Er vi blevet mere robuste over for terrortruslen?

Store foto: Blomsterhav foran Synagogen i Krystalgade i København på det sted, hvor Dan Uzan blev dræbt, ...

Store foto: Blomsterhav foran Synagogen i Krystalgade i København på det sted, hvor Dan Uzan blev dræbt, da han stod vagt ved en jødisk konfirmationsfest natten mellem den 14. og 15. februar 2015. Foto øverst tv.: Det andet kaprede passagerfly på vej mod det sydlige af tvillingetårnene i New York den 11. september 2001. Foto øverst i midten: Betjente foran Krudttønden i København efter terrorangrebet 14. februar 2015, der kostede filminstruktøren Finn Nørgaard livet. Foto øverst th.: Udrykning til det britiske parlament i Westminster i London den 17. juni 1974, efter at en bombe, plantet af den irske terrorbevægelse IRA, var sprængt. Foto i midten tv.: Et overlevende offer for terrorangrebet mod koncertstedet Bataclan i Paris den 13. november 2015. Foto nederst tv.: Politi bærer genstande ud fra en jødisk delikatesseforretning i København efter en falsk bombealarm den 27. juli 2015. Scanpix

Den almindelige dansker har ikke tegnet Muhammed og var derfor ikke i skudlinjen. Risikoen for at blive ramt af terror som almindelig dansker er mikroskopisk, og det ved vi godt
Carsten Bagge Laustsen

For et år siden blev Danmark ramt af et terrorangreb, da to uskyldige mennesker blev skudt og dræbt. Siden har Danmark været i højt alarmberedskab, men danskerne fortsætter hverdagen, som om intet var hændt. En realistisk reaktion, siger forsker. Terror var et tiltrængt wakeupcall, siger krisepsykolog

Terror er rykket ind i det europæiske hverdagsliv, men det ændrer ikke europæernes adfærd. Faren er blevet et vilkår, og livet fortsætter på samme vis i København, selvom det er blevet et hverdagssyn at se betjente med maskinpistoler efter terrorangrebet i byen for snart et år siden. Pariserne fortsætter med at gå på caféer og til koncerter på trods af, at den franske hovedstad i november blev ramt af et terrorangreb, hvor terroristerne specifikt gik efter hverdagslivet.

I næste uge er det et år siden, at Danmark blev ramt af terror, og i nogle dage var København tavs, mens byen og resten af landet forsøgte at komme overens med, hvad der var sket.

Siden Muhammed-tegningerne i 2005 og 2006 satte den mellemøstlige verden i bål og brand, har Danmark været et mål for terror, og flere gange er terrorplaner blevet afværget.

Men selvom 22-årige Omar el-Hussein den 14. og 15. februar sidste år skød og dræbte filminstruktøren Finn Nørgaard ved Krudttønden på Østerbro og den jødiske vagt Dan Uzan foran synagogen i Krystalgade, har danskerne ikke ændret vaner.

I november 2015 viste en måling foretaget af Gallup for Berlingske, at otte ud af 10 danskere finder det sandsynligt, at Danmark vil blive ramt af endnu et terrorangreb. Samme måling viste også, at ni ud af 10 ikke lader sig påvirke af denne formodning. Danskerne går stadig på café og tager toget.

Betyder det, at danskerne er blevet robuste eller resiliente over for terror?

Måske, siger Carsten Bagge Laustsen, som er terrorforsker ved Aarhus Universitet. Men for at svare på det spørgsmål, bliver man nødt til at se på flere ting, forklarer han.

”For det første skal man kigge på karakteren af angrebet. Angrebet ved Krudttønden mindede om den terror, man så i 1970'erne. Det var et politisk motiveret angreb mod nogle bestemte personer, som 'selv var skyld i det'. Krudttønden kunne associeres med karikaturtegningerne, da en tegner var til stede (svenske Lars Vilks, red.),” siger han.

”Den almindelige dansker har ikke tegnet Muhammed og var derfor ikke i skudlinjen. Risikoen for at blive ramt af terror som almindelig dansker er mikroskopisk, og det ved vi godt,” siger han.

”Hvis vi var blevet ramt af den katastrofiske terror, som vi eksempelvis så i Paris, altså en terror, hvis mål er at skabe maksimal ødelæggelse, og som rammer helt tilfældigt, ville reaktionen have været en anden. En sådan erfaring vil sidde i kroppen og sindet meget længe.”

