Verden set fra Mogens Lykketofts position som formand for FN's Generalforsamling er, her på randen af det nye år, et broget syn med både mørke og lyse toner.
”Den sorte del af billedet er antallet af konflikter og katastrofer, der knytter sig til konflikterne, med stigende antal af dræbte, flygtningestrømme og folk, der er fordrevet hjemmefra. Og indtil nu har FN ikke været udrustet med tilstrækkeligt mandat, hverken til at få Sikkerhedsrådet til at stoppe konflikterne med Syrien i spidsen eller til at få tilstrækkelige ressourcer til at hjælpe alle de mennesker på flugt.”
”Det sidste tror jeg, at der er en vis udvikling i, om ikke andet så fordi europæerne har fundet ud af, at når de i årtier kun har snakket om at hjælpe i nærområderne, men ikke for alvor har gjort det, så kommer problemerne til dem selv. Det er selvfølgelig en trist baggrund, men ikke desto mindre oplever jeg en større forståelse. Og FN tager nu, med generalsekretæren i spidsen, en række initiativer i forhold til at få større donorbistand til og omkring Syrien og de andre konfliktzoner i verden.”
”Og så håber vi en lille smule mere på, at der er mulighed for politiske løsninger de tre steder, hvor konflikterne hærger,” siger Mogens Lykketoft og nævner enigheden i FN's Sikkerhedsråd den 18. december - under fælles amerikansk ledelse - om omsider at starte en fredsproces i Syrien, Yemen - hvor der er udsigt til våbenstilstand - og Libyen, hvor en samlingsregering kan være undervejs.
”Så der er nogle lyspunkter i mørket,” siger den 69-årige socialdemokratiske folketingspolitiker, der har orlov frem til 1. september 2016 for at varetage topposten i FN.
Mødet med Mogens Lykketoft finder sted kort før jul i Eigtveds Pakhus ved Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads på Christianshavn. Senere samme dag skal han tilbage til New York, hvor han bor sammen med sin hustru, Mette Holm, og hvor han skal tilbringe julen for at deltage i FN's afsluttende budgetforhandlinger. Nytåret skal holdes i Danmark, hvor han også lørdag den 9. januar skal fejre sin 70-årsfødselsdag. Den 10. januar er det retur igen til New York på 70-årsdagen for det første møde i FN's Generalforsamling i 1946.
”Så der er et dobbelt 70 år at fejre der,” siger Mogens Lykketoft, der befinder sig godt i rollen som formand.
”Det er utroligt spændende. Når man har brugt næsten hele sit bevidste liv på at interessere sig for internationale forhold, er det en enestående mulighed at få lov til at arbejde med det her. Jeg tror også, at det betyder noget, og så kan man sige, 'kan du måle det?'. Næ, det kan jeg sådan set ikke. Men jeg kan måle det på, at noget af det første, der skete - også før jeg tiltrådte - var, at store lande som Tyskland, Indien, Japan og Kina inviterede formanden for generalforsamlingen til at besøge dem og brugte mange timer på at fortælle om deres ønsker og for at høre om vores planer. Efter nytår skal jeg til Brasilien, Golfen, Jordan og forskellige andre steder, og jeg har en række rejseaktiviteter sidenhen også,” siger Mogens Lykketoft.
En af de ting, som får Mogens Lykketoft til at se lysere på den internationale udvikling i verden, er den voksende internationale forståelse af de globale problemer, som har resulteret i en stribe samlende beslutninger i FN. På FN's tredje konference i Addis Abeba i Etiopien i sommer om finansiering af udvikling blev en række retningslinjer vedtaget. I september vedtog alle verdens lande enstemmigt de 17 bæredygtige udviklingsmål på en FN-konference i Geneve. Og i december kom så klimaaftalen på COP21 i Paris.
”Det er alle tre store spring fremad i forståelsen af, at denne verdens problemer hænger sammen, at vi kun kan løse dem i fællesskab, og at det er nødvendigt med meget hurtig aktion, hvis vi overhovedet skal have mulighed for at løse dem i sammenhæng. Den samlede fortælling omkring det er, at vi er gået fra at have et program, der hed årtusindemålene, som handlede om, at der skal være færre fattige mennesker i de fattige lande, til at have nogle målsætninger, der handler om alle mennesker i alle lande, og forståelsen af, at hvis vi skal udrydde global fattigdom, skal vi over på et helt andet spor end det, vi har fulgt de foregående mange år.”
”Det er ikke nok med økonomisk vækst. Det er slet ikke bæredygtigt med økonomisk vækst af den type, vi har haft. Vi er nødt til at satse meget mere på en ordentlig fordeling af ressourcerne inden for landene og mellem landene til at bekæmpe den helt grundlæggende ulighed, der eksisterer i denne her verden, meget mere systematisk.”
