Det er dejligt at bruge ferien på at være en kone fra 1405

De frivillige i sommerprogrammet i Middelaldercentret i Nykøbing Falster har et stort kendskab til håndarbejde og håndværk fra middelalderen. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Det går i blodet på en at være her. Smartphonen og computeren er efterladt hjemme, og man kommer ned i tempo.
Anette Bøye Koch

Selvom voldsomme krigsmaskiner og ridderturneringer til hest er en del af sommerprogrammet i Middelaldercentret i Nykøbing Falster, så nyder de frivillige den ro, det giver at indtage rollen som en anonym gademusikant, kælling eller bueskytte fra 1400-tallet

Fire mænd i middelaldermundering træder rundt i to store hamsterhjul i træ. I takt med deres tråd løfter den cirka 10 meter lange kastearm på bliden sig og indtager sin affyringsposition.

For enden af armen hænger en gigantisk slangebøsse med en slangebøssepose for enden. I den ligger en sten på 17 kilo.

”Giv agt, kastes!”, råber mester Michael Olsen, der leder affyringen.

Med et gigantisk svirp slynger kastearmen stenen af sted, så den med et højt ”flump” lander mere 100 meter ude på bunden af Guldborgsund. Flyveturen medfører både gisp og applaus fra publikum.

Det er middagstid, og solen står højt på himlen over Middelaldercentret Nykøbing Falster.

Demonstrationen af den lille og den store blide - nogle imponerende krigsmaskiner fra middelalderen, som blev brugt til at ødelægge og trænge igennem fjendens bymure - er et af dagens højdepunkter.

Indtil for nylig var den store blide, der vejer cirka 20 tons, den største af sin art på verdensplan.

”Dens konstruktion gør det muligt med præcision at kaste sten, brændende genstande eller sågar mennesker eller døde dyr,” råber mester Michael Olsen til publikum.

Den 11-årige Elisabeth Schledermann fra Albertslund er med sine forældre og lillesøster på besøg i Middelaldercentret for første gang. Hun rækker hånden op, da mester Michael Olsen efterlyser en blandt publikum, der vil affyre den lille blide, som vejer ti tons.

Elisabeth spadserer hen til monstrummet og trækker i det tov, som sætter kastearmen i gang. Tovet hvisler, og stenen drøner af sted. Hun ser tilfreds ud.

”Mange tror nok, at man skal have rigtig store muller for at fyre sådan en blide af, men det var faktisk ret let,” siger Elisabeth bagefter til Kristeligt Dagblad.

Ud over at være en attraktion for Middelaldercentret har krigsmaskinerne også en særlig betydning.

For uden dem ville der ikke have været noget center, fortæller Pia Bach, der er områdeansvarlig og leder af de mange frivillige, som er med til at levendegøre museet. Centerleder, mag.art. Peter Vemming Hansen besluttede i forbindelse med Nykøbing Falsters 700-årsjubilæum i 1989 at bygge en blide.

”Der var aldrig før nogen, der havde rekonstrueret en blide i den størrelse, og det endte med, at den blev så stort et tilløbsstykke, at Arbejdsmarkedets Feriefond donerede 60 millioner kroner, så vi senere kunne eta-blere Middelaldercentret,” siger Pia Bach.

Trods det drabelige krigsmaskinel er der ganske fredeligt her i middelalderen. Købstaden Sundkøbing danner rammen om bueskydning og handels- og håndværksliv anno 1400.

Købstaden er ikke en kopi af en eksisterende dansk middelalderby, men er et bud på, hvordan en mindre by kunne have set ud dengang.

En i øvrigt forholdsvis rolig periode i den danske middelalderhistorie.

Ved middagstid sender krigsmaskinen den store blide en 17 kilo tung sten af sted med en sådan fart, at den lander flere hundrede meter ude i Guldborgsund Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Tiden omkring 1405 og frem var forholdsvis fredelig. Der var ingen korstog eller epidemier og heller ikke nogen dramatiske tronskifter. I det hele taget synes jeg, at den fremstilling af den mørke middelalder, som man ofte ser på film, er lidt skæv. Middelalderen var også en meget farverig tid, hvor man gjorde mange opfindelser, som danner grundlag for ting, vi bruger i dag,” siger Pia Bach.

Ved byporten står Sundkøbings vejalter med Jesus på korset, hvor nogen har lagt en lille rose; og ”Guds fred”, siger unge som gamle, når man møder dem på stierne eller på torvet.

På den tid var borgerne katolikker, så det præger naturligvis livet i Sundkøbing, hvor kættere let kunne ryge i galgen eller gabestokken.

Og en del af de roser, der blomster i rosenhaven, bliver brugt til at lave små kugler til rosenkranse, som skal repræsentere ave Maria'er og fadervor.

De frivillige har et stort kendskab til håndarbejde og håndværk fra middelalderen. Foto: Petra Theibel Jacobsen

De ansatte såvel som de mange frivillige lever sig ind i rollen og svarer på spørgsmål, som om de vitterlig levede i 1405. Cirka 170 frivillige er tilknyttet i løbet af sæsonen, og mange af dem er deciderede middelaldernørder, siger Pia Bach.

”Det er en stor fordel for os, at de går så meget op i det og selv laver research på deres rolle helt ned i detaljen og går tilbage til kilderne, så vi tegner et så troværdigt billede som muligt.”

