Er reinkarnation sundt?

Der er noget umenneskeligt ved opfattelsen af, at man betaler i dette liv for noget, man har gjort i et tidligere liv. Eller belønnes. Det er en slags ultraliberalistisk religiøsitet, skriver Kristian Bøcker i klummen

Hvad er rigtigt: Troen på flere liv eller troen på ét liv? Den kristne opstandelsestro eller troen på reinkarnation?
Hvad er rigtigt: Troen på flere liv eller troen på ét liv? Den kristne opstandelsestro eller troen på reinkarnation?.

Som selv den uopmærksomme læser nok har bemærket, har en sognepræst udtrykt om ikke tro på reinkarnation så en åbenhed for muligheden. Og det er ikke så godt.

For i folkekirken bekender vi os til troen på ”kødets opstandelse og det evige liv” hos Gud, når vi er døde, og altså ikke til troen på, at sjælen vandrer videre i en ny krop i et nyt liv på jorden. Så den pågældende præst får problemer - formentlig allerede i dette liv!

Men hvad er rigtigt: Troen på flere liv eller troen på ét liv? Den kristne opstandelsestro eller troen på reinkarnation? Ja, det kan man formentlig skændes om herfra og til evigheden. Men man kan måske også gå til det fra en anden vinkel og spørge, hvad der er bedst at tro på, måske ligefrem sundest?

Jeg ved godt, at vi helst går til de store temaer ud fra spørgsmålet om sandhed. Alligevel bedømmer vi ofte en tro, en religiøsitet, efter, om den er sund, om den giver liv og trøst og glæde, eller om den knuger mennesker og ødelægger deres liv.

Ser man nærmere på den nutidige, vestlige - og det er vigtigt: vestlige - udgave af reinkarnationstanken, så er den et miks af østlig tro og vestlig tankegang. I den oprindelige reinkarnationstanke, som man kender den fra blandt andet buddhisme og hinduisme, er målet at slippe ud af genfødslen, ud af reinkarnationen. Fordi livet - i al fald i buddhismen - opfattes som lidelse.

Men i vores del af verden kombineres reinkarnationstanken med vores tro på udvikling og vækst. Vi tænker som europæere i udvikling og vækst. Det skal og kan gå fremad. Og livet er godt. Derfor reinkarneres, genfødes, man - ifølge denne tankegang - for at udvikle sig og vokse som menneske. Man skal lære noget af hvert liv, så man kan nå et højere udviklings- og bevidsthedsniveau i næste liv.

Og den lov, som styrer, hvad og som hvem man fødes i næste liv, hedder karmaloven og er en opfattelse af, at som du sår, vil du også høste - om ikke før så i næste liv. Hvad du gør nu, får konsekvenser senere. Derfor er der også en mening med alt: vi skal lære noget af det for at udvikle os, blive bedre. Som jeg så det udtrykt et sted: ”Universet vil lære mig noget.”

Umiddelbart lyder det måske meget godt. At man skal lære noget, at alting kan tjene til udvikling, at der er konsekvenser af vores handlinger, og at livet ikke er slut, når det er slut.

Men ved nærmere eftersyn er der nogle meget hårde knaster i denne opfattelse: For det første dette med, at man altid skal lære noget af det, der sker. Skal lære! For det indebærer en opfattelse af, at der er mening i det meningsløse; at Gud eller universet har tildelt et menneske denne tragedie, dette tab, denne dødelige sygdom for at lære ham eller hende noget.

Man slipper ganske vist for tilfældigheden; til gengæld påføres man et ansvar, der er urimeligt: Man er skyld i det meningsløse. Men det er aldrig sundt at have mere ansvar, end man som menneske kan bære.

Og så er der en afgrund til forskel på, at man kan lære noget af det, vi for alt i verden ville have undværet i vores liv - og så at vi skal lære af det.

Derudover er der noget umenneskeligt ved opfattelsen af, at man betaler i dette liv for noget, man har gjort i et tidligere liv. Eller belønnes. Det er en slags ultraliberalistisk religiøsitet: Du er i enhver henseende din egen lykkes smed og følgelig også din egen ulykkes smed. Også det, du har smedet i et tidligere liv.

Men også denne opfattelse er usund, fordi den vil have et menneske til at bære mere, end det er rimeligt. Det er rigeligt at have ansvar for det, vi gør - eller ikke gør - i dette liv. Skal man også bære ansvaret for handlinger i tidligere liv, udvides ansvaret til det nærmest uendelige. Det må ofte give stress, religiøs stress!

Kristen opstandelsestro er - i sine bedste udgaver - troen på, at vi, når vi dør, er i Guds hånd. Hverken mere eller mindre. Og det er faktisk heller ikke så lidt. At være i Guds hånd når vi ikke er mere. Man behøver ikke mere - ikke at svælge i gensyn eller billeder eller nok så livlige forestillinger. Det kan man leve og dø på: troen på at når vi må slippe livet, så vil Gud tage over. Det frigør kræfter til livet - og det er sundt, ikke mindst for vores medmennesker.

Men hvad der er lige så vigtigt: Kristen opstandelsestro er også en tro på opstandelse i dette liv: At man kan begynde igen. At der er tilgivelse for det, jeg ikke skulle have gjort. Eller undlod at gøre. At alt det brudte ikke bryder forholdet mellem et menneske og Gud.

Det betyder ikke, at tilgivelsen ophæver det gjorte eller undladte - og da slet ikke i forhold til den, det gik ud over. Det må man tage på sig og tage sig af. Men Guds tilgivelse er, at man ikke er alene med det. For som der står skrevet, er det ikke godt for et menneske at være alene. I al fald ikke sundt i al evighed.