Vi taler med den ældste på Skype.
”Vi vil gerne lave desserten. Hvis I synes,” siger fruen.
”Tak, men det tror jeg, vi har styr på,” siger han.
”Det kunne være en nøddelagkage,” siger hun.
”En af vores venner laver en bryllupskage,” siger han.
”Ok. Men skal den spises som dessert eller på et andet tidspunkt?” spørger fruen.
Den ældste skal giftes til august - en glædelig begivenhed, som har vist sig at være en uudtømmelig kilde til stedfortrædende, logistiske bekymringer. Det er en tillidsøvelse at overlade til sin søn at organisere en fest for 70 voksne mennesker på en ikke-brofast ø. Jeg ville ikke turde overlade det til mig selv.
I nogle måneder har jeg været nervøs over, at invitationerne lod vente på sig. Nu er de sendt ud, i dueblå kuverter med diskrete, hvide sløjfer på. Designet er ligeså fjernt fra mine begreber om den ældstes æstetiske præferencer som den nyindkøbte, klassiske sofa han sidder og skyper i.
”Jeg vidste ikke, at farfar var Shubidua-fan,” siger den kommende gom.
”Undskyld?” siger jeg.
”Ja, han har valgt 'Den Rød Tråd' som sin sang til brylluppet,” forklarer han.
Jeg forsøger at forbinde oplysningerne til en meningsfuld sammenhæng.
”Siger du, at din farfar vil stille sig op og synge 'Den Røde Tråd' til jeres bryllup?” spørger jeg, mens diverse problematikker omkring flytning, plejehjem og umyndiggørelse materialiserer sig i mit hoved.
”Nej, han har valgt den i sit svar på invitationen,” siger den ældste.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.
”Invitationen til brylluppet. Der står, at man skal vælge en sang,” siger han med samme tilkæmpede tålmodighed, som når man taler til en tunghør. Eller en senildement.
”Åh. Jeg må vist hellere lige læse invitationen, øhm, igen,” siger jeg.
”Det synes jeg nok,” siger han.
”Hvem skal så synge sangene?” spørger jeg.
Der opstår en pause.
”Computeren med playlisten,” siger han. ”Som beskrevet i invitationen.”
”Nå ja,” siger jeg. ”Smart.”
”Fagre nye verden, far,” siger han.
Da vi har lagt på, og jeg finder kuverten med invitationen frem, kommer jeg i tanker om, hvorfor jeg udsatte læsningen til en dag, hvor jeg havde bedre tid. Indbydelsen består af et større sæt smukt layoutede og informative postkort med tidsplan, landkort, adresser, færgetider, telefonnumre og overnatningsmuligheder. I strid med de hæderkronede traditioner i vores familie er intet tilsyneladende overladt til tilfældighederne.
”Jeg tror, jeg er lidt lun på vores sønners kærester,” siger jeg.
”Jeg ved det,” siger fruen. ”De gør drengene tjekkede.”
”Vores genetiske materiale bliver suppleret dramatisk. Slægten går ikke længere sin undergang i møde” siger jeg.
Jeg kigger på invitationen.
”Vi må hellere sende svarkortet og fortælle, at vi gerne vil komme,” siger jeg.”Selv om de godt ved det,” siger fruen.
”Selv om de godt ved det. Og finde på en sang hver til playlisten,” siger jeg.
”Jeg tror, jeg vil tilbyde at bage småkager,” siger fruen.
”Det vil de blive glade for,” siger jeg.