Kære brevkasse
Først en kort introduktion: Jeg kommer fra en dysfunktionel familie med vold, uforudsigelighed og angst. Jeg fik en lille dreng, da jeg var knap 20 år med en voldelig mand på samme alder. Jeg måtte flygte fra ham, da jeg var to måneder henne i graviditeten, og jeg har derefter altid boet alene med min søn. Efter mange brudte aftaler, besøg med skiftende kærester og ligegyldighed over for vores søn, nægtede jeg min søns far fremtidig samvær med ham.
Min søn fik en uddannelse og en kone og et lille barn. Jeg havde et godt forhold til min svigerdatter, og vi så hinanden hver måned. Jeg passede mit barnebarn, når hun var syg, og hvis de skulle noget.
Desværre blev de skilt efter kun et par års bekendtskab. Min søn boede nu alene og havde sin datter i en fast deleordning, og jeg var stadig en stor del af deres liv.
Efter et par år alene fik min søn en ny kæreste. Og min søn tog også kontakt til sin far, som blev en del af den lille families liv. Vi mødtes efter nogen tid hos mig, snakkede, spiste og hyggede. Efter besøget hørte jeg ikke noget fra dem længe. Jeg ringede og skrev, men hørte intet.
Så kom der en sms, hvor min søn skrev, at han ville lægge sit gamle liv fra sig og dermed mig og hele min familie.
Grunden til bruddet med mig, skrev han, var noget fra hans barndom, og at jeg ikke kunne lide hans nye kæreste. Jeg skrev selvfølgelig igen og bad ham uddybe det med barndommen, og at jeg jo ikke kendte hans nye kæreste, men at førstehåndsindtrykket var positivt, og at hun virkede meget sød.
Jeg holdt kontakten til mit barnebarn og hendes mor, men efter nogle måneder forbød min søn mig at tage kontakt til hans tidligere kone, og at kontakten til mit barnebarn skulle gå gennem ham. Vi så hinanden on and off i fire år.
Efterfølgende er der kommet to små børnebørn mere. Jeg har ikke set mit første barnebarn nu i over to år, og det yngste barnebarn har jeg slet ikke set. Jeg vidste ikke om ham, før jeg fik et billede af alle tre børnebørn.
For halvandet år siden fik jeg fortalt min søn om min historie med hans far og om mit forhold til ham. Det viste sig, at min søns far havde fortalt mange løgne om mig. Min søn har imidlertid valgt at tro på sin far, hvilket jeg jo må acceptere.
Det er meget svært og en daglig sorg ikke at høre dem kalde mig mor og farmor og ikke at have kontakt. Skal jeg blive ved med at skrive til dem og sende gaver? Skal jeg sende et brev med uddybende tanker, følelser og så videre? Skal jeg vente i tavshed, til min søn vender hjem igen? Jeg vil tage imod ham med åbne arme, som faderen i lignelsen om den fortabte søn, men jeg er også bange for, at det aldrig sker. Jeg har lavet en æske til hvert af børnene med små ting, fotos og breve i, hvilket jeg vil blive ved med.
Venlig hilsen
Hanne
Kære Hanne
Tak for dit brev. Vi kan meget godt følge den svære sorg, du må bære på. Det at miste kontakt til dem, man holder allermest af, er en dyb smerte, og vi kan godt forstå, at det fylder meget i dine daglige tanker.
Det er vanskeligt det med familiefortællinger, for hver person har jo netop sin egen historie. Og din søn har sine erfaringer, som er anderledes end dine. Han har jo sikkert indimellem savnet en far i sin opvækst og haft sine måske positive fantasier om ham, og han har ikke den fortælling med sig med vold og svigt og manglende interesse, som du kender til både fra din opvækst og fra dit forhold til din søns far. Det bærer du helt alene.
Når din søn så møder sin far som voksen, har han ikke megen forudsætning for at vurdere tingene, men ser måske bare en mand, der virker interesseret og som måske også har ændret sig i alle de år.
Det er dig, som din søn har haft en opvækst med, og du har været den daglige tilknytningsperson med de udfordringer, glæder og fejl, som altid findes i en forælder/barn-relation igennem en hel barndom. Så det er dig, som han så at sige kan reagere over for, fordi I har haft et realistisk og sikkert også til tider svært liv, medens hans far kommer ind fra sidelinjen og måske endda bliver idylliseret og kan være den gode bedstefar.
Vi tror ikke, at du kan stille så meget op med netop det. Men vi synes ikke, du skal opgive håbet om kontakt. Men måske skal du opgive håbet om, at din søn forstår så meget af det, der skete, da du var helt ung, og den krænkelse, du må have følt, da du oplevede det, du gjorde og stod der alene med et lille bitte barn i meget ung alder.
Når det gælder det med at kontakte din søn og hans familie, så er det ikke så let for os at vide, hvad der er det rigtige. Men vi tænker, at du om noget tid igen skal forsøge med kontakt. Ikke således at du stresser med den, men måske skal du skrive til dem om, hvor meget du gerne kunne ønske bare en lille og jævn kontakt. Skriv, at du godt kan forstå, at det ikke bare er enkelt for din søn med det, han har oplevet i sit liv, men at du så inderligt gerne vil bede om undskyldning for ting, du måtte have såret ham med for din del, og at han også gerne må fortælle dig om det. Vi tror ikke, at sms er en god vej. Der vil mail eller endnu bedre et rigtigt brev gøre mere indtryk.
Spørg, om der ikke kan foregå en eller anden forsoning, således at I kan få en vis form for forbindelse, og at du kan få lov til at være lidt farmor for dine børnebørn, fordi du ved, at du elsker dem alle dybt i dit hjerte. Spørg, hvad der eventuelt skal til, for at det kan lykkes. Du kan eventuelt også foreslå, at I mødes med en forstandig tredjepart du og han, hvor han kan få lov til at fortælle dig det, han måtte have på hjerte af tanker og følelser.
Idéen om at lave små fortælleæsker og gemme små minder til dine børnebørn er en meget god idé – for dig og for dine børnebørns skyld. Og vi synes, du skal fortsætte med at sende små gaver og hilsner til børnenes mærkedage. For din og deres skyld. Vi håber meget, at der er håb videre. Vi tænker også, at det vil være godt for dig med nogle få fortrolige mennesker eller en sjælesørger, som du kan dele din historie og din smerte med, og som ud fra et modent perspektiv vil kunne forstå dine udfordringer og måske give små råd undervejs. Det er for hårdt at gå med så mange tanker alene.
Mange hilsener