludiet.

Da Ida Marie var på vej mod fire år, blev hun storesøster. Det var en utrolig glæde at blive forælder til Anna Maja, men heller ikke her var der tale om nogen sød ventetid, men en tid, hvor jeg knugede mine hænder i bøn.

I dag takker jeg Gud for alle de sure sokker, som er i vores liv, alle de trætte aftener og tidlige morgener. At få børn er en gave, og jeg er lykkelig hvert et sekund for, at jeg fik lov at blive mor.

Vores piger har altid været vant til at komme på kirkegården.

Oprindeligt blev Peter og Jakob begravet i en fællesgrav på Egå Kirkegård, men efter en måned kunne jeg mærke, at de skulle have et egentligt gravsted, hvor jeg kunne komme og sørge og pusle om dem.

Da Ida Marie var lille, gik vi tit tur til kirkegården.

Siden blev det en tradition, at vi hvert år på drengenes fødselsdag holdt en lille fest og cyklede over på kirkegården med de levende børn og spiste den lakrids, som deres brødre ikke kunne spise.

Både Anna Maja og Ida Marie har spurgt, om jeg hellere ville have tvillingerne end dem, og jeg har rystet på hovedet og svaret, at det var synd, at Peter og Jakob måtte lade livet, og med så meget liv omkring sig er det næsten svært at være ked af det.

I dag står drengenes sten i vores have.

Jeg lever et liv med megen fylde og har et overskud af glæde, men jeg har også nemt til at samle et skidt overskud af bekymringer, og her sidder tabet af min mor dybt i mig.

Hun døde for otte år siden og blev 68 år. Denne sunde og stærke kvinde døde af kræft efter bare 42 dages rasende sygdom.

Mens hun var syg, forklarede hun, at hun ikke ønskede et gravsted, men bad os mindes hende med et stearinlys på kaminhylden. Det løfte holder vi.

Efter hendes død yndede pigerne og jeg at holde fast ved et billede af, at mormor spillede bold med Peter og Jakob i Astrid Lindgrens Nangijala.

Det er min bøn, at mine piger må være voksne, inden de oplever den smerte, det er at miste en mor.

Jeg forsøger at bruge min dødsangst som en levende inspiration.

Jeg kan ikke bede min bekymringer væk, men jeg kan bede mit daglige Fadervor, takke Gud for hver ny dag og bede om, at jeg må få nåde til at bruge den nye dag på noget glædesfyldt.