Mit livs øjeblik: Da Dy Plambeck fik sit livs skideballe

Det sendte forfatteren Dy Plambeck i den rigtige retning at blive irettesat som ung højskoleelev

Jeg vil ikke se et talent gå til spilde, siger forfatteren Dy Plambeck, der kalder sig selv en skrap underviser. -
Jeg vil ikke se et talent gå til spilde, siger forfatteren Dy Plambeck, der kalder sig selv en skrap underviser. - . Foto: Michael Bothager .

Sommetider kan det forandre livet at få en god skideballe. Sådan var det i hvert fald for mig, da jeg som 20-årig højskoleelev en dag havde sovet over mig, så jeg kom for sent til undervisningen.

Jeg gik på skrivelinjen på Testrup Højskole, hvor forfatteren Hans Otto Jørgensen, der senere også blev rektor på Forfatterskolen, underviste os. Men jeg boede samtidig i det hus på skolen, hvor festerne uden tvivl var vildest. Jeg var ikke den, der drak mest igennem, men den morgen havde jeg i hvert fald sovet over mig på grund af en fest, der var fortsat og fortsat, indtil vi forlængst burde være gået i seng.

Jeg vågnede forvirret og træt op, gjorde mig hurtigt klar og gik op til undervisningen, som jeg så kom til at afbryde. Vi blev undervist oppe i et tårnværelse på skolen, hvor bordene var rykket sammen, og Hans Otto Jørgensen sad for bordenden. Da jeg åbnede døren, sad alle de andre allerede og lyttede til ham, men han gik i stå, da jeg braste ind.

Demonstrativt tog han sine briller af og lagde dem på bordet. Det var dengang, man godt måtte ryge indenfor, og han gav sig stille og roligt til at rulle en cigaret, mens jeg stod og blev endnu mere pinlig berørt over at komme for sent. Så satte han ild til cigaretten og ladede lungerne med røg, inden han begyndte at skælde mig ud.

Det var en god skideballe, der på en gang gjorde mig flov og gav mig lyst til at skrive. For mellem linjerne fik han sagt, at han syntes, at jeg havde et talent, som forpligtede mig til at tage mig selv og skriften alvorligt. Det talent skulle jeg tage seriøst i stedet for at ligge og sove.

”Her kan du lære noget. Og det må du ikke gå glip af. For du kan faktisk skrive,” sagde han, og det ændrede mit syn på mig selv.

Da jeg startede på højskolen, havde jeg ikke vilde ambitioner om at blive forfatter eller leve af at skrive, men jeg kunne utrolig godt lide det. Og fra da af gjorde jeg, som han opfordrede mig til. Jeg tog mig sammen, brugte mere tid på at skrive og søgte også ind på Forfatterskolen.

Allerede dengang var han også lærer der, men det var den daværende rektor Niels Frank, der optog mig på skolen, inden Hans Otto Jørgensen kort tid efter blev ny rektor. Og han havde ret. Han kunne lære mig noget.

Siden har jeg ofte tænkt tilbage på dengang, Hans Otto Jørgensen skældte mig ud oppe i tårnværelset på Testrup Højskole foran de andre. Oplevelsen lærte mig, at det faktisk kan være sundt at blive skældt ud. Der er forskel på en god, kærlig skideballe og en sviner, der kun går ud på at rakke den anden ned.

Ingen bliver klogere af at blive hakket på eller få at vide, at man er grim eller ikke dur til noget. Men en irettesættelse er noget andet. Den kan have en opbyggelig og dannende effekt. Jeg ved ikke, om jeg var blevet forfatter, hvis ikke Hans Otto Jørgensen havde lært mig, at jeg skulle tage mit talent alvorligt. Og derfor er jeg nok også blevet en lidt skrap underviser selv, når jeg indimellem underviser andre i at skrive. Det får jeg i hvert fald sommetider at vide. Jeg ved, at nogle lærere er ligeglade med, om eleverne er engagerede i undervisningen eller ej. De er jo voksne nok til at bestemme over deres eget liv, som man siger. Men jeg vil ikke se et talent gå til spilde.