Dagen, hvor lyset jager vinterens åg på flugt

Skuespiller Lotte Arnsbjerg har de seneste tre år fejret den kristne højtid kyndelmisse i sit eget hjem for at tage afsked med vinterens mørke. Kristeligt Dagblad fik lov at være med, da hun og ni venner markerede dagen

Skuespiller og sanger Lotte Arnsbjerg har de seneste tre år fejret den kristne højtid kyndelmisse i sit eget hjem i København. I år har hun inviteret blandt andre sin nye ven, konsulent Knud Møller Jensen, der for første gang er med til vinterceremonien. -
Skuespiller og sanger Lotte Arnsbjerg har de seneste tre år fejret den kristne højtid kyndelmisse i sit eget hjem i København. I år har hun inviteret blandt andre sin nye ven, konsulent Knud Møller Jensen, der for første gang er med til vinterceremonien. - . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

I et lille gult hus på toppen af en bakke i Københavns nordvestkvarter lige ved Utterslev Mose sidder fem mænd og fem kvinder på stole i en rundkreds.

Klokken er 19, det er mørkt udenfor, og på gulvet i midten af cirklen blafrer store stearinlys. De har selskab af et citrontræ, katolske madonna-figurer og blomsterbuketter, blandt andet. Der står også en indisk syngeskål og et tomt zinkfad.

”Hvis I ser noget her i huset, I har lyst til at stille ind i cirklen, så gør det endelig,” siger 50-årige Lotte Arnsbjerg, der er husets beboer og værtinde for aftenens arrangement.
 

Hun er sanger og skuespiller og nok mest kendt for sin rolle som præsten i tv-serien ”Strisser på Samsø”. De seneste år har hun optrådt i en lang række af landets kirker med albumment ”Salmernes Bog” og senest med forestillingen ”Prædikerens Bog” med afsæt i bibelske tekster.

Det betyder meget for hende at give kirkens gamle ritualer krop og liv. Derfor har hun nu for tredje år inviteret venner og bekendte til ”Kyndelmisse i Mosehuset”.

En vinterceremoni, som er hendes personlige fortolkning af den katolske lysmesse, missa candelarum, som man i denne uge også markerer ved andagter og gudstjenester i en række af landets kirker. Kyndelmisse falder altid den 2. februar, hvor halvdelen af vinterhalvåret - fra november til maj - er gået.

Aftenens gæster er fra 21 til 70 år. Der er både gamle og helt nye venner og bekendte iblandt. Nogle har før været til kyndelmisse i Mosehuset, andre er her for første gang. En er teaterelev, en anden konsulent, en tredje er pensionist og havemand. En af gæsterne har medbragt en snaps lavet på håndplukket porse fra Thy, som bliver skænket i små glas.

”Inden vi går i gang, skal vi snakke lidt om, hvad kyndelmisse er,” foreslår Lotte Arnsbjerg.

”Det var det tidspunkt på året, hvor bonden målte sit foder til dyrene op. Han vidste, at han skulle have halvdelen tilbage, så der var nok til resten af året,” siger en.

”Jeg læste et sted, at hvis det ved kyndelmisse blæste så meget, at 18 kællinger ikke kunne holde den 19. ved jorden, så var der lunere vejr på vej,” siger en anden.

En tredje deltager nævner, at det også er en markering af Marias renselse i templet 40 dage efter Jesu fødsel.

”For mig handler symbolikken i kyndelmisse om, at lyset tager over. Det hjælper os med at bære gammelt åg ud, som vi ikke har det godt med. Lyset trænger ind i revner og sprækker, og derfor er det en fantastisk tid på året. Kyndelmissen, missa candelarum, er for mig en lysets fest, og jeg er glad for at kunne dele den med jer,” siger Lotte Arnsbjerg.

Hun dæmper lyset og deler fyrfadslys ud til hver enkelt deltager. Det er blevet tid til den egentlige vinterceremoni.

