Enten tror man på kristendommen, eller også gør man ikke

Thorkild Simonsen voksede op i et hjem knyttet til Indre Mission. Han får fortsat inspiration af sin mor, som var en overbærende afholdskvinde, som forstod, at børn ikke altid kan gøre, som deres forældre siger

”Jeg kan ikke ridse op og sige, hvad det er for et evigt liv, som følger efter døden, men jeg kan begynde at læse i Bibelen og tage ordene i trosbekendelsen til mig, “ siger tidligere Aarhus-borgmester Thorkild Simonsen (S).
”Jeg kan ikke ridse op og sige, hvad det er for et evigt liv, som følger efter døden, men jeg kan begynde at læse i Bibelen og tage ordene i trosbekendelsen til mig, “ siger tidligere Aarhus-borgmester Thorkild Simonsen (S). Foto: Leif Tuxen.

Jeg ved godt, at der er nogle, som anser missionsfolk for at være sorte, men sådan har jeg ikke oplevet det i mit barndomshjem i Sdr. Rubjerg. Jeg er født i 1926 som den ældste af seks børn.

Min farfar var karetmager og husmand i Sønder Harritslev ved Hjørring. Mine bedsteforældre havde 13 børn, men kun de 9 blev over 13 år. De havde ikke mange penge, men de sled i det. Min bedstefar fik etableret en brugsforening og byggede et missionshus på deres godt syv tønder land. Han var en stærk personlighed og var dybt troende. Jeg var en del på ferie hos mine bedsteforældre. Der blev hver dag holdt andagt, og så havde de nogle mannakorn med bibelvers, som jeg kunne mærke, de holdt meget af. De gik ofte i missionshuset og i kirken, hvor der både kom mange missionsfolk og grundtvigianere.

Min mors far i Rakkeby ved Hjørring var også husmand, og desuden var han postbud. Han blev enkemand, efter at der var født syv børn. Han havde sikkert ikke tid til at involvere sig så meget i det kirkelige liv, men han tilhørte også Indre Mission. Min mor var ni år, da hendes mor døde. Hun var barn nummer fire og hjalp meget til i hjemmet og var ude at tjene om sommeren, fra hun var 9 eller 10 år.

Min far drev en lille malerforretning i Sdr. Rubjerg mellem Løkken og Hjørring, og min mor passede telefon og drev den lille farvehandel på Løkkenvej. De havde en ung pige til at hjælpe, frem til jeg blev syv år. Maden, vi fik, var rigelig, men beskeden: Fisk fra Løkken og stegt flæsk. I forhold til de dårligt stillede i Sdr. Rubjerg havde min far en god indtægt. Han var afholdt som maler og havde kunder helt på den anden side af Hjørring. Han var en overgang medlem af sognerådet, og i over 25 år var han medlem af menighedsrådet, mens min mor var medlem af børneværnet, der havde at gøre med socialt udsatte børn.

I Sdr. Rubjerg var der også et missionshus. Vi gik altid i søndagsskole, hvor det var lægmænd i ordets bedste forstand, som var ledere. Det kunne være min far, onkel Aksel, lærer Bachmann eller købmand Svendsen.

De gennemgik bibelhistorier, og vi sang meget fra Indre Missions sangbog. Det var ikke kun børn fra de missionske hjem, som kom i søndagsskolen, for der var ikke så meget andet at lave i Sdr. Rubjerg søndag eftermiddag. Nogle børn gik i biografen i Løkken, men her måtte vi ikke komme, selvom jeg nok en gang imellem snød mig til det. Så var det godt, at jeg var særligt gode venner med min mor. Hende sætter jeg pris på. Det var ikke, fordi hun var mindre missionsk end min far, men hun havde stor forståelse for, at børn ikke altid lige kunne være som deres fædre og mødre.

Søndag formiddag gik vi ofte i kirke alle sammen. Prædikenen var noget længere, end de prædikener, man hører i dag. Den tog mange gange over en halv time, og jeg svingede ofte med mine ben og tænkte, at præsten godt måtte få rundet af. Mine søskende og jeg kom også til møder i missionshuset. Der var hvert år nogle særlige vækkelsesuger, hvor målet var at få folk til at omvende sig. Jeg husker en meget følelsesbetonet missionær fra Randers. Han var særlig god til at få folk til at omvende sig.

