Vi er som mennesker så indlejrede i vores væren, at vi lader dens evner folde sig upåagtet ud. Men ifølge filosofiprofessoren Ole Thyssen er det selvfølgelige netop i kraft af sin selvfølgelighed en tanke værd.
"Tænk bare på, hvordan ordene kommer flydende til os, når vi taler med hinanden," foreslår han.
"Når jeg starter på en sætning, ved jeg ikke, hvor den slutter, men ordene kommer til mig af sig selv. På samme måde er det, når du vågner om morgenen og svinger det første ben ud af sengen. Hvis du skulle gøre dig bevidst om alle handlinger, du gør, når du starter dagen, ville du slet ikke nå til tandbørsten, før morgenen var ovre. Tænk på, at din bevidsthed har rod i en hjerne fuld af milliarder af molekyler, du slet ikke kender, og at den er rettet mod en verden med milliarder af atomer," opfordrer Ole Thyssen.
"Det er nogle af de få mirakler ved eksistensen, som jeg gerne vil gøre opmærksom på."
Det gør Ole Thyssen i sin nye bog, "En lille bog om eksistensen - Jeg Du Det," som netop er udkommet.
I slutningen af 2016 går han på pension fra Handelshøjskolen i København (CBS), hvor han har været ansat siden 1986. Og filosoffen finder det passende at afslutte sin universitetskarriere med netop denne udgivelse.
På handelshøjskolen har han nemlig, som han selv udtrykker det, arbejdet med filosofi ud fra en praktisk synsvinkel, og på dørtærsklen til den næste del af hans virke som filosof ville Ole Thyssen gerne skrive en upraktisk bog:
"Jeg ville vende tilbage til et gammelt filosofisk tema, nemlig: Hvad er et menneske for noget? Efter endt læsning af bogen er der ingen praktisk gevinst, for filosofiens berettigelse er ganske enkelt at undre sig," forklarer Ole Thyssen og gør opmærksom på, at eksistensen i virkeligheden er en banal størrelse - noget, alle har inde på livet, så at sige.
Men hvad er eksistensen, når det kommer til stykket?
I bogen definerer Ole Thyssen eksistensen som hvilende på tre præmisser, der står i et gensidigt afhængighedsforhold. Det første er Jeg, det andet er Du - relationen til andre mennesker, og det tredje er Det - den verden, vi lever i.
"Jeg kan ikke eksistere, eller for den sags skyld blive til et jeg, uden et Du. Vi ser det tydeligt, når et nyt barn kommer til verden. Her bliver det taget imod, og hvis ingen gjorde det, ville barnet dø. I starten kan barnet kun spjætte og pludre, men dets forældre bliver det Du, som opdrager det og inddrager det i verden - i Det'et."
Ifølge Ole Thyssen er de tre præmisser - eksistensens trekant, som han kalder det - en evig fordring for et menneskes eksistens. Det nyfødte barn er på vej til at få en eksistens, forklarer han, mens det demente menneske er på vej til at tabe den eksistens, det har haft gennem livet.
"En fuld eksistens er en eksistens, der på én gang favner rum og tid, fortid og fremtid, og som skelner mellem Jeg og omverden. Jeg er så at sige nærværende i sin eksistens. Også spædbørn og demente, eller for den sags skyld mennesker med psykose, har en eksistens, der består af Jeg, Du og Det. Men eksistensen er ikke fuldbyrdet, når man ikke selv kan håndtere de tre størrelser - da er man afhængig af, at andre tager sig af en, og man kan kalde menneskets nærvær i eksistensen for tomt," forklarer Ole Thyssen.
"En lille bog om eksistensen" er udkommet på Informations Forlag, og selv om Ole Thyssen har forfattet et værk, der taget fat på et af de mest essentielle temaer inden for filosofien, vil han ikke kalde sin udgivelse for akademisk. Professoren har taget fodnoterne ud af bogens kapitler og flyttet dem bag i bogen, så læsningen ikke forstyrres. Og han er ikke gået metodisk til værks på samme måde, som han ville gøre i en forskningsartikel.
"Jeg har ikke skrevet en lærebog, men man kan måske sige, at jeg har skrevet en højskolebog. Den er en invitation til ethvert nysgerrigt menneske til at tænke over netop det at være menneske."
Og eksistensen er i Ole Thyssens optik ikke kun bundet op på samspillet mellem et jeg, et du og et det. Den er også historisk betinget, forklarer han:
"I middelalderen var menneskers livsform bunden af den store værenskæde, hvor Gud havde sat hver person et sted i verden, og hvor menneskets værdighed handlede om at leve op til den rolle, det af Gud var blevet givet. Derfor siger Paulus for eksempel i Bibelen, at hvis Gud har skabt dig som slave, er det dit formål at være en god slave."
Men i dag er den værenskæde brudt op og erstattet af et markedssamfund, forklarer Ole Thyssen. Vi har ikke længere en fast plads i verden, men skal selv skabe vores placering i den. Og det er ikke kun på arbejdsmarkedet og i finansielle henseender, at vi skal konkurrere på markedsvilkår, understreger han. Der er for eksempel også markeder for intimitet, videnskab og politik.
"På de forskellige markeder sammenligner man sig. Hvem har den smukkeste kone, den bedste karriere, den smalleste talje? Lige som i erhvervslivet gør vi i de fleste aspekter af livet reklame for os selv."
Markedssamfundet handler først og fremmest om individets succes, forklarer Ole Thyssen.
"Individet udbyder sig og håber så på, at der er efterspørgsel."
Han understreger, at der dog også findes markedsfrie forhold - blandt andet i relationer, hvor mennesker ikke bruger hinanden som et middel, men som et formål i sig selv. Det ses, forklarer han, i de nære relationer.
Ole Thyssens syn på eksistensen som præget af markedssamfundet kunne måske lugte af en politisk tilkendegivelse. Men ifølge forfatteren selv er hans nye bog ikke en politisk bog.
"Mit filosofiske blik på markedet er ikke det samme som en kritik af markedskræfter. For mig at se er markedet helt uomgængeligt i vores verdenssamfund, og jeg ser nærmere bogen som en oplysningsbog end som en debatbog."
I disse brinkmannske tider, hvor vi opfordres til at stå fast og flytte blikket væk fra os selv og ud mod andre, slår Ole Thyssen endvidere fast, at han med sin nye bog ikke ønsker at moralisere over eksistensen.
"Jeg kommer ikke med en opfordring til at stå fast eller gøre det ene eller andet. Den terapeutiske dimension er ganske fraværende."