Lisbeth hjælper på femte år gadebørn i Indien

For 13 år siden droppede Lisbeth Johansen en lovende salgskarriere i hotelbranchen for at rejse ud i verden. I dag driver hun organisationen LittleBigHelp, der hjælper hundredevis af gadebørn og kvinder i Indiens slum. Hendes historie fortælles i bogen "Hvad svarer du, når livet kalder?". Læs et uddrag her

For 13 år sidden droppede Lisbeth Johansen en lovende salgskarriere i hotelbranchen for at rejse ud i verden. I dag driver hun organisationen LittleBigHelp, der med over 70 ansatte dagligt hjælper hundredevis af gadebørn og kvinder i Kolkatas  slum. Lisbeth Johansens historie  fortælles i den nye bog "Hvad svarer du, når livet kalder?"
For 13 år sidden droppede Lisbeth Johansen en lovende salgskarriere i hotelbranchen for at rejse ud i verden. I dag driver hun organisationen LittleBigHelp, der med over 70 ansatte dagligt hjælper hundredevis af gadebørn og kvinder i Kolkatas slum. Lisbeth Johansens historie fortælles i den nye bog "Hvad svarer du, når livet kalder?". Foto: Kaustav Saikia.

Kolkata, Indien, november 2015

En kvinde kommer til syne bag teltets stofforhæng, da hun hører os kalde. Hun ser forskrækket ud. De mørke øjne flakker mellem os, og munden bæver. Hun kommer helt ud af teltet og dækker hurtigt indgangen til bag sig.

Kvinden hedder Rupa, er i midten af 30’erne og mor til tre. Ligesom de fleste andre kvinder i slummen går hun klædt i en farverig sari og har et tørklæde hængende løst om hovedet, en malet rød plet i panden og ring i næsen. Op ad begge arme er der smykker, og neglene er delvis røde.

Annonce: Køb bogen her 

På forunderlig vis formår indiske kvinder altid at gøre sig smukke, ligegyldigt hvor lidt de ejer. Til gengæld ser de fattigste kvinder slidte ud på krop og i ansigt, og selv de, der er væsentligt yngre end mine 41 år, virker meget ældre. Det gælder også Rupa. 

Rummet indenfor svarer til pladsen i et lille firemandstelt og består af sovepladser og et ildsted. Det første, jeg får øje på, er datteren på tre år. Hun sidder på jorden og stirrer ud på mig fra mørket. Jeg smiler, samler håndfladerne foran brystet og hilser på hende med det indiske ord ”namaste”, som betyder: Jeg bøjer mig for dig. Det undrer mig, hvad hun laver derinde, når mange af de andre børn i slummen render rundt ude på vejen og leger.

Det næste, jeg ser, giver mig et chok. Blodet løber fra mit ansigt. På et stykke pap på jorden ligger et spædbarn. Hun har et stykke stof løst viklet om sig for at holde fluerne væk, men er ellers nøgen. Jeg kravler tættere på og aer stille barnet på maven. Hun er tynd og har det ikke godt. Munden står åben, og ansigtet trækker sig sammen i lidende grimasser. Men der kommer ikke en lyd fra hende. Barnet har ikke engang kræfter til at græde.

Jeg får selv lyst til at græde. Selvom jeg efterhånden har stået i sådan en situation mange gange, er det stadig lige smertefuldt at se et lille og uskyldigt barn lide så meget. Vi må gøre noget, tænker jeg. Det barn har brug for hjælp.

Jeg kravler baglæns ud af teltet, hvor Rupa stadig står sammen med mine medarbejdere Bijoy og Sagarika. Hun ser på mig med et blik fuldt af frygt og magtesløshed. Hun ved ikke, hvad hun skal gøre. Det er ikke til at sige, hvad barnet fejler, men den tynde krop indikerer, at hun ikke får nok mad. Moren siger noget på bengali, og Bijoy oversætter, at barnet kun har fået sukkervand det seneste stykke tid.

Mens vi taler, kigger Rupa hele tiden nervøst ned ad vejen. Hun frygter, at hendes mand pludselig kommer hjem fra fabrikken. Han bliver vred, hvis han ser hende tale med os, siger hun.

Først nu opdager jeg de blå nuancer rundt om hendes ene øje. Ikke igen, tænker jeg. Vi kender familien fra tidligere og ved, at hendes mand er voldelig. Jeg kan mærke vreden komme op i mig. I slummen bliver kvinder ofte slået af deres mænd, ja, mange vænner sig ligefrem til det og forsvarer det som mandens ret.