Han forklarer, at når der sker et terrorangreb, er det rationelt at føle en vis grad af frygt. Men frygten skal svare til den reelle trussel.

”Island kan være et eksempel på et land, hvor man ikke behøver at være bange. Det er et lille land, og det er besværligt at komme dertil. Derfor er der en lav risikofaktor. Det modsatte eksempel kan være Israel. Her er der en konstant høj trussel, og derfor har befolkningen en helt anden adfærd end i Danmark. Man tager sine forholdsregler og er i det hele taget mere bevidst om mulige trusler - både personligt og politisk,” siger han.

Han kalder sondringen mellem lav trussel og høj trussel for forgrunds- og baggrundskatastrofer.

”I Syrien og Irak er der terror hele tiden. Det er en baggrundskatastrofe. Terroren danner et bagtæppe for hverdagslivet. I Danmark er terroren en undtagelse, altså en forgrundskatastrofe. Når der er en konstant normalitet med en pludselig undtagelse, vender man hurtigt tilbage til normaliteten bagefter. Efter et angreb som det på Krudttønden og synagogen vender man derfor hurtigt tilbage til normaliteten. Vi har ikke ændret livsform, for forestillingen er, at vi har været konfronteret med en undtagelsesvis hændelse,” siger han.

”På den måde kan man måske godt kalde danskerne for resiliente, for modsvaret på terror er jo netop resiliens, altså at man ikke lader terroristerne så frygt i befolkningen. Men vi har på den anden side ikke oplevet den katastrofiske terror, og terrorangreb er stadig at regne som noget meget usandsynligt herhjemme,” siger han.

Siden terrorangrebet i København i februar sidste år blev Paris ramt af det største angreb i Frankrig siden Anden Verdenskrig, da et koordineret angreb dræbte 130 mennesker på caféer, ved et stadion og til en koncert. Angrebet havde til formål at ramme den almindelige pariser i den almindelige hverdag. Her var ikke tale om et politisk mål som det, man så ved Charlie Hebdo, da terrorister gik efter satiretegnerne, der gjorde grin med profeten Muhammed, eller ved Krudttønden og synagogen i København.

I Köln blev hundredevis af kvinder udsat for sexovergreb nytårsnat af grupper af fortrinsvist udenlandske mænd. Også her var det den daglige sikkerhed, der blev truet. Efterfølgende var der meldinger om, at danske kvinder følte sig usikre, når de gik i byen, særligt i områder med mange asylsøgere.

Ifølge krisepsykolog ved center for beredskabspsykologi Henrik Lyng har det sidste års mange utrygge hændelser medført en øget opmærksomhed.

”Jeg mener, at disse hændelser har været med til at skærpe vores opmærksomhed. Vi har i Danmark fået nogle wakeupcalls, som jeg mener, vi har manglet. Når jeg siger det på den måde, mener jeg, at vi i Danmark ikke har haft en risikobevidsthed, som svarer til den samtid, vi lever i,” siger han.

”Vi ser det på den måde, danskerne bærer sig ad i udlandet. Vi bliver konstant berøvede og overfaldet, og vi forstår det ikke, for vi er jo fra Danmark, vi er turister, og vi kan gøre, hvad vi vil.”

”Jeg har savnet en mere global forståelse for, hvordan risikoen kan påvirke vores hverdag. Derfor er det positivt, at vi er blevet mere opmærksomme i det offentlige rum. For hvis vi skal dæmme op for de ting, der kan skade os, uanset om de ting kommer inde- eller udefra, er vi nødt til at være opmærksomme på, hvad der sker omkring os,” siger han.

Han nævner eksemplet med den unge studerende, der satte København på den anden ende i 2014, da han på vej til eksamen havde opført sig mistænkeligt i et S-tog. Manden læste en bog om 11. september-angrebet og var tydeligt nervøs. Der blev ringet til politiet, og selvom der viste sig ikke at være nogen trussel, var det den rigtige måde at handle på, forklarer Henrik Lyng.

”Vi kan jo ikke være blinde for, hvordan verden har det. Vi må acceptere, at verden ændrer sig, og så må vi gøre, hvad vi kan for at få det til at dreje den anden vej. Indtil da tror jeg, at det er sundt at være opmærksom. Og så er det da klart, at man måske er mere opmærksom, når man sidder i et tog eller på en café i København, end når man er i Varde,” siger han.

