Efter i flere måneder at have fortalt igen og igen til overfyldte auditorier, hvordan man skaber det bedst mulige liv for sig selv, var det stadig mere åbenlyst, at Jørn Henrik Olsen selv måtte tage konsekvensen af budskaberne og sige op. Han havde alt for travlt til at tage sig ordentligt af sin familie i en tid, hvor den havde særligt brug for ham.
Han var på mange måder selv blevet et eksempel på den eksistentielle folkesygdom, der har ramt det meste af den vestlige verden de seneste årtier. En sygdom, der kommer til udtryk ved tendensen til, at vi glemmer de ting, der sætter os som mennesker, forklarer han:
”Kierkegaard siger, at man bliver et menneske gennem sine relationer, fordi det giver plads til blikket for, at der er så meget, der rækker ud over os selv. At vi ikke selv er årsag til livet. Når vi glemmer det, så er fokus mere på at lykkes end at være. Men vi kan ikke bare præstere os gennem livet, vi er nødt til at være forankret et sundere sted: gennem vores nærmeste,” siger Jørn Henrik Olsen.
De seneste godt fire år har han været leder af Menighedsfakultetet, der arbejder med teologisk uddannelse. Men siden den 1. december har han helliget sig familien og sine stærkt populære foredrag om blandt andet at bekæmpe det omsiggribende vemod og den eksistentielle træthed. Det er et emne, særligt mange kan relatere sig til i disse mørke januardage.
Fænomenet har dog udviklet sig til at være noget langt større end en vinterdepression. Det er snarere en helårsepidemi, der rammer overalt i det moderne samfund. Unge som gamle, rige som fattige og især, hvor det hektiske og uroramte liv leves. Jørn Henrik Olsen beskriver trætheden som en ubestemmelig kraft, der er det modsatte af drivkraft, og som ikke har nogen direkte årsag. Der behøver ikke være sket noget forfærdeligt, det er nærmere en følelse af at leve adskilt fra verden og ikke i omdrejningshøjde med vores eget liv. Det er en fornemmelse af, at alt det fraværende i vores liv bliver meget nærværende, og så føler vi os nedstemte og angste, vi mærker en indre uro. Intet af det kan afhjælpes medicinsk, det er en del af os.
Udviklingen har en grundlæggende årsag, understreger han, men den er abstrakt og forbundet med den livsstil, de fleste har i dag. Vi lever nemlig i en tid med stadig øget individualisme, mere omfattende teknologi, et udpræget onlineliv og et stærkere fokus på materielle værdier. Vi oplever samtidig et omfattende traditionsbrud, hvor næsten alle tidligere tiders store ideologier og tankemønstre, eksempelvis kristendommen, er tvunget i baggrunden. Og det har påvirket vores opfattelse af, hvad der er vigtigt for os.
”Vi lever i høj grad i drømmenes verden på en illusion om, at hvis jeg køber et selvbillede via materielle værdier, så får jeg det bedre,” siger han og opsummerer illusionens tomhed i én sætning: ”Jeg havde det, så længe jeg ikke havde det, men mistede det, da jeg fik det.”
”Vi bruger meget energi på at indfri bestemte drømme. En forsker kan eksempelvis arbejde med et større manuskript i månedsvis, han arbejder sig slidsomt op ad det store bjerg, men på toppen indlejrer der sig denne mærkelige tomhed, selvom det burde føles godt at blive færdig. For var det bare det? Hvor blev belønningen i form af den gode følelse og de store forandringer af? Det stræbsomme liv efterlader ofte en tomhed, der får eksistentiel karakter, fordi de vigtigste byggesten til det at blive et helt menneske ligger et andet sted.”
Det, der er galt, er, at vi i stigende grad overser betydningen af nærhed og gode, tætte relationer, mener Jørn Henrik Olsen. Vi glemmer taknemmeligheden over alt det, der rækker ud over vores eget liv. Det kan være troen, som det i høj grad er for ham selv, for med troen kommer naturligt fordybelsen. At skabe et liv, hvor man finder glæde ved fordybelse og ikke blot præstation. Og hvor livet ikke bliver en konstant eksamen.
Fordybelsen kan også komme gennem meget andet end tro. For Jørn Henrik Olsen er kreativitet en vigtig kilde. Han skriver og maler, når han mærker trætheden. Han læser og lytter til musik. Mulighederne er nærmest uendelige i vores privilegerede del af verden. Brug vores rige kulturliv, hvor de store livsspørgsmål italesættes. Gå en lang tur langs Vesterhavet og få blæst øverste etage igennem, opfordrer han.
”Det afgørende er, at vi finder så meget ro, at vi kan høre det sagt, vi ikke kan sige os selv. Og der er meget, vi ikke kan sige os selv. Udfordringen er det moderne livs centrifugalkraft af materialisme, selvoptagethed og fart, som slynger os ud i udkanten af os selv, væk fra kernen. Og hvis vi endelig får skabt lidt plads til at stoppe op i en hektisk hverdag, så har vi en tendens til at søge afslapning gennem overfladisk adspredelse og underholdning. Vi flader ud foran syrekassen, og det kan være fint nok, men det er ikke en varig løsning. Vi må også at søge eftertanke og nærvær gennem relationer til andre, ellers kommer der aldrig noget afgørende nyt ind i vores liv, der kan gøre os i stand til at håndtere trætheden,” siger han.
Konsekvenserne af denne overvejende åndelige træthed kan være alvorlige. Vi risikerer ikke at skabe det bedst mulige liv for os selv. Og måske lige så vigtigt: Vi får ikke redskaberne eller overskuddet til at hjælpe andre, der tynges af trætheden, mener Jørn Henrik Olsen.
En del af forklaringen er, at vi ofte ikke tør leve det, han kalder et forsonet liv. Vi skærmer os mod sorg og smerte og mod, at livet ind-imellem er grimt og ubønhørligt. Dermed lever vi ikke et fuldspektret liv, hvor kærligheden og tilgivelsen finder råderum. Når trætheden så kommer, har vi ikke redskaberne til at tackle det.
Men sparker du ikke åbne døre ind? Mindfulness, yoga, terapi og andre måder at skabe fordybelse og selvindsigt på er jo blevet en enorm industri, fordi vi mere end nogensinde søger det, du efterlyser.
”Problemet med mindfulness og de fleste andre måder at skabe ro og indsigt på er, at de ofte er tømt for reelt indhold. De skaber måske et mere fattet blik, men tilbyder ikke et varigt indhold, der kan bære dig igennem vemodet. Det er ikke nok bare at kunne trække sig tilbage fra livet og dyrke ensomheden eller stilheden. Det aktive nærvær i andres liv er generelt en stor glæde og berigelse. Også når det - måske modsætningsfyldt - giver del i smerte og sorg på grund af kærlighedens kamp for andre end os selv.”