Dansk fertilitetsbehandling giver Nordens største chance for at få tvillinger

Nye tal viser, at danske kvinder oftere føder tvillinger efter en fertilitetsbehandling end kvinder i resten af Norden. Årsagen er, at de danske fertilitetslæger har større tendens til at sætte to befrugtede æg op end deres skandinaviske kolleger.

»Vi har gjort en stor indsats og har halveret antallet af tvillingefødsler i de seneste par årtier, men vi har ikke været helt så restriktive i Danmark som i de øvrige nordiske lande,« siger Anja Pinborg, der er klinisk professor på Hvidovre Hospital og formand for Nordisk Fertilitetsselskab. Foto: Iris
»Vi har gjort en stor indsats og har halveret antallet af tvillingefødsler i de seneste par årtier, men vi har ikke været helt så restriktive i Danmark som i de øvrige nordiske lande,« siger Anja Pinborg, der er klinisk professor på Hvidovre Hospital og formand for Nordisk Fertilitetsselskab. Foto: Iris.

Når danske fertilitetslæger befrugter æg i reagensglas og sætter dem op i en kvindes livmoder, er der større sandsynlighed for, at kvinden bliver gravid med tvillinger, end der er, når kvinder i de øvrige nordiske lande får fertilitetsbehandling, viser en ny undersøgelse ifølge Videnskab.dk. 
 
For danske læger er langt mere tilbøjelige til at sætte to æg op i livmoderen ad gangen end i Sverige, Finland og Norge, hvor lægerne oftere nøjes med at bruge et enkelt befrugtet æg.

»Vi har gjort en stor indsats og har halveret antallet af tvillingefødsler i de seneste par årtier, men vi har ikke været helt så restriktive i Danmark som i de øvrige nordiske lande,« siger Anja Pinborg, der er klinisk professor på Hvidovre Hospital og formand for Nordisk Fertilitetsselskab.

»I Danmark sætter man to æg op cirka hver anden gang, man laver en fertilitetsbehandling. I Sverige og Finland nøjes lægerne med at bruge et enkelt æg ved 70-80 procent af behandlingerne,« fortsætter hun.

LÆS OGSÅ: Forskere: Her er den farligste sex-stilling 

I Danmark er 15 procent af alle fødsler efter assisteret befrugtning tvillingefødsler, mens kun cirka 5 procent af fødslerne efter assisteret befrugtning i Sverige er tvillingefødsler, viser den nye undersøgelse, som tager udgangspunkt i data om 92.000 børn fra Danmark, Sverige, Norge og Finland, der mellem 1988 og 2007 kom ud af den type fertilitetsbehandlinger, hvor æg bliver befrugtet i et reagensglas (IVF-behandlinger).

Undersøgelsens resultater er netop publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Human Reproduction.

Anja Pinborg, som har været med til at lave undersøgelsen, ser gerne, at Danmark kommer ned på det samme niveau som i Sverige, når det gælder tvillingefødsler.

»I Danmark er antallet af tvillingefødsler reduceret markant fra 30 til 15 procent i løbet af de sidste ti år, men ikke lige så meget som i de andre lande i undersøgelsen. Vi skal gerne ned på 5-8 procent,« siger Anja Pinborg.

LÆS OGSÅKvinder i fertilitets-behandling får sundere børn 

I Norden er andelen af IVF-behandlinger, der resulterer i tvillingegraviditer, samlet set mere end halveret i det seneste årti: I perioden 1989-2002 var 23 procent af de nyfødte skandinaviske IVF-børn tvillinger. I 2007 var tallet faldet til 11,6 procent. I Danmark er antallet af tvillingfødsler kun faldet fra cirka 28 procent i 1995 til cirka 19 procent i 2007.

Det faldende antal tvillingefødsler tyder på, at lægerne i Norden generelt ikke så ofte sætter flere end et æg op, som de gjorde tidligere. Det har en positiv effekt på de nyfødte børns helbred, siger Anna-Karina Aaris Henningsen:

»Når man sætter flere æg op, er der en større risiko for, at man laver tvillinger, og som udgangspunkt er der en større risiko for, at tvillinger bliver født for tidligt og vejer for lidt ved fødslen. Desuden er der en risiko for, at et af de fostre, der kommer ud af de befrugtede æg, går til inde i moderens mave, og at det påvirker den tilbageværende tvillings udvikling negativt.«

LÆS OGSÅSå meget koster det at skabe et barn med kunstig befrugtning 

Sverige står for det største fald i antallet af tvillingefødsler. Her er antallet af tvillingefødsler faldet fra næsten 30 procent til 5 procent siden starten af 1990erne.

Samtidig er Sverige det land, hvor færrest IVF-børn - 12,8 procent - bliver født for tidligt. Til sammenligning bliver 21,1 procent af de danske IVF-børn født for tidligt og andelen er stort set ikke faldet siden starten af 1990erne.

Sveriges store fald i antallet af tvillingefødsler og for tidligt fødte IVF-børn kan skyldes, at landets sundhedsmyndigheder har valgt at sanktionere svenske fertilitetslæger økonomisk, hvis de sætter mere end et enkelt æg op ad gangen i en kvinde, der er under 36 år. I Danmark er det derimod i høj grad op til de danske læger selv at vurdere, hvor mange æg, de vil sætte op.

Ifølge Anja Pinborg er Dansk Fertilitetsselskab i øjeblikket i gang med at stramme retningslinjerne op, så de fremover klart opfordrer danske læger til kun at sætte et æg op, når de giver kvinder under 40 år fertilitetsbehandling.

I de seneste årtier er fertilitetslægerne blevet dygtigere, teknikkerne er blevet forfinet, og kvinderne venter i kortere tid på at komme i behandling. Derfor er der en større chance for, at det kan lykkes at blive gravid med et enkelt æg.