I denne uge har vi igen oplevet terrorens brutale ansigt.
Terrorangrebene i Bruxelles har foreløbig kostet omkring 31 mennesker livet, og er den hidtil mest blodige terrorhandling i Europa i 2016.
Bombeattentaterne i Belgien følger ovenpå sidste års frygtelige begivenheder, hvor samlet set 148 mennesker omkom som følge af terrorhandlinger. Herunder de to danskere, der blev dræbt under attentatet mod Krudttønden og Den jødiske synagoge i København.
2015 blev dermed det år, hvor flest europæere mistede livet på grund af terrorisme siden togbomberne i Madrid i 2004.
Men hvordan undgår man, at frygten for terroren lammer os? Og kan vi i den sammenhæng overhovedet bruge ordene fra juleevangeliet "Frygt ikke!" til noget - for der er vel grund til at frygte og tage forholdsregler - eller hvad?
I de følgende artikler kan du læse eller genlæse, hvad blandt andre den tidligere overrabiner Bent Melchior og den tidligere biskop Kjeld Holm sagde, da 2015 var på sit sidste, og vi så tilbage på et år, der om noget havde stået i terrorens tegn.
Bent Melchior: Det er en fejl at være angst
Trods frygt og forfølgelse ligger fremdriften i troen på det bedste i mennesket, siger tidligere overrabbiner Bent Melchior efter et år, hvor jøder er blevet dræbt i både Frankrig og Danmark.
Over sofaen i Bent Melchiors lejlighed i København hænger et maleri af Maja Lisa Engelhardt, der skildrer Moses' møde med Guds herlighed. Moses ønskede sig stærkt at se Gud, der havde ledt ham og jøderne ud af Egypten, men Gud viser sig ikke. Moses fik besked på at stille sig i en mørk klippespalte, hvor Gud kastede sin hellige stråleglans over ham.
”Det er det tætteste, jeg kommer på noget af det mest forbudte i jødedommen, nemlig afbildning af Vorherre,” siger Bent Melchior med et grin og i sit vanlige gode humør.
”Jeg mærker ikke længere den frygt, jeg oplevede under flugten til Sverige. Min erfaring har gjort, at jeg har viet meget af mit liv til flygtningesagen, og på den måde er der jo kommet noget positivt ud af situationen,” siger Bent Melchior fra sin lænestol.
Herfra tager han den øgede frygt for terror også herhjemme med ophøjet ro.
”Jeg er ret betænkelig ved de voldsomme reaktioner fra enkeltpersoner og i samfundet, der kommer, hver gang der sker noget dramatisk. Så får skruen en yderligere drejning, og vi er nærmest kommet derhen, hvor jeg føler, vi ødelægger vores frie samfund ved at give os på en række områder og dermed giver terroren den sejr, den søger.”
Lyset i mørket er også et tema i den jødiske kalender i denne måned, hvor jøder i hele verden har tændt den ottearmede lysestage for at mindes dengang, da grækerne ødelagde det første tempel i Jerusalem. Trods overmagten vandt en lille jødiske milits mod alle odds templet og friheden tilbage - for en stund.
Jødisk historie er præget af forfølgelse og frygt for livet fra vanhelligelsen af det gamle tempel 100 år f.Kr. til mordet på den danske jøde Dan Uzan foran synagogen i København i februar.
Bent Melchior har selv oplevet dødsangsten flere gange. Da han som 15-årig flygtede fra nazisterne over Østersøen med sine forældre og nogle år senere som soldat i den israelske uafhængighedskrig i 1948. Som overrabbiner i Danmark har han gennem tiden modtaget et utal af dødstrusler.
Der er nok at være bange for i afslutningen på et år, hvor jøder er blevet dræbt i Frankrig og Danmark. Men Bent Melchior finder fortsat trøst i sin tro og uudslukkelige, smittende optimisme.
Læs eller genlæs hele artiklen her
Sygehuspræst: Dødsfrygten er en kilde til liv
Når terroren rammer, bliver vi mindet om, at vi alle skal dø på et tidspunkt - uden at vi selv har kontrol. Det har vi imidlertid glemt, og det begrænser faktisk vores tilværelse, lyder det fra tidligere sogne- og sygehuspræst Preben Kok.
For Preben Kok er 2015 ikke kun et år, der står i terrorens og flygtningestrømmenes tegn. Det er også et år, hvor han efter fire årtier som sognepræst i Engum ved Vejle gik ned fra prædikestolen i den lille landsbykirke for sidste gang og flyttede væk fra præstegården.
I dag bor han sammen med sin kone, Grete, i et mindre nybygget hus nogle få hundrede meter væk fra sin gamle bolig, men stadig med udsigt til kirken, grønne marker og engarealer. Og her i huset er der især et af rummene, der knytter an til emnet for vores samtale: Frygt ikke.
”Vi har fået lagt nogle ekstra kvadratmeter til vores soveværelse,” fortæller Preben Kok, mens han åbner døren ind til et lyst og stort rum med hvidmalede vægge.
