Jeg er på 26. år forelsket i København

Helle Sahl Madsen er forelsket i København. Foto: Leif Tuxen

Scanpix

Og lige siden har jeg udforsket den udkårne på kryds og tværs. Jeg har cyklet og gået rundt i alle afkroge, jeg har læst om dens historie, og jeg har benyttet mig af de utallige tilbud, som gives
Helle Sahl Madsen

Romancen begyndte en tidlig forårsdag i 1990, og vores forhold har aldrig lidt under syvårskriser, utroskab eller dårlige perioder, skriver Helle Sahl Madsen

Jeg er på 26. år forelsket i den samme.

Om min store kærlighed er gengældt, ved jeg ikke, men det gør heller ikke så meget, for den attråede har så stort et format, at der nok skal være en lille plads til mig.

Romancen begyndte en tidlig forårsdag i 1990, hvor jeg besøgte en skoleveninde fra Nordjylland, der netop var flyttet til København med sin kæreste. Hun havde glædestrålende berettet om, hvordan deres fremlejede lejlighed på Nørrebro både havde stuk i loftet, træ på gulvet og franske døre at gå igennem. Imponeret var jeg, for den slags var jeg ikke så vant til at se i Nordjylland. Det var, før jeg erfarede, at det nærmest er umuligt at opdrive en gammel københavnerlejlighed, der ikke har - nå ja - stuk, trægulve og franske døre.

Det var en af årets første forårsdage, og vi skulle selvfølgelig rigtig kigge på København, så vi susede på cykel fra Nørrebro og ind over Søerne. Allerede på det tidspunkt fornemmede jeg en spirende forelskelse. Her var smukt, stort og dragende. Om eftermiddagen tog vi i solbad i Kongens Have. Vi nærmest fråsede i forår sammen med tusindvis af andre mennesker, og jeg blev dybt forelsket.

Behøver jeg mon at fortælle, at min udkårne hedder København og er elsket af tusindvis af mennesker verden over?

Når jeg rigtig tænker mig om, blev kimen til min fascination nok lagt langt tidligere. Som 9-10-årig begyndte jeg at besøge vores nabo regelmæssigt. Hun havde som ung gået på Akademiet, og hun fortalte opbyggelige historier om, hvordan hun som fattig pige fra landet var kommet ind på det fine Kongelige Danske Kunstakademis billedhuggerlinje. Samtidig med studierne var hun nødt til at arbejde som tjenestepige hos en velhavende familie på Frederiksberg.

Hun fortalte også dramatiske historier som den om, hvordan hun så branden på Den Franske Skole, efter at den blev bombet i marts 1945. Jeg fornemmede, at her lå en verden, som var større og mere fascinerende end den, som dagligdagen på centralskolen kunne byde på. Og det er måske sådan en fornemmelse, der hvert år får tusinder af unge mennesker til at bryde op og drage til de store byer både i Danmark og i udlandet.

Efter besøget i Kongens Have den forårsdag var jeg sikker på, at her måtte jeg bo. Der skulle dog af forskellige årsager gå seks år, før jeg blev rigtig forenet med den attråede. Bevares, der havde været hyrdetimer i form af weekendbesøg og ferier, men i 1996 flyttede jeg hertil, og jeg har med få måneders undtagelse boet her siden. Og lige siden har jeg udforsket den udkårne på kryds og tværs. Jeg har cyklet og gået rundt i alle afkroge, jeg har læst om dens historie, og jeg har benyttet mig af de utallige tilbud, som gives.

Vores forhold har aldrig lidt under syvårskriser, utroskab eller dårlige perioder. Det sker dog, at jeg kommer til at flirte med forstæderne, når jeg er på weekendbesøg hos familie og venner. Jeg har svært ved at stå for dem, når de frister med deres skove, søer og store haver. Men når jeg så mandag morgen cykler mod Kristeligt Dagblads redaktionslokaler i indre by og ser solen skinne på Vor Frelsers Kirkes gyldne snoninger, ser Christiansborg tårne sig op foran min cykel og møder folkemængden på Strøget, så ved jeg, at det er her, jeg hører til.