Kåre Gade: Hvis ulykkerne fortsætter i samme tempo, vil vi være gældsat inden næste weekend

Efter en uges mistænkeligt vellykket ferie er min positive karma opbrugt. Inden for 24 timer har jeg lavet en bule i lejebilen, smadret en iPhone-skærm og tabt et kamera i en bæk

Kåre Gade.
Kåre Gade. . Foto: Andrew Atkinson.

Fruen og jeg checker ind i lufthavnen. Efter en uges mistænkeligt vellykket vandreferie i Skotland er min positive karma opbrugt: Inden for 24 timer har jeg lavet en bule i lejebilen, smadret en iPhone-skærm og tabt et kamera i en bæk.

Hver gang har fruen reageret med at sige ”godt, det ikke var mig”.

Jeg er ikke sikker på, om hun antyder, at jeg ville være blevet urimeligt sur på hende, eller om uheldene ikke vedkommer hende. Det første er sandsynligvis rigtigt, det andet klart en misforståelse: Hvis de materielle tab fortsætter med samme hastighed, vil vi være håbløst gældsat inden næste weekend.

I et naivt håb om at kunne stemme op for syndfloden af ulykker følger jeg nidkært med i indcheckningen af vores bagage. Jeg har tidligere oplevet at se en kuffert køre af sted på samlebåndet uden mærkat, mens jeg ledte efter mit pas og boarding-kort.

”Du må gerne lægge kufferten på båndet,” sagde manden bag skranken.

”Det har jeg gjort,” sagde jeg.

”Hvilken kuffert?”, sagde manden.

”Den kuffert,” sagde jeg og pegede.

Han vendte sig om mod samlebåndet og betragtede kufferten, som i samme øjeblik forsvandt ud bag gummiforhænget. Så kiggede han forbløffet på mig.

”Satte jeg mærkat på den?”, spurgte han.

”Hvordan skulle jeg vide det? Jeg ledte efter mit boarding-kort,” sagde jeg.

”Uh-oh,” sagde han.

Under vores ugelange ferie rikochetterede kufferten mellem Rom, København, Madrid og Amsterdam sammen med opladerne til al vores medbragte elektronik. Denne gang sikrer jeg mig omhyggeligt, at begge kufferter bliver forsynet med stregkoder, inden de kører af sted. Så går vi mod sikkerhedskontrollen, mens jeg tømmer lommerne for mønter, nøgler og...

”Min lommekniv!”.

Jeg drejer om på hælen og løber tilbage til skranken.

”Kan jeg nå at lægge min lommekniv i kufferten?” siger jeg.

Kvinden i skranken vender sig om mod samlebåndet og betragter den sidste af vores kufferter, som i samme øjeblik forsvinder ud bag gummiforhænget. Hun ryster på hovedet. Jeg kan se på hendes trætte blik, at jeg blot er én i en uendelig række af rejsende, der ikke har forstået, at det, som foregår med bagagen bag forhænget, er en gådefuld proces uden for menneskelig rækkevidde og fatteevne. Jeg ser på lommekniven.

”Nu får jeg den ikke med hjem,” siger jeg.

”Var det ikke den, du fik af drengene forrige juleaften?”, siger fruen.

”Tak for at minde mig om det,” siger jeg.

”Læg den i din rygsæk,” foreslår fruen.

”Så jeg kan blive trukket til side i sikkerhedskontrollen og belært om, at man ikke må have knive i håndbagagen?”, siger jeg.

”Det er ikke sikkert, de opdager det,” siger hun.

Jeg lægger kniven i rygsækken. Tre minutter senere bliver jeg trukket til side i sikkerhedskontrollen og belært om, at man ikke må have knive i håndbagagen.

Lettet for lommekniven, men tynget af tanker om den faldne verdens forfængelighed og materielle grådighed, sjosker jeg bagved fruen gennem den tætpakkede lufthavn.

”Det var jo bare en lommekniv,” siger fruen.

”Ja, men alligevel,” siger jeg,

”Som dine sønner har givet dig,” siger hun.

”Det har du allerede sagt,” siger jeg.

”I det mindste ved du, hvad du skal ønske dig i julegave i år,” siger hun.

”Du må endelig tvære i det,” siger jeg.

”Hvis du tør fortælle dem det,” siger hun.