Mette Fuglsangs liv med spiseforstyrrelse

Efter et afslag på at komme ind på et studie købte Mette Fuglsang en æske chokolade, som hun i smug og skam spiste på badeværelset. Derfra tog tingene fart, hvilket hun fortæller om i ny bog

Mette Fuglsang spiste i smug og skam en æske chokolade på badeværelset. Foto: Iris
Mette Fuglsang spiste i smug og skam en æske chokolade på badeværelset. Foto: Iris.

Spiseforstyrrelser kan som bekendt komme i mange afskygninger.

For Mette Fuglsang manifesterede det sig i, at hun kunne finde på at gå i fryseren og tage frosne hindbærsnitter og pølsehorn op og spise dem, til trods for at de var bundfrosne.

I bogen ”En fri fugl” beskriver den unge kvinde, hvordan hun på grund af lavt selvværd kom til at lide af overspisning.

Hun voksede op i en kernefamilie og klarede sig godt i skolen såvel fagligt som socialt.

Der var dog flere familiemedlemmer, der var overvægtige, og det var snarere reglen end undtagelsen, at nogle var på slankekure, og vægten for mange røg op og ned.

Første gang, Mette Fuglsang besluttede sig for at gå på slankekur, var i 6. klasse, hvor hun syntes, at hun vejede mere end kammeraterne.

Siden fortsatte det med kure blandt andet på efterskolen.

Som 18-årig mødte hun Jesper, som hun var sammen med i syv år, og det var i den periode, at overspisningen udviklede sig.

Efter et afslag på at komme ind på et studie købte hun en æske chokolade, som hun i smug og skam spiste på badeværelset, mens kæresten var i stuen. Derfra tog tingene fart.

Bogen er en stærk personlig beskrivelse af livet med overspisning og selvhad, men den indeholder også konkrete råd til andre.

Mette Fuglsang er i dag uddannet klinisk diætist og er i gang med at uddanne sig til psykoterapeut.

Hun mener, at psyken har stor indflydelse på, hvordan vi spiser, og vejen ud af overspisning er ikke altid en slankekur.

For mange spiser for meget på grund af lavt selvværd, kedsomhed, rastløshed eller andre negative følelser, og derfor skal man fokusere på disse udfordringer, hvis man vil overspisningen til livs.

Sidst i bogen er der et appendiks med gode råd til læserne.

Det handler om i første omgang at erkende, at man har et problem og søge hjælp for det.

Siden skal selvværd og kropsopfattelse forbedres, ligesom forfatteren råder til, at man skal acceptere, at ubehag og smerte er et livsvilkår.