Fra stuevinduerne i det præmierede hus midt mellem Struer og Holstebro i Nordvestjylland - bygget tværs over slægtsgårdens tidligere mødding, med skyldig hensyn til områdets gamle ahorntræer - er der udsigt over grønne vindblæste marker til kirken. Hjerm Vestre Kirke, hvis hvidkalkede tårn i et karrigt solstrejf strækker sig op over landskabet og forbinder himmel og jord, evighed og traditionens lange stræk.
Her blev hans forfædre døbt, viet og begravet fra, og på familiegravstedet på kirkegården hviler hans slægtninge flere hundrede år tilbage. Ude i haven, hvorfra udkigget fortsætter til kirken, står nu hans egen gravsten, som også skal derop, når tid er, men indtil da fungerer den som havebænk. Gravmælet/havebænken er et kunstværk af billedhuggeren Erik Heide. En aflang, groft tilhugget stenblok med græsk kors og salmelinjen “Livets Gud mig skærmer” fra Jakob Knudsens ”Se, nu stiger solen af havets skød”.
Niels Ausum, pensioneret bonde og bankmand, forklarer sin bestilling på et gravmæle i levende live med, at han, “når jeg engang sidder deroppe, hvor jeg håber at komme”, ikke vil risikere at skulle irriteres over, at en eller anden rædsel af et gravminde bliver sat over ham på familiegravstedet.
Sagt med et smil.
Og at gravstenen så kan bruges til noget så lavpraktisk som havebænk, og siden som bænk på graven, tiltaler ham.
”Da jeg for to år siden fejrede min 75-årsfødselsdag, sad tre af gæsterne på stenen og snakkede sammen: En dame med et glas hvidvin og en cigaret, en mand, der stoppede sin pibe, og en med sin ølflaske og fotografiapparat. Det er jo sådan, det skal være: Når jeg skal begraves, vil der ikke blive inviteret til mindesammenkomst, men til gravøl, og der skal synges af hjertens lyst. Bægerklang og salmesang. Det skal ikke være trist og sørgeligt, for der er jo ikke noget at græde over, når man siger farvel efter et godt liv.”
Den 77-årige Niels Ausum snakker dagligt med sin Gud, når han går rundt derhjemme. Ikke mindst på hans ældre dage, hvor ensomheden omkring ham er vokset, er Vorherre i stadig højere grad blevet hans samtalepartner.
”Det kan godt engang imellem føles lidt abstrakt, men jeg har jo ikke andre at snakke med, og når jeg står under bruseren om morgenen, er der da grund til at sige tak for, at jeg stadig er rask og selv kan komme ud af min seng. Før ville man måske bare sige, at man var heldig, når noget gik godt, men det er jo ikke en selvfølge. Jeg takker mange gange Vorherre i løbet af en dag.”
Men samtidig kan han også ind imellem skælde lidt ud på ham, Vorherre, fordi livet kom til at forme sig, som det gjorde. Ligesom han kan blive vred på sine forlængst afdøde forældre. Havde det ikke været for dem, og den forpligtethed over for familien og slægtsgården, de opdrog ham til, ville det måske have formet sig ganske anderledes. Måske havde han så fået den ægtefælle og de børn, han havde håbet - og nu savner.
”Der er på en måde noget unormalt i, at man ikke efterlader sig efterkommere,” mener han, “og måske var det blevet helt anderledes, hvis jeg ikke var blevet hjemme hos mine forældre, men jeg skulle jo overtage slægtsgården. Det var jo hele tiden meningen. På den anden side er det måske kun mig selv, jeg kan bebrejde, og på mange måder har jeg det jo godt, men det har været en kamp at være alene. Det har det været gennem hele livet, synes jeg.”
Måske allerværst da det på et tidspunkt som midaldrende gik op for ham, at han nok aldrig ville få opfyldt sit ønske om at blive gift og måtte indstille sig på en tilværelse som ungkarl resten af sit liv.
”Mange venner og en stor omgangskreds kan jo ikke erstatte savnet af en kvinde. Det største savn er måske, at jeg har manglet den fortrolighed, som opstår i et godt ægteskab. Har jeg været ude til en fest eller noget andet, har jeg ingen at dele mine oplevelser med. Der er kun tomme stuer, når jeg kommer hjem.”