Jeg deltog som iagttagende barn i disse møder, hvor man efter en omvendelse sang fra Indre Missions sangbog ”Kimer Himmelklokker”. Mange af disse nyomvendte missionsfolk blev også medlemmer af Blå Kors og ville være afholdsfolk, men en del af de nye Blå Kors folk kunne falde i igen, men så mente min mor, at det blot gjaldt om at redde dem igen. Min mor fordømte aldrig disse folk. Når jeg i dag gerne støtter Blå Kors, skyldes det ikke mindst min mor, som var optaget af afholdssagen, indtil hun døde.

Jeg gik ud af fjerde mellem på Løkken Realskole, men jeg skulle nok være blevet på skolen. En af grundene til, at jeg gik ud af skolen syv dage før, jeg fyldte 15 år, var, at jeg havde en ”forkert” hårfarve. Jeg er født rødhåret. Mange i min familie havde sort hår, og jeg blev drillet med min hårfarve og kaldt ”rødtot”. Mit kælenavn var ellers ”Tot”. Jeg husker også, at nogle af mine tanter kunne stå i et hjørne og hviske, at blot jeg havde grønt tøj på, så gjorde det ikke så meget! Mine forældre kunne ikke helt forstå, at en hårfarve kunne betyde så meget. Men i skolen blev jeg drillet. I det hele taget forbandt jeg de fire år i Løkken Realskole med en del konflikter. Det værste var, når jeg cyklede forbi kommuneskolen i Løkken, hvor fiskernes børn ofte gik. De syntes, vi var nogle fornemme børn, som gik på den lille private realskole, så derfor skulle vi have nogle tæv, men jeg var ikke god til at slås.

Jeg kom i malerlære hos min far, syv dage efter jeg havde forladt fjerde mellem. Det i var i juli 1941. Herefter slap jeg for at høre om min hårfarve. Jeg begyndte også at komme en del hos en friskoleleder i Nørre Lyngby. Det var i grundtvigske kredse, som jeg havde megen fornøjelse af. Jeg blev en del af foreningen Det Unge Grænseværn. Selvom vi bad bordbøn i mit hjem, og vi havde indrammede skriftsteder på væggen, så er vi altid kommet sammen med folk af andre observanser, og jeg lærte meget af det.

Da jeg som malersvend kom til at bo i Aarhus i efteråret 1945, kom jeg meget i KFUM, og der oplevede jeg forskellen på missionsfolk og KFUM'ere. Medlemmerne af KFUM havde et mere frit syn på mange ting, end jeg havde været vant til. Jeg blev hurtigt en af lederne af KFUM's yngste afdeling (YA), hvor vi arbejdede med socialt dårligt stillede drenge. Vi tog på skovture, arrangerede lejre og holdt andagter og var som en slags søndagsskolelærere for drengene.

Efter et par år som malersvend fik jeg eksem og fik vabler op ad armene, så jeg kunne ikke fortsætte med malerfaget. Den daværende KFUM-sekretær i Aarhus, Grubbe Overgaard, foreslog, at jeg skulle tage på højskole. Han mente, at jeg kunne blive en god KFUM-sekretær, og han anbefalede mig at tage på Haslev Udvidede Højskole. Den skole var stærkt præget af Indre Mission. Man måtte ikke gå i biograf eller teater, og kvinderne måtte ikke bruge sminke. Mange af eleverne kunne blive nogle meget overbevisende missionærer. Forstanderen, Johannes Magelund, kunne dog godt forstå, at der var elever, som havde et andet syn på visse ting. Jeg fik min debut som taler i en stor offentlig forsamling, da jeg var elev på højskolen. Magelund tog mig med til et missionshus i Slagelse, hvor der var rigtig mange mennesker, og her skulle jeg fortælle om det at gå på højskole og om mit syn på Indre Mission og KFUM.

Han var overrasket over, hvor godt jeg klarede det, selvom jeg var kritisk over for Indre Missions mange uskrevne regler. Det er Magelunds fortjeneste, at jeg kom til at læse til lærer, selvom jeg ikke havde tænkt på, at jeg kunne gå den vej.

