Bo Green Jensen: Det er alle de andre, der bliver ældre

”Jeg har en stor taknemmelighed og sætter virkelig pris på, hvor jeg er endt i tilværelsen,” siger Bo ...

”Jeg har en stor taknemmelighed og sætter virkelig pris på, hvor jeg er endt i tilværelsen,” siger Bo Green Jensen, der med sin familie er flyttet fra storbyen og i hus i Snekkersten i Nordsjælland. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Jeg har tre døtre, en på 24, en på 12 og en på tre et halvt år. Derfor er det det samme loop, jeg kører rundt i. Det er alle de andre, der bliver ældre
Bo Green Jensen

Forfatter og kulturjournalist Bo Green Jensen fylder 60 år i dag og markerer dagen med en ny digtsamling, ”Først er jeg drengen”, om livet, historien, kulturen, rejsen, faderskabet og den genfundne kærlighed

Engang havde Bo Green Jensen et helt andet liv. Med penge i banken, sin samling af bøger, cd'er og dvd'er i alfabetisk orden, og der var ingen ringe på bordet efter kopper og glas.

Sådan skriver han selv i digtet ”Mennesker om søndagen (Elskede)” fra sin nye digtsamling, ”Først er jeg drengen”. Han tager briller på og læser videre fra digtet:

”Der er ringe overalt nu. Og systemerne er bristet. Men vi har ikke samlet støv. Og vi er ikke blevet vanedyr. Bare to kastanjer. Og tre rønnebær. Der er skabt for hinanden.”

Han lukker bogen, tager brillerne af og siger:

”Der sidder man og er glad. Jeg har en stor taknemmelighed og sætter virkelig pris på, hvor jeg er endt i tilværelsen.”

Udenfor er tusmørket på vej. Inde i det store gulkalkede hus med bindingsværk ved siden af stationen i Snekkersten er der lys, lunt og liv. I køkkenet er der sang og musik og travlhed med at overtrække og pynte marcipankugler med chokolade og krymmel. Den fine konfekt skal være en del af traktementet dagen efter, hvor 111 gæster, familie, venner og kolleger er inviteret til fødselsdags- og julefest.

Anledningen er Bo Green Jensens 60-årsfødselsdag. Selve dagen, i dag fredag den 18. december, bliver fejret med reception på forlaget Rosinante & Co, som har udgivet den nye digtsamling, der også udkommer i dag.

Læs et uddrag af digtsamlingen her.  
 

”Først er jeg drengen” føjer sig til Bo Green Jensens store forfatterskab, der siden debuten i 1981 med digtene ”Requiem & Messe” omfatter mere end 40 værker. Dertil kommer arbejdet som kulturjournalist ved Weekendavisen, hvor han siden 1981 har anmeldt film, musik og litteratur.

Avisens læsere har også kunnet følge med i hans livs op- og nedture, som han åbenhjertigt skriver om i klummen ”Levned & meninger”.

Nu træder han ind i de 60-åriges rækker - hvordan er det?

”Tiden går, og det må jo komme til os allesammen. Jeg føler mig ikke specielt ældre, men der ringede en fra forsikringsselskabet Codan, og da han hørte min alder, spurgte han, om jeg var medlem af Ældre Sagen,” siger Bo Green Jensen med et forbløffet smil.

"Det er ikke for at holde mig ung, at jeg har fået børnene, som jeg er rigtig glad for, men det gør det. Jeg er glad for at være i børnenes univers.” Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Jeg har tre døtre, en på 24, en på 12 og en på tre et halvt år. Derfor er det det samme loop, jeg kører rundt i. Det er alle de andre, der bliver ældre. Da min kone, Frederikke, fik den mindste, Ava, var hun 37 år. Det samme var jeg, da jeg fik min ældste, Laura. Det er, som om det er det samme hele tiden, og at tingene ikke ændrer sig så meget. Det er ikke for at holde mig ung, at jeg har fået børnene, som jeg er rigtig glad for, men det gør det. Jeg er glad for at være i børnenes univers.”

”Jeg har været filmanmelder i 35 år og ser i princippet alle mulige slags film. Det gør, at det bliver en aldersløs reformverden, man lever i. Leonard Cohen er 81 år, Woody Allen blev 80 år forleden, og min mor bliver 80 år. Hun er endt med at sidde i kørestol, men hun er klar i hovedet. Hvis bare man er det og kan gå op og ned ad trapper, er det fint,” siger Bo Green Jensen.

