Side om side ligger to tre en halv meter høje slanke skulpturer i finsk gneis på murstensgulvet i hallen i det gamle mejeri i Torup ved Hundested. Værkerne er ”Engle” ligesom de 12 engleskulpturer, der står ved Margrethe-kapellet på Naturkirkegården i Holbæk. De er alle skabt af billedhuggeren Preben Boye, og de to i hallen skal nu stilles op på hans grav på kirkegården ved Torup Kirke.
”Så er det, at jeg kan spørge: Hvorfor er han her ikke? Nu skal jeg beslutte, hvordan de to skulpturer skal stå på graven,” siger Pia Kai-Sørensen.
Hendes mand, Preben Boye, døde den 15. oktober sidste år, 70 år, et halvt år efter, at sygdommen lungehindekræft var blevet konstateret. Han var hjemme under hele sygdomsforløbet og døde hjemme. På trods af det alvorlige perspektiv, at Preben Boye skulle dø, blev det en god tid, som hun gerne vil fortælle andre om.
”Døden er stadig alt for tabubelagt i vores kultur, og jeg kunne unde andre at få den oplevelse at følge en døende og være der gennem hele forløbet. Døden og fødslen ligner hinanden meget i processen, hvis betingelserne er til stede for, at den kan blive naturlig og ikke gemt væk. Det kan lyde underligt, men det kan være lige så livgivende at følge en døende som at være med til en fødsel,” siger Pia Kai-Sørensen.
Hun er 61 år, uddannet socialpædagog og voksenunderviser, og arbejdede i sit sidste job som ungdomsuddannelsesvejleder. Da hendes mand blev syg, tog hun plejeorlov og er siden gået på efterløn. Nu bor hun alene i den 1000 kvadratmeter store bygning omgivet af en kæmpe have med drivhus, høns og storslået udsigt over marker og enge og et glimt af det blå Kattegat i det fjerne.
Her har parret boet og arbejdet i en årrække. Stueetagen står, som da Preben Boye levede, med hans arbejdsrum, der er fyldt med postkort og andre memorabilia, stenhuggerpladsen udenfor, et værksted og det store showroom i den tidligere produktionshal med fliser på væggene og små og store skulpturer i granit, andre stenarter og bronze.
Preben Boye, der var uddannet ingeniør og autodidakt kunstner, var en efterspurgt og anerkendt billedhugger, som blandt sine mange værker kan tælle en 100 tons tung granitskulptur, ”Bro”, der står foran Codanhus på Gammel Kongevej i København samt skulpturer på torvet og foran posthuset i Frederiksværk og udsmykning af kirkegårdene i Melby og Vinderød. Dertil kommer værker i Island, Sverige, Norge, Tyskland, Luxembourg og Argentina.
Men han var også kendt for den permanente udstilling i husets kælder, ”Mit liv” kaldte han den, som har haft besøg af reportagehold fra DR og TV 2 på grund af dens både uhyggelige og humoristiske særpræg med lyseffekter, spejlinstallationer, samlinger af avisstabler, udklip og fotografier samt et væld af rariteter i ét struktureret bombardement af sanserne.
”I begyndelsen gik jeg sjældent herned, fordi jeg syntes, her var klaustrofobisk og tungt,” siger Pia Kai-Sørensen, der nu frimodigt viser samlingen frem.
Parrets privatbolig er på førstesalen, men de opholdt sig mest i det hyggelige lyse køkken med klapbord og kurvestole i stueetagen, hvor hun byder på kaffe og kanelsnegle.
”At bo her er så fint. Vi har bygget det op sammen, og alt her er noget, vi har besluttet sammen. Jeg føler mig meget tilpas og kunne ikke tænke mig at bo et andet sted. Men jeg skal ikke være kustode i et museum. Så det er en balancegang mellem på den ene side at bevare Prebens ånd og ting og på den anden, at intet må berøres eller fjernes. Det skal være et levende værksted,” siger Pia Kai-Sørensen.
Hun har besluttet, at det første år skal være fredstid og sørgetid. På et tidspunkt kan det godt være, at det vil være i orden for hende, at en anden kunstner kan bruge hendes mands stenhuggerplads. Men allerede nu har lokalrådet i Torup fået lov til at låne hans værksted, så folk kan komme og få repareret ting og til at arrangere små intime koncerter i hallen.
Da Preben Boye i maj sidste år fik diagnosen uhelbredelig lungehindekræft, besluttede han, at han ikke ville udsætte sig selv for smertefulde forsøg på livsforlængende behandling, fordi det kun ville give en kort respit inden det uafvendelige.
