Jeg behøver ikke at dyrke de sørgelige minder, for at jeg kan mærke min mor

For 15 år siden døde Karen Troldborgs mor af kræft. I en ny digtsamling skriver datteren op ad sin afdøde ...

For 15 år siden døde Karen Troldborgs mor af kræft. I en ny digtsamling skriver datteren op ad sin afdøde mors digte, og i forbindelse med skriveprocessen har andre og mere positive minder materialiseret sig. - Foto: Petra Theibel Jacobsen

Siden hun døde, har jeg i perioder vendt tilbage til de sidste to uger af hendes liv og ikke kunnet slippe det billede, jeg har haft af hende fra dengang.
Karen Troldborg

Karen Troldborg har i perioder haft svært ved at huske sin nu afdøde mor som andet end syg og bange. Men da datteren indledte en slags samtale med sin mor i digtform, begyndte moderen at fremstå i et andet lys

En af de sidste dage Karen Troldborgs mor Kirsten stadig var hjemme, inden kræften fik overtaget, og hun blev indlagt og døde, råbte datteren i raseri af hende, fordi hun ikke ville spise de rugbrødsmadder, hun havde smurt.

Det er minder som dette, der de senere år er dukket op i sanger og sangskriver Karen Troldborgs bevidsthed fra tid til anden. Minder, der har kredset om sygdom, død og de ting, hun fortryder at have gjort eller ikke at have fået sagt i den sidste tid med moderen.

Minder, der nogle gange har fået Karen Troldborg til at glemme, at det liv, hun havde med sin mor, i virkeligheden var formet af kærlighed og varme snarere end af sygdom.

”Siden hun døde, har jeg i perioder vendt tilbage til de sidste to uger af hendes liv og ikke kunnet slippe det billede, jeg har haft af hende fra dengang. Men i dag kan jeg mærke hende i mig som hele den person, hun var. Ikke længere som døende og bange, men som min mor med alt det gode - og det dårlige - hun indeholdt,” siger Karen Troldborg.

For nylig udkom Karen og Kirsten Troldborgs fælles digtsamling ”Over Revet Langt Ude”. Den er det håndgribelige bevis på, hvordan Karen Troldborg det seneste års tid har arbejdet på at nå dertil, hvor hun er i dag.

”Over Revet Langt Ude” er en samtale i digtform mellem en mor, der er død, og en datter, der lever. En samtale, der krydser tid og sted og blæser døden et stykke. 180 sider, skiftevis sorte med hvid skrift og hvide med sort skrift, skiftevis skrevet af mor og datter, skiftevis skrevet i fortiden og i nutiden.

Historien om ”Over Revet Langt Ude” begynder således for omkring 25 år siden. Det var dengang, Karen Troldborgs mor begyndte at skrive den første del af den samling, der nu er udgivet.

I 1987 blev Kirsten Troldborg ramt af kræft, først i det ene bryst, så i det andet og så i knoglerne. Hun skulle dø, troede lægerne og hun selv. Havde den dengang seksårige Karen ikke levet i sin egen magisk-realistiske verden, hvor hun troede fuldt og fast på, at hun kunne synge døden ud af sengen og blæse sygdommen ud af moderens knogler, havde hun nok heller ikke troet, hendes mor ville overleve.

Men Kirsten Troldborg overlevede. Efter fem års sygdom blev hun på nærmest mirakuløs vis erklæret rask. Otte år senere vendte sygdommen tilbage, og kort efter døde hun, otte dage inde i det nye årtusinde.

I de år, hvor Kirsten Troldborg levede i et limbo mellem liv og død, skrev hun. Om sygdommen, om frygten for at skulle dø, om de tanker, hun gjorde sig om, hvordan båndet mellem hende og dem, hun elskede, ville bestå, når hun ikke længere var der.

Det er disse ord, fulde af angst, men også fulde af håb, kærlighed og tro, der et kvart århundrede senere har inspireret Karen Troldborg til at komme lidt nærmere sin mor.

For Karen Troldborg har projektet i høj grad handlet om at udforske det, Johannes Møllehave skriver i et af sine digte, som hun i årevis har båret med sig.

”Han skriver, at du må 'genopvække dine døde, thi de er måske slet ikke rigtigt døde engang.' Jeg har altid været draget af den tanke, men også haft lidt vanskeligt ved at forholde mig til den, siger Karen Troldborg.

Allerede i 2012 gjorde hun sit første forsøg på at føre Johannes Møllehaves ord ud i livet, da hun skulle lave sit kandidatprojekt ved Det Jyske Musikkonservatorium.