”Det skal være et sted, hvor jeg kan forestille mig at ligge, når jeg skal dø. Derfor er det også to helt særlige malerier, der hænger herinde. Det ene, du kan se over sengen, er holdt i rolige grønne og blå nuancer og flader, mens det andet, som jeg kan ligge og se på, er meget mere fyldt med detaljer og spraglede farver. Det er et billede, jeg kan gå på opdagelse i, og hvor jeg kan blive ved med at finde nyt.”
Preben Kok er klar over, at det kan virke meget fremmed for andre, at han på den måde har tænkt på sin egen død, mens han indrettede huset. Men for den tidligere sogne- og sygehuspræst viser det netop, hvor langt væk døden som et grundvilkår er kommet fra vores bevidsthed. Og det er for ham at se en af grundene til, at vi reagerer med lammende frygt, når døden kommer tæt på.
”Vi har helt mistet blikket for, at vi skal dø. Vi har groft sagt en eller anden ide om, at hvis det sker, så er det enten på grund af lægefejl, eller fordi vi selv har levet for usundt. På den måde er døden stadig et område, vi mener, vi skal have kontrol over. Det gør os urealistiske. Når så uskyldige mennesker skydes ned, bare fordi de er til koncert eller på cafe i Paris, bliver det tydeligt, at vores kontrol over døden er væk, og vi forvirres så meget, at den modstandskraft, vi har i os, bliver mindre, end den tidligere var.”
Det har også ofte været frygten for at give slip på kontrollen, Preben Kok har mødt, når han som sygehuspræst har siddet ved siden af et døende menneske. Koblet med en uforståenhed over for, hvorfor ens egen magt pludselig slipper op. Men netop i den situation giver ordene ”Frygt ikke” så meget mere mening.
”For udsagnet betyder jo ikke, at du bare skal være sorgløs. Frygten kan sagtens være reel. Hvis du er en sangfugl og møder en rovfugl, skal du selvfølgelig være på vagt. For der er steder i livet, hvor vi har magten, og andre, hvor vi ikke har den. Der er en grænse, og ved den kan vi møde Gud - det er det, juleevangeliets ”Frygt ikke” gør opmærksom på. Og det er faktisk en befrielse at finde ud af, at vores egen magt har en grænse, for så er vi ikke herre over livet og skal ikke kunne finde ud af alt. Der er derfor altid to sider af frygten, for samtidig med, at den er livshæmmende, kan den på den måde også veksles om til at være en ressource, der frigiver liv. Til et håb. Og det er den dobbelthed, der ligger i udsagnet.”
Læs eller genlæs hele artiklen her
Kjeld Holm: Vi dæmper ikke vores angst for terror ved at smide bomber
Der er nok at være bange for.
De fleste vil nok mene, at en af de mindre rationelle årsager til angst er frygten for fredag den 13. Eller ”paraskavedekatria” som denne fobi hedder med et fremmedord.
Fredag den 13. november i år gik det imidlertid grueligt galt. I Paris blev uskyldige mennesker brutalt skudt ned, mens de var i gang med at nyde weekendens komme med en koncert eller et cafébesøg. Mange danskere fulgte begivenhederne i nyhedsopdateringer på tv, i radioen eller på internettet i timerne og dagene efter, og de færreste undgik at føle i hvert fald en lille smule mere utryghed.
For sig selv, deres eget liv og for verden.
Frygten for terror kan ikke sammenlignes med frygten for fredag den 13. Og dog. For frygt er frygt, og angst er, som Søren Kierkegaard har beskrevet det, et grundvilkår i menneskers liv.
”Det er en grundstemning i menneskelivet, at vi er bange. Dybest set er vi bange, fordi alt er muligt. Altså det er eksempelvis muligt, at mit hus bliver sprængt i luften i morgen. Det, at alt er muligt, er imidlertid for diffust for os, derfor har vi brug for at iklæde angsten en skikkelse. Det er lettere at leve med, at angsten har en årsag, for så kan vi gøre noget, vi kan handle. Men hvis vi tror, at vi dæmper vores angst ved at bombe de islamistiske terrorister, så tager vi fejl. Angsten vil finde en ny skikkelse at iklæde sig - og nok vil nogle terrorister gå til grunde, men nye vil opstå et andet sted,” siger Kjeld Holm.
Morgenen efter fredag den 13. november stod den tidligere biskop tidligt op og rettede lidt i den tale, han senere om formiddagen skulle holde ved forfatteren Tage Skou-Hansens bisættelse i Sct. Pauls Kirke i Aarhus.
Angst-skikkelsen terror var nærværende for de mennesker, der sad i kirken og skulle tage afsked med den betydningsfulde forfatter. Ligesom den var det for de fleste andre danskere og europæere denne lørdag. Derfor var det også på sin plads at nævne den, men især var det, ifølge Kjeld Holm, på sin plads, fordi Tage Skou-Hansen om nogen forstod at analysere terrorens psykologiske forudsætninger.
