Erik Norman Svendsen: Hos mine bedsteforældre fik jeg varme og oplevelser

Erik Norman Svendsen, tidligere biskop over Københavns Stift. Fylder 75.år og arbejder stadig som præst ...

Erik Norman Svendsen, tidligere biskop over Københavns Stift, fylder 75 år på onsdag. For fem år siden udgav han sine erindringer, som vi her bringer et uddrag fra. Foto: Leif Tuxen.

Sammen med min far og bror sad jeg ved min mors dødsleje og følte stor sorg og lettelse over hendes tidlige død og sørgelige liv
Erik Norman Svensen

Tidligere biskop i København Erik Norman Svendsen er krigsbarn og kom til verden fem måneder efter sine forældres bryllup. Barndommen var præget af hans mors tilbagevendende depressioner. Læs her et uddrag fra hans erindringer

Jeg er et mørklægningsbarn, der kom til verden den 27. januar 1941, godt ni måneder efter tyskernes besættelse af Danmark den 9. april 1940. Min mor og far havde truffet hinanden på et apotek, hvor mor var defektrice og far discipel. I august 1940 blev de viet i Sct. Thomas Kirke på  Frederiksberg af mors konfirmationspræst, Oscar Larsen. Jeg var på min egen uafviselige måde med til brylluppet!

Min fars valg af uddannelse kunne han aldrig give en god forklaring på. Han hoppede da også snart fra farmaceutuddannelsen, ivrigt tilskyndet af min mor, og begyndte at læse teologi ved Københavns Universitet. Bag denne beslutning lå uden tvivl en påvirkning fra hans barndomshjem.

Farmor var fiskerdatter fra Harboøre, varm og kærlig, og farfar skippersønfra Assens, et festmenneske med naturlig myndighed og et voldsomt temperament. Begge kom fra et kirkeligt miljø.

Farfar blev skibsfører i De Danske Sukkerfabrikker, mens min farmor, som kunne blive søsyg på en havnerundfart, holdt sig på land og tog sig af de to sønners opvækst.

Om søndagen gik mine bedsteforældre til kirke med salmebogen i hånden, og når farfar var på søen, hørte han altid radiogudstjenesten. Der skulle være stille på broen, mens han sang med på salmerne og lyttede til dagens tekster og prædiken.
Far blev konfirmeret af KFUM-præsten Svend Rehling i Kastelskirken. Det førte ham ind i KFUM, hvor han senere kom i bestyrelsen i Centralforeningen i København. Hans storebror, onkel Erik, var mere optaget af Poul Henningsen end af pastor Rehling og erklærede sig i nogle år for salonkommunist.

Læs også: Anmeldelse af bogen fra "Fra Nørrebro til Nørregade" af Erik Norman Svendsen 

Men som bibliotekar i Århus begyndte han at gå til P.G. Lindhardts gudstjenester og blev så interesseret, at han efter sin pension læste „Teologi for lægfolk“. Jeg er opkaldt efter ham og var glad for min verdslige onkel.

Farmor og farfar var åbenlyst fornøjede med fars nye studievalg og naturligvis stolte, da deres yngste søn blev cand.theol. Jeg husker, da min farfar en junidag i 1949 "hejste" Dannebrog på den lille, skrå flagstang uden for vinduet i deres lejlighed på 3. sal i Willemoesgade nr. 9.

Far havde bestået teologisk embedseksamen med en pæn 1.karakter. Så længe de levede, kom de flittigt til gudstjeneste hos far og lige så flittigt i deres sognekirke, Frihavnskirken. Min mor kom fra et almindeligt folkekirkeligt miljø, hvor man ikke gik meget i kirke, selvom mormor tit hørte radiogudstjeneste. 

Morfar, overassistent i Baltica, brød sig ikke om, at mormor forlod hjemmet søndag formiddag. Hvad så med frokosten? Min mormors familie var mørke, med store, krogede næser og brune øjne.
De var larmende og festlige og kaldte i al godmodighed min stilfærdige teologistuderende far „den aparte“. Selv var de ikke bange for at gå til kanten, som politimanden, morbror Kaj, der var så „uheldig“ at vælte med salatfadet. Så var det slut på hans karriere i politiet. Mormor var selv lidt snobbet. Skulle der ringes efter en taxa, var det til Kontorchef Jørgensen. Hun havde også en svaghed for fremmedord. „Det inongsjerer vi“, sagde hun med betydningsfuld mine, når noget kom på tværs. Vi har helt adopteret udtrykket, og folk ser på os med let undren, når vi bruger det uden for familiens kreds.

