Else Marie var svækket efter en operation, da Vorherre kastede en livline ud

Else Marie Kjerkegaard har i en årrække undervist i bøn og meditation, men da hun lå svækket efter en hjerteoperation, var alt mørke, og hun var ikke i stand til at bede

”Jeg har en meget stærk livsvilje og en stærk evne til at klare mig selv, men den nat gav jeg op og mærkede en forladthed og opgivenhed. Jeg havde det dårligt med, at jeg ikke var i stand til at bede om hjælp hos Gud, som jo altid er nærværende, men alting var mørke,” siger Else Marie Kjerkegaard. –
”Jeg har en meget stærk livsvilje og en stærk evne til at klare mig selv, men den nat gav jeg op og mærkede en forladthed og opgivenhed. Jeg havde det dårligt med, at jeg ikke var i stand til at bede om hjælp hos Gud, som jo altid er nærværende, men alting var mørke,” siger Else Marie Kjerkegaard. –. Foto: Leif Tuxen.

På en af de første dage i september gik retræte-leder Else Marie Kjerkegaard sammen med sin yngste datter gennem Østerbro i København mod Rigshospitalet. Hun vidste godt, at hun var alvorligt syg, men hun følte sig frisk, nød den blå himmel og datterens selskab og tænkte, at hun om 8 og højst 10 dage ville blive udskrevet efter operationen, for sådan var det beskrevet i den udførlige information, hun havde fået tilsendt.

En firedobbelt bypassoperation og en ny hjerteklap er en stor operation, men som for de fleste forløber uden komplikationer.

Fremme på hospitalet skrev hun under på, at hun var informeret om risikoen for komplikationer, og hun husker, at hun tænkte, at det næppe blev aktuelt for hende.

Den store operation gik godt, og hun blev udskrevet til en afdeling, hvor patienterne hurtigt kommer ud af sengen og klarer turene ud på gangen til den fælles buffet, hvor maden bliver serveret. Men her stod det klart, at hun ikke kom sig i det planlagte tempo, og inden hun blev udskrevet, oplevede hun sin egen påske med lidelsens langfredag og påskens opstandelse.

”Jeg følte, jeg var faldet af produktionsbåndet og lå i kassen for fejl-emner. Der, hvor jeg havde brug for omhu og omsorg, dalede kvaliteten af sygeplejen i stedet mærkbart.”

Læs hele Else Marie Kjerkegaards beretning her.

For 20 år siden var det sjældent, at mennesker på hendes alder fik en bypassoperation, men i dag opererer man mange ældre.

”Sygeplejersken forklarede mig flere gange, at ældre er mere plejekrævende, ofte har flere diagnoser og er indlagt i længere tid, uden at sygeplejen har fået flere ressourcer af den grund. Jeg var 76 år og følte mig både skyldig og til besvær.”

Else Marie Kjerkegaard, som i dag er 77 år, er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Efter en årrække med ledende stillinger inden for statsadministration og socialforskning sagde hun op og arbejdede som selvstændig konsulent, frem til hun gik på pension.

Hun har skrevet tre bøger. I 2007 udkom den selvbiografiske bog ”Nærværets vej – en opdagelsesrejse med Buddha og Jesus”, og i kølvandet på den har hun opbygget et virke som retræteleder. Hun har en uddannelse som kristen meditationslærer fra det svenske retrætested Berget og har i en årrække haft sin egen faste åndelige praksis.

Som ung meldte hun sig ud af folkekirken og for godt 10 år siden blev hun optaget i den katolske kirke. Men da hun lå på 15. etage på Rigshospitalet med alvorlige komplikationer efter operationen, var hun i, hvad hun beskriver som en slags mareridtsagtig tilstand, og hun kunne ikke finde vej ind i den meditative, indre stilhed, som hun ellers underviser i.

”Jeg er et ret kontrolleret menneske og vant til at tage vare på mig selv, men lige pludselig mistede jeg kontrollen over mit liv. Når man er så syg, mister man alle sine gode praksisser, og livet bliver en overlevelseskamp mere end noget andet.”

I journalen skrev lægerne, at hun var ”svært respiratorisk udfordret”. Hun blev tappet for væske fra lungerne, men hun havde stadig svært ved at trække vejret. I løbet af dagen var hendes tre voksne børn trofaste gæster på stuen, og hun fik besøg af flere venner. Men nætterne beskriver hun som frygtelige med kvælningsfornemmelser og mareridt.

