Der er dage, hvor sorgen ikke fylder så meget. Hvor det lykkes Mia Madsen at lade den ligge i en skuffe i et mentalt arkivskab. Det er gode dage, fortæller hun. Andre dage tordner sorgen frem, maser sig på, så gråden næsten konstant sidder som en boble i halsen og venter på at springe. De dage kommer alle spørsmålene op igen, afvisningens kolde smæld og smerten over de tabte år, der ikke kommer igen.
Sorgen har været en fast følgesvend for 49-årige Mia Madsen i ni år. Da hendes yngste søn Simon var syv år, begyndte han at trække sig ind i sig selv og ville ikke se sin mor. Han ville heller ikke i skole, men kun sidde på sit værelse i sin fars hus og spille computer. Uanset hvad Mia Madsen gjorde, kunne hun ikke få kontakt til ham, og forvirringen, afvisningen, vreden, magtesløsheden og sorgen fyldte alt, indtil Simon fyldte 14 år.
Her besluttede Mia Madsen sig for at give slip på forventningerne og kravene på at få svar og i stedet fokusere på de positive glimt. Samtidig blev Simon diagnosticeret med aspergers, en neuropsykiatrisk tilstand, der hører under autismespektret, og som påvirker evnen til at interagere socialt og ofte giver begrænset og stereotyp adfærd.
I dag ses Mia Madsen med Simon hver weekend. Relationen er ikke en almindelig mor-barn-relation, men Mia Madsen er lykkelig over den kontakt, der trods alt er, og at tingene går i den rigtige retning. Men vejen dertil har været hård. Mia Madsen var en overgang ved at opgive håbet, og hun følte sig alene med sorgen over en situation, der var ualmindelig og tabubelagt.
For når børn vender sig mod deres forældre, er det typisk med den voksnes overblik og efter dybe overvejelser. Simon var bare et barn og kunne ikke sætte ord på, hvorfor han reagerede, som han gjorde. Mia Madsen øver sig i at se de mistede år som en livserfaring, omend en dyrekøbt en. For hun har lært noget om sorg og om den dybe kærlighed, en mor har til sit barn. Også selvom barnet ikke giver kærligheden tilbage.
”Det er jo en sorg, et tab. Selvom Simon ikke var død, var han jo død for mig. For relationen var der ikke. Jeg kunne se ham fysisk, og han kunne være i mit hjem, men jeg kunne ikke give ham et knus, han søgte mig ikke, han talte ikke til mig, og jeg kunne ikke møde hans blik. Det er der, tabet ligger. Der er nogen, der taler om sorg som kærlighed, man ikke kan komme af med. For mig er sorg kærligheden til dem, vi ikke kan nå,” siger hun.
Simon var kun otte år, da han begyndte ikke at ville i skole og opstillede en voksende liste af ritualer, han og familien skulle igennem, før han ville gå ind i klassen. Skolen forsøgte at komme ham i møde, men situationen forværredes langsomt og bredte sig til, at han ikke ville hjem til Mia Madsen, når han og storebror Jacob skulle være hos deres mor. I begyndelsen skulle Mia Madsen hente ham hos sin eksmand, men til sidst ville han ikke med. Nogle gange måtte hun opgive.
Mens Jacob ingen problemer havde med at være skiftevis hos sin far og mor, lykkedes det kun af og til Mia Madsen at få Simon med. Han ville ikke sove hos hende, og han kunne finde på at hoppe ud af vinduet og løbe tilbage til faderen. Samværet blev anspændt, for mens Mia Madsen prøvede at lokke med livretter og yndlingsfilm og vejede sine ord på en guldvægt for ikke at komme til at sige det forkerte, talte Simon ikke til hende, så ikke på hende, vendte sig bort fra hende.
Samtidig udviklede hun den sorg, hun stadig bærer rundt på. For frustrationerne, spørgsmålene, der ikke blev svaret, forvirringen over, at et ressource- stærkt menneske, der havde en almindelig, kærlig relation til storebroderen, men ikke kunne skabe kontakt til sit yngste barn, voksede og blev til en fysisk smerte. En smerte, hun i stor grad følte sig alene med.
”Folk kunne sige, at Simon trods alt ikke var død. De fokuserede på, at det var noget midlertidigt, at det nok snart blev fikset. Nogle sagde, at han trods alt ikke havde kræft. Jeg forventede egentlig ikke, at folk forstod situationen, for det gjorde jeg heller ikke selv. Men jeg savnede en opmærksomhed og en omsorg, en interesse og en nysgerrighed. Jeg tror, det gælder for mange i sorg, at man må indse, at det allersværeste i livet er vi alene med. Med sorgen fulgte en stor ensomhed, fordi det var så svært at forstå. Og ensomheden mærkedes ofte tydeligst i mødet med andre,” siger hun.
Hun følte sig mislykket med noget af det største og vigtigste i livet, når hun stod og bankede på eksmandens dør og kunne se Simon på den anden side, som ignorerede hende og ikke lukkede op. Og det blev til et dilemma.
”Jeg tænkte, skal jeg købe en drømmeseng og lægge mig til at sove her? Hvornår skal man give op? Hvor meget skal man passe på sig selv? Jeg havde jo også et andet barn, som havde det godt, og som jeg også skulle være en ressource over for. Jeg tror, at enhver mor vil sige, at de ville købe drømmesengen og lægge sig der, indtil han gav sig. Det ville jeg også selv have troet, men jeg havde jo også en forpligtelse over for min anden søn og for mig selv,” siger hun.
