Forfatter: Digte er en duft af en større sammenhæng

Den islandske forfatter Einar Már Gudmundsson vågnede en nat som 21-årig med en sætning, han måtte skrive ned. Siden har digte været en ledetråd i hans liv

Digte sætter ord på det, der ikke kan siges på andre måder, mener den islandske forfatter Einar Már Gudmundsson.
Digte sætter ord på det, der ikke kan siges på andre måder, mener den islandske forfatter Einar Már Gudmundsson. . Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Fortalt af Einar Már Gudmundsson 

Digte sætter ord på det, der ikke kan siges på andre måder. Ikke filosofien, ikke teologien, ikke logikken, slet ikke politikken kan udtrykke den sandhed, som digtet synes i stand til at gribe. Hertil kræves trylleri, sprogets trylleri. Dets magi bygger på tanken, og et digt bliver til, når tanke og følelse glider sammen. Og når det sker, kan få linjer sige meget. For nylig kom jeg for eksempel til at tænke på den svenske digter og nobelpristager Tomas Tranströmer, der har skrevet:

Vi reagerede positivt og fremviste vores hjem.

Gæsten sagde: Hvor bor I pænt.

Fattigkvartererne har vi inden i os selv.

Det er få sætninger, der rammer en dybde, som vi ellers går glip af. Og uden sådanne digte vokser vores indre fattigdomskvarterer. Det siger derfor mere om nutiden end om digte, at der er så få, der opsøger dem. De opnår ikke nævneværdig tilslutning i opinionsundersøgelser, og de har i lang tid måttet gå arbejdsløse i et samfund, der dyrker overfladiskheden. Den nyligt overståede velstandstid, nyliberalismens år, var et liv uden poesi, en indholdsløs jagen efter tomheden. Sådan lyder gravskriften over dén periode.

Men digtet er en kamp imod tomheden og en søgen efter indhold i tilværelsen. Og det vågner heldigvis til live under de besynderligste omstændigheder og får stemme. Ikke ulig folkets protester. Men det er altid en personlig åbenbaring, når et digt pludselig vågner i én. Og jeg husker selv tydeligt, hvor poesien en nat for første gang kaldte på mig selv for alvor.

Jeg har været 21 år, og det var vinter, og det var mørkt. Pludselig blev der en slags vulkanudbrud i sjælen. Der har sikkert været mange forvarsler i forvejen - eksistentiel krise, social tomgang, kærestesorg eller bare generel uro, rastløshed, som tiden har visket bort, men jeg husker kun den pludselige trang til at digte, der opstod den nat.

Jeg studerede litteratur og historie, men så alt som linjer i digt, og jeg vågnede midt om natten med en sætning i hovedet. Jeg troede, at det var verdens sidste sætning, og at verden ville gå glip af noget, hvis jeg ikke skrev sætningen ned. Så det gjorde jeg, og så gik tiden.

Digtene blev flere og flere. Jeg tror, det blev til 500 digte i den periode. Jeg var så heldig ikke at udgive dem eller at prøve at få dem udgivet. De lå i stedet i en stor kasse, som min mor gemte i mange år, og den gemmer jeg nu som et eksempel på mit kaotiske sind, men digtene var dårlige, meget indviklede og personlige eller efterligninger af al den poesi, jeg læste. For jeg læste digte uafbrudt, jeg læste moderne islandsk poesi, skandinavisk poesi og hele modernismen. Og jeg skrev essays og opgaver om Baudelaire og T.S. Eliot. Og det var, som om alle de digte åbnede alle vinduer, og den poetiske luft fra alle verdensdele strømmede til mig.

Jeg var særligt optaget af beatdigterne fra USA og ikke mindst Richard Brautigan, som skrev ”Trout Fishing in America” og fik det hele til at hænge sammen med ungdommens musik, The Beatles og Bob Dylan.

En dag kom Dan Turèll også til Island med alle disse samme dimensioner, og vi havde også en beatdigter selv, der hed Dagur Sigurdarson. Han lignede Majakovskij og havde da også studeret i Sovjetunionen, hvorom der fortælles mange historier. Jeg har altid befundet mig på et sted, hvor jeg har bevæget mig i mange retninger på én gang, men digte blev en slags ledetråd for mig, et evigt søgende instrument - ”den søgen der drog af sted med dig,/ ikke for at finde,/ men for at lede efter det du mistede/ for at kunne miste det du fandt”, som jeg senere digtede.

Her ser jeg det vigtige i poesien, som også bekræfter min tro på spørgsmålstegnet.

Jeg har måske et mere afslappet forhold til skrivekunsten nu end dengang, men vulkanudbruddet i sjælen varer endnu, og krateret er aktivt og holder mig i en poetisk tilstand, som giver øjeblikkene en duft af en større sammenhæng, måske af det evige.