Hunden Nala hopper og danser omkring trampolinen i haven i Virum nord for København. Ved siden af står 43-årige Mette Line Boserup, og på trampolinen laver seksårige Cyron kunster. Lidt derfra, oppe på terassen, står Cyrons far, Kristian Boserup. Han kan ikke selv gå ned ad den lille trappe til haven, for dele af hans venstre side er lammet, og alene det at forcere trapper kræver al koncentration.
For to år siden blev den dengang 39-årige Kristian Boserup ramt af en blodprop i halsen, som betød, at han mistede en tredjedel af sin hjernefunktion. I dag er Kristian Boserup gående, han kan huske og tale og fungere. Men han har svært ved trapper, ujævn vej og ved at overskue og planlægge. Hans humor er forandret. Han er på mange måder ikke længere den Kristian, som han var for 14 år siden.
Dokumentarfilmen ”Dem vi var”, der havde premiere i går, følger Mette Line og Kristian Boserup et år efter blodproppen. Fra Kristian Boserup første gang kommer hjem på besøg, over vredesudbrud og kampen med genoptræning til Mette Line Boserups beslutning om at gå fra sin mand. En beslutning, der var det sværeste overhovedet.
”Det var det største dilemma og nok en af de mest ubehagelige ting, jeg har været igennem,” fortæller Mette Line Boserup.
Kristian Boserup sidder ved siden af hende i sofaen, og selvom de griner og driller hinanden, er det stadig svært at tale om, at blodproppen betød, at de gik fra hinanden.
”Jeg kæmper stadig med mig selv over det, for jeg synes, at jeg har givet fortabt, og fordi jeg synes, at jeg er fej. Jeg burde være noget for Kristian, men det kunne jeg ikke. Jeg kunne mærke, at jeg svandt mere og mere ind som menneske. Jeg ville ende med ikke at kunne tage mig af børnene, og der kom de først,” fortæller Mette Line Boserup.
Begge forklarer i dag, hvordan relationen mellem dem ændrede sig fuldstændigt, da blodproppen ramte. Fra at være et par med en ligeværdig relation, stor kærlighed og plads og lyst til at være noget for hinanden, blev rollefordelingen en helt anden.
”Jeg har altid set Kristian som en, jeg kunne gå til, når jeg blev ked af det. Jeg havde en tryghed i ham, som nu var fuldstændig væk. Jeg blev den, der skulle hjælpe og beskytte ham, og på et tidspunkt hvor jeg skulle køre ham til et genoptræningscenter, havde jeg det, som om jeg kørte en teenager på efterskole. Fordi jeg følte så stort et ansvar for ham,” siger Mette Line Boserup.
”Jeg kæmpede for Kristian, for hans behandling og for børnene, og jeg tænkte, hvad er det for et liv, jeg kæmper for at få? Samtidig følte jeg, at jeg var i et tvangsægteskab, for jeg kendte ikke Kristian. Hvem er det, jeg er gift med? Noget var Kristian, men der var også noget, jeg ikke kendte. En tredjedel af ham var jo væk,” siger hun.
De aftalte, at de først ville tale om deres forhold, når der var gået et år. Lægerne havde sagt, at først der ville man kunne se, hvor hjerneskaden bar dem hen. Så mens Kristian Boserup kæmpede med at acceptere sin nye virkelighed, gik Mette Line Boserup derhjemme og byggede huset om, så Kristian Boserup kunne flytte hjem.
Samtidig passede hun sit arbejde, sørgede for børnene og tog de mange kampe med et sundhedssystem, der ifølge parret ikke havde de ressourcer, der skulle til for at hjælpe. Da et år var gået, og kort før Kristian Boserup skulle flytte hjem, fortalte Mette Line Boserup ham, at hun ikke ville mere.
”Jeg følte, at jeg blev stukket ned med et brændende sværd. Langsomt. Jeg gik rundt blandt andre hjerneskadede og kunne se, at deres ægtefæller tog sig af dem. De talte meget om, at ’vi bliver selvfølgelig altid sammen, og jeg støtter’. Så det var virkelig hårdt at vide, at ens egen kone havde kappet tråden,” siger han.
”Nu er jeg heldigvis kommet så langt, at jeg kan se fornuften i det, og jeg kan se grunden til, at Mette Line ikke kunne mere. Det kunne jeg ikke dengang. Da var det et spyd lige ind i sjælen.”
Mette Line Boserup forklarer, at selvom der er gået et år, er hun stadig ked af det.
”Jeg har så dårlig samvittighed. Man går ikke fra en, der er syg. Og det skal jeg stadig bearbejde. Nu er der mange, der siger, at det er okay, og det hjælper. Men måske ville Kristian have det bedre, hvis han stadig boede her og var sammen med os. Det er min skyld, at han ikke gør det. På den anden side kan jeg tænke, at hvis han stadig var her, er jeg ikke sikker på, at han ville synes, jeg var så rar. Jeg ville nok have en kæmpe depression, for jeg kunne mærke, at jeg var på vej dernedad, og så ville jeg ikke kunne være der for nogen. Overhovedet.”
I dag bor Kristian Boserup 800 meter fra Mette Line Boserups nye hus i Virum, og selvom de er gået fra hinanden, er de i dag gode venner og taler sammen i telefon hver dag. De håber, at filmen vil give et indblik i, hvor hårde konsekvenserne er for dem, der bliver ramt af en hjerneskade.
”Det var Kristian, der fik en skade, men det sætter så mange ringe i vandet på områder, man ikke kan tænke sig til. Jeg tror, det vil overraske folk, hvad der egentlig sker i sådan en situation,” siger Mette Line Boserup.
”Hvis jeg ikke havde været i den situation, ville jeg ikke kunne regne ud, at det ville ende, som det gjorde. Kun fordi jeg har stået der og mærket det og følt det, ved jeg det. Ja, der står, til døden jer skiller, men det er ikke bare det. Det er så meget mere end det.”