”Jeg ville lave en installation, hvor himmel og jord skulle mødes, mens jeg spillede og sang. Det var noget med et kæmpestort spejl, nogle projektioner og noget med, at jeg skulle forestille at rende rundt nede i gangene under sygehuset, hvor jeg var med min mor, da hun var syg. Men da jeg gik i gang, kunne jeg slet ikke rumme det, jeg gerne ville udtrykke. Jeg var ikke parat, og jeg endte med at lave noget helt andet,” siger hun.

Hendes daværende kæreste og nuværende mand, filminstruktøren Kristian Sønderby, syntes imidlertid, at det var ærgerligt, at hun var stoppet der, hvor det begyndte at blive rigtigt spændende. Og det irriterede Karen, for hun vidste, han havde ret.

Så da hun sidste år genlæste moderens gamle digte og kunne mærke, de vækkede noget i hende, der var dragende og gjorde lidt ondt, vidste hun, at hun var nødt til at udforske det helhjertet.

På det tidspunkt var hun netop flyttet fra Aarhus til København og havde endnu ikke fundet arbejde, så hun begyndte at tage på biblioteket og skrive. Hun skrev og skrev, fem timer i streg, dag efter dag, uden at hun rigtigt vidste, hvad det skulle ende med.

”Jeg besluttede mig for, at nu ville jeg gå ind i det, og der var ikke noget, der skulle holde mig tilbage denne gang,” siger Karen Troldborg.

Dissekeringen af de gamle minder, der i årenes løb var dukket op fra tid til anden, var i lang tid hård ved Karen. Men efterhånden som hun kom længere og længere ind i de tanker og følelser, moderens digte vækkede i hende, vendte det.

Efterhånden blev timerne, hun tilbragte på biblioteket i selskab med ordene, nogle, hun ikke ville være foruden.

”Det føltes på den ene side lidt som et tabu og lidt sygt at være voksen og have behov for at tale med min mor på den måde, men det var også enormt dragende. Jeg fik en fornemmelse af, at jeg hver dag gik hen og talte med hende. Når hun sagde det eller det i sit digt, hvad skulle jeg så sige i mit, hvilken retning sendte det mig i? Det var meget interessant at udforske,” siger Karen Troldborg.

Ikke alene bearbejdede Karen de minder, der i årenes løb var vendt tilbage med jævne mellemrum, andre og mere positive minder begyndte også at materialisere sig. Som når hun læste digtet, hvor hendes mor nævnte et sengebord, der stod på hendes stue på hospitalet. Det fik datteren til at huske det slik, moderen gemte til hende i bordets skuffe.

Og det fik så igen Karen Troldborg til at huske, hvor dejligt hun faktisk ofte havde det med sin mor, og hvor ubetydelig en rolle sygdommen for det meste spillede, når de var sammen. I det digt, hvor hun svarer på moderens, skriver Karen Troldborg: ”eftermiddagene er lange og bløde/ og endeligt har vi/ tiden helt for os selv”.

“Det er ikke sådan, at jeg har fundet en mirakelkur og er happy-happy hele tiden nu. Jeg savner hende jo stadig. Men jeg har lært, at jeg ikke behøver at dyrke de sørgelige minder, for at jeg kan mærke hende. Det er, som om ordene på en måde har givet os et sted, vi kan mødes. Der er et evighedsperspektiv i ordet. Når jeg sidder med digtene, har jeg en fornemmelse af, at selvom hun er død, er hun ikke væk.”

To Uddrag fra "Over revet langt ude":

”Alene i denne nat hvor
hjertet føles alt for levende
vover jeg mig ud på bønnens 
vinger og jeg ved ikke hvor 
langt de rækker og jeg ved 
ikke hvor de fører hen 

men lad mig også i morgen
se bladene hvirvle i storme 
af efterår høre børnene juble 
i løvfaldet og til sidst derude 
hvor intet menneske 
mer' kan følge mig 
mærke deres varme 
kinder imod min” 
(Kirsten Troldborg, cirka 1992) 

”Du har altid bedt Fadervor med os
før vi skal sove 
og den gamle remse 
kommer til mig 
om natten 
og jeg messer mekanisk
til tomheden over hovedet 
og de kolde stjerner 
der måske allerede er døde 
og slutter bønnen med 

min kind 
mor 
skåret med bogstaver 

til ord
og ord er alt
der er tilbage
her er den mor 
M I N K I N D” 
(Karen Troldborg, 2015)