Det var den mest uhyggelige lyd, jeg nogensinde havde hørt. Som et indebrændt skrig af en voldsom smerte, men med lukket mund. Desorienteret vågnede jeg langsomt i grøftekanten, da det med ét gik op for mig, at lyden kom fra mig selv. Jeg havde så ondt, at jeg ikke kunne græde.
Det var den 7. januar 2007, og jeg var netop blevet påkørt af en ulovlig scooter.
Scooteren havde ramt direkte ind i min ryg med 60 kilometer i timen, og jeg var blevet kastet flere meter væk, indtil jeg var landet på nakken.
Regnen eksploderede mod asfalten, mens jeg lå ubevægelig i mit eget blod. Selv vejret var altså dramatisk, og scenen lige før påkørslen havde også været dramatisk. For grunden til, at jeg ikke havde set scooteren komme fræsende, var, at jeg sekundet før havde stået midt på vejen og skændtes med min daværende hollandske kæreste. Jeg havde troet, at han var mit livs kærlighed, da jeg seks måneder tidligere var flyttet til Amsterdam i Holland for at gå på kunstakademiet og flytte sammen med ham.
Det skulle være min drømmemand og mit drømmestudie, men mit liv var blevet et mareridt.
Vores forhold gik mere og mere dårligt. Vi boede i en campingvogn ude på en mark, mens vi satte vores lejlighed i stand, men i mellemtiden levede han et dobbeltliv. Det viste sig, at han tog stoffer og solgte stoffer og kunne blive væk i dagevis. Og da jeg var gået ham i møde midt på vejen, var det for at slå op, efter at han havde været væk en uge efter en bytur. Nu var det slut. Nu kunne det ikke blive værre, troede jeg. Men så blev jeg altså ramt af scooteren og nåede et nyt nulpunkt i mit liv.
Efter at jeg var blevet lappet sammen på sygehuset, blev jeg straks udskrevet, fordi hospitalet i forvejen var overfyldt, så jeg blev sendt tilbage til campingvognen, dopet med morfin.
Først efter to dage vågnede jeg til et ulideligt smertehelvede. I begyndelsen led jeg også af hukommelsestab. Jeg kunne ikke bevæge mine ben og havde fået en stor flænge i hovedet, og værst af alt havde jeg både mistet smags- og lugtesansen samt høresansen på det ene øre.
Alle mine sanser var forandrede og smadrede. Jeg havde ondt overalt og især ondt af mig selv de næste måneder i campingvognen, mens jeg langsomt forsøgte at lære at gå, spise og tage tøj på igen. Min krop skulle lære alting på ny.
I mellemtiden var min kæreste en ustabil hjælper. I begyndelsen blev han hos mig, men forsvandt stadig, når det passede ham. Jeg kunne sagtens have ringet hjem til mine forældre for at blive hentet, men jeg ville ikke vende hjem som en haltende fiasko. Jeg var stædig og klamrede mig desperat til håbet om at få vendt mit mislykkede eventyr til noget godt.
Efter tre måneder i denne selvmedlidenhedssump lå jeg en dag og læste en hollandsk avis. På den ene side stod der, at Paris Hilton skulle i fængsel på grund af for mange parkeringsbøder, og på den anden side af samme avisside var der en lille historie om folkedrabet i Susan. Skævheden i de to historier blev en åbenbaring for mig. Det var den slags globale uretfærdighed, jeg ville lave kunst om, når jeg blev rask nok. Og det gav mig ny energi til at kæmpe mig tilbage til livet. Langsomt fik jeg min førlighed tilbage, og med tiden vendte sanserne også tilbage til mig, mens jeg begyndte at male til fordel for Afrika.
Allerede samme år malede jeg et billede, jeg kaldte ”Simple living”, hvor en udsultet afrikansk dreng holder en Louis Vuitton-taske i den ene arm og en modehund i den anden. Siden er tingene gået stærkt for mig.
Louis Vuitton lagde sag an mod mig med et erstatningskrav i millionklassen, mens jeg fortsatte med at bruge motivet for at rejse penge til ofrene i Sudan gennem min hjælpeorganisation, Simple Living Komitéen. Det blev en global nyhedshistorie, men også en hård og årelang kamp mod den store modegigant, inden den til sidst tabte retssagen, mens jeg har fået sendt mange containere med nødhjælp til Afrika. Retfærdigheden sejrede.
For nylig udgav jeg en bog om sagen, og i marts blev jeg for anden gang inviteret til at tale i FN i Genève til en høring om ytringsfrihed. Herhjemme bliver censur ofte sat i forbindelse med Muhammed-tegninger, men min sag viser, at billedet er mere nuanceret.
Mange af de kunstnere, jeg har mødt fra andre lande, bliver forsøgt undertrykt af deres regeringer. Og jeg blev udsat for en krig af Louis Vuittons hær af advokater. Derfor foreslog jeg også, at FN oprettede en fond, der skal hjælpe kunstnere med juridisk bistand. En amerikansk repræsentant greb straks den idé, og sådan har jeg allerede følt, at jeg har været med til at gøre en forskel. For otte år siden lå jeg hjælpeløs i en hollandsk campingvogn. Nu nyder jeg hver dag, at jeg igen kan danse, løbe på rulleskøjter og smage på maden.
Mit eventyr endte kort sagt lykkeligt - også i forhold til kærligheden. For efter at jeg for nogle år siden vendte tilbage til Danmark, mødte jeg nemlig også en rigtig drømmemand, som jeg skal giftes med næste år.
Når folk hører min historie, siger de ofte, at der må have været en mening med min ulykke. Det ved jeg ikke, om jeg tror på. Men jeg tror, at traumatiske oplevelser, der kan virke meningsløse, kan få os til at tænke over, hvad der virkelig giver mening i tilværelsen. Det gjorde jeg, og det gav mening.