Fem filosoffer fortæller: Sådan skaber du et meningsfuldt liv

Hvordan skal jeg leve mit liv, så det bliver meningsfuldt? Det spørgsmål optager ikke kun dig og mig, men er faktisk et af de allerførste spørgsmål i filosofiens historie. Her giver en række filosoffer deres bud på det meningsfulde liv. Læs eller genlæs artiklerne her

Det er ikke en sund livsstil, men derimod de ufornuftige nydelser, der gør livet værd at leve, mener den østrigske filosof Robert Pfaller. Modelfoto.
Det er ikke en sund livsstil, men derimod de ufornuftige nydelser, der gør livet værd at leve, mener den østrigske filosof Robert Pfaller. Modelfoto.

Artiklen er oprindeligt udgivet 21. marts 2016.

Vi bliver hele tiden bombarderet med nye opskrifter på, hvad vi skal gøre for at få det bedste ud af livet:

Dyrk motion en halv time dagligt.

Lær at meditere. Stop for tankestrømmen. Mærk efter. Vær intuituiv, omstillingsparat og åben.

Men så får vi pludselig andre meldinger: Slap af. Skru ned for motionen. Stå af præstationsræset. Og lad være med at mærke efter i dig selv. Du finder alligevel ikke noget.

Hvad er egentlig op eller ned, når du nu så gerne vil sikre, at dit liv ikke føles tomt, men at det er fyldt med mening, der gør det værd at leve.

Kristeligt Dagblad har samlet en række gode råd til dig fra forskellige filosoffer.

Læs eller genlæs artiklerne her

Filosof: Gå, og du skal blive en anden

Den franske Frédéric Gros' bog om vandring handler ifølge forfatteren selv om, hvad der er virkeligt. ”Vandring er det, der gør os modtagelige, både for lykkelige øjeblikke og for os selv.
Den franske Frédéric Gros' bog om vandring handler ifølge forfatteren selv om, hvad der er virkeligt. ”Vandring er det, der gør os modtagelige, både for lykkelige øjeblikke og for os selv.

Frédéric Gros vandrer i Paris om natten. Den 49-årige filosofiprofessor går helst mellem klokken to og tre om morgenen.

At gå bevæger mennesker åndeligt, er filosoffens simple grundsynspunkt.

”Det er en frigørelse af ånden at vandre. Hvad der sker, når man begiver sig ud på vandringer, er radikalt forskelligt. Man kan finde sig selv. Men man kan også glemme sig selv. Det sker i de lykkelige øjeblikke, hvor man oplever en mystisk forening med naturen, oftest når man er udmattet efter mange timers vandring.”

Men vandring må aldrig blive en metode til at opnå noget, understreger professoren, der afskyr sportsvandrere.

”Jeg lærte at vandre af Mateo, en ven af familien. Han var 73 år, jeg var 20 og fuld af præstationstrang. En dag oppe i bjergene blev vi overhalet af en gruppe unge mænd, der højlydt diskuterede deres mellemtider. 'Tja, de er nok bange for ikke at nå frem, siden de går så hurtigt,' lød det fra den gamle mand, da han stod og så efter dem. Han lærte mig om vandringens visdom, som ligger i langsomheden.”

Visdom videregiver han også selv. For eksempel sondrer han, med filosoffen Friedrich Nietzsche, mellem bøger, der er skrevet i biblioteket, og bøger, der er skrevet i bevægelse.

Også i middelalderens pilgrimsvandringer ser han visdom om vandring.

”Den lille død. Sådan kaldte man det, når nogen blev sendt af sted på pilgrimsvandring. Ikke mindst fordi det var farligt. Man vidste ikke, om man kom tilbage. Før man gik, skulle man derfor skrive testamente og stifte fred med sine fjender. I dag er Caminoen til Compostela også meget søgt. Det er nærmest blevet en motorvej, hvor folk går med mobiltelefoner som gps, højteknologiske sko og ultralette rygsække. I middelalderen var det anderledes. Man skulle mærke kroppens tyngde, dens dødelighed. Pilgrimsvandring var lidelse, ofte som udsoning for forbrydelser, og den var lig fare og stor usikkerhed. Man skulle dø den lille død i sig selv og komme tilbage som en anden mand.”

Læs eller genlæs hele artiklen her

Filosof: Vi tror, vi kan løbe fra døden

Allerede i en tidlig alder lærer vi at skulle leve sundt og dermed holde alderdommen væk så længe som muligt, og derfor er det blevet svært at tale imod et langt liv, siger filosof Anders Fogh Jensen.
Allerede i en tidlig alder lærer vi at skulle leve sundt og dermed holde alderdommen væk så længe som muligt, og derfor er det blevet svært at tale imod et langt liv, siger filosof Anders Fogh Jensen. Foto: Søren Svendsen

Allerede i ungdommen begynder mennesker i dag at udvikle en frygt for døden, og videnskabens overtag har gjort, at vi stirrer os blinde på et langt liv som et godt liv, siger filosof Anders Fogh Jensen.

