Berlin 1936: Under OL vender normaliteten kort tilbage for den jødiske dreng Peter

9. august 1936: De Olympiske Lege er i fuld gang. I dag sidder den 13-årig tyske dreng Peter på tilskuerpladserne. Samtidig får amerikaneren Thomas Wolfe flået bindet fra øjnene: I Nazityskland er der ikke plads til små drenge som Peter, han er nemlig jøde. Læs med i et uddrag af bogen "Berlin 1936. Seksten dage i august"

Adolf Hitler besøger Olympiastadion hver dag. Han bryder sig tilsyneladende ikke altid om det, han kan se fra ærestribunen.
Adolf Hitler besøger Olympiastadion hver dag. Han bryder sig tilsyneladende ikke altid om det, han kan se fra ærestribunen. . Foto: Foto fra bogen.

Peter Joachim Fröhlich er tretten år gammel og en rigtig ”Steppke”, som man kalder små, friske drenge i Berlin. Peter går i skole i Goetheschule i Münstersche Straße i bydelen Wilmersdorf, det er et såkaldt reform-realgymnasium. Der lægger man stor vægt på moderne sprog og naturvidenskaber. 

De tiårige børn begynder med franskundervisning, og to år senere kan de vælge mellem engelsk og latin. Egentlig vil Peters forældre gerne have, at drengen skal lære engelsk, men efter råd fra skolens leder, rektor dr. Quandt, beslutter de sig for latin. 

Peter er dygtig i skolen, men hans virkelige lidenskab er sport. Selvfølgelig er han en glødende tilhænger af Hertha BSC, i hans øjne det bedste fodboldhold i verden. På stadion råber han i kor sammen med de andre fans ”Ha! Ho! He! Hertha BSC!” Intet under, at Peter ikke har haft andet i hovedet i ugevis nu – i sommeren 1936 – end De Olympiske Lege. 

Peters far, Moritz Fröhlich, er lige så begejstret for sport som sin søn. Entrebilletterne til Olympiastadion, som senior allerede købte for nogen tid siden på en forretningsrejse til Budapest, ligger som trofæer på en skænk i dagligstuen. Hver gang Peter går forbi møblet, tænker han på de forestående kampe og udmaler sig, hvordan han skal sidde på stadion sammen med sin far og juble over atleterne.

Annonce: Køb bogen her

Moritz Fröhlich tjener sine penge som handelsmand og stemmer på Socialdemokratiet, moderen arbejder halvdags i sin søsters forretning med sytilbehør. Tidligere var Peter og hans forældre tyskere, siden Hitler er kommet til magten, har de været jøder. 

”Man kan blive jøde på tre måder”, skriver Peter mange år senere i en bog: ”Ved fødslen, ved at konvertere og ved statsligt dekret. Det jødiske havde ikke haft stor indflydelse på mit liv i kraft af min fødsel, men efter den 30. januar 1933 var jeg pludselig tvunget ind i den tredje gruppe.” 

I grunden er jødedommen noget helt fremmed for familien Fröhlich: De melder sig tidligt ud af den jødiske menighed og betegner sig selv som inkarnerede ateister – begreber som ”jødisk identitet” eller ”jødisk bevidsthed” betyder intet for dem. Det kommer ikke på tale for familien at lade sig døbe og konvertere til kristendommen, for det ville jo betyde at ”bytte den ene overtro ud med den anden”. 

Peter Joachim Fröhlich, som har undgået sin bar mitzvah og som foretrækker at gå på stadion og se Hertha BSC på store jødiske helligdage, føler sig allerede som lille dreng presset ind i en rolle, som ikke er hans. Senest da de såkaldte Nürnberglove blev vedtaget i september 1935, og udstødelsen af jøderne bestemtes ved lov, fornemmede familien Fröhlich, at de før eller siden ville blive nødt til at forlade deres hjemstavn. 

Under De Olympiske Lege ser det ud, som om der vender noget normalitet tilbage i en kort periode. Selv udhængsskabene, hvor nazisterne udstiller deres hetzblad Der Stürmer, og som Peter så ofte kommer forbi på vej til skole, er blevet afmonteret i seksten dage.

Da entrebilletterne til legene jo stammer fra billetkvoten i Budapest, sidder Peter og Moritz Fröhlich midt iblandt veloplagte ungarske sportsfans på Olympiastadion. Deres tilskuerblok ligger over for Førerlogen, så Peter uden videre kan følge med i, hvad der sker dér. Allerhelst ville han slet ikke se derhen, men det kan næsten ikke undgås. 