”I en af efterfølgerne til ”De Nøgne Træer”, romanen ”Den hårde frugt”, er Tage Skou-Hansen næsten synsk. Heri fortæller han historien om en gruppe unge mennesker i Aarhus, der er blevet dybt grebet af den outrerede venstrefløjs tænkning, og nu vil de sprænge Jyllands-Posten i luften. De vil ødelægge det kapitalistiske system, som de opfatter som undertrykkende og som årsag til, at den tredje verden bliver holdt nede. De vil have en ny verdensorden, og de kan ikke se, at de kan gennemføre det forehavende uden at begå voldelige overgreb.”
Kjeld Holm har hentet sit slidte eksemplar af romanen frem fra en af de mange bogreoler, der fylder hans nye bopæl: en rummelig lejlighed med udsigt til både fodboldbaner og kirketårne. Han var en nær ved af Tage Skou-Hansen og har fulgt forfatterskabet tæt, siden han som ung gymnasieelev første gang læste ”De Nøgne Træer”.
Læs eller genlæs hele artiklen her
Hospicesygeplejerske: I Guds lys bliver både livet og døden lettere at bære
Solen rødmer både over sin opgang og nedgang, morgenen minder om aftenen, og sådan ligner fødsler og dødsfald også hinanden. Man fader ind og ud af livet. Det er i hvert fald hospicesygeplejersken Kirsten Bühlers erfaring.
”Da jeg startede her på Sankt Lukas, forventede jeg en masse eksistentielle samtaler, men det er de færreste døende, der er i stand til dybe samtaler. De fleste døende bliver på et tidspunkt ukontaktbare, ligesom man som regel også først kan få rigtig øjenkontakt med et spædbarn efter nogle uger, men også døende har brug for megen omsorg,” siger Kirsten Bühler, mor til tre, mens hun tænder et lys på et kunstnerisk lystræ i hospicets smukke stillerum som en slags bøn om, at lyset også må nå ind i vores samtale.
”Når folk kommer her, har de jo ofte været igennem et langt, smertefuldt sygdomsforløb for både dem selv og deres pårørende, hvor de har kæmpet mod døden. Men her får de mulighed for at slippe kampen. Og det skal vi hjælpe dem med. Dødsangst har nok fulgt menneskeheden altid. Men mange er mere bange for det, der leder op til døden, med kontroltab og smerte. Men det prøver vi at møde med vores nærvær. Vi har oplevet lidt af hvert, så vi er ikke bange. Det kan folk mærke, og alene det, at vi tør gå ind i dødens rum, gør mange mere rolige,” siger hun og tilføjer:
”Det at dø er en meget intim begivenhed, ligesom det er, når man bliver født. Det er også derfor, at elefanter trækker sig væk for at dø i fred. Men sygehuse er ikke bygget til at give folk fred, men for at behandle folk i en hektisk systemverden med hvide kitler, som jeg heller aldrig selv trivedes i som sygeplejerske. Men vi er til for at give folk ro, fred og lindre deres plagsomme symptomer. Her er en anden rytme med tændte lys og en smukkere udsigt, og det gør, at skuldrene allerede falder ti centimeter, og at de pårørende kan slappe af, fordi vi er til stede her.”
Udenfor i vinterdagens sidste dagslys er de levende lys også tændt i lanterner i et rigtigt træ i Sankt Lukasstiftelsens fredfyldte have i Hellerup nord for København, og over alle dørene er der bogstaveligt talt skrift på væggene med betryggende bibelcitater som ”Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred” fra 4. Mosebog eller ”Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud. Jeg styrker dig og hjælper dig, min sejrrige hånd holder dig fast” fra Esajas.
Samme budskab kan man finde ordløst på Arne Haugen Sørensens maleri af et menneske, der går ind i Himlen gennem Guds store hænder, men for Kirsten Bühlers døende patienter er det i første omgange hendes egne varme hænder, der møder dem her på hospicet.
Kirsten Bühlers egentlige titel er palliationssygeplejerske, der har speciale i at lindre patienters smerter og andre plagsomme symptomer. Ordet ”palliation” kommer af det latinske ”pallium”, der betyder kappe, forklarer hun.
”Det synes jeg er smukt. Man lægger en kappe omkring den, der lider. Og det kan man gøre på mange måder, ikke kun gennem medicin, men også gennem ord og ordløs omsorg. Ofte har sygdommen taget så hårdt på patienter, at de kan være svære at komme i kontakt med eller måske ikke længere har ord for, hvordan de har det, men stadig oplever smerte på mange planer. Og der har jeg oplevet, hvordan kunst også kan være en kappe, man kan lægge omkring folk for at styrke dem,” siger hun og peger over mod Adi Holzers glasmalerier, der er med til at give stillerummet et sakramentalt udtryk med en engel i det ene vindue og en due med en olivengren i næbbet i det andet, hvor et lille digt er en del af billedet: ”Når din sjæl er duen, så læg du grenen i dens næb for at den måtte finde sit nye land” står der med reference til både Noahs ark og Grundtvigs Paulus-inspirerede strofe i ”Den signede dag”:
Så rejse vi til vort fædreland,
dér ligger ej dag i dvale,
dér stander en borg så prud og grand
med gammen i gyldne sale;
så frydelig dér til evig tid
med venner i lys vi tale.