Samtidig tør vi ikke længere blande os i andres ønsker for den sidste tid.

Når filosof Anders Fogh Jensen holder foredrag om døden, begynder han gerne med at fortælle en græsk myte.

Mere præcist fortæller han om Sisyfos, som rullede en stor sten op på toppen af et bjerg for blot at se den rulle ned ad bjergets anden side og derefter starte forfra med sine anstrengelser.

Myten er ofte blevet brugt som et billede på håbløst arbejde, men for Anders Fogh Jensen er det Sisyfos' forhold til døden, der gør den interessant.

”Grunden til, at Sisyfos blev sat til det arbejde, var, at han ville leve et længere liv og derfor undslap døden ved at narre guderne. Straffen blev, at han fik uendeligt liv, men måtte bruge al sin tid på at rulle stenen op ad bjerget. Myten handler altså om, at man må indse og acceptere endeligheden,” siger han.

Når myten om Sisyfos er relevant i dag, skyldes det netop, at vi mennesker har fået sværere ved at acceptere, at vi ikke selv er herrer over livets afslutning, siger Anders Fogh Jensen.

Er man døende, kan man eksempelvis forlænge livet med behandling, og stopper hjertet med at slå, så kan det måske startes igen.

”Jeg siger ikke, at mennesker nogensinde har været glade for døden, men tidligere accepterede man i højere grad, at nogle ting var op til skæbnen. Når vi har fået et sværere forhold til døden, skyldes det, at vi også har fået sværere ved at finde os i, at vi alle er en del af noget, der er større end os selv. Vi fødes og opdrages til at være selvstændige, reflekterende individer, som selv står til ansvar for, hvordan vores skæbne udvikler sig. Derfor vil vi, at det er vores bevidsthed og vores analyse af verden, der afgør, hvordan vores liv ender.”

Læs eller genlæs hele artiklen her

Filosof: Et sundt fællesskab består af ligevægtige mennesker

"Et sundt fællesskab består derfor af personer, som først selv har valgt den eksistentielle 'ligevægt' og dermed blevet 'et selv', mens et usundt fællesskab er det, Kierkegaard benævner 'en mængde'," skriver filosof og forfatter Birgit Bertung.
"Et sundt fællesskab består derfor af personer, som først selv har valgt den eksistentielle 'ligevægt' og dermed blevet 'et selv', mens et usundt fællesskab er det, Kierkegaard benævner 'en mængde'," skriver filosof og forfatter Birgit Bertung. Foto: ARochau - Fotolia

At være sund er ifølge Kierkegaard ikke kun kropsligt og fysisk, man skal også være sund i sjælen og ånden, forklarer filosof og forfatter Birgit Bertung.

Når Søren Kierkegaard taler om Sygdommen til Døden, tænker han ikke på, hvad vi normalt forstår ved sygdom - altså en fysisk fejl eller mangel i forhold til det normale. Han taler om noget eksistentielt, det vil sige, det som angår forudsætninger og formål eller mening for mennesket.

En person er nemlig en syntese, en sammensætning af noget vi ikke har nogen indflydelse på: vores medfødte krops grundlæggende tilstand og det at vi er frie til bevidst at forholde os til den. For eksempel kan vi være født med mange eller få evner, med et fysisk handicap eller disponeret for en alvorlig sygdom.

Den menneskelige syntese består således af to sider og indeholder foruden legemet også, hvad han kalder en sjæl, det vi ville kalde psyken; men der er et tredje: ånd.

Ånd betyder, at hvad vi måtte være født med af fysisk sundt eller usundt, er et menneske i stand til selv at forholde sig til.

Man kan således vælge at sætte sig til at klynke over sit handicap, eller man kan vælge at sige: så er det altså mine forudsætninger, som jeg må tage til efterretning.

Det man kunne kalde at se virkeligheden i øjnene.

Vil man ikke det, lider man af Sygdommen til Døden, mens man i modsat fald stræber mod at etablere en ligevægt i bevidstheden mellem de to sider af mennesket: den fysiske og den psykiske.

Dermed kan man blive et helt menneske, et selv eller en eksistentielt sund person.

Omvendt er et ensidigt fokus på legemets sundhed en fejlvurdering, for eksempel hvis man kun er optaget af sit kondital.

Læs eller genlæs hele artiklen her

Filosof: Vi lader fornuften ødelægge vores liv

Fornuften er ved at ødelægge menneskers livskvalitet, fordi der ikke levnes plads til fornøjelse, siger Robert Pfaller
Fornuften er ved at ødelægge menneskers livskvalitet, fordi der ikke levnes plads til fornøjelse, siger Robert Pfaller

Det er ikke en sund livsstil, men derimod de ufornuftige nydelser, der gør livet værd at leve, mener den østrigske filosof Robert Pfaller.

”Vi er først rigtig lykkelige, når vi drikker med vennerne, ryger, danser og elsker.”