Det er altså de mænd, som tillader sig at ødelægge talløse menneskers tilværelse! Peter finder synet af Hitler frastødende, og Hermann Görings fede skikkelse og den fjollede pyntesyge synes han simpelthen er latterlig. Joseph Goebbels minder ham om en af de onde dværge i et eventyr, hans mor læste for ham engang. 

Mens Peter betragter Tysklands højeste rangspersoner, kommer han til at tænke på en vittighed, der bliver hvisket i krogene: ”Hvordan ser en ægte arier ud? Blond som Hitler, høj som Goebbels og slank som Göring!”

Peter har glædet sig til denne søndag i mange uger. Klokken er lidt over tre, da stadionspeakeren råber op til en af Peters yndlingsdiscipliner – mændenes fire gange hundrede meter stafetløb. For at være helt nøjagtig elsker Peter faktisk alle de sportsgrene, hvor amerikanerne er tyskerne overlegne. I fire gange hundrede meter stafet har holdet fra USA i hvert fald ry for at være uovervindeligt, kun én gang har stafetløbsholdet ikke vundet – og det var ved De Olympiske Lege i Stockholm i 1912. 

På Olympiadestadion bruges tekniske og personalemæssige ressourcer i et hidtil ukendt omfang på afholdelse af legene. Den ubestridte stjerne og publikums yndling er Jesse Owens.
På Olympiadestadion bruges tekniske og personalemæssige ressourcer i et hidtil ukendt omfang på afholdelse af legene. Den ubestridte stjerne og publikums yndling er Jesse Owens. Foto: Foto fra bogen

Da atleterne nu stiller op, bliver der med ét slag stille på stadion. Inderst løber argentinerne, på bane to tyskerne og ved siden af det hollandske hold. Bane fire tilhører amerikanerne, bane fem italienerne, og på yderbanen stiller canadierne op. Peter interesserer sig egentlig kun for, hvad der sker på bane fire. 

Han strækker hals for at kunne se hele vejen rundt på stadion og ser, at Jesse Owens står i første position, derefter følger Ralph Metcalfe, så Foy Draper og til sidst Frank Wykoff. Hvad Peter ikke kan vide: På det amerikanske hold er der store diskussioner om, hvem der må stille op. Marty Glickman og Sam Stoller går længe ud fra, at de skal være med i løbet, men træneren, Lawson Robertson, går imod dem og satser i stedet på Owens og Metcalfe. Dermed afviger coachen fra sin sædvanlige praksis med kun at sætte nye og friske løbere på stafetløbsholdet. 

De jødiske idrætsudøvere Glickman og Stoller vejrer et antisemitisk komplot: De amerikanske sportsfunktionærer skulle have presset Robertson til at tage dem ud af matchen for at gøre nazisterne tilpas. Denne mistanke er forståelig ud fra de skuffede løberes synspunkt, men den amerikanske træners afgørelse bunder i en simpel overvejelse: Lawson Robertson vil for enhver pris undgå en tysk overraskelsessejr og mener derfor, at han ikke kan undvære sine stærkeste løbere – Owens og Metcalfe.

Kort før start studerer Franz Miller, manden i den hvide kittel, vindmåleren en sidste gang. I atletik bliver verdensrekorder, som sættes ved en rygvind på mere end to meter per sekund, ikke anerkendt. Men dommeren giver grønt lys. Med en let sidevind på 1,6 meter per sekund er der perfekte betingelser. Nu er der kun få sekunder til start, og et hundrede tusind tilskuere holder bogstavelig talt vejret. 

Så lyder skuddet – som forventet lægger Jesse Owens sig i spidsen og afleverer stafetten som den første. Ralph Metcalfe og Foy Draper øger forspringet. I opløbet har Amerika lagt alle konkurrenter mere end ti meter bag sig, Frank Wykoff løber over målstregen 39,8 sekunder efter startskuddet. Ny verdensrekord og ny olympisk rekord! Det italienske hold kommer ind på en andenplads med 41,1 sekunder, med kun en tiendedel af et sekund mere får tyskerne tredjepladsen. 

Der bryder en vild jubel ud, og nogle tilskuere gnider sig forbløffet i øjnene: Hvad var dog det? Er startskuddet ikke først lige klinget af? Det amerikanske firmandsholds løb virker som en overnaturlig begivenhed.