”Og vi er nødt til at bekæmpe fattigdom og ulighed med en langt større indsats for at forebygge miljøkatastrofer og klimaforandringer.”
”Hvis ikke vi gør det sidste, så ved vi, hvis vi overhovedet tror på videnskaben, at vi i løbet af et par årtier står med uoprettelige og accelererende skader på vores økologi og balance. Så ved vi, at hundredevis af millioner af mennesker, mange gange flere end dem, vi i dag ikke kan håndtere på en ordentlig måde, vil blive tvunget på vandring, fordi deres bopæl bliver oversvømmet, eller deres landbrugsarealer bliver uopdyrkelige, ørkenerne breder sig, gletsjerne smelter ned, ferskvandet forsvinder. At omfanget af de tvungne folkevandringer og dertil knyttede konflikter med folk, der skubber til andre folk rund omkring, vil være helt uoverskuelige. Og vil opsuge alle de ressourcer, vi ellers kan drømme om at bruge på en bedre verden og på at bekæmpe fattigdom,” siger Mogens Lykketoft.
Han peger på, at der er brug for sammenhængende indsats på en lang række områder for at undgå en klimakatastrofe. Og at det vil kræve enorme forandringer i vores måde at have energiforsyning og i det hele taget producere og forbruge på.
”Man kan sige det på den enkle måde, at hvis et par milliarder mennesker er på vej til at række ud efter den levevis, vi har haft i vores del af verden, så er der to ting, der er helt sikre: De kan ikke få den, og vi kan ikke beholde den. Vi er nødt til at leve på en anden måde. Det er ikke spor kedeligt, men det kræver nogle enorme investeringer i omstilling,” siger Mogens Lykketoft, der er optimistisk med hensyn til den internationale vilje til global solidaritet.
Han er til gengæld ikke imponeret af den nuværende danske regerings politik på klima-, miljø- og u-landsbistandsområdet.
”Jeg synes, at det er helt uforståeligt og næsten ubærligt i forhold til, at Danmark jo har været en stormagt, når det gælder støtte til FN, international udviklingsbistand og at være fremme på beatet med hensyn til klima- og miljøomstilling og også har tjent gode penge på det, fordi vores virksomheder har været i front - at netop vi skruer ned, samtidig med at verden skruer op for ambitionerne på alle de fronter. Det synes jeg er meget forstemmende og i strid med vores langsigtede interesser.”
”Det er et udtryk for, at den politiske stemning i Danmark er alt for indadvendt og egocentrisk i forhold til at samle sammen til nogle latterlige små skattelettelser i stedet for at investere i, at den næste generation kan komme til at leve i en verden, der hænger ordentligt sammen. Jeg har en enorm frustration over, hvor meget det svækker Danmarks gennemslagskraft i verden, der hvor jeg kommer.”
”Der er brug for politiske ledelser i de partier, der plejer at være regeringsbærende, der har styrke og vilje til at gå ud og sige til de folk, der er bange for flygtningestrømmen, at der er al mulig grund til at blive mere bange for, hvordan det går i næste generation, hvis ikke vi er i front med at lave den omstilling, der gør, at vi kan forhindre, at antallet af flygtninge i verden bliver tidoblet i løbet af de næste 25 år. Den orkan undgår man altså ikke ved at bygge diger, den undgår man ved at bygge vindmøller.”
”Der er brug for en massivt større forståelse for, hvordan man forebygger nye katastrofer og nye flygtningestrømme, og for en vilje til at investere i at forebygge derude, hvor problemerne er, eller med sikkerhed kommer til at være i næste generation, fordi vi ikke forebygger dem. Derfor er dette ikke et spørgsmål om filantropi og om at være gode ved mennesker. Det er et spørgsmål om, at den egentlige beskyttelse af vores egen levevis ligger derude, hvor der kan skabes mulighed for, at mennesker kan leve i fred og sikkerhed og kan arbejde der, hvor de er født og vokset op,” siger Mogens Lykketoft.
Han er far til to døtre og har fem børnebørn. Hvad tænker han om deres fremtid?
”Hvis ikke vi handler nu på alle de strækninger, jeg har talt om, er der risiko for, at de vil få væsentligt forringede vilkår i forhold til, hvad vi har været vant til. Den generation, jeg selv tilhører, hvor de fleste vel trods alt har været vældig begunstiget af at leve i en lang opgangstid, skylder at tænke rigtig meget over, at vi måske er den første generation, der efterlader en verden med ringere udsigter for vores børn og børnebørn, end vi selv har haft. Det bør vi føle en ekstra forpligtelse til at gøre noget ved, inden vi forlader kloden.”