De ved ikke, at jeg belurer dem. Og at jeg har mine favoritter blandt de mange hundeluftere, der hver dag passerer forbi på stien, der ligger på toppen af en skråning uden for vinduerne, hvor jeg bor.
Nummer et på listen skal jeg tidligt op for at få et glimt af. Med næsen i sky og et fraværende udtryk traver den høje mand med lange skridt af sted i den årle morgenstund i al slags vejr.
I tankerne er han allerede i gang med dagens dont på kontoret, forestiller jeg mig. For han ænser aldrig den lidt ældre langhårede hund af ubestemmelig hyrderace, der altid løber foran, hengivent logrende og med snuden i sky, slæbende på en alt for stor gren.
Der er et misforhold mellem det manglende nærvær hos hundens ejer og hunden, der virker, som om den er ude af sit gode skind af begejstring over at være ude med sin herre. Og, formoder jeg, efter lufteturen kan se frem til mange ensomme og kedelige timer hjemme i parcelhuset, mens han er på arbejde.
Jeg håber, at han en gang imellem giver sig tid til at tage grenen fra hunden og kaste den langt ud på marken på den anden side af stien, for det er det, hunden håber på. Men jeg har aldrig set det.
For nylig bød det levende billede af de to på en nyhed, idet han var iført Stetson. Hatten har givet ny inspiration til gættelegen om hans arbejdsmæssige forhold. Direktør i det private erhvervsliv? Forsker? Ekspedient i jagtudstyr?
En anden af mine yndlinge lever op til devisen om, at hund og ejer ligner hinanden. Begge kommer de luskende, gråt i gråt, han med foroverbøjet hoved og hunden, der ligner en luvslidt ulv fra koldere egne, med snuden i sporet. Der er noget uhyggeligt over synet, som medvirkede de i en gyser af Edgar Allen Poe eller en Sherlock Holmes-film. Men de bor vist bare i et rækkehus her i nærheden.
Det er ikke forkert, hvis det virker, som om der er mange hunde i Danmark. Ifølge Danmarks Statistik er der cirka 450.000 danske familier, der tilsammen har 550.000 hunde. Man kan sige, at hundebestanden øger befolkningstallet med næsten 10 procent. På top tre over de mest populære hunderacer ligger labrador retriever nummer et, schæferhund nummer to og golden retriever nummer tre, oplyser hjemmesiden gipote.dk.
Ikke alle er vilde med hunde. De laver høm-høm på fortovet, og ejeren samler det ikke altid op, de fælder, savler og sviner, man bliver afhængig af dem og kan ikke tage tre uger på vinterferie i Thailand, de gør, og man kender nogen eller er engang selv blevet bidt af en hund.
Jeg kan godt lide hunde. Jeg er vokset op med min morfars jagthunde, Max og Leila, i mit barndomshjem havde vi boxeren Bobby, og jeg har selv for mange år siden haft en schæfer, Sita, i min hustand.
Den havde et fredeligt temperament. Alligevel blev min nabos mor, en statelig ældre dame, bange for den, så jeg måtte kalde den til mig i et skrapt tonefald: På plads, Sita! Det hed min nabos mor desværre også.
Der er hunde i familien og vennekredsen, og jeg passer dem gerne. Sidst var det den velopdragne, gode Josefine, en sort blanding af boxer og labrador, der er trænet som både service- og socialhund. Det var en fornøjelse, selvom der efter mange støvsugninger og gulvvaske stadig dukker sorte hår fra pelsen op i huset.
Det var hyggeligt, når den lå på mine fødder under spisebordet eller med hovedet hængende ud over sofaarmlænet. Den var helt vild med at løbe ude på marken og plaske rundt i en lille sø. Og den kom med det vuns, når man kaldte på den.
Jeg har længe gået med overvejelser om igen at få hund. Menneskets bedste ven. Næste spørgsmål er hvilken slags? Findes der en race, der ikke altid er sulten, ikke kun må få kedeligt tørfoder en gang om dagen, og som ikke følger efter en, hver gang man går ud i køkkenet? For det har jeg ikke nerver og hjerte til, når det gælder hunde. At de altid ser på en med hundeøjne.