Min bror har slået hånden af mig efter vores alkoholiske mors død

Vores alkoholiske mor døde alt for ung. Inden hendes død forsøgte jeg af al magt at holde sammen på familien og har i den forbindelse formentlig begået psykisk overgreb på min yngste bror, skriver Berit, der er ulykkelig over, at broderen har afskåret kontakten

Berit gik meget op i at holde sammen på familien før sin alkoholiserede mors død. Nu har hendes bror afskåret kontakten, og hun spørger derfor brevkassen, hvordan hun skal få kontakt til ham igen.
Berit gik meget op i at holde sammen på familien før sin alkoholiserede mors død. Nu har hendes bror afskåret kontakten, og hun spørger derfor brevkassen, hvordan hun skal få kontakt til ham igen.

Kære brevkasse

Tak for jeres fine brevkasse. Jeg skriver, fordi jeg har mistet kontakten til min ene bror. Vi er vokset op i en dysfunktionel familie med en alkoholisk mor og en far, der stak hovedet i busken.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Vi er en flok på fire børn, og som den næstældste har jeg formentlig i højere grad end de yngste oplevet min mors kærlighed og omsorg, inden alkoholen for alvor tog over og formørkede hendes liv.

Hun døde alt for ung. Inden hendes død forsøgte jeg af al magt at holde sammen på familien og har i den forbindelse formentlig begået psykisk overgreb på min yngste bror. Sådan vil han nok selv formulere det.

Han mener, at hvis jeg blot havde ladet vores mor passe sig selv og ikke tilgivet hende gang på gang eller presset familien til at ringe til hende og hjælpe hende, så havde hun enten indset, at hendes alkoholisme var livstruende, og dermed ville hun måske være stoppet, eller hun ville være død meget før. Hvilket ville have været en lettelse for os alle sammen. Ifølge min bror.

I mange år var netop denne bror min yndlingsbror, som jeg betroede mig til, og som jeg delte mange interesser og venner med. Så hans afvisning af mig udgør et meget stort tab.

Jeg er efterhånden kommet dertil i mit arbejde med min sorg over at have mistet såvel en mor som en bror, at jeg godt kan se, at jeg har presset på for, at mine brødre skulle vise min mor kærlighed og for udadtil at kunne demonstrere, at vi var en familie. Det er jeg ikke mindst blevet klar over efter utallige meget hårde angreb fra min bror.

Han er også vred på mig, fordi han mener, jeg ikke har sat mig tilstrækkeligt ind i den teoretiske litteratur om alkoholisme og følgerne for pårørende. Hvis jeg havde gjort det, ville meget ifølge ham have set anderledes ud. Og han siger inddirekte, at jeg er skyld i vores mors skæbne. Det er ganske hårde ord.

Et år efter vores mors død afskar han kontakten til mig. Han nægter at deltage i familiefester, hvor jeg deltager, og han vil intet have med mig at gøre. Jeg har i flere omgange forsøgt at skrive, hvor ulykkelig jeg er over situationen. Jeg har nu senest også undskyldt for ham pr. mail, at jeg har presset ham ud i situationer, som har været ubehagelige, og jeg har gang på gang rakt hånden ud til forsoning.

Han mødes af og til med vores far og to øvrige brødre. Og lige netop det gør allermest ondt. Jeg føler mig fuldkommen ekskluderet, når jeg ved, at de, der udgør kontakten til min barndom, samles, uden at jeg må være med. Det føles, som om nervetrådene til minder og familie er revet over, og jeg sidder alene tilbage.

Jeg har prøvet at gøre min far begribeligt, hvor smertefuldt det er, men skønt han lytter, forstår han det ikke. Han foretager sig ikke noget for at gøre forholdet mellem min bror og mig godt igen. Når jeg fortæller min far om det, er hans indvending, at jeg jo har en dejlig familie med en sød mand og børn og et godt job, og at mit liv jo fungerer. Det har han ret i, at det gør.

Også i modsætning til min brors. Han er ugift og bosiddende i udlandet, og så vidt vi ved uden særlig mange venner og helt uden kontakt til vores øvrige familie. Men selvom jeg har dette sammenhængende og velfungerende liv, er der stadig et ønske om at kunne dele fælles minder fra barndommen.