Familien var ikke rundet af den danske muld, men hvor kom de fra? Mange regnede dem for jøder. Min mormor hævdede, at de var af spansk landadel, hvortil min far sagde, at det vist måtte være en spansk soldat fra Koldinghus, med eller uden adel. Margit drillede mig med, at jeg var tater eller kulsvier. Familien var nemlig fra Frederiksværk, hvor dette „natfolk“ holdt til i gamle dage. 

I 1998 kom jeg i vanskeligheder på grund af mit udseende ved et besøg i Fødselskirken i Betlehem, under den ortodokse julefest. Man kommer ind i kirken gennem en lille smal dør, og køen var stor denne juleaften. Margit smuttede let igennem, men så gik jerntæppet ned: „Christians only“ lød det fra munken, der vogtede døren. I befippelse begyndte jeg at lede efter mit bispekors, som bevis på min rette tro. Men Margit vendte sig med et smil mod munken og forsikrede ham om, at jeg var hendes mand og god nok. Så kom jeg ind, lidt slukøret. Jeg havde nok foretrukket adgang via bispekors. Men vi fik aldrig opklaret, om jeg blev anset for jøde eller muslim.

Højbanen ved Nørrebrostation. Sporvognen holder under broen, mens S-toget kører på højbanen. Billedet er ...

Højbanen ved Nørrebrostation. Sporvognen holder under broen mens S-toget kører på højbanen. En cyklist kører over spovognsskinnerne. Det er besættelsestid, sommeren 1943. Kantstenen er malet i lyse farver så det kan ses under mørklægningen.; The elevated railway at Noerrebro station. A bycyclist passing the railway tracks. It is time of German occupation, so kerbs are painted white to be seen inthe nights of black out .; Foto: Scanpix Denmark

Min mor led livet igennem af svære depressioner. Allerede som 12-årig blev hun indlagt på psykiatrisk afdeling på Nykøbing Sjælland sammen med senile patienter, og som voksen var hun igen og igen indlagt til psykiatrisk behandling på Bispebjerg, Kommunehospitalet, Dianalund og Montebello ved Helsingør. De mange indlæggelser satte unægteligt deres mørke præg på en stor del af min barndom og ungdom.

Min far tog det store slæb både som præst og "husmor". I en af min mors gode perioder fik jeg en lillebror, Ralf. Det passede mig ikke. Nu havde vi det lige så godt, og jeg havde fået mit eget værelse. Der er 15 år imellem os, og jeg har både skiftet bleer og trillet ham i barnevogn. Han led nok mere under mors sygdom end jeg, og det var heller ikke let at være både præstesøn og præstebror.

Da han engang som lille havde forstyrret mig godt og grundigt, trak jeg ham ud på toilettet, vendte bunden i vejret på ham, og sænkede ham faretruende ned i cisternen, mens jeg trak ned. Vandet fossede om ørene på ham, og han blev meget forskrækket. Som voksne har vi grinet af den historie.

Men dengang var han sikker på, at han druknede, og havde længe mareridt efter oplevelsen. Det varede nu ikke længe, før han forstyrrede mig igen, men jeg gentog aldrig den seance. Jeg havde med god grund en fornemmelse af at være gået over stregen. Ralf blev en rigtig 68’er og skulle i hvert fald ikke læse teologi. Han ville være læge og er endt med at blive ortopædkirurg og overlæge i Køge.

I mange år havde han vagt på Roskilde Festival, og han har også haft vikariater i Grønland, hvor han havde god tid til både at fiske og gå på jagt. Som teenager gik han demonstrativt rundt om juletræet med korslagte arme og lukket mund, når vi andre sang julesalmer. Den galej var han ikke med på.
Men forholdet mellem os var dog så godt, at jeg som nybagt præst konfirmerede ham i Sundkirken på Amager, og som voksne har vi altid haft et nært forhold. Ikke mindst vores fars lange sygeleje op til hans død i slutningen af 1992 bragte os tæt sammen.

I 2009 viede jeg ham til hans elskede Susanne. De havde nu boet sammen i 37 år og har to voksne børn. Tiden var inde! På grund af min mors lange sygeperioder og indlæggelser boede jeg tit hos mine bedsteforældre, som altid var parat til at tage imod mig. Jeg var familiens første barnebarn og var så lykkelig at beholde dem alle fire, til jeg blev voksen.