Rupa er ikke ene om at frygte, at hendes mand kommer hjem. Vi ved, han kan ødelægge vores chancer for at hjælpe moren og barnet, hvis han dukker op. Sagarika holder øje med vejen, mens vi forsøger at overbevise Rupa om at lade os hjælpe barnet.

”Hvis dit barn ikke kommer i behandling, så dør hun,” siger jeg, mens Bijoy oversætter.

Vi befinder os i byen Kolkata, tidligere kaldt Calcutta, hovedstaden i delstaten Vestbengalen i det østlige Indien nær Bangladesh. Tælles forstæderne med, vurderer man, at byen har godt 14 millioner indbyggere, og i bydelen Howrah, hvor Rupa lever med sin familie, bor der sammenlagt cirka fem millioner.

Howrah ligger på vestsiden af Hooghlyfloden, som løber ned igennem Kolkata, og folk fra østbredden kommer aldrig herover, hvis de kan undgå det. Her er alting mere kaotisk, mere beskidt og mere fattigt. Det er i Howrah, at min udviklingsorganisation LittleBigHelp har flere af sine projekter. Vi driver et dagcenter, en skole og et projekt for voksne kvinder. Derudover laver vi opsøgende arbejde i slummen. Det er derfor, jeg er her med Bijoy og Sagarika i dag.

Ifølge FN’s definition kan man tale om slum, hvis mennesker bor i områder uden adgang til rent drikkevand eller gode sanitære forhold, hvis de bor meget tæt, og hvis hjemmene er bygget på farlige områder eller er i så ringe stand, at de ikke vil kunne beskytte beboerne mod ekstreme vejrforhold som kraftige regnskyl eller hård vind. Desuden karakteriseres slumområder ved, at man kan risikere at blive smidt væk uden varsel.

Definitionen passer til flere tusinde steder i Kolkata, hvor indere med sociale eller økonomiske problemer har bosat sig i små forfaldne murstenshuse, skure eller telte lavet af skraldede materialer. Ofte bor de i yderkanten af byen på steder, hvor ingen andre har lyst til at bosætte sig på grund af larm, forurening eller farlige forhold. I slummen møder man alle de problemstillinger, byen rummer: fattigdom, sult, vold, seksuelt misbrug, alkoholiserede og limafhængige mænd og børn, der arbejder, bliver undertrykt, udnyttet og slået.

Dagligt tager nogle af vores ansatte ud til forskellige slumområder for at tale med familier og undersøge, om særligt børnene har det godt eller kunne have brug for et af vores projekter, såsom ophold på børnehjem eller dagpasning. Tidligere tog jeg oftere selv ud til områderne, men det er blevet mindre, i takt med at organisationen og de administrative opgaver er vokset. På godt fem år er LittleBigHelp gået fra at være mit enmandsprojekt til at have to ansatte i Danmark og 70 i Kolkata, og vi hjælper dagligt flere hundrede kvinder og børn gennem vores otte projekter. Mange børn er kommet væk fra gaden og i skole, og kvinder er blevet bevidste om deres rettigheder.

Jeg må knibe mig selv i armen, når jeg tænker på, hvor meget vi har bygget op. Vejen hertil har budt på modstand og oplevelser, som har gjort mig vred, ked af det, bange og mere frustreret end nogensinde før. Men når jeg går rundt i slumområderne og er ude ved vores projekter, ved jeg, det har været det hele værd.

Slumområdet, vi befinder os i, da vi møder Rupa, består af en lille vej, hvorpå der bor i alt 32 familier og knap 50 børn. Den er ødelagt af voldsomme regnskyl, da vandet ikke har kunnet trænge ned i jorden, og der er store huller alle vegne. Og så er der skrald overalt. Plasticskruelåg fra vandflasker, poser, papir, små stykker bildæk, træstumper og rester af madvarer gør jorden under mig til et farverigt tæppe med et tykt lag støv ovenpå. For hvert skridt jeg tager på vejen, flyver en stor sky af fluer op. De er dovne i varmen og letter kun for en kort bemærkning, før de igen sætter sig ikke langt derfra.

På den ene side af vejen er der bygget små telte af presenninger og plastic i forskellige størrelser og farver. De ligger så tæt på hinanden, at de nærmest smelter sammen. Teltene holdes oppe ved hjælp af rester af gamle bambusstilladser, som familierne har fundet i nærheden. Plastic og presenning er lagt i flere lag for at sikre, at det holder tæt, og ovenpå er der smidt murbrokker, tunge træstykker og bildæk til at holde det hele på plads. Trods familiernes anstrengelser er det usandsynligt, at alle hjemmene vil kunne klare regnskyllene, når Kolkatas voldsomme monsunsæson sætter ind mellem juni og september. Til den tid må de fleste starte forfra.

