I foråret, nærmere bestemt den 17. april, handlede brevkassen om en mors henvendelse om et vigtigt spørgsmål.
Kirsten, som hun hed i brevet, fortalte, at hun og hendes fraskilte mand hele tiden havde udsat og forsømt at fortælle deres nu voksne datter, at hun var blevet til ved insemination med en ukendt donor.
De havde haft tanker om at fortælle hende det, da hun var lille, men det var aldrig blevet til noget.
Kirsten fortalte i brevet, at hendes eksmand igennem årene havde været imod at fortælle datteren det, og der var hele tiden nogle omstændigheder, som bidrog til, at det ikke blev fortalt, som for eksempel nogle problemer i teenageårene, problemer under studietiden, forældrenes skilsmisse, da hun var 19 år, og nogle lykkelige tider med en nyfødt, hvor det ikke var passende at meddele netop sådanne budskaber.
Og på det seneste var det også vanskeligt, da hun var blevet alene med to små børn.
Kirsten skrev, at de efterhånden var gamle forældre, og at hendes eksmand var i 80'erne og havde helbredsproblemer. Han havde sagt til hende, at hun bare kunne sige det til datteren, når han var død. Kirsten og hendes eksmand boede et godt stykke fra hinanden og var fortsat venner og sås ved højtider, men han blev oftest vred, hvis hun tog emnet op.
For Kirsten ville det være skræmmende, at deres datter skulle få den rette sammenhæng at vide efter sine forældres død, og hun ønskede, at datteren skulle vide, hvor ønsket og elsket hun var.
I vores svar til Kirsten skrev vi blandt andet noget om, at vores forsømmelser nogle gange kan martre os mere i eftertiden end tankerne om de gode ting, som vi fik gjort rigtigt. Vi reflekterede også lidt over, at tanker om livets afslutning kan minde os om at få ting gjort, som ikke længere kan udsættes.
Og så gav vi tydeligt udtryk for, at en så basal viden om ens biologiske oprindelse måtte være en menneskeret at kende til for alle mennesker, hvis det på nogen måde var muligt.
I vores svar til Kirsten skrev vi, at det sikkert var mere ukompliceret for hende at fortælle sagens rette sammenhæng, fordi hun var biologisk mor, mens det nok var vanskeligere for hendes eksmand, dels fordi han måske følte det mindreværdigt at være ”ufrugtbar”, som det hed tidligere, dels fordi han måske også var ængstelig for ikke at blive godtaget som hendes rigtige far, hvis det blev almindeligt kendt, hvordan det biologiske hang sammen.
Samtidig skrev vi noget om, at det var vores indtryk, at datteren alligevel havde mødt så megen kærlighed fra dem begge igennem årene, at hun havde en kapital inden i sig, som ville kunne hjælpe hende med at høre sagens rette sammenhæng fra dem begge, selvom det var lidt sent. De måtte også være indstillet på at få nogle reaktioner, som ikke var så lette, for hun kunne jo med god grund føle, at hun havde levet på en hemmelighed. Men at det var nu, at hendes eventuelle reaktioner kunne få en adresse, som ikke ville være til stede, når de var døde.
Sådan var det i store træk med brevet, som vi besvarede i april.
Og almindeligvis er det ikke så ofte, at vi senere hører noget om, hvordan det gik med det, som brevskriveren havde på hjerte, og som vi gav respons på.
I dette tilfælde fik vi et brev fra Kirsten for få dage siden, og vi bringer det her i brevkassen efterfølgende og håber, at denne vigtige fortælling måske kan inspirere andre til at overveje, om der er ting, man ønsker at få talt om, mens tiden er der.
Det er en opmuntring til at tage mod til sig og tage hånd om de emner og spørgsmål, der skal tages hånd om i forhold til et familiemedlem, en ven eller andre mennesker, der betyder noget i ens liv.
Kære brevkasse
Endnu en gang tak for jeres hjælp vedrørende mit brev i april om vores datter, som er donorbarn.
Jeg tror ikke, at I tager jer af hver enkelt sag, som I har svaret på, men jeg er så glad for, at jeres hjælp resulterede i, at vi fik taget os sammen til at fortælle hende det.
Det gik godt. Min eksmand havde faktisk læst jeres svar i avisen og forandrede efterfølgende mening. Han ville endda gerne selv sige det.
Så en sen aften i sommerhuset, da børnene var kommet i seng, hjalp vi hinanden med at fortælle, hvordan hun var blevet til, at vi havde været de lykkeligste mennesker, da graviditeten lykkedes, og at vi elskede hende overalt på jorden.
Efter tre timers snak, spørgsmål og svar - og flere pakker lommeletter - sagde vi godnat til hinanden, og vores datter tog om sin far og sagde: ”Jeg elsker dig far.”
Vi er alle sammen lettede, og vores datter besøger sin far sammen med børnene, og hun og jeg har fået, synes jeg, et meget mere afslappet forhold til hinanden.
Venlig hilsen
Kirsten
Kære Kirsten
Tak for at du ville dele fortsættelsen med os og læserne. I ønskes alt godt alle sammen.
Mange hilsener