Selvfølgelig er der også det seksuelle. Det taler man ikke så meget om i de kirkelige kredse, hvor han færdes, men Niels Ausum vedstår savnet. Udtrykt poetisk: Savnet af en kvinde at favne.
”Jeg har jo ikke engang haft nogen at gå hånd i hånd med,” tilføjer han.
Som enlig kan festerne være noget af en prøvelse, funderer den ellers selskabelige Niels Ausum.
”Den enlige bringer forstyrrelse i bordplanen, og man ved aldrig, hvem man nu vil blive placeret sammen med. Det kan godt være en blandet fornøjelse.”
I sit arbejdsværelse har han to portrætter hængende, som ser over skulderen på ham, når han sidder ved computeren: Et olietryk af Indre Missions-høvdingen Vilhelm Beck (1829-1901) og et maleri af den landskendte grundtvigske valg- og frimenighedspræst i Holstebro, Morten Larsen (1851-1936), som moderen købte på en auktion i Holstebro for fire kroner. Hun kom fra Indre Mission, faderen fra det grundtvigske, og Niels blev opfostret i en kristentro, præget af begge retninger.
Blandt hans faste daglige ritualer er radioens morgenandagt, der bliver fulgt med opslået salmebog.
”Kristendommen har givet mig styrke og fred i livet,” siger han. Troen på det evige liv, med håbet om at gense sine kære, bærer over kløften mellem liv og død. Derfor er han afklaret i forhold til sin egen død. Derimod har han det skidt med, at familien vil uddø med ham.
”Jeg bliver jo den sidste af Ausum-familien, og det piner mig. Det er syv generationer i lige linje på min fars side, der nu uddør med mig. Syv generationer, som har haft gården 300-350 år tilbage.”
I den forbindelse betyder det mindre, at gårdens bygninger rent faktisk allerede er væk. De blev fjernet i midten af 1990'erne, da Niels Ausum endelig gjorde op med en del af sin fortid: Rev avlsbygningerne ned og erstattede det gamle stuehus med de fine stuer, der nu stod tilbage fra fortiden og næsten aldrig blev brugt, med sit nuværende hus. Det er siden blevet præmieret af Struer Kommune for god bygningskunst med hensyntagen til områdets ”agrare” byggetradition.
Men selvom de gamle bygninger fra 1878 er væk, lever Vester Ausum videre. Slægtsgården er fortsat del af postadressen og en levende og intakt del af Niels Ausums forestillings- og begrebsverden.
Måske skulle han dengang være flyttet, men tiden var forpasset. Derfor blev det også her, han byggede nyt.
”I dag kunne jeg ikke tænke mig at bo andre steder end her. Nu vil jeg gerne blive boende, til jeg dør,” siger han.
Selvom Niels Ausum ret hurtigt fandt ud af, at hans kald her i livet, trods faderens forventninger, ikke var at blive landmand, og i stedet endte med en bankuddannelse, blev han alligevel boende på gården og drev den videre med forpagtning sammen med moderen efter faderens død i 1966.
Først efter moderens død 14 år senere og det derefter følgende nybyggeri, flyttede han fra det kvistværelse, som igennem alle årene havde været hans hjem: Et værelse med eget toilet og håndvask, men skulle han under bruseren, måtte han igennem forældrenes soveværelse og ind i deres badeværelse. Så meget privatliv var der ikke plads til.
”Jeg skulle jo have givet mig selv et spark og flyttet, så jeg kunne være kommet videre. Men jeg var for forsigtig, og så var der jo hele tiden det med slægtsgården og forventningerne til, at jeg skulle overtage den. Sådan var det på landet mange steder dengang. Jeg er jo langtfra den eneste, der har været i den situation. I dag er jeg bare glad for, at vi ikke var flere søskende, som så kunne være endt med at gå ugifte derhjemme med hinanden på vores forældres gård.”
Niels Ausums far var barnløs enkemand, da han som 50-årig blev gift igen med sin anden hustru, og de fik sønnen.
”Far sagde tit til min mor: Før du kom ind i min tilværelse, var jeg altid alene blandt fremmede',” fortæller Niels Ausum, og ser på kirken i horisonten. Tilføjer så, med et resigneret suk: “Det er jo præcis, som jeg oplever min tilværelse i dag. Som enlig er man altid alene blandt fremmede', og det bliver alle gamle uden familie. Der er jo stor forskel på at have en stor slægt, som jeg har det, men ikke sin egen familie.”