I 1951 lærte jeg Edny at kende. En af mine søstre var blevet forlovet med Ednys storebror. Edny er skipperdatter fra Vesterø Havn på Læsø, hvor hendes familie også drev et lille husmandsbrug. Hun havde helt mørkt hår og var smuk, og jeg blev meget forelsket i hende. Det har der aldrig været tvivl om. Vi blev gift i 1953, da jeg var blevet færdig med læreruddannelsen. Jeg tror, mine forældre var meget tilfredse med, at jeg fandt Edny, for vore hjems værdier lignede hinanden. Mine svigerforældre var dog ikke medlem af Blå Kors, og de kunne drikke et glas vin. Når jeg tænker tilbage, er det klart, at det har betydet meget, at Edny og jeg har delt værdier. Vi lever ikke helt, som vores forældre gjorde. Vi har altid gået i teater, biograf, og ved festlige lejligheder har vi danset, men vi er også enige om at gå ofte i kirke. Vi har også været enige om at bede Fadervor med vores to døtre, da de var små. Børnene har naturligvis selv skabt deres måde at leve på, men vi kan altid gensidigt respektere hinanden på tværs af generationerne.

Hvis man én gang er blevet opdraget med at gå i kirke, er det ofte naturligt at fortsætte med det. Jeg kan godt lide at høre en god prædiken. På højskolen lærte vi at bedømme en prædikant, og vi skulle tage noter om prædikenen og gudstjenesten. Jeg tager ikke længere noter, men jeg kan godt høre, om prædikenen har et klart kristent budskab.

Man siger ofte, at Danmark er et kristent land, derfor mener jeg også, at man bør følge, hvad kirken står for og indbyder til. Jeg synes, det er for beskedent kun at komme i kirke juleaften og ved særlige anledninger. I den retning har Kaj Munk betydet en del for mig. Det gjorde et stærkt indtryk på mig, da jeg første gang så stykket ”Ordet” på Aarhus Teater i 1946. Her blev det ret klart for mig: Enten tror man på det kristne budskab, eller også gør man det ikke. Mødet med Kaj Munks ”Ordet” blev et vendepunkt for mig.

Kristendommen har altid været en støtte for mig i medgang og modgang. Det ligger også i den kristne måde at leve på, at man skal have respekt for folk, som har en anden livsindstilling. Her tænker jeg ofte på min mor, som altid var god til at respektere andre og var god til at forlige folk. Gennem livet har jeg også lært, at smilet betyder meget. Næsten i alle situationer.

Jeg tror ikke, jeg på nogen måder er bange for at dø. Jeg havde den helt specielle oplevelse at holde min mor i hånden, da hun døde i 1998. Min mor døde, da hun var 100 år og 7 måneder. Det var i min tid som minister. Jeg havde lige besøgt hende på plejehjemmet i Løkken en mandag i marts. Jeg kørte tilbage til Aarhus, men blev ringet op af plejehjemmet, som fortalte mig, at hvis jeg ville se min mor i live en sidste gang, skulle jeg komme tilbage til Løkken. Da hun så mig ved midnatstid, sagde hun på vendelbomål: ”Kommer du igen, Thorkild?”. Det blev det sidste, hun sagde. De næste 11 timer var vi tre søskende ved hendes seng. Vi sang sange og salmer, som vi vidste, hun satte pris på, og vi kunne se på hendes øjne, at hun lyttede.

Jeg kan ikke ridse op og sige, hvad det er for et evigt liv, som følger efter døden, men jeg kan begynde at læse i Bibelen og tage ordene i trosbekendelsen til mig. Det, som står der, skal nok være rigtigt. Jeg mener ikke, at livet slutter, bare fordi man dør fysisk.

Vi har købt gravsted og sten. Det gjorde vi for nogle år siden, for at børnene ikke skulle have døje med det, når vi ikke er mere. Det eneste, som mangler, er datoerne. Vi havde i forvejen et gravsted, da vi mistede vores første barn, Jens Mikael, i 1955. Han fik meningitis, da han var halvandet år. Det er slemt, og man tænker lidt mere over livet, når sådan noget sker. Men livet skal jo gå videre.