Jeg har utrolig svært ved at opgive håbet om en dag at blive genforenet med min bror. Og det på trods af at der er gået snart otte år, siden jeg så ham, og at han ikke længere svarer på mine henvendelser.

Jeg er selvfølgelig i perioder også meget vred på ham, for jeg føler mig ydmyget og trampet på. Men vreden får aldrig magten over sorgen og ønsket om forsoning. Og det er måske derfor, jeg ikke kan lade det fare. Det rumsterer i mig, og der går næppe en dag, uden at det kort dukker op som en syl i maven.

Venlig hilsen

Berit

Kære Berit

Tak for dit brev. Allerførst har vi lyst til at sige: Du var barn i din barndomsfamilie og ikke forælder, og du var eneste pige sammen med tre brødre. Det har været tunge og smertefulde år, og fordi I har været af forskelligt køn og forskellig alder, har I oplevet tingene forskelligt. De ældste har måske lidt flere minder om andre ting end alkohol, mens den yngste måske mest husker alkohol og beruselse. Uanset jeres forskellige perspektiver var I børn, som blev forsømt og følelsesmæssigt påvirket og forladt af de voksne.

Når forældre abdicerer forældrerollen, som din mor gjorde ved at flygte ind i alkoholismen, og som din far har gjort ved at stikke hovedet i busken, så kommer børnene ofte til at påtage sig ansvaret i stedet. De går i gang med at redde stumperne, og er man som du den eneste storesøster, er det ikke mærkeligt, at du trøster og støtter og dækker over det indre kaos, måske i årevis.

Drengene i din familie gør måske mest det, de ser hos deres far, nemlig trækker sig eller bliver kritiske på afstand, eller som din lillebror skælder ud i afmagt. For når forældre ikke påtager sig det sunde ansvar i en familie, efterlades næste generation ofte i splittelse.

Din bror har sine mangler og smerter med fra sin barndom. Og dem er han fuld af vrede over, og han giver åbenbart dig en meget stor del af skylden. Eller nærmest al skylden. Og han glemmer, at I på hver jeres måde reagerede som børn og unge gør i en misbrugsfamilie. Du er samtidig også den, der tager ansvaret og skylden på dig.

For din far tog ikke ansvar dengang, og han gør det åbenbart heller ikke nu, siden dine samtaler med ham ikke fører til andet, end at han vil, at du skal tænke på din egen gode familie. Det sidste er jo rigtig nok, og du er sikkert dybt taknemmelig for det.

Men du henvender dig jo ikke til din far for at blive mindet om det. Det ved du jo i forvejen. Du henvender dig i håb om, at han endelig vil påtage sig sin skyld og sit ansvar - og rydde op i forholdet til sin yngste søn, så du ikke skal gøre hele arbejdet og være skydeskive for fortidens synder.Det gør din far desværre ikke. Og det er fortidens og nutidens store sorg.

Han kan måske heller ikke. Og måske må du opgive det. Ligesom du må opgive helt at få et godt forhold til din bror i de kommende år. Det, som du måtte have gjort galt eller uklogt som ung eller voksen, har du jo skrevet om, erkendt på konkret måde, undskyldt - og adskillige gange har du rakt hånden ud til forsoning. Mere skal du og kan du ikke gøre. Du må slippe ham fri - og dig selv fri.

Han vil måske ikke af med sin vrede, og han tør åbenbart ikke rette den mod andre end dig. Hvis du fortsætter i de kommende år med at ”redde” din bror, eller lader forholdet til ham være afgørende for dit eget velbefindende, så bliver det blot en gentagelse af det, som du prøvede for år tilbage, når din mor levede og åndede for sin alkohol. Da påtog du dig en opgave, som var for stor, og som ikke kunne lykkes.

Din bror har tilbuddet om forsoning. Hans smerter kan du ikke gøre noget med andet end at være der og tage samtalen, hvis han henvender sig på et tidspunkt. Og så må du prioritere din egen familie og venner og de familiemedlemmer, som er der, og som vil have et åbent og oprigtigt forhold. Du ønskes alt godt og en barmhjertig tænkning om dig selv og dit liv fremover.