Sorgen var der altid. Hun holdt Simons værelse og købte tøj til ham og dinosaurer til hans dinosaursamling, men han brugte det ikke. For hende var det en form for stille insisteren på at være hans mor, selvom det var hårdt at se ned på de små, sammenfoldede, ubrugte trøjer i skuffen. Hun forsøgte at holde fast i de få ting, der kunne give en trøst.
”For eksempel ved jeg, hvor vigtigt det første år er for et lille barn. Det er der, man grundlægger barnets mulighed for at føle sig velkommen i verden. Jeg gik hjemme med ham det første år, og det var noget af det vigtigste at tænke på. At Simon har fået alt, hvad et lille barn har behov for fra mig, og jeg var med til at give ham det, mens jeg stadig var en rigtig mor for ham,” siger hun.
Hun mistede langsomt håbet om, at tingene ville ændre sig. Og da Simon gik i 8. klasse og slet ikke gik i skole, ramte hun vejens ende. Hendes psykolog rådede hende til at gå en anden vej. Nu kunne der ikke hentes mere i sorgen. Det var som en skillevej, hvor hun på den ene side kunne blive ved at stille spørgsmål og sørge og på den anden side kunne vende de små glimt af kontakt til Simon til lyspunkter, der gav energi. Hun måtte overleve.
”I sorgen ligger en risiko for, at den formørker hele livet. At man stivner som menneske og helt glemmer, hvordan man er lykkelig. Min overlevelse var min drivkraft i skabelsen af et godt liv, bevarelsen af min værdighed og at være en god mor for min anden søn,” siger hun.
”Jeg gav nok lidt slip. I sådan en situation kan man enten vælge at gå i krig, eller man kan forsøge at nærme sig hinanden ud fra den præmis, der nu er, og håbe, at fundamentet for gode, sunde og kærlighedsfulde relationer ikke er ødelagt for altid. Jeg måtte gå fra at være meget frustreret over mangel på samvær, ingen kontakt, afvisning til at sætte umådeligt stor pris på den smule kontakt, der var. Helt konkret har jeg fået træning i at åbne mit hjerte mod de positive ting, Simon giver mig, i stedet for at fokusere på det, han ikke giver,” siger hun.
Mia Madsen forklarer, at hun på den måde har måttet omdefinere rollen som mor over for Simon. Bevæge sig væk fra den måde hun var mor på over for Jacob, hvor hun lægger vægt på at være i god kontakt, være nærværende og have en dialog.
”Når man får et barn, har man en masse forventninger til, hvordan ens kærlighed skal komme til udtryk, og hvordan relationen bliver. Dem skulle jeg nedtone og være tilfreds med det, der var. Jeg måtte gå forsoningens og kærlighedens vej, så jeg kunne bevare min værdighed og være noget for min anden søn. Men også så Simon havde mulighed for at komme tilbage på en måde, der ikke krævede noget af ham. Det gør jeg ved at møde ham uden krav, uden spørgsmål, men bare møde ham i glæde og kærlighed. For tænk, hvis han egentlig gerne ville tilbage, men ikke orkede det, fordi han skulle svare på en storm af spørgsmål. Det ville jo være forfærdeligt,” siger hun.
”Før gik jeg vildt op i, hvor lidt samvær med Simon jeg havde. Nu værdsætter jeg det, når han endelig er her. Så betyder det ikke så meget, om han er her i to eller fire timer. Men jeg kan mærke, at relationen skaber en kontakt. Måske varer den kun 5 eller 10 minutter, hvor der er en god dialog, eller hvor jeg kan give ham et knus eller sige ’søde Simon’, og han siger ’søde mor’ tilbage. Det kan være små ting, men jeg ved, at vi har hinanden. Og de små øjeblikke er så meget værd,” siger hun.
Samtidig med Mia Madsens nye tilgang til Simon, fik han diagnosen aspergers. Og han fik lyst til at gå i skole igen, da et nyt skoletilbud med autismepædagogik, som lægger vægt på anerkendelse, gav ham en række faglige succeser. Uanset om det var det ene eller det andet, der gjorde udslaget, bevæger relationen mellem Simon og hans mor sig i dag i den rigtige retning.
Mia Madsen får nok aldrig endegyldigt svar på, hvad der gjorde, at Simon vendte sig mod hende. Om det var udviklingsforstyrrelsen, skilsmissen mellem forældrene og det deraf følgende skift mellem barndomshjemmet og moderens nye hus, eller om det var en modstand mod de stigende krav fra skolen. Det kan overvælde hende at tænke på de ting, hun er gået glip af i de år, hvor hun ikke så ham regelmæssigt.
Hun kan stadig være bange for, at den gode udvikling vender igen. At han pludselig skal trække sig væk fra hende. Det er et beredskab, der sidder i maven, og som gør, at hun stadig er bange for at sige det forkerte eller ikke gøre det godt nok. Hver dag er en øvelse i at fokusere på det positive i, at det går den rigtige vej, og på gode dage kan hun endda glemme sorgen for en stund. Hun har lært at acceptere den som en del af hende og hendes historie. En følgesvend, der har givet hende usigelig smerte, men også en forståelse af den stærke kærlighed, der er fra mor til barn.
”I ægteskabet elsker vi med et vagtsomt hjerte, vi elsker under bestemte omstændigheder eller til en vis grænse, og kærligheden kan dø ud. Sådan er det ikke med vores børn. Min søn viste mig ingen kærlighed, han kunne ikke engang give mig et knus. Men jeg elskede ham alligevel af hele mit hjerte. Det er sådan en stærk kærlighed.”
Mia Madsen har valgt at være anonym i artiklen, ligesom Simon og Jacob også er opdigtede navne. Redaktionen er bekendt med deres rigtige navne.