At elske er at lette den andens byrder

For mange år siden skrev min norske kollega Per Arne Dahl en bog om kærlighed. Han dedikerede det eksemplar, som han sendte hjem til os, med ordene: ”Med gode ønsker om en kærlighed, som sætter den anden fri og gør den enkelte stor.” Jeg forsøger at holde mig disse ord for øje, skriver Tomas Sjödin

Kærlighed er den daglige kamp for den andens rum. Vil man kærligheden det godt, skal man sløse med friheden og kravløsheden, skriver præst og forfatter Tomas Sjödin

Det siges, at skal noget gøres, er det bedst selv at gøre det. Det tror jeg ikke på. Derimod lader det til, at man selv er sin bedste eller værste slavepisker. Ingen er som regel værre end en selv, når det gælder om at stille krav og piske løs.

Jeg har skrevet og talt meget om hvile i det sidste halve år. Om alt det kreative, der sker, når man lægger ting til side, slipper taget og holder op med at prøve. Om så bare for en stund. 
 
Det, jeg har opdaget, er, at der findes en hemmelighed, en velsignelse, der gør, at den opgave, man tager en pause fra, begynder at løse sig selv. Jeg vil gå så langt som til at hævde, at der findes et skabelsesunder i hvilen. En kraft, man ikke kan nå frem til ved at lægge sig i selen.
 
Det, der også er blevet klart, er, at det sværeste lader til at være at give sig selv lov at hvile. Man opfordrer andre til at gøre det, men glemmer sig selv, og så er jeg begyndt at tænke på, at det er der måske en mening med? At hvile er noget, man med fordel kan give væk.

Det føles bedre, hvis en anden siger, at man godt kan unde sig selv noget, end hvis man skal meddele sig selv det. Og der tænker jeg frem for alt i forhold til de mennesker, man lever sammen med til hverdag. At den anden af og til siger ”slip det”, ”det haster ikke” eller ”jeg gør det for dig”, kan i pressede situationer føles mere luksuriøst end et restaurantbesøg.

Når nogle af de mennesker, man har omkring sig, sukker tungt over, at forpligtelser har hobet sig op, så kan man jo enten være med til at løfte opgaven eller bare minde den anden om, at det ikke er alt om at gøre, at huset bliver gjort rent nu og ikke først om nogle dage, eller minde den anden om, at det, man havde planlagt, godt kan tåle at blive udskudt på ubestemt tid. Der kommer en ny sommer. Og et nyt år for den sags skyld. I et længere perspektiv er et sølle år forsvindende kort tid.

Muligvis gemmer denne hverdagstanke en lille dyrkelse af al kærlighed. Kunsten at elske og at blive elsket er i høj grad et spørgsmål om ikke at holde hinanden for hårdt. At elske er at skabe plads og punktere unødige krav for den anden. At lette byrder. 

For mange år siden skrev min norske kollega Per Arne Dahl en bog om kærlighed. Han dedikerede det eksemplar, som han sendte hjem til os, med ordene: ”Med gode ønsker om en kærlighed, som sætter den anden fri og gør den enkelte stor.”

Jeg forsøger at holde mig disse ord for øje. Forsøger at huske på, at kærlighed er den daglige kamp for den andens rum. Vil man kærligheden det godt, skal man sløse med friheden og kravløsheden. Kræver man, så kvæler man.

Så i stedet for at give en blomst, hvorfor så ikke give lidt hvile væk. At punktere et krav, at skære en time i stilhed ud til den, man holder af, at overraske med nogle dage helt uden forpligtelser kan være den mest virksomme måde at sige ”jeg elsker dig” på.
 
Oversat fra svensk af Sara Høyrup