En sensommerdag i 1972 kom jeg gående hjem med min lille treårige datter i den ene hånd og et indkøbsnet i den anden, da jeg opdagede, at der stod to politibetjente ved vores hjem i Herning.
Jeg var 27 år og gravid i syvende måned med vores andet barn, og det slog mig straks, at der var sket noget forfærdeligt, der kunne ødelægge vores liv.
Jeg forsøgte at virke rolig for min datters skyld, men det var selvsagt et chok, da de to betjente fortalte mig, at min mand var kørt galt på landevejen ved Fredericia i en voldsom ulykke. Det så ikke godt ud, sagde de og gav mig besked om at ringe til Neurokirurgisk Afdeling i Odense, som min mand var blevet kørt til i en ambulance.
Overlægen i telefonen ville ikke love mig noget som helst, men fortalte, at de ville gøre alt for at redde min mands liv, selvom det måske ville være forgæves. For han havde fået ødelagt en stor del af ansigtet, lungerne og flere andre ting.
Og jeg fik besked om, at jeg tidligst kunne se min mand dagen efter. For nu skulle et helt hold af kirurger, plastikkirurger, tandlæger og andre specialister forsøge at redde ham i løbet af natten.
Mine svigerforældre kom og kørte os til Odense, hvor jeg fik lov til at overnatte hos nogle venner, inden jeg kunne komme til at besøge min mand.
Mine svigerforældre tog så vores datter med hjem til Aarhus. Jeg vidste ikke engang, om han ville overleve natten. Men i den situation gjorde jeg det, som jeg altid gør, når jeg er rådvild. Jeg foldede hænderne og bad til Gud, ligesom jeg også læste lidt i Bibelen. Og dér midt i min smerte og frygt oplevede jeg pludselig en stor fred.
Det var, som om at Gud fortalte mig, at min mand nok skulle overleve uden men af ulykken, og jeg kunne endda lægge mig til at sove i den tryghed. Og jeg sov trygt som et barn, indtil vækkeuret fik mig op for at besøge min mand.
De havde haft travlt på hospitalet i løbet af natten. Min mand havde overlevet, men han var så ilde tilredt, at sygeplejersken nærmest var bange for at lukke mig ind til ham på intensivafdelingen. Men også dér fulgte Guds fred mig, selvom det eneste, jeg kunne genkende ved hans ansigt, faktisk var øreflipperne. For ellers var ansigtet pakket ind i bøjler og gips. Og han var stadig ikke ved bevidsthed. Der gik syv dage, inden han vågnede. Men hver dag sad jeg og talte til ham og bad for ham. For jeg havde hørt, at hørelsen er det sidste, der dør. Jeg ville ikke opgive håbet. Og inden der var gået en måned, var han kommet hjem. Det var til stor overraskelse for lægerne. Da jeg spurgte til, hvordan vi bedst kunne transportere min mand hjem til Herning, sagde overlægen euforisk: ”Fru Videbæk. Deres mand kunne såmænd cykle hjem nu.”
Og da min mand skulle udskrives, samlede overlægen faktisk hele personalet omkring ham. For det viste sig, at de havde diskuteret, om det overhovedet kunne betale sig at lappe ham sammen, da han var kommet ind på hospitalet. Men nu var han næsten allerede helt rask.
”Se! Det kan altid betale sig!”, sagde overlægen og pegede på min mand, mens han kiggede formanende på personalet.
Min mand takkede naturligvis også personalet for deres store indsats, men lægen afbrød ham: ”Nej, Videbæk. Når De går herfra, går De herfra som et levende mirakel.”
Det så vi som endnu et tegn på, at Gud havde hørt vores bøn. Det er klart, at det var en intens måned. Og der gik også nogen tid, inden min mand blev helt rask igen. Men det blev han. Og det styrkede mig i troen på, at det nytter noget at folde sine hænder og bede til Gud. For han lytter altid til os. Det er ikke altid, at vi får det, vi beder om.
Der har også været situationer, hvor vi ikke har oplevet at få det, vi beder om. Men vi giver jo heller ikke altid vores børn det, de beder om. For vi ved bedre end dem. Og Gud har også det store overblik. Men min mands ulykke og mirakuløse overlevelse har siden mindet mig om, at Gud vil os det bedste, og at det altid kan betale sig at bede til ham.