Jesse Owens har gjort det igen. Med fire guldmedaljer er han legenes ubestridte stjerne og Peters store helt. Som de sidder der i den ungarske blok, føler Moritz og Peter sig trygge og sikre, så de jubler også af fuld hals over amerikanerne. 

Ved sejrsceremonien rejser Peter sig selvfølgelig og nynner med på den amerikanske nationalmelodi. Da han jo har latin i skolen og ikke engelsk (takket være dr. Quandt), forstår Peter ikke ordene ”O say, can you see …” men intuitivt fornemmer han, at en hyldestsang til friheden begynder på den måde.

Filminstruktøren Leni Riefenstahl optager den officielle film om De Olympiske Lege og holder også af at sætte sig selv i scene.
Filminstruktøren Leni Riefenstahl optager den officielle film om De Olympiske Lege og holder også af at sætte sig selv i scene. Foto: Foto fra bogen

Allerede femten minutter senere – klokken 15.30 – følger endnu et højdepunkt på denne sidste dag med atletik ved De Olympiske Lege: kvindernes fire gange hundrede meter stafetløb. Tyskland, England, Amerika, Canada, Holland og Italien er i finalen, men i denne disciplin regnes de tyske atleter i grunden for lige så stensikre favoritter som amerikanerne hos mændene. Det ser ud til, at sagen er klar: Det tyske hold vinder stafetløbet. 

Efter amerikanernes opsigtsvækkende sejr går Hitler frem og tilbage i sin loge og gnider sig allerede i hænderne af utålmodighed, over for ham sidder Peter Fröhlich, som ikke kan dele Førerens entusiasme. Peter er forberedt på det værste – og i hans øjne er det en tysk sejr. 

Dommeren affyrer startskuddet, og den første tyske løber, Emmy Albus, farer forbi sine konkurrenter. Käthe Krauss tager over, øger forspringet endnu mere og afleverer stafetten til Marie Dollinger. Peter har slet ikke lyst til at se på det mere, for nu er tyskerne tilsyneladende umulige at indhente. 

Pludselig springer Moritz Fröhlich op fra sin plads og råber: ”Pigerne har tabt stafetten!” Nu kan også Peter se, hvad der er sket: Ved den sidste aflevering har Ilse Dörffeldt ikke fået fat om stafetten og tabt den. Derpå løber amerikaneren Helen Stevens i mål som den første.

I æreslogen er der åbenlys forfærdelse. Hitler ryster ærgerlig på hovedet og slår sig på knæene. ”Vi er uheldige”, klager Joseph Goebbels i sin dagbog. ”Pigerne er fuldstændig nedbrudte. Føreren trøster dem. Men hele stadion er ked af det.” Hele stadion? En lille dreng blandt publikum er ude af sig selv af glæde. Flere årtier senere beskriver Peter Fröhlich denne ulykke som ”et af de største øjeblikke i mit liv”.

DØGNRAPPORT FRA STATSPOLITIET I BERLIN: ”Som vi nu har erfaret, har en HJ-patrulje ført jøderne Heinrich Frankenstein, født 24.11.18, bosiddende Berlin, Wörtherstr., og Willi Klein, født 12.12.19, bosiddende Berlin, Wörtherstraße 30, til politistationen, fordi de havde tigget en argentiner om cigaretter ved Lustgarten. Da patruljen kom derhen, sagde jøderne til udlændingene: ’Det er Tysklands ungdom’.”

Da Thomas Wolfe og Mildred Harnack træder ind i Taverne i aften, er der stadig tomt ved journalisternes stambord, så de to tager først plads ved et andet bord. Når Shirer og de andre kommer, vil de måske slutte sig til dem. For Tom er Taverne forbundet med et ubehageligt minde, betror han Mildred. 

Under sit Berlin-besøg sidste år turede han nemlig engang rundt i byen sammen med sin ven Heinz Ledig og nogle bekendte. Ud på de små timer havnede de i Taverne, hvor Martha Dodd og en mand, de ikke kendte, sad og drak et glas vin. Tom, Heinz og de andre satte sig hen til nabobordet, men Martha gjorde ikke mine til at invitere dem hen til sit bord. Ja, Martha så næsten ud til at være pinlig berørt over deres tilstedeværelse. Han og Heinz var forargede, fortsætter Tom, hvordan kunne Martha dog opføre sig så uhøfligt. Senere fik de at vide, at Martha var sammen med Donald S. Klopfer, grundlæggeren af det amerikanske forlag Random House. 

