Forleden tog min et-årige søn sit første skridt. Og den begivenhed skal naturligvis i avisen. Det var godt nok et meget lille skridt, især for menneskeheden. Måske kan man knap nok kalde det et rigtigt skridt. For Alfred, som han hedder, faldt straks på bagdelen, der i hans alder jo heldigvis er udstyret med airbag i form af bleen. En voksen ville sikkert være lidt flov over det klodsede fald, men for Alfred var det lille usikre skridt et frydefuldt fremskridt, som han straks fejrede med et stort, selvtilfreds smil.
For det lille skridt var den foreløbige kulmination på flere måneders træning. Han har nemlig stået op længe. Først med begge hænder på sofabordet, så med en klods i hånden (som om han bevidst snød sig selv til at tro, at klodsen var et sofabord, for at få balance) og til sidst frit stående i stuen uden støtteklods. Så små skridt med hænderne på sofabordet og altså nu med frie skridt og fald i stuen. Og hver gang han nu udfører et nyt stunt, stråler hele hans ansigt af stolthed, så alle hans fem tænder bliver åbenbaret i et begejstret smil.
Det genkender jeg hos mig selv. Jeg har altid haft uforskammet let ved at blive beruset over det, jeg selv kunne. Og det, tror jeg faktisk, er en vigtig barnlighed at bevare, hvis man vil udvikle sine evner.
Glæden ved at gøre og kunne nye ting er jo en vigtig motivation for at forsøge at flytte grænsen for, hvad man kan. Børn føler den selvglæde helt naturligt, mens vi voksne har det med at sammenligne os med andre.
Ja, det finder børn desværre også ret hurtigt ud af. Men min gamle guitarlærer Ebbe havde ret, da han før min forårskoncert i 5. klasse trøstende sagde til mig, at man aldrig skal sammenligne sig med andre. For jeg syntes ikke, at mit lille Bob Dylan-nummer med fire akkorder var noget at vise frem, når nu en af de andre drenge kunne spille hele den seje solo fra Gary Moores ”Still got the blues”. Men sådan kan man næsten altid finde en, der er bedre end en selv, og det kan hurtigt ødelægge ens eget stolte smil. Men min guitarlærer lærte mig at tænke anderledes. Derfor har jeg lært at spille (dårligt) på fem forskellige instrumenter og hver gang kunne frydes over, at det virkelig var mig, der skabte al den lyd. Og derfor lærte jeg også til sidst at læse og skrive, selvom jeg først gik i skolens specialcenter som klassens dårligste elev i dansk.
Nu er jeg journalist og forfatter til 10 bøger, så jeg kan levende forholde mig til den amerikanske forfatter Siri Hustvedt, der her i avisen har sagt, at trangen til at skrive er vigtigere end talentet. Faktisk mener hun, at det kræver en smule storhedsvanvid at være kunstner. For hvordan skulle man ellers tro, at det nyttede noget at sende nye bøger, sange og malerier ud i en verden fuld af mesterværker. Men på ét felt har jeg indtil videre tænkt, at jeg var et fortabt tilfælde. For i 37 år har jeg tænkt, at jeg simpelthen blev født med 10 tommelfingre. Som barn forsøgte jeg ofte forgæves at spille rollen som håndlanger for min praktiske far. Men jeg var og blev uduelig. Og allerede som søndagsskoledreng glædede jeg mig derfor over, at Himlen ikke var et håndværkertilbud, men at en tømrersøn havde lovet at gøre mange boliger klar til os.
Min eneste håndværkssucces fra min barndom var engang, hvor jeg fiksede min endnu mere upraktiske morfars cykelgear – ved den for ham imponerende operation at skrue dækslet af og give den olie. ”Sikke du kan,” sagde min morfar varmt og forbløffet, så jeg blev helt stolt. Men resten af mit liv har til min stakkels kones fortrydelse været en stor håndværksmæssig fiasko. Jeg har forsøgt at joke det væk ved at sige, at hvis hun ville have haft en ”handy mand”, skulle hun have valgt en lille mand. Men da vi efter sommerferien flyttede tilbage til vores gamle hus i Rønne på Bornholm, skete der lidt af en månelanding i mit liv. For da jeg opdagede, at muren i gårdhaven var så ødelagt, at man faktisk kunne se ind til naboen, besluttede jeg at prøve at fikse den – selv! Jeg vidste ikke, hvor meget mørtel jeg skulle bruge. Og da vi endnu ikke har bil, blev det til mange ture med barnevognen og en sæk med mørtel under. For jeg endte med at bruge over 250 kilo mørtel, og jeg blev så god til at pudse murene op, at jeg kunne hjælpe naboen.
Og mens jeg stod der og pudsede vægge op, blev jeg så beruset over mit murværk, at jeg næsten kunne fornemme min morfar smile stolt til mig fra Himlens perfekte boliger. Jeg håber, at han også kan se, at hans oldebarn, der har mellemnavnet Anton efter ham, nu næsten kan gå. Det lille vidunder har endda også lært at vinke og sidder nu som en lille selvtilfreds Buddha og vinker til alle, der vil se, hvad han kan. Sådan er min baby mit forbillede. For et vink fra en baby kan lære os andre at glæde os over vores egne små fremskridt.