”Han ville opleve sin død, som han sagde. Han var et meget åbent og nysgerrigt menneske og ville opleve det hele, og hvordan det var. Han lukkede ikke øjnene for det. Mange i omgivelserne var taknemmelige for, at han var så åben og ville tale med dem om det,” siger Pia Kai-Sørensen.
”Men han var også meget glad for sit liv, og der må have været meget stor sorg forbundet med at skulle sige farvel til det hele, hans arbejde, haven, som han elskede, mig og børnene. Men han peb ikke.”
”Det var rigtig godt for mig, for det hele var meget konkret. Og det var vigtigt, at vi kunne holde i hånd og snakke om, hvordan vi havde det. Og jeg kunne tude, når jeg havde det sådan. Jeg kunne godt unde andre den åbenhed.”
”Preben havde andre måder at se tingene på. Børnene elskede ham, fordi han altid sagde noget, man ikke lige havde forventet. Han var god til at aflæse folk, hvad de tænkte og følte, og empatisk, hyggelig og inspirerende at tale med og meget optaget af, hvad der skete ude i verden.”
”Han var også meget arbejdsom og disciplineret, dagen kørte efter et skema med op om morgenen, af sted på cyklen og hjem at arbejde, men han var også god til at holde pauser og fundere. Og så var han psykisk meget stærk og målrettet med det, han ville. Og han holdt fast ved sin beslutning om ikke at få behandling.”
”Han var den type, der, hvis han stod over for en udfordring, selv løste den på sin egen måde. Derfor måtte jeg også sige til ham, at jeg i denne situation forstod, at han måtte gå vejen selv og var alene om det, men at han ikke måtte fjerne sig mentalt fra mig. Han kørte det i sit eget univers. Jeg kunne se, at han var ked af det, og at jeg kunne trøste ham ved at være der. Men det var hans egen kamp.”
I juni sidste år holdt parret åbent atelier med dans, sang og musik for kunder, venner og familie, hvor det blev meldt ud, at nu lukkede Preben Boye atelieret. Han solgte mange skulpturer den dag og nåede trods sin sygdom at sætte flere skulpturer op hos kunder.
”Det var med til at holde ham oppe og dejligt, at han kunne give folk den oplevelse, mens han endnu var frisk,” siger Pia Kai-Sørensen.
Det var et stærkt ønske for Preben Boye, at han kunne blive hjemme og undgå hospitalsindlæggelse og hospice. At det kunne lade sig gøre til det sidste, skyldtes ikke mindst, at selvom sygdommen langsomt svækkede ham, fik han på intet tidspunkt smerter.
”Måske fordi han var i så god kondition. Han holdt sig i gang til 14 dage før, han døde. Han gik tur i haven, da han ikke længere kunne cykle, og ture i huset, da han ikke kunne klare trinene ud til haven. Og han kravlede op og ned ad trappen til førstesalen, selvom han måtte holde flere pauser undervejs. Og da han ikke længere kunne komme ud af sengen, satte han sig op og lavede rygøvelser. Det var meget værdigt.”
”Det nytter ikke at sidde og vente på døden. Derfor holdt vi hans 70-årsfødselsdag på et lille hotel ved vandet, hvor han kunne ligge i en dejlig seng efter kaffen og middagen, hvor hans børn og børnebørn også deltog. Vi tog også en tur med færgen til Oslo, så han kunne se indsejlingen og hygge sig med en god middag og stadig være i nærheden af sin seng. Han var for syg til at gå i land, men oplevede skibets bevægelser og regn og rusk, som han elskede.”
Ifølge Pia Kai-Sørensen blev det bare sådan, at Preben Boye kunne blive hjemme under sit sygdomsforløb. Hendes eneste overvejelse var, at det var en god idé at skabe kontakt til et hospice, hvis han skulle få stærke smerter, eller det blev for belastende rent fysisk at passe ham. Men ud over en kort indlæggelse på sygehus for at få tilført væske og blod, blev det ikke nødvendigt for Preben Boye at forlade sit hjem.
Det var også begrænset, hvad der blev brug for af hjælp udefra. Preben Boyes praktiserende læge og en ven, der er læge og leder af et hospice, kom på skift forbi og så til ham og sørgede for det lægefaglige. En hjemmehjælper var der et par gange og hjalp ham i bad. Og i den sidste uge kom hjemmeplejens akutteam hver ottende time og sørgede for aflastning og beroligende medicin.
Også parrets børn, hans søn og datter og hendes to døtre, var der på skift i den sidste tid, og en god ven tog fri fra arbejde for at kunne være omkring Preben Boye, så alt var trygt.