Vi sidder i spisestuen i det 380 kvadratmeter store hus. På den ene væg er der hylder fra gulv til loft med cd'er med rockmusik, på den anden med klassisk musik. Der er også en stor indrammet plakat med et foto af den unge digters oplæsning fra samlingen ”Den blivende engel” på Café Sommersko i 1982 og en hel væg med børnetegninger og andre memorabilia. Der er flere stuer en suite, pejs og brændeovn og en trappe op til labyrintiske øvre etager. Bag huset en stald med opmagasinering af en enorm bogsamling, der flytter ind i huset, efterhånden som der bliver sat reoler op.

Efter 25 år i et rækkehus i Fuglekvarteret på Frederiksberg flyttede Bo Green Jensen hertil tidligere i år sammen med sin familie. De nye digte er dedikeret til alle fire, Frederikke, Ava, Rose og Laura.

”Det andet hus var trangt, og det blev ikke mindre trangt, da jeg mødte Frederikke, og vi fik vores datter. Vi kiggede halvhjertet efter noget andet, og det her dukkede op et par gange. Vi så det om sommeren, hvor her var rigtig fint. Man kan se Øresund, her er have, og man kan gå rundt om huset. Det er et stort gammelt hus, der er bygget i 1890'erne, så der er meget at lave. Vi er to bymus, der er flyttet på landet - vi tager det, som det kommer. Vi har det godt,” siger Bo Green Jensen.

Den nye digtsamling har været længe undervejs, faktisk siden 2004, hvor forgængeren, ”Den store epoke”, udkom. Han havde travlt med arbejdet og som alenefar, efter at hans andet ægteskab gik i stykker, men kom i gang igen efter at have mødt sin nuværende kone.

"Det er ikke altid sjovt at cykle frem og tilbage til børnehaven i snevejr, men man får sine belønninger.” Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Jeg opdagede nye ting i mit liv, men det tog lang tid at skrive, og jeg har virkelig gjort mig umage. Det er et forsøg på at samle temaer op, som har været vigtige for mig og mit liv som forfatter.”

”Først er jeg drengen” er digte om livet, historien, kulturen, rejsen, faderskabet og den genfundne kærlighed. De er inddelt i fem afsnit, og nogle har udgangspunkt i steder fra forfatterens mange rejser. Blandt andet til Grækenland, hvor han i 15 år i træk har deltaget i filmfestivalen i Thessaloniki, og som digtet ”Smal gylden Kristus” om byzantinsk kultur handler om.

”Derfra kan man næsten se til Tyrkiet, og hvor meget tingene har ændret sig. Man har virkelig kunnet opleve Grækenlands voldsomme økonomiske deroute. Et andet digt, 'Gadefest', handler om de demonstrationer, man kan se alle steder dernede. Det er et forsøg på at fastholde min opfattelse af tiden, gode og dårlige ting, strøminger og ting, der bevæger sig,” siger Bo Green Jensen.

Andre digte er om kærlighed og erotik, og i samlingen er også karikerede og satiriske tekster.

For at blive færdig med bogen stillede han sig selv en opgave: Fra den 1. januar 2015 skulle han skrive et digt om dagen, og det lykkedes.

”Året begyndte fint med, at vi løb på skøjter i Frederiksberg Have. Så kom terrorangrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo,” siger han og knipser med fingrene.

”Så kan man godt blive enige om, at vi har det fint her. Der er så meget hvert år, der river en ud af virkeligheden, men man kan jo lade være med at se tv. Jeg havde engang et lille tv i køkkenet, hvor angrebet den 11. september 2001 i New York væltede ned fra køleskabet. Jeg var i Berlin, da angrebet på Krudttønden og Det Jødiske Samfund skete i København. BBC World og CNN kørte løs med breaking, 'Terror attack in Copenhagen'. Samtidig var der en terroraktion i Nigeria, hvor 33 blev dræbt, men det stod kun nede i bunden af skærmen, og deres navne blev ikke nævnt. Man kan spørge, hvorfor deres liv er mindre vigtige.”

”Jeg er ikke nyhedsjournalist, men arbejder i den journalistiske verden, hvor der hele tiden bliver analyseret, aflæst og lavet modeller. Det kan blive noget trættende. Politik bliver til en tilskuersport. Det er der blevet lidt mindre af her. Vi har kun et tv, og der skal Ava som regel se Netflix.”

Ifølge Bo Green Jensen, der ser skarp ud i sort bluse, sort jakke og sorte bukser, hænger digtene sammen med ”manden i sort, der ikke ville videre i hierarkiet”.

