Familiehemmeligheder er sjældent af det gode

"Moderne børn må vide sandheden, ellers går de og tumler med usikkerheden hele livet, og det er langt værre, " skriver Beate og peger på sin egen usikre barndom, som var en konsekvens af en familiehemmelighed. Iris

Børn fornemmer meget ofte, at der er et eller andet. De ved bare ikke altid, hvad det konkret er, og så vil de ofte få oplevelsen af usikkerhed, og at de ikke helt kan stole på deres intuition og vurderingsevne. Det bidrager ikke til en tryg udvikling.

Selvom forældre ofte begrunder fortielser med hensynet til børnene, er det ofte de voksnes angst for sandheden, der ligger bag tavsheden

Kære brevkasse. Tak for jeres umådeligt mange gode indlæg. Ofte har jeg lyst til at svare jer, men jeg tænker, at andre har nok klogere meninger, end jeg har.

Men netop dette problem, som kom op i brevkassen i sidste uge, med at fortælle børn, hvem deres far er, ramte mig lige i hjertet.

Jeg er født i 1936, og dengang var det ikke på sin plads at få et barn uden for ægteskabet i de kredse, som min mor tilhørte.

Der er mange, som har haft det, som jeg har det, er jeg sikker på.

For jeg fik ikke noget at vide om min rigtige far. Og da jeg altid var på kostskoler, fandt min mor aldrig rigtig lejlighed til at fortælle mig om min biologiske far. Han faldt nemlig ned med sin flyvemaskine, og så fik vi en anden far, så mor har sikkert ikke tænkt, at det var nødvendigt.

Men da jeg var 18 år og skulle tilbage til Danmark for at få en uddannelse, skrev min morfar til min mor og bad hende fortælle mig om min biologiske far.

Min morfar ville nemlig nødig, at jeg stødte ind i min virkelige familie uden at kende til historien bag.

Det foregik på følgende måde: Vi var på ferie i Sydeuropa, og jeg skulle køre alene tilbage til København med nattoget, og mor havde stadig ikke fortalt mig noget.

Lige inden toget kørte, sagde hun det til mig og skubbede mig op i toget.

Min kære lille mor var så flov over, at mine andre søskende skulle høre det. Og der lå jeg så og rumlede med toget til København. Og jeg tænkte på, at hvis denne fortielse var en del af mit 18-årige liv, hvad var der så af andre fortielser?

I dag er det jo ikke noget problem at fortælle børn, at de er født uden for ægteskabet, men det med donor-barnet er en lignende situation. Moderne børn må vide sandheden, ellers går de og tumler med usikkerheden hele livet, og det er langt værre. Dette var blot en lille hilsen med tak for jeres indlæg.

Venlig hilsen

Beate

Kære Beate

Tak for dit brev om dine egne erfaringer og din påmindelse om, at historien let kan gentage sig omend i en anden udgave. Du skriver ikke noget videre om, hvordan det har påvirket dig gennem årene, men på dine sidste linjer kan vi alligevel forstå, at det har ligget som en skygge et sted i dit liv, og at du ønsker det må være anderledes for andre børn i lignende situationer.

Nogle gange ser det ud til, at vi mennesker trods øget indsigt og viden på mange plan alligevel ikke bliver så meget klogere.

I årtier har man kæmpet for, at børn skulle informeres om vigtige forhold og ikke holdes hen i uvidenhed. Og forældre har sikkert ofte taget sine beslutninger ud fra gode intentioner om at skåne børn, men der ligger dengang og nu ofte andre forhold skjult i menneskesindet, så voksnes egne behov ofte alligevel har fået forkørselsret.

Det er let at huske på fortidige og uvise handlinger, som for eksempel den person, som vi selv kender til, der fik at vide i forældrenes tale på konfirmations-dagen, at vedkommende var adopteret.

Det samme er der voksne børn, der har fået at vide på forældres dødsleje som den sidste hilsen at leve videre med.

Der er også en del børn, som mange år efter kan få at vide, at deres far og/eller deres mor havde et barn, før de blev født, og som døde som lille, men hvor man aldrig talte om det i familien.

Familiehemmeligheder er meget sjældent af det gode. For livets fakta bliver ikke borte, og usagte ting lever deres særlige liv på forskellig vis.

Børn fornemmer meget ofte, at der er et eller andet. De ved bare ikke altid, hvad det konkret er, og så vil de ofte få oplevelsen af usikkerhed, og at de ikke helt kan stole på deres intuition og vurderingsevne.

Det bidrager ikke til en tryg udvikling.

Sandheden kan være svær at få, og den skal altid formidles med omtanke og visdom, og timingen er ikke uvæsentlig.

Samtidig må der være plads til efterfølgende reaktion og de spørgsmål, der kan dukke op i den følgende tid og i årene efter, sådan at man ikke bliver ensom med den nye sandhed.

Nu er vi så i gang med at snyde børn igen, blot på en helt anden måde. Og vi ved endnu ikke, hvilken betydning det får for alle de børn, som i disse år kommer til verden, og som man i udgangspunktet og med vilje har bragt til verden uden kendskab til det biologiske ophav andet end måske nogle få karakteristika som øjenfarve, højde og lignende.

Voksne har det samme problem med, hvornår og hvordan dette forhold skal siges, som det eksempel du nævner, og det kan let udsættes eller bagatelliseres af de voksne af forskellige grunde.

Når fakta kommer på bordet om børnenes tilblivelse, er det i og for sig selvfølgelig godt, fordi det er sandt. Men det er også på en måde brutalt, fordi det ikke handler om en far, der skred eller døde eller var ude på sjov med ens mor.

Men barnets tilstedeværelse og tilblivelse på far-siden handler kun om et stykke biologisk materiale og ikke om en person.

Og man kan aldrig ringe til tv og finde ham via et program som ”Sporløs” eller på anden måde lede efter egen identitet, selvforståelse og historie. For den efter-søgning vil oftest ende på en klinik.

Det burde være helt basalt og dybt eksistentielt, at børn i fortid og nutid kan få viden om og kendskab til, hvem de kommer fra. Men det er ikke muligt for alle, og det har lovgiverne velsignet, og det har voksne mennesker taget ansvar for er virkeligheden for en hel del børn.

For år tilbage traf forældre sine valg ud fra de bedste motiver, og fordi kærligheden tilsagde dem, det de gjorde. Det er ganske givet det samme nu.

Enlige forældre med donorbørn vil også til enhver tid sige, som sandt er, at de elsker deres børn.

Men både dengang og nu har vi mennesker vores egne behov, som ofte ikke altid er helt bevidste eller særligt iøjnefaldende for os selv. Børns behov og naturgivne rettigheder er desværre ikke altid den afgørende faktor.

Mange hilsener