”De sidste dage var Preben klar til at dø. På dagen havde vi kigget på hinanden - vi vidste godt, at det skulle være i dag. Han døde klokken to om natten. Det var meget specielt. Sygeplejersken havde været der og give ham noget beroligende, fordi han lå uroligt. Han havde været oppe og sidde og var blevet gjort i stand og blevet lagt ned igen. Vi omkring ham kunne ikke forestille os, hvad der skulle til, for at livet skulle slutte for Preben. Han fungerede på alle måder, og alligevel blev der længere og længere intervaller, hvor han ikke trak vejret. Og til sidst holdt han helt op og døde.”
Pia Kai-Sørensens ene datter var der, og de sad og drak kaffe og snakkede til om morgenen, hvor de kontaktede lægen. Han kom klokken otte, og senere kom hjemmeplejen og gjorde Preben Boye i stand og gav ham hans arbejdstøj på, varme sokker og en pæn t-shirt.
”Han lå der i sin seng, og børn og børnebørn kom og var meget kede af det. Men da de havde kigget længe nok, fik de en leverpostejsmad, og så gik de ellers ind og ud af værelset og endte med at hoppe op i sengen og give morfar kys på panden.”
Om eftermiddagen blev Preben Boye lagt i en kiste og stillet i hallen, hvor han plejede at udstille sine skulpturer. Her lå han med plaid over fødderne og med sin pibe og sin tobak med levende lys og blomster omkring sig. Naboer, familie og venner kom og sagde farvel til ham og gav udtryk for, at de var taknemmelige over at kunne gøre det.
”Jeg satte mig hver aften ved hans kiste og snakkede med ham, og det hjalp mig meget til at forstå, at han ikke er mere i denne verden. På tredjedagen efter hans død havde jeg været oppe ved kirken for at tale om begravelse og gravsted. Preben ville ikke have en lille hæk omkring gravstedet, så i stedet foreslog graveren en granitkant. Da jeg kom hjem, sagde jeg til ham, at 'Preben, du er stadig med, du har fået din vilje'. Men da var han der ikke længere. Indtil da havde han stadig været til stede som en person, men den dag var han der bare ikke. Han var væk.”
”Preben blev begravet en uge efter sin død fra Torup Kirke. Præsten holdt en rigtig flot tale, der var vedkommende og i Prebens ånd. Der var noget lethed over det. Og så hele det smukke ritual - hvis vi ikke havde haft det ritual, hvor havde det så stillet os? Kort efter var det allehelgensdag, og jeg var i kirke igen. Det var voldsomt at komme derind, for sidst havde Prebens kiste stået der. Alligevel var det godt med et ritual for at mindes dem, der er døde i løbet af året.”
”Præsten talte om at bære lyset videre. Det kan jeg også. Jeg går her og sørger, men jeg blev bestyrket i, at jeg kan bære det videre, ikke hans værk, men det her sted og livet. Vi havde et liv her sammen - det vil jeg bære videre. Og hvis jeg flytter et andet sted hen, vil jeg bære det videre der,” siger Pia Kai-Sørensen.
Hun ser tilbage på sin mands sygdomsforløb og død som noget, der har været helt naturligt og godt.
”Jeg er meget taknemmelig for, at det kunne lade sig gøre. Over, at når nu han blev syg, skulle dø og døde, at vi så har haft et godt forløb. Og over, at vi havde et samliv, der var sådan, at vi kunne få det forløb. For det kræver, at man er gode venner og elsker hinanden.”
”Jeg har det godt nu. Man kan godt være ked af det og have det godt. Der kommer savn. Jeg tager dagene, som de er. I dag er en god dag. Andre dage er ikke. Jeg har mistet min mand, men jeg tænker: Sådan er det. Vi har været heldige. Vi har gjort, hvad vi ville, og vi har rejst meget sammen. Jeg tænker meget over det, vi har haft sammen.”
”Det kunne være rart, hvis også andre fik mulighed for at få så fin en tid med deres døende pårørende. Det giver meget til alle parter. Processen blev kropslig - der kom et flow ind over. Og det har absolut gjort, at jeg ikke er faldet i et sort hul, jeg ikke kan komme op af igen. Det er helt sikkert,” siger Pia Kai-Søren og fortæller om en samtale, som hun havde med sin mand om sorgen:
”Det tager et år,” sagde han. ”Men hvad med det hul, jeg har her i hjertet?”, spurgte hun. Hans svar var: ”Det skal du have noget hjælp til.”
”Jeg har fået hjælp på mange måder. Jeg føler mig ikke alene.”