Men han understreger, at hvor han synes, at det er fint, at man ikke er blind for verdens realiteter, bør den øgede opmærksomhed heller ikke tage magten.

”Det er meget vigtigt, at vi aldrig går terroristernes ærinde. Ændrer vi adfærd, er det præcis det, terroristerne vil. Når der som i november bliver sendt en falsk kæde-sms rundt, hvori der står, at man for alt i verden ikke må tage toget fra Nørreport, for der er pålidelige rygter om et terrorangreb, er sms'en i sig selv et terrorangreb, for hvad er formålet med den? Det er at få flest mulige mennesker til at ændre adfærd, så mistillid til politiet, efterretningsvæsenet og regeringen, fordi det ikke er dem, men en sms, der advarer befolkningen. Hvis vi begynder at lade den slags ting ændre vores adfærd, er det meget nemt at lave et terrorangreb - bare send en sms! Derfor er det også sundt at insistere på at holde fast i hverdagen,” siger han.

Da Trygfonden i september 2015 sendte sin trygmåling ud, var tendensen også her, at angrebene i København den 14. og 15. februar ikke havde ændret danskernes adfærd eller tryghed synderligt.

Forskningschef i Trygfonden, Anders Hede, har været med til at lave flere tryghedsmålinger igennem årene, og han siger, at billedet har været uændret i flere år.

”Folk har vænnet sig til terror, og det, der sker, kommer ikke som fundamentale overraskelser. Idéen om, at terror skræmmer os, er mislykkedes. Man skal lede langt imellem, at terrorister i den vestlige verden har fået noget ud af at være terrorister, både politisk og psykologisk,” siger han og nævner IRA, der i 1970'erne bombede i London. Det fik ikke briterne til at ændre politik i forhold til Nordirland, og briterne fortsatte ufortrødent deres hverdag i London med brug af den offentlige transport.

”I virkeligheden er der en lang historie for den mentalitet. Folk klarede også bomberne under Anden Verdenskrig. Der er en enorm resiliens i befolkningen. Dels kan man kalde det en trodsreaktion, altså at vi nægter at bøje os, og dels er det en ren tilvænning til omstændighederne,” siger han.

”Kort efter den 11. september 2001 sad min kone i toget mod Nivå, og der blev meldt over anlægget, at toget ville holde stille et stykke tid, for der var fundet en mistænkelig pakke. Det blev folk ret irriterede over. Der gik tre minutter, så sagde togføreren over højttaleranlægget, at faren var afblæst, for en passager havde smidt pakken ud af vinduet. Jeg synes, det er et godt eksempel på, at vi ikke lader os skræmme,” siger han.

Forleden talte DR's børnekanal Ultra med to piger, der havde været til bat mitzvah-fest i synagogen den lørdag nat, hvor Omar el-Hussein forsøgte at trænge ind, men blev forhindret og dermed skød og dræbte vagten, Dan Uzan. Selvom pigerne var påvirkede af hændelsen i tiden efter angrebet, fortalte de, at de nu har lagret begivenheden i deres hukommelse.

”Man skal bare leve, som om det ikke fandtes. Ellers går man rundt og er bange,” sagde 13-årige Lea.

”Og det er spild af ens tid at tænke på det, for man kan lave alt andet end at være bange,” supplerede hendes 13-årige veninde Sarah.

Dan Rosenberg Asmussen, der er formand for Det Jødiske Samfund, fortæller, at det er den generelle indstilling hos jøder i Danmark.

”Terrortruslen for det jødiske samfund er jo ikke ny. Derfor var vi chokerede, men ikke overraskede, da angrebet fandt sted. Hvis jeg tænker tilbage på det seneste år, er der to helt dominerende indtryk,” siger han og fortsætter:

”Det ene var chokket. Primært for Dan Uzans familie og venner, men også hele det jødiske samfund. Når man er under angreb, føler man sig rådvild og bange og alene. Det er en enorm krise for et hvilket som helst fællesskab at skulle håndtere sådan en situation. Men der var også en positiv reaktion. I den brede befolkning har der været en helt utrolig opbakning og solidaritet, og det jødiske samfund har evnet at stå sammen og passe på hinanden.”

Han forklarer, at det vigtigste er at se fremad.

”Vi skal aldrig glemme det offer, Dan Uzan har ydet, men vi må også have fokus på de ting, Dan Uzan gav sit liv for at beskytte. Netop at vi formår at holde fast i det jødiske liv og kultur, og at vi lever vores liv videre.”