Fra farmor og farfar på Østerbro tog jeg Linje 3 og 5 til Nørrebro, når jeg skulle i skole. Farfar var tit ude at sejle, så jeg hyggede mig i hans seng ved siden af farmor. Men jeg besøgte også gerne mormor og morfar på N.J. Fjords Allé på Frederiksberg med udsigt til Tivolis fyrværkeri fra deres fjerdesalslejlighed. På grund af mormors leddegigt måtte de tidligt flytte til en andensalslejlighed på Søndre Fasanvej, uden fyrværkeri, men til gengæld med bad og køleskab.

Min morfars sukkersyge tvang ham tidligt på pension. Han passede min mormor, da hun ikke længere kunne gå, indtil han pludselig en dag faldt død om på vej ind i et renseri på Valby Langgade. Mormor kunne ikke klare sig selv, og hun kom nu på De Samvirkende Menighedsplejers plejehjem i Tårnby på Amager. Her sad hun otte år i sit lille værelse og følte sig ensom, deporteret langt fra familien, langt fra Frederiksberg, helt uden for lands lov og ret. Familiens hyppige besøg hjalp ikke på humøret. Tabet af morfar var uerstatteligt.

Mine bedsteforældre opvejede rigeligt det savn, min mors sygdom gav. Hos mine bedstemødre fik jeg varme, og hos mine bedstefædre oplevelser.

Fra niårsalderen tog jeg hver sommer med farfar på togt med det gode skib M/S Carl af Nakskov, Sukkerfabrikkernes flagskib. Her fik jeg min egen kahyt og levede med i skibets arbejdsrytme, både når der skulle styres og tjæres dæk. Det var mest indenrigssejlads rundt til sukkerfabrikkerne, men der var også ture til Gotland, hvis særprægede natur og fantastiske middelalderkirker jeg siden har været dybt fascineret af.

Jeg skrev mit livs første artikel om „Visby – rosernes by“, som blev optaget på børnesiden i Dagens Nyheder. Stolt var jeg! Når vi var i havn, fik jeg redningsjollen i vandet og boltrede mig i fjord og havn eller roede op ad åen ved Sakskøbing.

Det gav prestige hos de lokale drenge, der gerne ville have en tur. Farfar stolede på, at jeg opførte mig ansvarligt, og jeg måtte godt tage kammerater med i jollen. Intetsteds følte jeg mig så fri og fornøjet, som når jeg stod til søs. Maden om bord var også langt bedre og rigeligere, end jeg var vant til i efterkrigstidens Danmark. Vi spiste i messen ved siden af kabyssen, hvor hovmesteren diskede op med morgenkaffe kl. 4, frokost kl. 8, middag kl. 12 og aftensmad kl. 18. Intet under, at jeg voksede både i højden og bredden.

En tidlig morgen med rimtåge lagde vi til i Storungs Havn på Nordgotland for at hente kalksten. En af ungmændene gled på rælingen og faldt i vandet. Han var ved at blive mast mellem skib og kaj. Aldrig har jeg set min 100 kilo tunge farfar reagere så resolut. Han slog fuld kraft bak på maskintelegrafen, skubbede rorgængeren til side og greb det store rat, som blev krænget helt om. Mirakuløst gled skibet væk fra kajen, og den chokerede ungmand blev halet op. Bagefter var min farfar ved siden sig selv. Da jeg udtrykte min beundring, blev jeg fejet omkuld. Jeg var selvfølgelig ked af det, især fordi de andre så det. Senere forstod jeg, at sådan kan man reagere i en så dramatisk
situation.

Sømandstiden kunne godt have fortsat evigt. Men da jeg var 13 år gammel, gik farfar på pension, og så var det slut med at stå til søs i sommerferierne. Jeg får stadig et sug i maven, når jeg ser skibene i havnen. Min mormor og morfar lejede sommerhus i Tisvilde og tog mig med, hvis jeg var hjemme. Her havde vi lange cykelture i Troldeskoven og farlige badeture i de vilde bølger.

Morfar var aktiv gymnast og vinterbader, så han var glad for at sommerbade sammen med mig. Min mormor kunne med sin dårlige førlighed ikke være med. Hun blev i stedet hjemme og sørgede for frokost til de sultne "mænd".
Morfar var amatørmaler og en glimrende fortæller. Han malede et fantasifuldt billede til mig af en urskov med alle de vilde dyr og fortalte historier om hver eneste detalje: brilleslangen og kvælerslangen, papegøjerne i træerne, de trompeterende elefanter og aberne, der svang sig i lianerne. Flodhesten tog bad i et mudderhul, og rundt om lurede både løver og tigre. Man kedede sig aldrig i hans selskab.

