Vi skutter os i vores fine festtøj og stimler sammen under nattehimmelen. Kun et par matte stjerner hænger der i et øjebliks stilhed, og vi mærker forventningens glæde brede sig indeni og som en stille hvisken i mængden. Og så med ét skyder massevis af lysglimt opad og deler sig i flere og flere på den sorte himmel.
Smukke mønstre og farver, fulgt af brag og tuden, folder sig ud for vores øjne, og en lugt af krudt står skarpt i den kolde luft. Det er nytår, og vi ser på fyrværkeri. Et år er forbi, og et nyt kan begynde. Og at mange af os elsker at se raketter lyse op i mørket, er der mange gode grunde til, fortæller Andreas Lieberoth, der er postdoc ved institut for kultur og samfund på Aarhus Universitet. Han peger på op til flere ting, der fascinerer ved fyrværkeri:
”Fyrværkeri er det perfekte fascinationsobjekt, fordi det spiller på flere tangenter i vores hjerner. Det er et ekstremt sansebombardement, det er farligt og spændende, det er æstetisk, og det falder ind i en historisk og kulturel tradition, der er oldgammel,” siger han.
Helt lavpraktisk sker der en fysiologisk reaktion, når vi mødes af brag og skarpe lysglimt. Man bliver forskrækket, systemet går i alarmberedskab, og adrenalin-niveauet stiger. Det bliver en slags flirten med det farlige. Især for dem, der skyder krudtet af.
”På mange måder er det de samme mekanismer, der gør sig gældende, når man fyrer fyrværkeri af, som når man dyrker ekstremsport. Man opsøger det farlige, men forsøger at gøre det i kontrollerede rammer,” siger han.
Det er oftest unge mænd og teenagedrenge, der kommer til skade på grund af fyrværkeri, og det undrer ikke Andreas Lieberoth:
”Generelt set er det ofte de unge drenge, der opsøger det adrenalin-kick, og det er bevist, at unge mænd konsekvent undervurderer risikoen ved egne handlinger. Det kan måske forklare, hvorfor det oftest er dem, der rammes af fyrværkeriskader.”
Under alle omstændigheder får fyrværkeri, der er forbudt for menigmand næsten hele året, åbenbart noget vildskab frem i mange - i hvert fald hvis man skal tro resultaterne af en hollandsk undersøgelse publiceret i det videnskabelige magasin Science i 2008. Her testede forskere igennem seks forskellige eksperimenter, hvordan intetanende mennesker opfører sig under henholdsvis beskidte eller ryddelige forhold. Idéen bag det hele byggede på den såkaldte ”Broken windows theory” - eller de knuste vinduers teori - som går på, at tegn på uorden får folk til at lave endnu mere rod.
I et af forsøgene testede man folks hang til at smide papir på jorden ved at sætte reklameflyers på deres cykler. Og her viste det sig, at alene lyden af kanonslag fik 80 procent til at smide papir fra sig på jorden, mens blot 52 procent gjorde det uden fyrværkeri.
”Det er interessant, at menneskene opførte sig markant dårligere, når der hørtes fyrværkeri. Jeg tror, det skyldes en psykologisk effekt ved fyrværkeri, hvor der opstår en ubevidst følelse af kaos. Derfor er det også forbundet med uorden og skarnsstreger,” siger han.
Men mens nogle altså bliver pirret af det kaotiske og farlige, er det ganske enkelt ubehageligt for andre, hvorfor der naturligvis også er folk, der holder sig indendørs. De fleste føler måske noget, der ligger midtimellem, og selvom det langtfra er alle, der selv vil føre tændstikken til raketten, vil de fleste gerne kigge på. Det skyldes blandt andet den æstetiske tilfredsstillelse ved fyrværkeri, mener Andreas Lieberoth.
Han gør opmærksom på, at psykologiske undersøgelser om, hvad der fascinerer os ved kunst, viser, at vi godt kan lide såkaldte mandala- figurer - symmetriske figurer - ofte som cirkler eller kvadrater, der indeholder mange blomster-, kors- eller hjulformer. Og netop den slags figurer, finder man i fyrværkeri.
”Vi kan godt lide symmetri, men det skal alligevel være lidt kompliceret. Hvis fyrværkeriet bare var et lysglimt eller et konstant lys, var det ikke det samme. Det er mønstre, der udvikler sig undervejs, og studier af, hvad der tiltaler os ved abstrakt kunst, viser, at der skal være en balance mellem orden og rod, og sådan er det lige præcis med fyrværkeri,” siger han.
Så når vi drages af fyrværkeri, skal begrundelsen altså ifølge Andreas Lieberoth findes i både fysiologi, psykologi, kultur og historie. Den historiske årsag til, at vi elsker fyrværkeri, skyldes gentagelsens glæde, for nytårsfesten går langt, langt tilbage.
Andreas Lieberoth fortæller, at nytår oprindeligt blev fejret samtidig med jul i forbindelse med vintersolhverv, og at der i mange kulturer fandtes en forestilling om, at der på den dag var kort til ånder, trolde og så videre. Derfor var det også almindeligt at sørge for at lave et ordentligt rabalder for at skræmme ånderne væk. På den tid havde man naturligvis ikke fyrværkeri, men da det begyndte at komme fra Asien, passede det fint ind i denne folketradition. Og netop det, at traditionen - trods modifikationer - går så langt tilbage, spiller altså en betydelig rolle, mener han.
“Spørger man folk verden over, hvorfor det er fedt at være med til højspændingsritualer med mange følelser, lyde, uhygge og så videre, skyldes det i høj grad, at det skaber en øget fællesskabsfølelse. Når der er fyrværkeri nytårsaften, handler det ikke bare om at kigge op på himlen, det er også en leg, en kurve for spænding og forløsning, som man deler med hinanden. Og så kan alle vågne trygge op næste dag i det normale, men lidt beskidte Danmark.”