En uge efter at hun blev indlagt, blev hun igen tappet for væske, denne gang under narkose. Det viste sig, at den ene lunge havde været klappet sammen i flere dage. Trods det nye indgreb blev nætterne værre.

”I håb om at få hjælp fortalte jeg til flere, at mine luftveje føltes som Saharas ørken, men jeg fik at vide, at det var en følge af, at jeg havde været i narkose to gange. Omsider reagerede en kvindelig kirurg på min beskrivelse og stillede diagnosen: svamp i luftvejssystemet og lungebetændelse.”

Men inden behandlingen begyndte at virke, oplevede Else Marie Kjerkegaard den lørdag nat og søndag morgen, som blev hendes egen påske.

”Når døren bliver lukket til stuen, og lyset bliver slukket, og man ligger på ryggen i en seng uden at måtte bevæge sig frit og med problemer med vejrtrækningen, så føler man sig forladt og ene. Selvom mine børn var der for mig i dagtimerne, så opstod der en stærk følelse af at være forladt af Gud og mennesker. Jeg kunne kalde på nattevagten, der kunne give mig et øjebliks opmærksomhed, men heller ikke mere.”

I tankerne var hun tilbage ved en nat, hun som 14-årig tilbragte i en hospitalsseng på Vejle Sygehus, hvor hun var indlagt med polio. Det var i 1953, hvor Danmark var ramt af en polioepidemi.

Under en håndboldturnering havde hun fået feber og ondt i nakken. Den lokale læge havde tilset hende og sagt, at hun skulle indlægges, hvis hendes feber steg. Da termometeret viste 41, blev læge og Falck tilkaldt, og hun husker tydeligt turen alene i ambulancen med udrykning fra familiens gård ved Vinding til sygehuset.

Det gik op for hende, at hun kunne være ramt af den sygdom, som havde gjort en ung mand i landsbyen invalid. Da hendes forældre senere samme dag besøgte hende på epidemiafdelingen, måtte de nøjes med at stå i døren, men Else Marie Kjerkegaard kunne se sin mors tårer.

”Den nat havde jeg et frygteligt mareridt, hvor jeg drømte, at jeg blev lam fra halsen og ned. Jeg husker, hvordan jeg skreg,” siger hun.

Hun var en af dem, som slap heldigt fra den frygtede sygdom, men hendes egen kritiske sygdom sammenkoblet med en kær mosters død fik hende til at vende ryggen til den kristne barnetro, som hun ellers levede med de første år af sit liv. Som hun formulerer det i sin bog ”Nærværets vej”:

”Først mange år senere blev jeg klar over, at det ikke var Gud, der havde vendt ryggen til mig, men mig, der havde vendt ryggen til Gud. Som det barn, jeg var, kom jeg til at sammenblande Guds værk med menneskers værk, og jeg forstod ikke, at lidelse er en uundgåelig del af tilværelsen. Den tildeles i forskelligt omfang, og vi får den alle på forskellig måde, men ingen går fri.”

Tilbage til den lørdag nat i september på hjerteafdelingen på Rigshospitalet.

”Jeg har en meget stærk livsvilje og en stærk evne til at klare mig selv, men den nat gav jeg op og mærkede en forladthed og opgivenhed. Jeg havde det dårligt med, at jeg ikke var i stand til at bede om hjælp hos Gud, som jo altid er nærværende, men alting var mørke.”

Klokken 01.09 hørte hun lyden af en sms og rakte ud efter telefonen. Det var en kvinde fra Else Marie Kjerkegaards kirke, som skrev: ”Hvordan er operationen gået, og hvordan har du det? Jeg har tænkt meget på dig og beder for dig.”

”Jeg bliver helt euforisk af glæde over den natlige omsorg. Vorherre kastede en livline ud, netop som jeg var ved at forlade denne verden. I min fantasi foldede mine lunger sig ud som vingerne på en svane, der letter. Siden har min yngste datter fortalt mig, at hun vågnede nøjagtigt samme tidspunkt den nat. Hun ved det, for hun så på uret. Normalt sender man ikke en sms til en patient på den anden side af midnat, men den kvinde, som skrev, har fortalt mig, at hun følte en stærk tilskyndelse til at skrive, selvom det var sent. Der var opstandelse i den sms. Det er uforklarligt, men jeg tager det som et tegn på, at jeg fik en hjælpende hånd fra Vorherre midt i min forladthed.”

