En uåbnet flaske champagne er en påmindelse om, at der nok også sker noget godt i morgen

Den anmelderroste forfatter Dorthe Nors drikker ikke champagne, men har alligevel altid en flaske liggende i køleskabet

45-årige Dorthe Nors er aktuel med bogen ”Spejl, skulder, blink”. Som forfatter er stilheden nødvendig for hende.
45-årige Dorthe Nors er aktuel med bogen ”Spejl, skulder, blink”. Som forfatter er stilheden nødvendig for hende. . Foto: Scanpix.

Hvad er det gode liv for dig?

"Det er, når jeg oplever balance og jeg både har stilhed og godt samvær med venner og familie. Balancen betyder meget for mig, og jeg kan særligt godt lide stilheden og rummet til at reflektere efter at have tilbragt tid sammen med andre. Det kan man sige, også er en nødvendighed som forfatter; at give plads til stilheden og fordybelsen."

Hvornår har du det bedst med dig selv?

"Når jeg skriver, og jeg føler, det går godt. Og når jeg tilbringer tid med gode venner. Men jeg har det i særdeleshed godt, når jeg er i naturen. Man kan godt kalde mig naturafhængig, og naturen spillede en stor rolle for mig, da jeg slog mig ned i Vestjylland. Jeg er så heldig at bo tæt ved Vesterhavet, hvor jeg er omgivet af storslået natur, så jeg går lange ture hver dag, ofte ved vandet. Det er de rammer, jeg trives bedst i, og naturen er meget vigtig for mit velvære."

Hvad gør du for at holde kroppen i gang?

"Jeg kan godt finde på supplere gåturen med lidt løb. Og så går jeg til yoga. Det findes faktisk i Vestjylland, så langt er det kommet! Jeg har boet i København i mange år, hvor jeg først stiftede bekendtskab med yoga, men jeg har ikke et religiøst forhold til det. Jeg dyrker det, fordi det er en blid måde at holde mig i gang og fordi det ikke kun er godt for min krop, men også for mit sind. Der skal være meget i ens knold, når man er i en skriveproces, og yoga er en god måde for mig at skabe fred i tankerne."

Hvad er afslapning for dig?

"For mig er både yoga og tiden, jeg tilbringer i naturen, afslapning. Det er mine pauser. Og så læser jeg meget. En rigtig god søndag for mig består af klassisk musik og at kunne tage mig tid til at fordybe mig enten i avisen eller i en god bog."

Hvad er der altid i dit køleskab?

"Jeg er lige kommet i tanke om, at jeg har en gammel frikadelle liggende i køleskabet derhjemme, som jeg har glemt alt om. Jeg er i København på et hotel lige nu og skal være væk i 12 dage, så når jeg kommer hjem, venter en grøn frikadelle! Ud over frikadellen har jeg meget danskvand i mit køleskab, det er jeg storforbruger af. Og så har jeg sjovt nok også altid en flaske champagne liggende. Det komiske ved det er, at jeg faktisk ikke drikker champagne. Jeg har den klar til at fejre en god stund, og dem har jeg haft mange af de seneste par år. Men hver gang tænker jeg, at det kan også være, der kommer en endnu bedre anledning til at fejre, og så ender jeg med at drikke danskvand i stedet. Så den ligger der egentlig bare for at minde mig om, at der nok også sker noget godt i morgen."

Hvad er din største last?

"Kaffe og chokolade, hvis vi er ovre i det kulinariske. Og så er jeg ligesom de fleste moderne danskere afhængig af internettet. Jeg er ikke sådan en surfer-type, der tager på eventyr på internettet og pludselig befinder mig i alverdens afkroge, men jeg er meget på Facebook. På grund af mit arbejde er jeg også nødt til at være aktiv derinde, men jeg synes selv, det er for meget. Ofte får jeg brug for en pause fra de sociale medier, for folk taler ualmindeligt grimt til hinanden, når de sidder bag skærmen. Alligevel kan jeg ikke helt lade være med lige at se, hvad der foregår, og det kan jeg godt se som en last."

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået?

"Luk for internettet! Det råd fik jeg faktisk engang af en norsk forfatter - lad være med at tænde for telefon og internettet før klokken 12 hver dag, hvis du vil skrive. Det har jeg taget til mig, og jeg slukker også for telefonen, når jeg går ture ved havet og om aftenen efter spisetid. Jeg arbejder jo også i andre lande, så når vi går i seng, står man op et andet sted i verden, og så kan jeg ende med at arbejde i døgndrift. Så jeg lukker ned for min mail om aftenen for at give mig selv plads til at holde fri fra arbejdet. Og det er jo et vigtigt sundhedsråd for mange: at huske at holde fri fra arbejdet."