Det grænseløse arbejde gør os syge

I takt med at teknologien har gjort det muligt at arbejde på alle tidspunkter af døgnet og alle steder fra, er grænsen mellem fritid og arbejde for mange blevet flydende. Og det er usundt for os, både fysisk og mentalt, siger eksperter

Computer og mobiltelefoner har gjort arbejdet grænseløst. Det giver fleksibilitet, men fritiden er forsvundet, mener forskere.
Computer og mobiltelefoner har gjort arbejdet grænseløst. Det giver fleksibilitet, men fritiden er forsvundet, mener forskere. . Foto: Scanpix.

Telefonen ligger på bordet foran dig, og din mail er åben på computerskærmen. Du er sådan set ikke rigtigt på arbejde, men skal blot være til rådighed for arbejdspladsen, hvis noget skulle dukke op. Altså kan du kan sagtens læse lidt i din avis eller lege med dine børn imens. Dejligt med sådan en fleksibel ordning i din arbejdskontrakt? Ikke ifølge nye undersøgelser.

For at være til rådighed for din arbejdsplads er stressende, udmattende og dårligt for dit humør, også selvom telefonen aldrig ringer, eller der ikke tikker en egentlig arbejdsopgave ind på mailen. Det er konklusionen fra to nyere studier fra Holland og Tyskland, der er publiceret i henholdsvis det videnskabelige tidskrift Journal of Occupational Health og BioMed Research International Psychology.

Sammenlignet med tidspunkter hvor forsøgspersonerne havde rigtigt fri, blev de trætte og i dårligt humør, ligesom niveauet af stress-hormonet kortisol steg i deres blod. Og selvom mange af os ikke har et skriftligt krav om at være til rådighed uden for den almindelige arbejdstid i vores kontrakt, ligger det alligevel som en implicit forventning i mange job.

Og det kommer ikke bag på arbejdsmiljøforsker ved Roskilde Universitet Henrik Lund, at det er usundt for os at være til rådighed.

”Det at være tilgængelig for sin arbejdsplads i mange af døgnets vågne timer giver store problemer med de øvrige dele af vores liv. Faktisk er det langt værre at være tilgængelig hele tiden, selvom der ikke skulle dukke en opgave op, end at have lange arbejdsdage, hvis du så til gengæld holder rigtigt fri bagefter. Skal man ofte skifte frem og tilbage mellem de to sfærer arbejde og fritid ved for eksempel at tjekke mail og telefon, bliver arbejdet allestedsnærværende, og det er ekstremt belastende for vores psyke,” siger han.

Som et eksempel på den flydende grænse mellem arbejdsliv og privatliv peger han på, at man på langt de fleste arbejdspladser med et skrivebord får mobiltelefon og bærbar computer udleveret som det allerførste. Og modtager man en e-mail fra chefen søndag aften, fremgår det formentlig ikke tydeligt, at der skal svares med det samme, men en subtil forventning er alligevel etableret.

På den måde er arbejdslivet og privatlivet blandet fuldstændigt sammen, og tidligere undersøgelser viser da også, at omkring hver tredje dansker tjekker deres arbejdsmail mindst én gang om dagen uden for normal arbejdstid.

For klinisk socialpsykolog ved Aalborg Universitet Einar Baldvin Baldursson at se er privatliv og arbejdsliv ikke bare flydt sammen. I dag kommer arbejdslivet altid først, og der bliver stort set ikke sat spørgsmålstegn ved det, mener han.

”Fritidslivet har mistet fodfæste, og vi har ikke længere et selvstændigt begreb for fritid, for den organiseres, som om det var arbejdstid. For det første beskriver vi fritiden, som om den omfatter forpligtelser, og for det andet er arbejdet ofte en del af fritiden.”

Som eksempel på det nævner han, at unge mennesker i dag altid skal opnå selvudvikling eller nye kompetencer ved at lave noget i fritiden, så det giver dem noget til arbejdsmæssige forhold.

”Socialt arbejde laver de for eksempel ofte for at få kredit på deres cv eller til at søge ind via kvote 2 på studiet. Vi er ved at skabe et liv, hvor alt, hvad vi er, kan sælges som en arbejdskompetence. Et andet eksempel er, at vores venner nu er blevet til vores netværk,” siger han.

At det er usundt at være tilgængelig hele tiden påpeger seniorforsker ved arbejds- og miljømedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital Bo Netterstrøm også. Han forklarer, at risikoen for, at vi at vi bliver mere åreforkalkede, lettere får hjertesygdomme, bliver mere deprimerede og angste, stiger. Men ifølge Bo Netterstrøm bærer vi selv en stor del af ansvaret for det grænseløse arbejde.

”Det er arbejdsgiverens ansvar at tilrettelægge arbejdet, så det er sundhedsmæssigt forsvarligt, men mange har også en adfærd, som chefen ikke kan styre, fordi de er så engagerede og lader sig drive af deres arbejde,” siger han.

Han gør også opmærksom på, at grænseløst arbejde kan give frihed til selv at planlægge sin tid. Og at problemerne med at være til rådighed er meget afhængige af branche og personlighed. Er man håndværker, har de opgaver, man skal løse, oftest en naturlig afslutning - et sprunget vandrør, kan man ikke blive ved med at fixe. Arbejder man derimod som forsker, underviser eller journalist, kan man ofte blive ved og ved. Og er man perfektionistisk, eller føler man sig ikke klædt ordentligt på til opgaven, påvirker det langt mere, end hvis man er en anden type, vurderer han.

”Men en virksomhed må ikke indrette sig på, at medarbejderen svarer når som helst og hvor som helst, selvom teknologien gør det muligt. Vi kan ikke skrue tiden tilbage i den henseende, men vi skal ikke være mentalt på arbejde konstant, for det er usundt. Vi skal bare også selv lade være med at tro, at vi skal svare på alting med det samme. På den måde ligger ansvaret på begge sider, fordi der ikke er ordentlige aftaler. Men det er arbejdsgiveren, der skal tage initiativet til at få dem i stand.”

Også Henrik Lund peger på, at det er klare aftaler mellem arbejdsgiver og ansat, der skal løse problemet nu og her, men for ham at se ligger ansvaret for det grænseløse arbejde slet ikke hos den enkelte:

”Når tingene kører i højhastighed, og arbejdsbyrden er accelereret, kan man ikke løse det personligt. Mange forsøger sig med mindfulness, åndedrætsteknikker og yoga, men det er et quick-fix på organisatoriske problemer, og ingen tager ansvar for arbejdsforholdene og beskytter medarbejderne.”

Han mener ikke, at tendensen med det grænseløse arbejde kan fortsætte i al evighed:

”Jeg tror, vi når til et punkt, hvor vi må erkende, at for mange bliver syge af det. Når det for alvor står tilbage som et bredere samfundsmæssigt problem, i stedet for at ansvaret som nu ligger ude i de enkelte virksomheder og hos den enkelte medarbejder. Forventningsafstemning mellem arbejdsgiver og -tager kan hjælpe, men på samfundsplan mangler der en grundlæggende forståelse af, at vi arbejder på en fuldstændig vanvittig måde, og at der er for få incitamenter for virksomhederne til at gøre noget. På et tidspunkt bliver det så vanvittigt dyrt, at nogen må træde i karakter på politisk niveau.”