”Når jeg ser tilbage på mit liv, har jeg følt mig hjulpet mange gange i kritiske øjeblikke, men aldrig så radikalt som her, hvor jeg følte, jeg stod foran dødens port og ikke kunne mere.”

Opfyldt af energi fik hun fat i sin iPad. Hun følte sig lysvågen og ville undersøge, om der var gudstjeneste i Rigshospitalets kirke næste dag. Det var der. Og på hjemmesiden kunne hun også læse, at hun som sengeliggende patient havde ret til at blive kørt ned til kirken. Da hun næste morgen fortalte sygeplejersken om sit ønske, fik hun at vide, at portørerne ikke havde tid til den opgave. Selvom hun længe havde været svækket, havde hun mod til at protestere og sagde, at hun ville gå til medierne, hvis hun ikke fik hjælp til at komme i kirke. Kort efter blev hun kørt i kørestol til kirken.

”Det besøg i kirken var en form for påskefejring, og det blev et vendepunkt oven på en nat, hvor jeg følte, at jeg stod ved dødens port. I kirken følte jeg mig fuldstændig velkommen og mødt med den opmærksomhed og omsorg, som havde været så utilstrækkelig i den sygepleje, jeg havde mødt på hospitalet. Det er, som om man har glemt, hvad de blødere sider af sygeplejen betyder for helbredelsen.”

Der gik tre uger, fra hun kom til Rigshospitalet, til hun kunne forlade hospitalet. Selvom hun stadig var meget svækket, fik hun efter gudstjenesten på hospitalet overskud til at kræve en mere intensiv genoptræningsplan, og hun fik vigtig hjælp til at komme på højkant af hospitalets fysioterapeuter. Kort efter hun var blevet udskrevet, havde hun en samtale med sin præst.

”Da min præst kom, kunne jeg fortælle ham, hvordan jeg havde oplevet et påskeforløb over en nat og en dag fra oplevelsen af forladthed til gudstjenesten. Han taler med mange, som er døende, og sagde til mig, at jeg havde svævet mellem liv og død den nat,” siger hun.

I dag er det ikke tanker om døden, men taknemmeligheden og en voksende optimisme, som fylder hende. Hun har ikke afsluttet genoptræningen, men hun kan atter passe børnebørn, hun kan cykle kortere ture, går gerne og er begyndt køre bil igen.

I sidste måned var hun på Sankt Birgitta Kloster i Maribo og holdt den første retræte efter operationen. Hun vil fortsat afholde retræter på klostret i Maribo, men det bliver lidt færre. I stedet har hun for nylig åbnet en blog, hvor man blandt andet kan læse om hendes erfaringer fra opholdet på Rigshospitalet.

I takt med at hun mærker, at hendes krop fysisk bliver stærkere, tænker hun, at hun kan leve mange år endnu.

”Jeg har fået en større glæde ved livet. Det kan jeg især mærke i mødet med andre mennesker. Der kommer umiddelbart en større lethed og spontan glæde til udtryk i de relationer,” siger hun.

Trods den fornyede glæde ved livet vil hun bruge sommeren på, som hun siger, at beskikke sit hus. Når hun sædvanen tro er i sit sommerhus, vil hun skrive ned, hvilke tanker hun gør sig om sit jordiske gods, men også om sin begravelse.

”De skal vide, hvilken bedemand de skal kontakte, når man skal have en katolsk begravelse, og så vil jeg vælge salmer, som kan trøste dem og give dem en optimisme. Salmer er noget, som understøtter hele følelsesregistret og bevæger os på et plan, som vi sjældent oplever i dagligdagen.”

For Else Marie Kjerke- gaard blev det påske i september, og snart vil hun markere påskens helligdage sammen med menigheden i sin lokale, katolske kirke. Og hun ved, at hun vil sidde på bænken med fornyet taknemmelighed.

”I stedet for at sidde fast i chokket har jeg fået styrket min taknemmelighed. De sidste tre måneder har jeg kunnet genoptage kirkegangen som ugentlig praksis. Her får jeg vandet mine taknemmelighedsfrø. Når jeg har været til nadver, er det tit taknemmelighed, som fylder mig. Jeg går fra nadveren med en bøn om, at mit liv må blive præget af Jesu ord og sindelag. Kirkegangen er vigtigt for mig, for ved at gå i kirke bliver jeg mindet om, hvad det hele handler om: Man skal holde sin relation til Gud levende, for det er den, der nærer taknemmeligheden for livet og det bedste i relationen til andre mennesker.