Dét mener den østrigske filosof Robert Pfaller, der er overbevist om, at det er fornuftigt af og til at være ufornuftig, og at mennesker kun kan fornøje sig rigtigt, hvis de gør noget, som strider imod deres fornuft.

Filosoffen har tidligere i år offentliggjort sine tanker om, hvordan fornuften er ved at ødelægge menneskers livskvalitet, fordi der ikke levnes plads til fornøjelser, i en bog, hvis titel på dansk kan oversættes til ”Korte sætninger om det gode liv”.

”Fornuften er ved at udvikle sig til noget irrationelt, som ubønhørligt vil forfølge og udslette ufornuften. Den græske filosof Epikur har sagt, at man skal være mådeholden med måde, fordi mådeholdet i sig selv ellers kan udvikle sig til en udskejelse, og det oplever vi i stigende grad: Folk giver frivilligt afkald på usunde nydelser og erstatter lyst med selvagtelse,” siger Robert Pfaller til Kristeligt Dagblad.

Læs eller genlæs hele artiklen her

Filosof: Droppede karrieren for at blive sig selv

Matias Møl Dalsgaard fik stress på konsulentjobbet og stod af universitetskarrieren, fordi han savnede ånd. I dag er han glad direktør i GoMore og opmærksom på, at der skal være balance mellem det jordiske og det guddommelige.
Matias Møl Dalsgaard fik stress på konsulentjobbet og stod af universitetskarrieren, fordi han savnede ånd. I dag er han glad direktør i GoMore og opmærksom på, at der skal være balance mellem det jordiske og det guddommelige. Foto: Leif Tuxen

For fire år siden skrev Matias Møl Dalsgaard en bog. På en måde handler den om ham selv og hans egen søgen efter håb og mening i en tilværelse, der pludselig har mistet retning.

Bogens titel er ”Du må ikke fortvivle - Breve til et moderne menneske”.

Brevene i bogen er skrevet af den fiktive præst Morten.

Og selvom Matias Møl Dalsgaard godt ved, at mange har det svært med sådan noget som selvhjælpsbøger, ja, så er det altså en selvhjælpsbog. Det hjalp i hvert fald Matias at skrive den.

”Præstens breve handler om, at du ikke kun skal have fokus på det ydre, som for eksempel at opbygge dit cv. Vi har en langt vigtigere opgave i livet: at blive os selv - som Kierkegaard ville have sagt det.”

Præsten i bogen hedder Morten. Han skriver opbyggelige, men også meget direkte og kritiske breve til sin nevø, Rasmus, der er brudt sammen efter et forlist parforhold og et præstationsfokuseret arbejdsliv.

”Hvis du ser på fornavnene, så er det Luther, eller kristendommen, der skriver til Erasmus, det vil sige humanismen. Præsten taler derfor til nevøen om, at mennesket altid er udspændt mellem mulighed og nødvendighed. Mellem det jordiske, der skal leves, og det guddommelige eller givne, der skal respekteres. Og det er netop nødvendigheden og respekten, det ellers kan være svært at få øje på for det moderne menneske, som derfor ofte kan føle sig alene og rådvild.”

Da Matias Møl Dalsgaard gik i gang med at skrive bogen, var der gået to år siden, han selv ramte muren.

Han var succesfuld ung konsulent i det amerikanske konsulentfirma McKinsey. Forinden cand.mag. i filosofi og litteraturhistorie med superkarakterer fra universitetet - og på mange måder ligesom de andre unge i firmaet en af de allerbedste.

En af de udvalgte.

”Da jeg søgte jobbet, skrev jeg endda i min ansøgning: Jeg er den bedste! Jeg havde hørt, at McKinsey kun ansatte de bedste - så måtte jeg jo hellere skrive det i ansøgningen.”

Og Matias lærte også rigtig meget i årene som konsulent. Han fik de tætteste venner, som han stadig ser. Et kæmpe netværk og en indsigt i, hvor meget det kræver at være et internationalt rådgivningsfirma, som alle vil lege med. Men han lærte også noget om sig selv.

”Jeg fandt ud af, at jeg simpelthen ikke var moden nok i forhold til at gå i gang med så vild en karriere. Jeg havde svært ved at stå imod præstationsræset rent intellektuelt. Og på en tur til USA gik det galt. Der var et projekt, der kørte af sporet. Jeg arbejdede i døgndrift, og til sidst kunne jeg hverken tænke eller sove.”

Det hele virkede formålsløst. Matias sagde op. Sagde farvel til den fede løn. Titlen. Muligheden for at avancere. Bygge cv'et op.

”Efter en sygeperiode fandt jeg fandt ud af, at der var nogle tanker, jeg var nødt til gøre mig. At der var noget eksistentielt, noget åndeligt, jeg skulle arbejde mere med. Og derfor vendte jeg tilbage til filosofien og de teologiske tænkere, som jeg altid har været mest optaget af.”

Læs eller genlæs hele artiklen her