"Der er nogle ting, man bliver bedre til at sætte pris på, når man bliver ældre: lave marcipankugler, juledekorationer, have et barn - vigtige små ting" Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Jeg har været glad for at sidde i mørket i den biograf i alle de år. Men der er kommet noget i mediestrukturen, hvor alting skal gå hurtigt, og hvornår kommer den næste prikkerunde. Da jeg startede, var kulturjournalistik en tradition - det har ændret sig meget.”

”Det er meget sværere i dag at få udgivet en digtsamling på det rigtige forlag. Derfor er jeg glad for, at det lykkedes at skrive denne her bog. Det er også blevet sådan, at alt, hvad der hedder tidsskrifter, foredrag og det, der engang var DR, er væk. Og så hører man, at Københavns Hovedbibliotek smider 50.000 bøger væk. Det virker helt hen i vejret.”

”Man kan ikke længere opleve, som da jeg var 15-16 år og gik på biblioteket, at der var en bog, som så spændende ud, og man selv gik rundt og udforskede litteraturen. I dag bliver folk bekræftet i måder at se tingene på i stedet for at møde ting, de ikke kender. I gamle dage havde folk en fornemmelse af at skrive for eftertiden, det samme gjaldt maleri og film. Men følelsen af kontinuitet er mere og mere væk. Jeg tror ikke, at der er nogen eftertid mere. Jeg tror, at der kommer en stor flydende snakken, hvor folk sidder og kommenterer hinanden på noget, der ligner sociale medier.”

For Bo Green Jensen er tanken om den manglende eftertid en gamechanger i hans måde at anskue tilværelsen på.

”Det er både på godt og ondt. Så er det kun her og nu, det handler om, og om at være omhyggelig med at leve i nuet. Jeg har altid skullet aflevere noget, haft en deadline og haft det sådan, at det og det måtte vente. Hvis det bliver ved, kan man opleve en periode, hvor man ikke har været her. Og det må ellers være at leve godt - at være her.”

”Det er også det, jeg prøver at sige i bogen og i digtet 'Leveregler': 'Du skal drikke din kaffe så mørk det er muligt og ryge stærke cigaretter uden filter' - og gøre alt det, man ikke må. Det har jeg gjort i 60 år, og det har fungeret for mig. Det er oprigtigt ment, og det vil jeg gerne give videre.”

”Jo ældre man bliver, kan man se nogle ting gentage sig. Der er intet nyt under solen, som det hedder i Prædikerens Bog. Men hvis glæden til at undre sig i den nære hverdag er der, er livet godt, og så bliver man ikke stiv og gammel indeni. Men der er noget, der har ændret sig i forhold til at blive ældre. Da jeg var i 30'erne og 40'erne, arbejdede jeg på at nå et sted hen, der var en masse logistik i hverdagen, der skulle tjenes penge og betales terminer, og der var en ængstelse, for hvad nu, hvis jeg mister mit arbejde, hvad nu, hvis jeg bliver syg?”

”En dag opdager man, at man er nået igennem det, og det er befriende et eller andet sted. Der er nogle ting, man bliver bedre til at sætte pris på, når man bliver ældre: lave marcipankugler, juledekorationer, have et barn - vigtige små ting. Mens du var yngre, var der hele tiden noget, du skulle videre til. Nu er man mere i situationen og sidder ikke og tænker, at jeg skal det og det og aflevere det og det,” siger Bo Green Jensen.

I digtet ”Efteruddannelse” skriver han om en eksplosion, og at bevidstheden var døv i nogle dage. Derefter vendte lydene tilbage: ”Du lærer sproget forfra med din datter, når I sammen læser i bogen med ORD”.

Som læser tror man, at forfatteren har været ramt af et slagtilfælde. Men det var noget andet, som kunne have været alvorligt, forhøjede PSA-tal, der kan være tegn på prostatacancer. Men efter en tid blev faren afblæst, og tallene var blevet normale.

”For præcis et år siden gik jeg i lang tid og var forkølet og kunne ikke komme af med det. Jeg blev undersøgt og fik at vide, at jeg havde forhøjede PSA-tal. Så får man de tanker, at alt muligt andet er lige meget, bare jeg kan være her med min kone og mine børn.”

”Afasi-oplevelsen, som jeg fortæller om i digtet, er der, hvor sproget er spændende. Jeg læste sammen med Ava bogen 'Ord', hvor man kan dreje på en skive, og så kommer der for eksempel en høne, og så lærer man det ord. Når man sidder og læser højt for en lille pige, der er ved at lære sproget, og hvordan verden ser ud, er det noget, man bliver glad for. Det er ikke altid sjovt at cykle frem og tilbage til børnehaven i snevejr, men man får sine belønninger.”