Der bliver sendt papir og kuglepenne rundt i cirklen. I tråd med kyndelmissens budskab om at gøre status og tænde lys bliver gæsterne nu opfordret til at finde ud af, hvad de ønsker at skille sig af med.

”I får nu 10 minutter til at tænke på og skrive ned, hvad I ønsker at give slip på og sige farvel til. Hvad I ønsker at sende ud i vinden. Det skal I sige højt om lidt,” siger hun.

Lotte Arnsbjerg slår på syngeskålen, som sender en varm vibrerende tone ud i stuen. Der bliver stille i stuen. Lyden af et vindspil i haven udenfor og vindens rusken i træer og vinduer trænger igennem. Nogle sidder med lukkede øjne, andre begynder at skrive ned på deres seddel.

Runden begynder med Knud Møller Jensen, der er 62 år og konsulent. Han mødte Lotte Arnsbjerg for blot et par måneder siden i Københavns domkirke, Vor Frue, så han er med for første gang.

”Jeg synes, det her er en fantastisk stund og en fin opgave. Jeg arbejder selv som konsulent, så spørgsmålet om, hvad man vil give slip på, er ikke fremmed for mig. Jeg plejer bare ikke at stille det til mig selv. På den måde er det lidt grænseoverskridende, fordi det skal være noget, der rykker noget.”

”Når man som jeg har rundet de 60, begynder man at overveje, hvad man skal med resten af sit liv. Vi bliver gamle i min familie, så hvis vi nu siger, at jeg er her 30 år endnu, hvad vil jeg så? Derfor synes jeg også, det er spændende at rense ud i de foregående 30 år. Hvad kan jeg bruge og bygge videre på, og hvad skal smides ud og brændes?”, siger han.

Han holder sin seddel ind over sit fyrfadslys, så flammen får fat i kanten. Derefter lægger han den nænsomt i zinkbaljen, hvor den efter lidt hjælp brænder ud.

Runden fortsætter. Angst og usikkerhed viser sig at være et tema, som mange kæmper med og gerne vil af med.

”Jeg slipper al min angst, mit forsvar, mine masker og skudsikre veste,” siger en kvinde og krøller sin seddel, så den ligner et kræmmerhus.

Hun ryster på hånden, da hun sætter ild til den. Nu brænder angsten.

”Nu renser det,” siger Lotte Arnsbjerg, da en grå røg stiger til vejrs.

Hun folder sin egen seddel ud. Her har hun blandt andet tegnet et kors.

”Det har jeg tegnet, fordi jeg elsker Jesus. Han er min bedste ven. Men jeg synes ikke, at han hører til på korset. Jeg kan bedre lide, når han står med åbne arme ligesom i Vor Frue Kirke og i mit eget drivhus. For mit eget vedkommende vil jeg gerne give slip på idéen om, at jeg altid har så travlt. Jeg vil gerne kunne vågne op om morgenen og bare glæde mig over at være til.”

Hun brænder sin seddel, som er aftenens sidste.

Zinkskålen er fyldt med grå aske efter kyndelmissens vidnesbyrd. En krukke bliver hentet ind fra haven. Asken bliver hældt i bunden af krukken. Citrontræet bliver plantet oveni.

”Træet er et symbol på det, vi har givet slip på. Al vores affald bliver gødning, der får træet til at vokse,” siger Lotte Arnsbjerg.

Som en afslutning på ceremonien skal alle sige et nyt ord, som kan hjælpe med at overvinde de budskaber, som stod på sedlerne. Mod, styrke, selvkærlighed er nogle af de ord, der bliver nævnt.

Aftenens alderspræsident er 70-årige Knud Erik Banke. Han er pensionist og værtindens havemand. Tidligere var han distributionschef på Fyens Stiftstidende. Han har været med til kyndelmisse-fejring flere gange, selvom han egentlig ikke mente, at den slags var noget for ham. Men han må erkende, at det sætter tanker i gang. Under ceremonien i år kom han frem til, at han faktisk ikke havde noget at brænde.