Foran hjemmene ligger der stykker af bambusstillads og dynger af træ, plastickasser og affald, som på afstand får det hele til at ligne én stor bunke skrald. Hvis ikke det var for det farverige tøj, der hænger til tørre rundtomkring, ville man nok ikke opdage de små indgange mellem presenningerne, hvor stofforhæng er sat op. I åbningerne til hjemmene sidder kvinder og laver mad eller gemmer sig fra den ulidelige varme, der næsten altid trykker byen.

Trods varmen har flere af områdets kvinder samlet sig rundt om os. De blander sig og vil høre, hvad samtalen med Rupa drejer sig om. Jeg spørger, hvorfor de ikke har sagt eller gjort noget, når det er tydeligt, at både mor og barn har brug for hjælp. Det kan stadig være svært for mig at holde hovedet koldt og undlade at blive vred i sådan en situation. Men jeg ved, at det hverken er morens eller nogen af de andre i områdets skyld, at barnet ikke har fået hjælp. Det skyldes uvidenhed og fattigdom. Inderne i slummen ved ofte ikke, at de kan søge hjælp, de har ingen tillid til fremmede, og så lever de under så dårlige forhold, at alvorligt syge børn er en del af hverdagen.

Vi ved, at barnet skal have hjælp hurtigst muligt. Hun har brug for at blive tilset af en læge og få ordentlig pleje for at blive rask. Det bedste ville være, at vi bare tog hende med os med det samme og kom af sted. Men det kan vi ikke. Tager man et barn, er det menneskesmugling. Det skal selvfølgelig være morens beslutning at overlade barnet til andre, så vi kan ikke redde barnet, hvis ikke hun vil give os lov til det.

Vi foreslår Rupa at få barnet bragt til en af de klinikker eller hjem for spædbørn, som en hjælpeorganisation i byen driver. Men moren ryster på hovedet. De færreste mødre i slummen er åbne over for at overlade deres børn til ansatte fra udviklings- og nødhjælpsorganisationer. De frygter, at barnet vil blive fjernet fra dem, og at de aldrig kommer til at se det igen. Det kræver derfor stor tillid at overbevise dem om, at det er den rette beslutning, og sådan en tillid skaber man ikke uden videre til familier i slummen.

Mange tanker strømmer igennem mit hoved, mens vi forsøger at overtale Rupa. Jeg kan ikke forstå, at hun finder sig i volden, og at nogen kan behandle hende på den måde. Det gør mig ondt, at hun er så bange. Jeg kommer til at tænke på hendes ældste datter Chaitali på snart seks år, som bor på LittleBigHelps pigebørnehjem i Kolkata, og som jeg dagen inden så danse rundt i sin fine kjole. Hun smiler altid, og det gør mig så lykkelig, at hun har fået chancen for en opvækst væk fra slummen.

Den yngste pige fortjener også en chance til, men tiden går. Moren vil stadig ikke have, at barnet skal væk fra hende for at få hjælp. Lugten af sod og affald bliver mere og mere ulidelig, og støvet og varmen har givet mig en tør smag i munden. Men jeg er fast besluttet på at fortsætte, til moren går med til at lade barnet blive behandlet. Jeg kigger på Sagarika, som ryster på hovedet – manden er stadig ikke til at se.

Jeg forklarer igen Rupa, at vi ikke har i sinde at tage barnet fra hende. Hvis bare hun lader sin datter komme på en klinik eller et hjem, indtil hun har det bedre, så kan hun komme tilbage igen. Og så vil hun overleve.

Mens vi taler, sørger jeg hele tiden for at holde øjenkontakt. Sproget har jeg aldrig lært ordentligt, så mit ordforråd er begrænset. I stedet kommunikerer jeg med kroppen. Jeg er efterhånden blevet god til at læse, hvornår det er bedst at sige noget eller tie stille, og hvornår nogen har brug for et kram. Hænderne er hjertets forlængede arm. Med dem kan man tit sige mere end med ord.

Så begynder Rupa at græde. Vores vedholdenhed har virket. Hun vil gerne have hjælp, hulker hun. Jeg giver hende et kram, holder om hende længe og siger, at vi vil gøre vores bedste.

”Din pige bliver rask.”

Da Rupa er faldet til ro, tager vi afsked, og sammen med Bijoy og Sagarika går jeg tilbage ud mod den større vej, hvor bilen holder parkeret. Jeg smiler til nogle af kvinderne i teltene og hilser høfligt ved at samle håndfladerne foran brystet og sænke hovedet. De nikker til mig. Flere af børnene følger os på vej og vinker. Jeg er lettet. I morgen vil vi som det første kontakte organisationen bag klinikken og spædbørnshjemmet og få dem til at skrive en seddel til Rupa om, at hun kan komme med den lille. Vi har tilbudt også at hjælpe hende med at få barnet kørt derhen, hvis det er nødvendigt. Derefter vil barnet få den nødvendige behandling.

