Mit livs øjeblik: Mystisk kvinde åbnede Pia Tafdrups øjne

Som barn mødte digteren Pia Tafdrup en kunstbevidst indisk kvinde, som kom til at få stor betydning for Tafdrups opfattelse af livets muligheder

Det er vigtigt tage styringen i sit eget liv og derved få styrken til at bakke andre op, mener Pia Tafdrup.
Det er vigtigt tage styringen i sit eget liv og derved få styrken til at bakke andre op, mener Pia Tafdrup. Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Jeg er vokset op på to gårde i Nordsjælland. Den anden gård var en udflyttergård, der lå mellem Skibstrup og Saunte. Det var specielt at leve så afsondret, ikke hvad der passede mig - jeg har langt mere udadvendte sider end mine forældre. Da de efter flugten til Sverige under Anden Verdenskrig rejste tilbage til Danmark, besluttede de hver især at tage til London, hvor de traf hinanden. Der fik de flere indiske venner, blandt andre to par, som de beholdt kontakten til hele livet. De to par kom til vores gård år efter år, men mine forældre vovede sig ikke af sted til Indien. For mig var det som lille pige ude på landet utroligt at åbne døren for disse kvinder i sari og opleve en anden kultur rykke ind i mit eget hjem.

En dag stod der endnu en indisk kvinde fulgt af en ung, mørklødet mand, også fra Indien. Hun var den første, jeg kom til at tænke på, da jeg blev spurgt, om der var noget, der var skelsættende i mit liv. Jeg har ikke skrevet om hende, men hun figurerede i min bevidsthed som barn og ung som en mulighed, jeg knap troede fandtes. Der findes mennesker, man træffer få timer af sit liv, som kan komme til at spille en uventet stor rolle.

Sådan var mødet med denne kvinde, uden at jeg talte med hende. Jeg slugte hende med øjnene, mens jeg forsøgte at forstå mine forældres samtale med hende på engelsk, som jeg kun var begyndt at lære dengang.

Kvinden var smuk, selvom hun var ældre. Hun var dynamisk og havde en levende gestik. Hun havde en særlig karisma, og jeg var dybt fascineret af hendes energi og overskud. Hun skilte sig ud fra alle, jeg kendte, i og med at hun kom rejsende som ugift og var mæcen for talentfulde, unge kunstnere.

Det var en billedkunstner, hun havde med sig. Han tilhørte en lavere social klasse end hende, hvad hans mørke lød viste. Hun var lys i huden. Jeg ved ikke, hvorfra mine forældre kendte hende, hun var der kun den ene gang. For mig var hun intet mindre end en magisk kvinde, der repræsenterede en verden, der åbenbart også fandtes, men som jeg vidste meget lidt om. Jeg følte mig tiltrukket af hendes væsen og udstråling. Hun havde en interesse for kunst og en indsigt, som jeg ikke vidste, at kvinder kunne have.

De kvinder, jeg kendte, var en del af en familie, som de skulle tage sig af, men hun havde revet sig løs fra den slags forpligtelser og var til på sine egne præmisser.

Det optog mig. For dér forstod jeg, at kvinder også havde mulighed for at gøre, hvad de ville - og ikke kun, hvad man forventede af dem. Det gik op for mig, at man kunne træde ind i en meget anderledes verden. Det var også exceptionelt, at hun tog sig af den unge mand. Jeg kender intet til deres relation, jeg formoder, at hun bare var hans mæcen, for hun talte kun om ham som kunstner. Jeg husker ikke, at han mælede et ord. Det var hende, der talte, hende, der var den interessante og vidende. Hun var en ukendt dør ind til et andet lokkende liv. Jeg har tænkt mange gange på hende som voksen. Ikke mindst efter at jeg selv har været i Indien for at læse mine digte op og efter at have læst ”Den hvide tiger” af Aravind Adiga.

Inderne taler ikke om et kastesystem i dag, men lever stadig i en stærkt hierarkisk samfundsstruktur. ”Den hvide tiger” handler om et menneske, der arbejder sig op fra ingenting gennem den hierarkiske struktur, vi ikke kender tilsvarende i Danmark. Hvor enorm afstanden er mellem bund og top, fatter man først, når man har været i Indien.

I relation til bogen slog det mig også, at det socialt var forbløffende, hvad den indiske kvinde, jeg mødte som barn, påtog sig ved at tage sig af mennesker, der ellers ikke havde haft en chance - og slet ikke som kunstnere.

Kvinden måtte have brudt mange regler ved at hjælpe folk, der befandt sig så meget længere nede på den sociale rangstige. Og den gådefulde indiske kvinde, der en dag dukkede op, minder mig stadig om, hvor vigtigt det er at tage styringen i sit eget liv og dermed måske også få kræfter til at bakke andre op. Hun havde ønsket at leve et liv med og for kunst og blev for mig en spejlingsfigur.