”Jeg har været med til kyndelmisse her i Mosehuset siden begyndelsen. Jeg må sige, at alle dæmoner, gamle forhold, fortrydelse og ærgrelse er væk. Jeg havde ikke noget at brænde. Jeg nyder bare at være til sammen med de andre, men det har også taget mig 70 år at nå til den erkendelse. Tidligere sagde jeg, at jeg var ligeglad med, om jeg nåede at blive 70. Den kan jeg godt være flov over i dag, for det er slet ikke lige meget.”

I stedet for at brænde en seddel har han en sang med. Kai Normann Andersens ”Den allersidste dans”, som han har skrevet lidt om, så den passer til anledningen:

Altid vil vi mindes denne aften

Altid vil vi mindes denne stund

Vi smed tanker bort og drog nye frem

Her i lysets varme skær

En stor gryde rygende suppe simrer på komfuret. En bordplade bliver slået ud, og pandekager, pølser, laks, ost og brød bliver sat frem på den. Der er også øl, vin og te. Ligesom det var tilfældet ved 1800-tallets kyndelmissefester på landet, har alle i dag medbragt en lille ret og drikkevarer til en fælles buffet.

Folk sætter sig i små klynger rundt i stuen. Bønner til Gud, vejrtrækning og arbejdsliv er nogle af de emner, der flyver rundt i luften. Flere gange blæser den ulåste hoveddør op med stor kraft. Det lader til, at vinden netop i dag er så stærk, at de 18 kællinger har svært ved at holde den 19. på jorden. Lunere og lysere dage må være på vej.

45-årige Rikke Hartmann-Bossen er coach og deltog også i sidste års kyndelmisse-fejring. Ifølge hende gør det en forskel at brænde en seddel og give slip.

”Sidste år gav jeg slip på den dårlige samvittighed. Den selvgenererede dårlige samvittighed, som også handlede om, hvad andre synes om mig. Jeg har oplevet, at det er blevet markant anderledes i løbet af det år, der er gået. Jeg har sluppet den i sin dårlige form.”

Rikke Hartmann-Bossen opfatter sig selv som troende, men ikke på en bestemt gud. Alligevel kan hun sagtens se kvaliteten i at markere de kristne mærkedage, som de i aften har gjort med kyndelmissen.

”Det er fint at tage de gamle traditioner op og bruge dem, som man selv synes. Og sætte sit eget præg på dem - og gøre dem hyggelige og familiære. Jeg kan godt lide den ro og kultur, der er i kirken og dens traditioner.”

Lotte Arnsbjerg glæder sig over at have huset fuld af gæster. Folk inviterer hinanden for lidt på besøg, fordi det handler om at stille med det perfekte traktement frem for at fokusere på det gode menneskelige samvær, som er så vigtigt. De kirkelige højtider er en god anledning til det.

”Jeg kan enormt godt lide at holde fast i kirkens smukke traditioner og skikke, som også markerer årstidernes skiften. Og for mig er det vigtigste og smukkeste at dele dem med andre. Som jeg oplever Guds kærlighed, er det netop noget, der opstår, når vi mennesker gør noget sammen. Når vi spiser sammen, synger sammen og er sammen, så ler Gud. Frem for at vi ender som eremitter i hver vores hule,” siger hun.

En del af kyndelmissefejringen består i at tage afsked med gammelt åg. På en seddel skriver deltagerne det, de vil af med. Derefter bliver sedlen brændt i en zinkbalje. -
En del af kyndelmissefejringen består i at tage afsked med gammelt åg. På en seddel skriver deltagerne det, de vil af med. Derefter bliver sedlen brændt i en zinkbalje. - Foto: Petra Theibel Jacobsen
Da alle sedler er brændt, bliver asken fra dem hældt i bunden af en urtepotte, og et citrontræ bliver plantet oveni. Således bliver de tyngende tanker til gødning og nyt liv. -
Da alle sedler er brændt, bliver asken fra dem hældt i bunden af en urtepotte, og et citrontræ bliver plantet oveni. Således bliver de tyngende tanker til gødning og nyt liv. - Foto: Petra Theibel Jacobsen