Nede langs flodens bred ligger flere familiers tøj og tørrer i solen. Nogle mænd er ude at vaske sig, og andre går søgende rundt i det grumsede vand og leder efter ting, der kan sælges. Fordi Hooghlyfloden er en del af den hellige Gangesflod, har alt, man finder i den, værdi. En kvinde kommer op fra bredden med to store klumper ler i hånden, som hun placerer på et tæppe i vejkanten. Hvis hun er heldig, kan hun få et par rupees for hver klump.

Familierne i slumområdet skaffer primært penge ved at tigge eller fiske efter mønter i floden. Mange mennesker smider mønter i den hellige flod, og ved hjælp af små magneter sat på snore formår de fattige indere at samle mange af dem ind. På en god dag kan de sagtens finde 60 rupees, godt seks danske kroner, og andre gange kan de være heldige at finde jernstumper, som også kan sælges. Det er dog ikke en ufarlig måde at skaffe til dagen og vejen. Kommer de for langt ud i floden, risikerer de at blive taget af strømmen, og de færreste her har lært at svømme.

Fra slumområdet er udsigten over vandet og byens forfaldne hvide bygninger på den anden bred smuk. Til venstre for mig kan jeg ane den over 70 år gamle Howrah Bridge, der er en af verdens største stålgitterbroer, og til højre står den nyere bro, Vidyasagar Setu, som blev bygget, da trafikken over Howrah Bridge blev for massiv. Befolkningen er vokset markant på få årtier, og i dag passerer knap 200.000 køretøjer og over en million fodgængere dagligt de to broer.

Kort efter er vi selv på vej over den nye bro mod Kolkata i tæt og larmende trafik. Vores chauffør har konstant sin ene finger på hornet og dytter i kor med de andre biler. Bijoy bliver sat af undervejs, så han kan nå en bus hjem til familien, som bor to en halv time væk. Jeg kører videre mod min lejlighed på Camac Street i det centrale Kolkata. I bilen forsøger jeg at samle tankerne.

Jeg havde ikke høje forventninger til Kolkata, da jeg ved et tilfælde kom hertil for fem et halvt år siden. Her var mennesker og skrald overalt, stank af sved og bilos, og trafikken var tæt og støjende. Men selvom lugtene stadig kan være kvælende og omgivelserne stressende, har jeg i dag fundet en vis charme i Kolkatas kaos, og jeg siger gerne, at byen har potentiale til at blive smuk. Det er bare svært at se, hvem der skulle kunne gøre noget ved den. For størstedelen af indbyggerne som dem, vi besøger i slumkvartererne, handler livet mest af alt bare om at overleve.

Selv efter så mange år i Kolkata kan det, jeg møder blandt Indiens fattige, chokere mig. Det er aldrig til at vide, hvad jeg kommer ud til i slummen, og selvom jeg er blevet bedre til at holde hovedet koldt, er det svært ikke at blive vred over uretfærdigheden og håbløsheden. Men hvor jeg tidligere kunne finde på at råbe ad de lokale, når de behandler hinanden skidt, så ved jeg i dag, at man ikke kommer langt med vrede. Hvis jeg vil ændre noget i området, er det vigtigt at have respekt for indbyggernes liv og kultur.

Med tiden kan jeg opbygge et godt forhold til familierne, så de for eksempel tør overlade deres børn til os, hvis de har brug for hjælp. Det gør mig glad, at vi fik Rupa overtalt til at lade sin lille pige få lægehjælp. Om noget tid kan barnet komme tilbage til hende, og så må vi sørge for at holde ekstra øje med dem, når vi er i området. Vi skal også have talt med hendes mand om hans voldelige adfærd. Den skal stoppes.

Det er nemt at komme til at fokusere på alle problemerne og alt det, man ikke kan gøre noget ved i Kolkatas slum. Jeg foretrækker at se på mulighederne. Selvom meget er håbløst, findes der steder, hvor vi reelt kan være med til at gøre en forskel. Det, børnene her har brug for, er nogen, der tror på dem og støtter dem.

Og det er blandt andet blevet mig. Ikke fra den ene dag til den anden, naturligvis, og ikke uden videre. Nok er LittleBigHelp godt fem år gammel, men min rejse har været over dobbelt så lang. Den begyndte en lun sommeraften i 2003 på et hotel i København.