På byens torv sidder den omrejsende musikant, der kalder sig Måne. Han har netop været på pilgrimsvandring til Santiago de Compostela, hvorfor han har en hvid muslingeskal på sin filtede hat. Han spiller på drejelire, et strengeinstrument i træ.

Med højre hånd drejer han på et håndtag, mens han med venstre rammer tangenterne. Det lyder lidt som en violin, men med et meget middelalderligt præg. Han kender en lang række af de gamle pilgrimsviser og spiller lidt af ”Dødedansen” som demonstration. Han lever af at underholde og får lidt mad og drikke her og der.

”Jeg håber, at jeg lidt senere kan få en skål grød af kællingen der,” siger han og nikker mod en kvinde, som fletter kurve.

I virkeligheden hedder Måne Flemming Kjær og er folkepensionist, som i mange år har været frivillig musikant i Sundkøbing. Mange frivillige kommer igen år efter år. I løbet af sommerperioden kommer han som regel en gang om ugen, måske oftere.

I virkeligheden hedder Måne Flemming Kjær og er folkepensionist, som i mange år har været frivillig musikant i Sundkøbing Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Jeg har spillet spillemandsmusik i mange år, så det giver god mening for mig at komme her,” siger han.

På en bænk op ad muren til grovkøbmandens hus med udsigt til havnen sidder en kvinde med hvid kyse og rustrød uldkjole. Hun arbejder på en ny kjole til sig selv og nørkler med lidt nålebinding, der for eksempel kan blive til handsker.

Hun har selv indfarvet det garn, der ligger i hendes kurv. Kvinden hedder til daglig Anette Bøye Koch, er 48 år og bor i Aarhus og er her med sin datter Thea på ni år.

Lige nu løber hun rundt og leger et eller andet sted. De bor i Sundkøbing også efter lukketid. Faktisk sover de lige der i grovkøbmandens seng på en madras af langhalm. Det er tredje år i træk, at mor og datter holder en uges ferie på den måde. Den ældste datter har også været med, mens middelalderferie ikke lige er noget for Anette Bøye Kochs mand.

”Det går i blodet på en at være her. Smartphonen og computeren er efterladt hjemme, og man kommer ned i tempo. Ungerne keder sig lidt det første døgns tid, fordi det bare handler om at være her og være til, men de begynder hurtigt at lege med de andre børn. De frivilliges børn har et stort sammenhold.”

Selv nyder hun at trække i uldkjolen og leve sig ind i rollen som kvinde i middelalderen.

”Det er dejligt bare at være en kone fra 1405. Og det er et godt alternativ til mit ellers ansvarsfulde job. Her mødes man om nogle praktiske gøremål, og man taler ikke om, hvad folk laver. Alle bliver lige, når de render rundt i middelaldertøj,” siger Anette Bøye Koch, der er ph.d. og arbejder med børneforskning.

Sundkøbing er en middelalderkøbstad anno 1405. En historisk periode, der var rimelig fredelig. ”Guds fred” hilser borgerne, når man møder dem på stierne. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Hvis hun ikke får taget sine ørepropper i om aftenen, vågner hun og Thea tidligt sammen med gæssene.

Som gammel spejder har hun det helt fint med at sove på en halmmadras, og om aftenen er der god tid til at hygge med Thea.

”Så sidder vi på bådebroen med udsigt over Guldborgsund og læser 'Silas'. Så bliver det næsten ikke bedre.”

Kirkeklokken i Sundkøbing kundgør, at det er tid til ridderturnering. I Gæstgiveriet begynder det derfor at tynde ud i de langbordsbænkede gæster, som af træskåle gnaver ben og tygger kål fra middelalder-buffeten.

Ganske vist befinder vi os i en fredelig periode i middelalderen, men ridderne skal selvfølgelig være i form, hvis kongen får brug for dem i kamp. Det er en del af aftalen. Til gengæld får ridderne adelstitler og behøver ikke betale skat.

”Vi hidkalder ridderne,” råber Mester Michael Olsen, der har rollen som herold på rendebanen.

Tilskuerne hujer på lægterne.

Ridderen Wolfram von Lauterbach i sort rustning på en lysegul hest galopperer ind med sit sorte flag blafrende i vinden. I hælene har han Manfred af Holeby i sølvfarvet rustning og med hvidt flag.

Bueskytten Robin skyder krybskytter og vildt til dronningen, og han lærer de andre bueskytter op. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Von Lauterbach er ubesejret i de seneste 26 dyster. Sidst de to mødtes, stødte han sin lanse så hårdt mod Manfred af Holebys skjold, at denne styrtede til jorden. I dag er kampen mere lige.

Halmhoveder af strå bliver spiddet på lanser med præcision, og da de i dystløbet gungrer mod hinanden med lanserne løftet, får de også lige mange træffere.

Det ender med, at en skønjomfru blandt publikum må udpege vinderen. Valget falder på Wolfram von Lauterbach, der nu skal have sin præmie.

”Det er nye toner i Rom. Nu handler det om æren og ikke om pengene,” siger herolden og fortsætter:

”Men du kan få en rose, som du kan give til din skønjomfru.”

Wolfram von Lauterbach overrækker rosen til sin udkårne og rider væk med et fnys.

Den var vist ikke gået i den rigtige middelalder.