Den amerikanske turist Carla De Vries kommer helt tæt på Adolf Hitler og går over i historien med sit kysseattentat på Føreren.
Den amerikanske turist Carla De Vries kommer helt tæt på Adolf Hitler og går over i historien med sit kysseattentat på Føreren. Foto: Foto fra bogen

Klopfer er jøde og nægter pure at sidde ved samme bord som tyskere. Heinz var målløs: ”Hvordan kunne en udlænding undlade at skelne mellem tyskere og nazister – sådan som vi gør!” Men Heinz ville ikke lade det være ved det: Han rejste sig, gik hen til Klopfer, stillede sig foran ham og gav ham demonstrativt hånden. Amerikanerne besvarede synligt overrasket hans hilsen, og der fulgte endda en kort, lidt stiv samtale. Stemningen var ødelagt.

Nu – godt et år senere – synes Tom stadig, at Klopfers opførsel over for Heinz var helt uacceptabel. Tom kan ikke lide jøder, bekender han uden omsvøb. Han er hurtigt ved et emne, som har plaget ham i længere tid: ytringsfriheden. ”Vi amerikanere tror, at man ikke må sige sin mening frit i Tyskland,” hører Mildred ham sige. ”Men det er ikke sandt. Her kan folk skrive, sige og tænke ting, som man ikke må sige i Amerika. I Tyskland må man for eksempel gerne sige og skrive, at man ikke bryder sig om jøder, og at man synes, at jøder er dårlige, korrupte og usympatiske mennesker. Det er ikke muligt i Amerika.”

Mildred ser vantro på Tom. Mener han det virkelig alvorligt? Det kan da ikke være hans oprigtige overbevisning at forstå den tyske antisemitisme som udtryk for ytringsfrihed. Nu har Mildred det her ansigtsudtryk, som hun allerede satte op for et par dage siden til Rowohlts fest. Der er noget straffende i hendes blik. Som en lærerinde, der ser på et næsvist barn, ser hun på Tom. Man skal være meget forsigtig, begynder Mildred, og det, som kommer nu, kan man roligt betegne som en politisk lektion for Tom. 

Mildred fortæller om den boykot af jødiske forretninger, som nazisterne satte i værk, lige efter de var kommet til magten, om ”Lov om genoprettelse af embedsstanden”, som betød, at jøder blev afskediget fra tjenesten, og om bogafbrændingerne. Til mindste detalje forklarer Mildred Nürnberglovene, som blev vedtaget sidste år, og som sætter paragraffer på udstødelsen af jøder. 

Mildred er nu synligt oprevet: Om Tom kender bladet Der Stürmer, råber hun til ham, om han ved, på hvilken nederdrægtig måde Julius Streicher og hans kumpaner hetzer mod jøder. Om han er klar over, at der findes restauranter og forretninger, som hænger skilte i vinduet med teksten ”Jøder uønskede!”

Den amerikanske forfatter Thomas Wolfe oplever en sommer fuld af modsigelser under De Olympiske Lege i Berlin. ”Thomas Wolfe kom, og han virkede som en jordrystelse.”
Den amerikanske forfatter Thomas Wolfe oplever en sommer fuld af modsigelser under De Olympiske Lege i Berlin. ”Thomas Wolfe kom, og han virkede som en jordrystelse.” Foto: Foto fra bogen

Endelig falder et ord, som Tom aldrig har hørt før i aften. Mildred udtaler det så lavmælt, at han næsten ikke kan forstå hende. Hun hvisker: koncentrationslejre. Om Tom ved, at den tyske regering spærrer jøder, socialdemokrater, kommunister, homoseksuelle og i det hele taget anderledes tænkende inde i lejre. Tom ryster på hovedet. Begge tier. 

Der er formodentlig kun stille i få sekunder, men det virker på Tom som en evighed. Som efter en moralprædiken, Tom har måttet finde sig i på grund af en tåbelig drengestreg, ser han forlegent på Mildred. Hun smiler bittert. ”I Tyskland er kun hestene lykkelige,” citerer hun en sarkastisk sætning af Marthas far, William E. Dodd, som ambassadøren ynder at komme med. Nu må også Tom smile stille. 

I en tid, hvor de fleste forfattere bekender kulør, er han udmærket klar over sit manglende politiske engagement, forsikrer han Mildred, som nu nikker forstående. Der er kommet tydelige ridser i det forskønnede billede, som Thomas Wolfe havde af Tyskland frem til i aften. Noget i ham begynder at røre på sig.