Selv de daglige indsprøjtninger mod sukkersygen kunne han gøre til en hel forestilling for børnebørnene, der på én og samme tid gøs og pirredes, når han stak den tykke nå ind i låret uden at fortrække en mine.

Trods sygdom havde min mor også stor positiv indflydelse i min barndom. I sine gode perioder læste og sang hun for mig og tog mig med til særlige begivenheder. Da Christian X døde den 20. april 1947, var vi i Christiansborg Slotskirke til majestætens castrum doloris, ligesom vi stod på Slotspladsen, da statsminister Knud Kristensen som foreskrevet tre gange udråbte Frederik IX som ny konge. Ved andet udråb glemte han dog først at sige „Hans Majestæt“, men skyndte sig selv at rette fortalelsen. Alligevel er det denne fortalelse, alle husker. En lille forsmag på senere medietiders mulighed for at gentage replikker og fortalelser i et væk.

Når mor havde det godt, vidste hun ikke alt det gode, hun skulle gøre for sin lille familie, og da var hun udadvendt, aktiv og meget charmerende. Skolegangen var stort set sluttet med indlæggelsen 12 år gammel. Så meget mere imponerende var det, at hun som voksen på kun to år tog både mellemskole- og realeksamen på kursus, med glimrende karakterer. Hun var gerne fortsat med studentereksamen, men sygdommen forhindrede det.

Hun var både godt begavet og meget smuk som ung. Men hendes medicinmisbrug gjorde hende tidligt gammel, og hun døde i 1979, kun 58 år gammel. Sammen med min far og bror sad jeg ved hendes dødsleje og følte stor sorg og lettelse over hendes tidlige død og sørgelige liv. Hun havde evner og udstråling til et blomstrende, frodigt liv, som den uforståelige angst kvalte. Min far var vores faste holdepunkt. Altid rolig og ansvarsbevidst, men med stor humor. Når de andre børn i gården råbte på mor, kaldte Ralf og jeg på far. Han vaskede tøj, lavede mad, hjalp med lektier og snakkede med os om stort og småt. Mor bar han i mere end én forstand på hænder, og han gjorde, hvad han kunne, for at støtte og hjælpe hende med at blive rask.

Flittigt besøgte han hende i de lange perioder, hun var indlagt, og sad til langt ud på natten og talte med hende, når hun var angst. Det var næsten uforståeligt, at han samtidig kunne passe sit arbejde.

Frivillig Drenge Forbund (FDF), Nørrebro Distrikt paraderer på Nørrebrogade i København i

Frivillig Drenge Forbund (FDF), Nørrebro Distrikt paraderer på Nørrebrogade i København i 1947. Foto: Scanpix Denmark

Han begyndte som kaldskapellan i Kapernaumskirken i Københavns Nordvestkvarter i 1949. Efter fem år avancerede han til sognepræst i Samuels Kirke på Nørrebro. I et forsøg på at give min mor sunde omgivelser blev han residerende kapellan i Frederiksværk-Vinderød i 1966, men vendte hurtigt tilbage til København i 1969, hvor han var sognepræst ved Sundkirken på Amager til sin pension i 1987.

Far gav mig lyst til at blive præst. Han var en glimrende liturg med en smuk sangstemme; og han var også en god prædikant, der dog holdt lidt lange prædikener. Han holdt fast ved den idealistisk prægede teologi, han som ung lærte i KFUM. Som kirkefondspræst lagde han lige så stor vægt på husbesøg og sjælesorg som på gudstjenester og kirkelige handlinger.

Han var vellidt af folk, selvom nørrebroerne kaldte ham „Aristokraten“, når han gik gennem Rådmandsgade iført sin sorte Edenhat. Jeg gik tit i kirke hos ham som barn og ung, og han delte mange af sine glæder og sorger som præst med mig. Vi havde i alle årene et nært forhold. Efter sin pensionering gik han tit i kirke i Dragør.

Jeg nåede at være hans provst i tre måneder, ligesom han nåede at være med til min bispevielse et halvt år før sin død. Hans glæde over min „forfremmelse“ var dog behersket, for han bekymrede sig mere om alle de vanskeligheder, jeg ville få. „Nu havde du det lige så godt i Dragør“, sagde han lidt mismodigt og ikke helt uden grund.

Far døde natten til 4. søndag i advent 1992, kort før sin 73-års fødselsdag. Få timer efter holdt jeg festgudstjeneste i De Gamles Bys kirke, der havde 100-års jubilæum. Det var en god hjælp til at komme igennem dagen.